Flyvergrillen i Caribien

Endnu en gang er vi gået fra den ene yderlighed til den anden – fra det helt tilbagelænede (men også på mange måder sparsomme) Dominica til nok et af de mest turistede steder i Caribien.

Hele den anden dag i vores dejlige hus i Dominica var vi også hjemme. Sidst på eftermiddagen skulle der dog ske lidt, så her gik vi til nogle varme kilder i nærheden. Her hoppede Frida og Marianne i.

Det resulterede så i, at Mariannes delvist hvide bikini blev brunlig – for vandet var fyldt med svovl. Det samme var i øvrigt vandet, som kom ud af hanerne i vores hus. Af samme grund valgte vi også at bruge flaskevand, når vi skulle koge ris og pasta. Tanken om brunligt mad var ikke så lækker.

I det hele taget var det ikke alt, der var lige ”lækkert” (i traditionel forstand) ved vores hus. Den første aften, da vi ankom, sad der en kæmpe edderkop på toilettet – som vi dog fik skræmt så meget væk, at den ikke viste sig igen. Og hver morgen havde Frida og Vilde til opgave at feje små larver væk fra terrassen.

Vi så også kæmpe firben og tusindben. Men alt sammen var det bare en del af charmen ved huset. Og det samme var også det kolde bad – noget som jeg dog ikke helt vænnede mig til (men som Marianne mente var forfriskende).

Da vi kom tilbage fra kilderne, spiste vi lidt aftensmad. Og bagefter sad vi på terrassen og kiggede på noget, som vi først troede var ildfluer. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var biller med lysende øjne. Eller det vil sige noget, der sikkert skulle ligne øjne over for deres fjender. For faktisk sad øjnene længere fremme på kroppen.

De lysende biller var da også noget mere synlige end de flagermus, som fløj rundt om hovederne på os. Jeg ved godt, at de kan ”se” ved hjælp af lyd. Men jeg vænner nok alligevel aldrig til følelsen af en flagermus, der suser forbi en med få centimeters afstand.

Efter et par dage med ren afslapning skulle der ske noget i mandags. Så vi havde aftalt med ejeren af huset og hans kone, at de skulle tage os på en ørundtur – og bare vise os det, som de fandt mest interessant.

Så klokken 9.30 hentede de os, og vi kørte til første stop – der var et udsigtspunkt med en flot udsigt ud over Soufriere (byen som vi boede i nærheden af) og resten af området. Bagefter kørte vi ned til byen, hvor vi så nogle lokale fiskere hive deres fangst i land – et tydeligvis hårdt arbejde.

Herfra kørte vi til øens sydligste punkt Scotts Head – hvor det Caribiske Hav og Atlanterhavet kun var adskilt af en smal tange. Herefter kørte vi igen nordpå til Rossau, hvor vi lige tog en hurtig tur igennem den botaniske have – i bil.

Fra Rossau bevægede vi os ind i landet til Trafalgar Falls – der var hhv. et ”mor”-vandfald og et ”far”-vandfald (hvor far-vandfaldet naturligvis er det største). Selve vandfaldene var ikke noget særligt. Men den korte tur igennem den frodige regnskov til vandfaldene var nu ret flot – nærmest som at være tilbage i Costa Rica igen.

Næste stop blev også rundturens højdepunkt. Her havde vi mulighed for at svømme igennem en grotte til et vandfald inde midt i. På forhånd havde vores guide/ejer af huset advaret os os, at vandet ville være meget koldt. Og at der ville være helt mørkt i grotten.

Så Vilde var ikke interesseret i at deltage. Men Frida var frisk på udfordringen – og fik et korkbælte på for bedre at kunne holde sig oppe i ferskvandet.

Måske var det fordi vi havde frygtet det værste. Men det viste sig i hvert fald, at vandet ikke var så koldt som ventet (ikke værre end det udendørs bad i huset). Og der var på ingen måde heller så mørkt, som beskrevet. Så vi fik en flot tur ud af det – i det dejligt ”forfriskende” vand.

Og vores guide var ret imponeret af Frida. For de fleste børn ville på ingen måde ned i det kolde vand og ind i grotten.

Efter svømmeturen kørte vi tilbage til Rossau, der er knudepunkt for transport til det meste af vestkysten. Her fra kørte vi til Mero – der er det tætteste, man kommer på en rigtig strand i Dominica (med fint sand). De fleste andre steder er det grovere sand eller sten.

I Mero spiste vi en sen frokost på en hyggelig strandbar. Her mødte vi også en finsk mor og hendes datter, som bor i Dominica syv måneder om året. Og resten af tiden har de en sommercafe i Finland. Det er ret inspirerende at snakke med den slags mennesker.

Klokken 18 var vi så tilbage ved vores hus efter en lang og inspirerende dag rundt på øen. Det var rigtig fint, at vi havde brugt ejeren af huset som guide. For udover at de tog en meget rimelig betaling for turen, så kunne de også fortælle os en masse og tage os nogle spændende steder hen.

Da vi kom tilbage, spiste vi hurtigt aftensmad. Og bagefter blev pigerne puttet. Klokken 21 kunne vi heller ikke selv holde øjnene åbne mere.

Tirsdag var så vores sidste hele dag i Dominica. Så efter morgenmaden gik vi den ret lange tur fra vores lille hus til stranden i Soufriere – hvor der skulle vente en lidt særlig snorkeloplevelse.

Hvis vi syntes, at det var hårdt, måtte vi dog tage det lidt i os igen, da vi mødte en blind mand på vejen. Først var vi dog lidt i tvivl om, om han virkelig var blind. For han gik rundt med en kæmpe machete i hånden – måske ikke lige den bedste kombination.

Ejeren af huset kunne dog senere fortælle, at han var blevet blind ved en ulykke. Men at han stadig kunne huske hvert enkelt palme i den lille plantage, som han ejede. Så han kunne faktisk passe sit arbejde ved at bruge de andre sanser.

Det specielle ved havet i Soufriere var, at der kom varmt vand op fra havbunden – som derved dannede bobler. Det skulle være næsten som champagne.

Ligefrem champagne var det nu ikke – nærmere som en halvflad sodavand. Men det var nu sjovt nok alligevel.

Dyrelivet under havet var dog ikke noget særligt. Så det var en af den slags ”så har vi prøvet det”-oplevelser. I virkeligheden hyggede Vilde sig nok bedst. For i stedet for at snorkle, lavede hun sandslotte inde på stranden.

På vejen tilbage til vores hus fik pigerne lige en is som ”bestikkelse”. Det virker altid rigtig godt, og vi kom tilbage uden brok – selvom det var meget varmt og op af bakke.

Resten af dagen slappede vi af i den hyggelige have. Her gik Marianne, Frida og Vilde på jagt efter kakaofrugter i naboens kakaoplantage. Og de fandt også nogle muskatnødder. Begge dele blev åbnet og undersøgt nøje. Og vi fik også hugget hul på et par kokosnødder.

Efter at have pakket det meste af vores bagage, tændte vi op i grillen. Her grillede vi to store bøffer – der faktisk smagte overraskende godt (til trods for at de ikke havde været specielt dyre). Og det hele blev nydt med en flask chilensk rødvin.

Da pigerne var lagt i seng, lagde vi os på to liggestole og så på stjernehimlen – der i fraværet af lys var imponerende synlig. Efter en times tid trak skyerne dog ind over. Og så var det samtidig også vores stikord til at gå i seng.

Næste morgen skulle vi op allerede klokken 5.15. Frida vågnede dog af et mareridt allerede klokken 4 – og så fik vi ikke rigtig sovet mere. Herefter fik vi klaret det sidste, og klokken 6 kom ejeren (og hans kone som åbenbart skulle være med til det hele) for at køre os til lufthavnen.

Heldigvis nåede det lige at blive lyst, inden vi kørte af sted – så vi kunne få et sidste glimt af huset i dagslys. Det havde, til trods for koldt, brunligt vand (og manglende internet), været et rigtigt dejligt sted – hvor vi godt kunne have været blevet nogle flere dage.

På turen til lufthavnen kunne vores meget snakkesalige chauffør/ejer fortælle en hel masse om øen og dens befolkning. Af de mere interessante ting, som han kunne berette om var, at han aldrig havde betalt skat. Og da ingen havde bedt ham om det, så havde han heller ikke tænkt sig at gøre det.

Til gengæld havde han dagen før haft et problem i banken. For de ville gerne kende adressen på det hus, som vi boede i (og som var hans faste adresse). Problemet var bare, at huset ikke havde nogen adresse – det lå simpelthen for langt ude i ingenting.

Og da det havde bedt om en el- eller vandregning, havde han heller ikke kunne fremvise en sådan – for huset var hverken tilsluttet el- eller vandforsyningen. Efter mange forsøg på at forklare dem situationen blev resultatet, at han måtte tage til en anden bank, der ikke var helt så emsige.

Desværre blev turen til lufthavnen ikke så smertefri, som ønsket. Til trods for at Frida havde fået køresygemedicin, kastede hun op (dog kun én gang denne gang). Men ikke nok med det, så kastede Vilde op to gange. Som vores chauffør bemærkede, så var vi ”professionelle” og var klar med poser.

I lufthavnen var der en lille restaurant, som vi fik lidt morgenmad på, inden vi fløj mod Sint Maarten. Heldigvis gik flyet til tiden, og en time efter fløj vi over Maho Beach og landede få sekunder efter.

Da vi stod op om morgenen, regnede det voldsomt. Da vi tog af sted, regnede det voldsomt. Og det regnede også på det meste af turen til lufthavnen. Det kom nu ikke bag på os, for Dominica er en meget frodig ø.

Men da det så også regnede voldsomt, mens vi landede på Sint Maarten (en ø som ejeren havde beskrevet som meget tør), blev det næste for meget af det gode. I det hele taget har det regnet mere end forventet på hele vores rejse indtil nu – men åbenbart også mere end normalt for årstiden.

Tidligere har vi jo besøgt Caribien om sommeren, der regnes for ”regntiden” – og her regnede det ikke mere hver dag, end vi har oplevet i højsæsonen. Så udover at flygte fra vinteren i Danmark, er der ingen grund til at tage til Caribien i den dyrere højsæson.

Heldigvis stoppede det med at regne, mens vi ventede på at kunne komme ud af flyet. Så vi slap for at blive gennemblødte.

Der var heller ingen mennesker ved paskontrollen – da der ikke lige var landet nogle af de store fly. Det bedste var dog, at i stedet for at udfylde en masse papirer, kunne vi nøjes med et stempel i vores pas, og så var vi videre.

Det betød også, at vi for første gang kom til at vente lidt på vores bagage – dog ikke længere tid, end vi kort efter var ude i ankomsthallen. Og allerede her var det tydeligt, at vi var kommet til en helt anden ø. I stedet for en lille lokal restaurant blev vi mødt at kæderestauranter som bl.a. Burger King.

Hovedformålet med at besøge Sint Maarten var at opleve flylandinger på helt tæt hånd. Derfor havde vi også valgt hotellet ”Sonesta Maho Beach Resort”, der lå fem minutter i taxa fra lufthavnen.

Så kort efter var vi fremme ved hotellet – hvor vores værelse heldigvis allerede var klar til trods for det tidlige ankomsttidspunkt. Her smed vi vores bagage og gik til frokost. Og bagefter var vi ved poolen lidt tid.

Begge dele var en stor kontrast til vores lille hus ude midt i ingenting. Her var masser af turister, all inclusive og stort pool-område. Begge dele er dog fint. Hver ting til sin tid – hvilket jeg da også havde forsøgt at tilgodese i planlægningen af rejsen. Og deres pina colada fejlede i hvert fald ikke noget.

Sidst på eftermiddagen gik vi langs stranden over til landingsbanen, der lå to minutter derfra. Her nåede vi at se det sidste store fly lette – hvilket betød en masse sand, der blev hvirvlet op.

Denne første gang stod vi på god afstand – og kunne derfor se hvor voldsomt, det var. Til gengæld kom det vist bag på en del andre. For mange flygtede i hvert fald, når det blev voldsomt – eller lagde sig i fosterstilling og ventede på, at det var overstået. Bagefter kunne de så hoppe i vandet og svømme efter de kasketter, håndklæder, sko og tasker, som var blevet blæst derud.

Om aftenen var der barbecue på stranden. Klog af erfaring valgte vi dog et bord under tag. Og det var en god beslutning, for der gik ikke lang tid, før det begyndte at regne.

Det eneste positive ved det var så, at de lagde et håndklæde over højtaleren, der spillede vanvittigt højt dansemusik – forkert målgruppe og forkert tidspunkt. Det havde sikkert været fint til en fest i byen på den anden side af midnat. Men for et spisende publikum, hvor vi tilhørte den yngre del, var det helt misforstået.

Da vi pakkede hjemme, så det fornuftigt ud med pladsen. Det hele kunne være i taskerne – lige netop. Men efterhånden var vi blevet trætte af, at det hele skulle pakkes meget præcist for at kunne være der.

Så efter morgenmaden næste morgen, tog vi en taxa til Philipsburg for at finde en ny taske. Philipsburg er hovedstaden på den hollandske del af øen Sint Marten. Den anden del er fransk – og her kalder de i øvrigt øen for Saint Martin.

Vores taxachauffør kunne fortælle en masse om øen – bl.a. at den hollandske del er mindre end den franske. Forklaringen på dette skulle tilsyneladende være, at en hollænder og en franskmand var blevet enige om at dele øen på en helt særlig måde.

De startede med ryggen til hinanden og gik derefter hver sin vej rundt om øen. Og da de mødtes igen, slog de en streg over kortet herfra og til det sted, hvor de startede.

Begge havde de medbragt lidt at drikke. Hollænderen havde en flaske gin, mens franskmanden havde medbragt en flaske rødvin. Og man går åbenbart bedre på rødvin end på gin – så franskmanden var gået længere. Og på den måde var den franske del blevet noget større end den hollandske.

Det lykkedes os at finde en større taske, og så tog vi tilbage til vores hotel for at se de store fly lande. Størstedelen af de store fly fra Nordamerika og Europa kommer fra klokken 13 og et par timer frem. Og vi oplevede et par stykker lande lige over vores hoved, inden vi gik tilbage til hotellet for at spise frokost. Bagefter så vi endnu flere fly lande, inden pigerne endelig kunne komme i poolen.

Sidst på eftermiddagen begyndte flyene så at lette, for at flyve tilbage igen. Og det skulle vi naturligvis også opleve.

Frida ville også være en del af det. Men den ene gang blev hun ret bange, for det begyndte at gøre ondt med det fygende sand. Marianne holdt hende dog fast, for at hun ikke skulle begynde at løbe – og derved blive væltet omkuld i de kraftige jetstrømme.

Og efter at hun havde sundet sig lidt, syntes hun vist også, at det havde været en sjov nok oplevelse. Hun holdt sig dog på sikker afstand efterfølgende.

Om aftenen var der talentshow på hotellet – noget som pigerne meget gerne ville se. Talenterne viste sig at være to turistpiger, som sang en sang – samt en masse ansatte fra hotellet, som optrådte. Men pigerne syntes nu, at det var ret sjovt – og var derfor først i seng klokken 21.30.

Efter to nætter på hotellet var det i forgårs tid til at tage videre. Vores taxachauffør havde dog fortalt os, at der ville lande en Boeing 747 (verdens næststørste fly) fra KLM næste dag – og derved et endnu større fly end dem, som vi havde oplevet. Det ville vi ikke gå glip af. Så da vi checkede ud, fik vi dem til at opbevare vores bagage et par timer, så vi kunne opleve det.

På stranden kunne man godt fornemme en stor forventning til oplevelsen blandt de mange strandgæster. Og endelig kunne vi se flyet langt væk. Der gik dog ikke lang tid, før det var tæt på. Og det var en stor oplevelse, da det med en voldsom larm suste hen over hovedet på os

Det er svært at vurdere, hvor tæt det var på os. Vores gæt er omkring 30 meter oppe. Og faktisk var det tættere på os end de andre fly. For sådan et stort fly skal bruge endnu mere plads til at lande, end de lidt mindre fly. Og derfor måtte det være længere nede for at ramme landingsbanen så tidligt som muligt.

Da vi nu havde set flyet lande, skulle vi da også se (og opleve) det lette. Så vi ventede en halvanden times tid og gik igen ned til stranden for enden af landingsbanen. Hvor vi tidligere havde stået i jetstrømmen, holdt vi os dog denne gang på sikker afstand – hvilket de fleste andre også klogelig gjorde.

Det var dog stadig et imponerende syn at se dette kæmpe fly komme rullende imod os – for derefter at vende rundt og starte motorerne. Og jeg var heller ikke helt langt væk nok til helt at undgå sandet. Så selv her et par dage efter, finder jeg stadig sandkorn i mit hår.

Efter denne oplevelse var vi klar til at tage videre. Heldigvis skulle vi bare over på den franske side af øen. Så køreturen til vores næste hotel ”Mercure Saint Martin Marina” tog kun et kvarters tid.

Selvom vi var taget sent af sted, var vores værelse ikke helt klart. Så vi måtte tilbringe lidt tid ved poolen (hvor der underligt nok ikke var en eneste parasol), inden vi endelig kunne komme op og slappe af.

Pludselig sidst på eftermiddagen begyndte Frida at få det dårligt og kaste op. Og om morgenen havde jeg også haft det skidt (og var stadig ikke helt frisk). Ironisk nok havde vores forrige hotel gået meget op i hygiejne – og bl.a. andet insisteret på, at personalet serverede alt mad fra buffeten (i stedet for at man selv kunne tage det).

Så vi skulle ikke rigtig flere steder. Og Marianne gik derefter af sted og fandt en lille butik med en masse franske madvarer. Og derefter blev pigerne lagt.

Frida nåede dog ikke at sove længe, før hun skulle kaste op igen. Og det blev hun så ved med mange gange. Og som om det ikke var nok, så fik Vilde det også dårligt og kastede op to gange (og første gang var det ikke i en pose).

Omkring midnat faldt de to dog i søvn og sov resten af natten. Og næste morgen havde alle det lidt bedre – og Marianne slap heldigvis helt fri.

Alligevel valgte vi at tage en slappedag, hvor vi fik pakket alt ud. Vi havde også fundet ud af, at hotellet havde en vaskemaskine, så vi fik vasket en del tøj. Frokosten blev spist på hotellet, og sidst på dagen var vi i poolen. Om aftenen hentede Marianne pizza på et nærliggende pizzeria. Og så blev børnene lagt tidligt.

Efter morgenmaden (som vi spiste på altanen), fik vi vasket det sidste tøj. Og så tog vi en taxa til Marigot – der er hovedstaden på den franske del.

I receptionen havde de fortalt, at der ville være åbent, selvom det var søndag. Det viste sig dog ikke at være rigtigt. Så efter at have kørt lidt rundt i byen, bad vi vores taxachauffør om at tage os med tilbage.

Og som alle de andre chauffører var også ham her meget snaksalig. Han havde oprindeligt været journalist i Tunesien, inden han flygtede. Sidenhen havde han bl.a. været casino-manager og i turistbranchen – inden han nu var taxachauffør (tilsyneladende sammen med en række andre ting).

Han havde i øvrigt en datter, som han gerne ville have haft til Danmark for at gå på kokkeskolen. Så han spurgte meget optaget til optagelsen der. Vi kunne dog fortælle ham, at der var optagelsesprøver – og det ikke var nok bare at komme med en pose penge (og sit gode udseende, som pigen ifølge ham havde).

Da vi kom tilbage igen, gik vi ned til stranden, hvor vi fandt en hyggelig strandrestaurant. Her fik vi en øl, og pigerne fik en is, inden vi gik tilbage. Resten af dagen har vi brugt først ved poolen – og sidenhen på værelset med bl.a. at skrive postkort. Og nu er det blevet tid til aftensmad, inden vi skal have pakket.

I morgen skal vi så endnu en gang på farten – nærmere betegnet til Virgin Gorda, der er en del af De Britisk Vestindiske Øer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *