Fra Doha til Frederiksberg

5. april 2014

Lande (kontinenter): Danmark, Europa, Mellemøsten, Qatar

Det var så det. Nu er vi hjemme i Danmark igen efter to måneders rejse i Indien, Sri Lanka og Qatar.

I løbet af den tid har vi oplevet en masse spændende kulturer, set en masse interessante dyr, besøgt en masse flotte seværdigheder – og ikke mindst været sammen som familie på en helt anden måde end den, som vi ellers er i hverdagen.

Den sidste eftermiddag i Doha blev tilbragt i det lokale center. Først fik børnene lidt nyt tøj og derefter en is. Aftensmaden blev taget med tilbage på værelset, hvor vi også fik pakket, efter at børnene var lagt i seng.

I går skulle vi så op allerede kl. 4.45, og kl. 6 forlod vi hotellet. Heldigvis tog køreturen til lufthavnen i Doha kun godt tyve minutter, så vi havde to timer til at få klaret alt det praktiske – samt få spist lidt morgenmad.

Og det var vist også godt det samme, for Dohas lufthavn er kraftigt underdimensioneret – og der skal da også stå en helt ny lufthavn klar i 2015.

Ved check-ind skrankerne var der ret lang kø, og det samme var der ved tjek af boardingpas og efterfølgende paskontrol – selvom alle skranker var åbne. Til gengæld tog sikkerhedstjekket så ikke så lang tid, da alle blev stoppet ved paskontrollens flaskehals lige inden.

Alt i alt tog alle disse checks godt en time, og da boardingen startede tidligt, var der ikke meget tid til at spise morgenmad. Køen ved gaten var til gengæld meget lang, men heldigvis kom vi foran, fordi vi havde børn med – eller måske nærmere en klapvogn, som de nok gerne ville have pakket i flyet så hurtigt som muligt.

Det hjalp dog ikke så meget, for i stedet kom vi til at vente længe på den bus, der skulle køre os til flyet. Her var de tydeligvis også underdimensioneret i forhold til flytrafikken – hvilket dog kan undre, for det er jo ikke så svært at udvide med flere busser (og chauffører).

Efter et kvarters tid, hvor der efterhånden begyndte at blive problemer med at være i det lille venteområde for enden af en rulletrappe, kom vi af sted med bussen.

Og her var det så allerede som at være tilbage i Danmark igen – men ikke på den gode måde som i SAS-reklamen. Vi kom ind i bussen som nogle af de sidste, og der var naturligvis ikke nogle ledige sæder.

Tidligere på rejsen har der altid være en, som har rejst sig op, så Marianne kunne sidde ned med Vilde. Men her blev folk sidende – til trods for, at de tydeligt kunne se, at det var noget af en kamp at holde balancen med Vilde på armen og masser af håndbagage.

Det værste var dog en mand lige ved siden af os, som godt nok stod op – men som vi pludselig opdagede brugte et sæde til sin taske. Havde vi opdaget det lidt tidligere, så havde vi pænt spurgt ham, om han ikke kunne finde en anden plads til den. Men det var godt nok skuffende at opleve den danske mentalitet i forhold til at hjælpe andre.

Efter en lang køretur på et kvarters tid igennem lufthavnen, kom vi endelig til vores fly – og kom om bord. Og her kunne vi så konstatere, at vi var omringet af en efterskole fra Hjørring, der hvor vi skulle sidde.

I starten sad de og råbte til hinanden imellem sæderne, men heldigvis havde de vist været tidligt oppe, så snart sad de og sov eller så film. Så det viste sig ikke at være så slemt som først frygtet.

Endnu engang stiftede vi så bekendtskab med den for lille lufthavn i Doha. For vi kom til at holde i kø for at lette – hvilket sandsynligvis delvist skyldes den forsinkelse, som vi havde fået ved at vente på bussen til flyet.

Det betød, at vi kom til at sidde en hel time ekstra i et varmt fly, inden vi lettede – og derved blev en time forsinket allerede ved starten.

Den oprindelig tidstabel sagde, at vi skulle flyve kl. 8.30 og lande kl. 14 (dansk tid). Det var senere lavet om til at lette kl. 8.20 og lande kl. 13.35. Men det faktiske resultat blev i stedet, at vi først lettede kl. 9.35 og landede i København kl. 14.35.

Så indtil den nye lufthavn åbner i Doha, vil vi nok overveje en mellemlanding i Dubai i stedet, hvis vi skal flyve via Mellemøsten til f.eks. Asien. Her er der trods langt flere passagerer (og en ny lufthavn på vej) umiddelbart større kapacitet til at klare det hele.

Da vi endelig lettede, kom der et lille bump. Til det sagde Frida, som allerede sad og så film, ”nu landede vi”. Men det var jo desværre ikke tilfældet.

Efter at vi endelig var kommet i luften, gik resten af turen nu smertefrit. Børnene sad hele turen og spillede iPad eller så film på flyets skærm. Og det var ikke mange gange, at vi skulle svare på, om vi ikke snart var der.

De fik da også ros af min sidemand for at klare turen så godt. Men efter to måneder med masser af ventetid, har de nok bare vænnet sig til at sætte sig ned og underholde sig selv, til vi er fremme. Alligevel var selv vi dog meget overraskede over, hvor nemt den trods alt lange flyvetur gik.

Efter en sidste rundtur over Køge Bugt (sandsynligvis pga. trafik i København) landede vi så endelig i Danmark igen. Her viste vi vores pas til en smilende mand i paskontrollen og fik vores bagage forbavsende hurtigt.

Ude på den anden side ventede Mariannes mor (Mariannes far var desværre blevet syg og kunne ikke komme). Og hun tog børnene med i sin bil, mens Marianne og jeg tog en taxa med vores bagage.

På vejen tilbage til Frederiksberg kunne vi så konstatere, at det ikke var så meget, der havde ændret sig på to måneder – heller ikke benzinpriserne. Tilbage i lejligheden så alt også ud som det skulle. Og vi kunne endda konstatere, at Zandra og Shyam havde fyldt lidt ting i vores køleskab – god stil.

Lidt senere kom børnene så hjem, og de kastede sig straks over alt deres legetøj. Det var helt sikkert glade for at være hjemme igen.

Nu starter hverdagen så igen efter to måneder, hvor dagene har formet sig noget anderledes end normalt. Pludselig er der en masse praktiske ting, der skal klares. Og de store overvejelser er ikke kun, hvor vi skal spise, om vi skal gå til poolen eller hvilke seværdigheder, som vi skal se. Sidst men ikke mindst kan vi heller ikke være så tæt sammen som familie.

Omvendt så er der jo også en masse gode ting ved at være hjemme igen. Så selvom vi havde det lidt blandet med at skulle hjem, er det nu også rart.

Det betyder dog ikke, at vi ikke allerede er ved at overveje, hvor vi skal tage hen næste gang.

{ 0 kommentarer… skriv en nu }

Skriv en kommentar

Tidligere indlæg:

Næste indlæg: