Fra upersonligt ressort til hyggeligt hus i bjergene

På vores rejse kommer vi til at bo mange forskellige steder. Og de seneste to steder viser tydeligt, hvor store kontraster, der kan være – fra et kæmpe, upersonligt ressort til et lille, hyggeligt hus omgivet af skov og bjerge.

Den sidste dag i Grenada spiste vi endnu en gang morgenmad på terrassen. Og bagefter pakkede vi vores ting og tog mod lufthavnen.

Her var der ikke mange andre end os, så vi kom hurtigt til check-ind. Inden vi kunne få lov til at flyve, skulle vi dog fordele vægten anderledes i vores tasker. Så selvom vi ikke havde for meget bagage med i alt, så var der en af taskerne, der åbenbart var for tunge.

Så vi flyttede et par småting fra den ene taske til den anden – mest for syns skyld. Og så var det lige pludselig okay. Også selvom det nok ikke ændrede mere end et enkelt kilo samlet. Det virkede i hvert fald ret fjollet, at vi ikke bare kunne have beholdt tingene, som de var.

Næste destination var St. Vincent – der ligger lige nord for Grenada. Desværre er det ikke så enkelt at komme rundt i Caribien. Så vi måtte en tur forbi Trinidad først – der ligger den stik modsatte vej.

Vores flyselskab LIAT er normalt berygtet for deres forsinkelser (noget vi kom til at opleve senere) – men denne gang fløj vi faktisk før tid.

Flyveturen til Trinidad tog 30 minutter. Og da vi skulle videre med samme fly, fik vi lov til at blive siddende. Eneste minus ved omvejen (ud over den ekstra tid) var, at vi skulle udfylde de obligatoriske indrejsepapirer – selvom vi kun var i transit.

Efter lidt ventetid fløj vi videre mod St. Vincent – en flyvetur på godt 45 minutter. Og da der ikke var så mange med flyet, kom vi hurtigt igennem paskontrollen og fik vores bagage.

Fra lufthavnen skulle vi køre godt 30 minutter til vores ressort. Og på grund af varme og snoede veje nåede Frida at blive køresyg på vejen. Men det er vi jo efterhånden vant til – så poserne var klar.

Da vi kom frem til vores hotel ”Buccament Bay Ressort” var der ingen til at tage i mod os – og vi måtte derfor selv slæbe vores bagage over en lang bro til receptionen. Vi havde på fornemmelsen, at vi var blevet sat af ved en bagindgang. Men vi fandt ud af, at det var hovedindgangen – og derfor åbenbart helt normalt, at der ikke blev taget imod en.

Da vi havde checket ind, blev vi vist ud til en golfvogn, der skulle køre os til vores hytte. Og det var vist også nødvendigt, for vi fik en hytte langt væk fra reception, pool og restauranter. Faktisk kunne vi ikke rigtig komme længere væk.

Selve hytten fejlede dog ikke noget. Vi havde to soveværelser, to badeværelser, en opholdstue – og så en mini-pool, som pigerne straks hoppede i.

Efter vi havde pakket ud, gik vi den lange vej til restauranten for at spise. Vi havde all inclusive på hotellet. Men til forskel fra alle andre steder, så var der ikke buffet om aftenen – men a la carte. Maden var faktisk ganske udmærket. Og isen, som vi fik efter aftensmaden, fejlede heller ikke noget.

Da vi så, hvor langt vi boede fra det hele, tænkte vi, at der så måtte være fred og ro. Det var der så også – bortset fra de gøende, hjemløse hunde. Det har vi efterhånden oplevet mange steder i verden. Alligevel bliver man stadig lige overrasket over, at de lokale kan holde det ud.

Næste morgen var vi forholdsvis tidligt oppe – og klar til morgenmad. Inden skulle vi dog lige igennem det typiske ritual – at spærre liggestole med håndklæder (som alle andre også gør).

Det har vi oplevet mange steder før – men her var det helt ekstremt. For antallet af liggestole og parasoller var kraftigt underdimensioneret – så vi måtte hente liggestole et sted, finde hynder et andet og så lige slæbe et par tunge parasoller fra et helt tredje sted. Og som ved ankomsten var der ingen hjælp at hente.

Resten af dagen var vi ved poolen – hvor Vilde også sov en middagslur på en times tid. Hun havde åbenbart været meget træt. Pigerne var også en del i poolen, hvor de øvede sig i at svømme. Frida trænede havfruesvømning, og Vilde øvede sig i at svømme uden badevinger – noget hun hurtigt blev ret god til. Og derfor var hun også meget stolt over den ros, som hun fik af os.

Efter en lidt sen frokost gik vi tilbage til vores værelse for at gøre klar til at spise på en anden restaurant. Det var et finere, italiensk sted, hvor vi skulle have ”pænt” tøj på.

Og her var det som at komme ind i en helt anden verden. For det første var betjeningen meget bedre. Tjenerne var høflige og imødekommende – noget vi ellers ikke havde oplevet meget af. Og maden var helt i top. Vi fik bl.a. en lækker, mør bøf med god vin til – hvilket er ret usædvanligt, når vi er ude at rejse.

På vej tilbage mod vores værelse kunne vi høre, at der var gang i en eller anden fest et sted. Og jo nærmere vi kom, jo kraftigere blev lyden. Og naturligvis var den kraftigst lige uden for vores hus.

Vi snakkede med en vagt, som fortalte, at der var en gospel-arrangement i gang – denne aften og næste aften. Og det var sjældent, at det var lige der. Så vi følte os ret uheldige – men i det mindste overdøvede det de gøende hunde. Og faktisk stoppede det omkring midnat (hvor hundene så tog over).

Næste dag mindede om den forrige – med pool hele dagen (og kamp om liggestolene). Om aftenen spiste vi på en bøf-restaurant, hvor der var rigtig god stemning – men mærkeligt nok lidt dårligere bøffer end på den italienske restaurant. Og så faldt vi i søvn til gospel og højtråbende prædikanter, som hyldede Jesus.

Onsdag morgen stod vi klar ved poolen allerede kl. 8.15. Men alligevel fik vi kun lige netop de sidste ledige liggestole. Morgenmaden blev spist, og resten af formiddagen var vi ved poolen – suppleret med lidt snorkling i havet.

Det var ret blæsende, så vi besluttede os for at gå en tur tilbage på værelset efter frokosten. På vejen tilbage var der igen larm. Vi troede, at det var gospel-arrangementet, der var blevet udvidet. Men det viste sig, at nu var der et sportsarrangement (med højtråbende speak) i gang i vores baghave.

Det stoppede dog efter lidt tid – til forskel fra den larmende pool-pumpe, der gjorde, at vi ikke kunne være i vores ene soveværelse.

Aftensmaden spiste vi på ressortets sidste restaurant – en indiske en af slagsen. Den var rigtig hyggelig og med god betjening – men dog ret svær at finde. Vi troede, at den lå ved de andre restauranter. Men det viste sig, at den lå lige i nærheden at vores hus. Og det, som skulle have givet os et fingerpeg, var en Buddha-status (hinduister/budister – åbenbart næsten det samme i Caribien).

Da vi kom tilbage til vores hytte, var pool-pumpen stadig i gang. Så vi bad om at få den slukket. Og efter 45 minutter og to opkald plus en personlig henvendelse i receptionen, lykkedes det dem faktisk også at efterkomme vores ønske. Derefter kunne vi endelig gå til ro (hvilket desværre ikke kunne siges om de gøende hunde).

Næste morgen vågnede vi op til regn. Det havde vi allerede oplevet før her på rejsen. Faktisk er vi ret overraskede over, hvor meget det regner her i Caribien.

Sidst vi var her, var i ”regntiden” om sommeren. Her kom der nogle ordentlige byger en gang imellem – men resten af tiden stod den så på sol. Og her i højsæsonen har det ikke været meget anderledes.

Så udover at man kan flygte fra den danske vinter, så kan man lige så godt tage til Caribien om sommeren (hvor det er meget billigere).

Regnen tog dog af, og jeg gik i forvejen til poolen for at få nogle pladser (mens Marianne gjorde pigerne klar). Og for første gang lykkedes det endda at få pladser i første række med udsigt ud over havet. Som de andre dage krævede det dog en masse omrokering af liggestole, madrasser og parasoller.

Desværre havde vi ikke oplevet det sidste regn. Faktisk blev det ved med at regne – med kun enkelte ophold. Så efter at have ventet på opklaring i en times tid, gik vi tilbage til vores hytte i et par timer.

Efter frokosten var vejret dog blevet bedre, og vi brugte resten af eftermiddagen ved poolen. Og faktisk ville vi gerne have været der endnu længere – men vi skulle tilbage for at pakke vores ting.

Aftensmaden blev spist på bøf-restauranten igen. Her fik vi en 16 oz bøf – som tjeneren var lidt i tvivl om, om Marianne kunne spise. Det kunne hun nu næsten – og det sidste hjalp jeg hende med.

Børnene var rigtig trætte. Det lykkedes Frida at holde sig vågen – for at kunne spise dessert. Men Vilde faldt i søvn på restauranten – og blev båret halvsovende hjem.

I forgårs var vi oppe klokken 6 for at tage videre. Vi havde aftalt med hotellet, at de ville arrangere transport for os. Her havde vi fået at vide, at vi skulle være klar – for vi kørte præcis klokken 7.

Virkeligheden blev dog, at transporten først var klar klokken 7.20. Selv i Afrika (som jo ellers er kendt for at tage let på tiden) har vores transport kørt til tiden. Men det overraskede os nu ikke, at de heller ikke havde styr på det.

Køreturen til lufthavnen tog en god halv times tid – og vi nåede frem lige præcis i tide til, at Frida ikke blev (alt for) køresyg. Check-ind var også hurtigt klaret (uden ompakning) – og så manglede vi bare sikkerhedskontrollen.

Den var dog noget mere grundigt. Vi skulle bl.a. udfylde adresser for os alle sammen. Og vores håndbagage blev også tjekket grunding – inklusiv en demonstration af at min kamera faktisk virkede (og derfor ikke udgjorde en sikkerhedsrisiko).

Ud over det så blev Marianne taget i en stikprøvekontrol, hvor hendes bagage (der viste sig faktisk at være pigernes) skulle tjekkes igen. Så hun måtte igennem lufthavnen og ind i et rum, hvor taskerne blev åbnet. Det var dog værste for tolderen – for hun havde nær ikke fået de proppede tasker lukket igen.

Lufthavnen på St. Vincent var meget kedelig. Der var ingen morgenmad at købe, så vi måtte klare os med nogle kiks.

Da vi kom ud i flyet, var der noget ventetid, før vi kunne komme af sted. For der var åbenbart parkeret et andet fly foran os – som først skulle væk, før vi kunne flyve.

Vi var dog ikke specielt bekymrede over forsinkelsen, for vi havde en mellemlanding i Barbados, inden vi skulle videre mod Dominica. Og imellem de to fly var der fire timer. Så et kvarters forsinkelse gjorde ikke så meget.

Flyveturen til Barbados var lige præcis lang nok til, at jeg kunne udfylde fire styk indrejsepapirer – som det så viste sig, at vi ikke fik brug for alligevel.

Og heldigvis var lufthavnen i Barbados noget større, så vi kunne få noget at spise her. Bagefter ventede vi et par timer, inden vi gik mod vores gate for at flyve videre til Dominica. På vejen til gaten kunne vi faktisk genkende noget af lufthavnen, som vi havde været i 5,5 år tidligere, da vi var i Barbados sidst.

De fire timers ventetid gik faktisk forholdsvis hurtigt. Men da vi kom frem til gaten, viste det sig, at vores fly var forsinket. Vi skulle flyve 14.20 – men fik at vide, at der ville være nye informationer kl. 15.

Det var der også – nemlig at der ville komme nye informationer kl. 16. Så efter at det faktisk var gået fint, viste flyselskabet LIAT sig nu fra sin værste (og mere kendte) side – og folk var derfor ret frustrerede over den manglende information.

Pludselig klokken 15.30 kunne de dog meddele, at flyet var klar til boarding. Selve flyet havde været klar hele tiden – men der havde manglet en person blandt personalet (som nu åbenbart havde indfundet sig). Den gode nyhed blev da også modtaget med et højt ”halleluja” fra en af de andre passagerer.

Inden vi kom afsted, nåede vi dog at blive knap to timer forsinket. Og efter yderligere en time, landede vi i Dominica.

Her manglede det sidste stykke vej – en taxatur på lidt over halvanden time af snoede bjergveje. Det lykkedes da også Frida at kaste op fire gange, inden vi klokken 19.30 nåede frem til vores næste overnatningssted ”La Bou Cottages”.

Turen, der i fugleflugt kun er nogle få hundrede kilometer, havde så også taget 12 timer. Halvdelen havde dog været ventetid i Barbados. Desværre er det realiteterne når man rejser rundt i Caribien. Det er sjældent nemt (og hurtigt) at komme fra det ene sted til det andet.

Ved vores nye sted blev vi modtaget af ejerne af huset, som vi havde lejet. Og selvom det var blevet mørkt, kunne vi stadig godt se, at det var et specielt sted.

Huset var oprindeligt blevet bygget af en schweizisk arkitekt – og er fyldt med små deltaljer. Hele huset kan åbnes op, så der kommer luft ind (i stedet for aircon). Der er koldt vand og strømmen kommer fra solceller. I det hele taget var det en kæmpe kontrast til ressortet på St. Vincent.

En stor kontrast var også fraværet af myg. På ressortet var vi blevet overstukket om natten. Her kan man sagtens sove med åbne døre uden at frygte en masse myggestik næste morgen. Et par enkelte stik er det dog blevet til – men ikke noget i forhold til det andet sted.

Den største kontrast var dog den personlige betjening. På ressortet havde personalet ikke gjort mere end allerhøjest nødvendigt. Her tilbød ejerne straks at køre os ned til byen, så vi kunne købe forsyninger til næste morgen. Og på vejen tilbage bankede vi også lige på en dør hos en ældre dame, så vi kunne købe æg.

Turen til den nærmeste by gjorde, at pigerne først sov klokken 22. Og kort tid efter lagde vi os også til at sove til lyden af frøer, insekter og fugle – en klart bedre lydtapet end hundegøen og gospel.

I går kunne vi så vågne op og se stedet i dagslys – bl.a. den store have med citrustræer og en kæmpe kaktus. Morgenmaden blev tilberedt i udekøkkenet, hvor Marianne lavede omelet med friskpresset limonade til.

Resten af formiddagen slappede vi af i de dejlige omgivelser. Og om eftermiddagen fik vi ejerne til at køre os en tur til hovedstaden Rossau, hvor der var et supermarked med lidt flere varer.

Vi ville også gerne have haft nogle bananer. Men det var der ikke – hvilket resulterede i, at ejerne stoppede op fire forskellige steder på vejen tilbage for at se, om vi kunne få det. Igen var det et bevis på, at de ville gøre alt for deres gæster.

Om aftenen spiste vi hjemmelavet aftensmad – og bagefter var det sovetid for pigerne. Klokken 21.30 måtte vi også give op. Når det bliver mørkt, bliver vi trætte – og er klar til at sove. Det er simpelthen umuligt at holde sig vågen (til trods for at der står en flaske rom i køleskabet).

Her til morgen har vi igen spiste morgenmad udenfor. Og resten af formiddagen er blevet brugt på hygge på terrassen og i haven – med bl.a. skattejagt og bad i det udendørs badekar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *