Fredag den 13.

Dagen i dag har været en rigtig ”fredag den 13.”-dag – en af de dage, hvor man bare skulle være blevet i sin seng. Men det var desværre ikke muligt, da vi skulle rejse fra Managua i Nicaragua til ”Bay Island”-øen Roatán i Honduras.

Aftensmaden i går blev spist på hotellet, hvilket var lidt spøjst, da vi var de eneste i ”restauranten” (der i praksis betød havemøblerne ved poolen). Vi måtte da også hente tjeneren i receptionen. Men det var hyggeligt, maden var glimrende og vi kunne sidde og se store flagermus dykke ned og drikke af vandet i poolen.

Morgenmaden i morges var inklusiv i prisen for hotellet – men den var nu ikke noget særligt. Samtidig var det selvbetjening, hvor vi bare tog, hvad vi skulle bruge i køleskabet – hvilket også bedre forklarer svaret, da vi spurgte hvornår morgenmaden startede. ”Klokken fem, seks, …” – det var op til os selv.

Efter morgenmaden hentede vi vores bagage og checkede ud – og derfra startede ”fredag den 13.” for alvor. Vores ur sagde lidt i ni, mens receptionens sagde lidt i ti. Det hæftede vi os nu ikke så meget ved – først da taxaens ur også sagde klokken ti, begyndte vi for alvor at få kolde fødder. Check-in var senest klokken halv elleve, og inden skulle vi have vores billetter – og der var jo også en taxatur først, der skulle klares.

Vi nåede frem lidt i halv elleve, hvorefter den store jagt gennem lufthavnen begyndte for at finde vores flyselskab. Først blev vi sendt fra den internationale afdeling til den nationale – for bare at blive sendt tilbage igen. Efter at have søgt en del, lykkedes det os endelig at finde det rigtige sted, og endelig fik vi vores billetter – men i mellemtiden var klokken også blevet lidt i elleve.

Hvad der helt præcist er gået galt, er svært at sige – ud over at Nicaragua kører med en anden tidsregning end nabolandene Costa Rica og Honduras, der ligger hhv. lige syd og lige nord for.

Hvad de har tænkt i ”departementet for tidsregninger” er meget svært at sige, siden de har valgt at køre med en anden tidsregning end alle andre mellemamerikanske lande. Alligevel er det nu imponerende, at vi har opholdt os næsten fem døgn i landet uden at finde ud af, vores ure gik forkert.

Men vi kom med flyet i tide – sammen med én anden passager. Flere var der ikke, som skulle med. Flyet havde nu heller ikke en specielt imponerende størrelse – der var plads til 19 passagerer. Samtidig var der åbent ind til cockpittet, så vi for første gang kunne se landingsbanen gennem forruden.

Efter en lille time lagde flyet an til landing et sted, der tydeligvis ikke var Bay Islands. Men hvor det så var, vidste vi ikke. Efter at have spurgt de sikkert forundrede toldere i lufthavnen, hvor vi skulle have vores stempel for at komme ind i Honduras, kunne vi konstatere, at vi (vist nok) var i hovedstaden Tegucigalpa.

Da vi bestilte billetten, havde vi fået at vide, at vi skulle flyve direkte. Og i vores begrebsverden betyder det ikke, at vi skal skifte fly og vente – allerhøjest en mellemlanding.

Men her skulle vi ud af flyet og igennem immigrationen – hvorefter vi skulle finde flyselskabets check-in skranke. Her fik vi påtegnet et nyt fly- og gate-nummer på vores boardingpas – men ikke noget flyvetidspunkt. Da vi spurgte dem, sagde de (igen vist nok) klokken to, men man er aldrig helt sikker på, de har forstået spørgsmålet – specielt ikke da gate-nummeret også var to. En misforståelse var en oplagt mulighed.

Efter at have checket klokken (der igen var ”normal” tid), fik vi os lidt mad. Men helt rolige var vi ikke, da den eneste information om afgangstidspunktet var den, vi havde fået mundtligt. Der stod intet på boardingpasset og der var heller ikke nogle tavler med ankomst- og afgangstidspunkter i lufthavnen. Og når man spurgte nogle ansatte, var det eneste de kunne fortælle, at det ikke var deres flyselskab, vi skulle med.

Men vi kunne ikke gøre andet end at sætte os ved den gate, vi havde fået at vide – og vente. Mens vi sad der, kom der tre fyrer forbi, som Marianne nåede at udnævne til ”noget af nogle typer”, inden det gik op for os, at de var kendte (bare ikke af os). Alle kvinderne, som ellers nærmest sad og halvsov i lufthavnsbutikkerne, fik pludselig meget travlt med at kigge. Hvem de var, fandt vi aldrig ud af – men mon ikke det var et honduransk boy-band.

Efterhånden blev klokken to – og den blev over to – uden at der skete noget. Det eneste vi kunne høre i højtalerne var en besked på spansk, hvor vores fly- og gate-nummer indgik.

Kvarter over to kom der endelig en besked på engelsk om, at man var klar til at gå ombord i flyet ”om få minutter” – og da vi spurgte en i lufthavnen, sagde hun ”ti minutter”.

Men intet skete, og vi blev mere og mere utålmodige. Beskeden med ”om et øjeblik” blev gentaget flere gange, men der var ingen forandring.

Klokken kvarter i tre kunne vi endelig se vores fly lande, så hvordan de en halv time tidligere kunne påstå ”om et øjeblik” er svært at forstå. Enten er deres kommunikation meget dårlig, eller også har de direkte misinformeret deres kunder. Hvad der er værst, ved jeg snart ikke.

Endelig var vi klar til at gå ud til flyet. Vi var dog ikke mere end lige kommet ned ad trappen, før vi fik besked på at vende om – flyet skulle have skiftet olie. Men nu fik damen, som havde taget mod vores boardingpas, nok. Hun gav dem meget klart besked om, at vi ikke skulle vente længere, hvorefter vi alligevel fik lov til at gå ombord.

Fem kvarter forsinket lettede vi endelig og fløj godt 40 minutter – for derefter at lande igen – stadig ikke på Bay Islands. Denne gang var det i La Ceiba ved kysten ud for øerne. Det kom dog ikke helt bag på os, da vi havde læst om det i guidebogen – alligevel vidste vi ikke, om vi skulle forlade flyet.

Der var nu ingen vej uden om. Vi måtte ud, hvorefter vi blev gennet hele vejen ned i den anden ende af lufthavnen (der godt nok ikke var på størrelse med den i Frankfurt – men alligevel). Her ventede vi godt fem minutter, hvorefter vi måtte hele den lange vej tilbage igen – til samme fly.

På det tidspunkt vidste vi ikke helt, om vi skulle grine eller græde. Efterhånden havde vores såkaldte ”direkte flyvetur” udviklet sig til en stor parodi.

Sammen med os var der steget en masse lokale på flyet. Det var tydeligt at se, at vi igen befandt os i Caribien. De fleste var meget mørke i huden og tydeligvis efterkommere fra afrikanske slaver og ikke spaniere. Samtidig snakkede de en sjov form for engelsk der hedder kreolsk, så her kommer vi længere uden det store, spanske ordforråd.

Mange af dem havde shoppet til den helt store guldmedalje, og da en del af dem samtidig havde deres børn med, var der nok at holde styr på. Men det var nu hyggeligt, for de så ud til at holde humøret oppe, selvom de også havde ventet lang tid på det forsinkede fly.

Den sidste del af turen tog godt tyve minutter, hvorefter vi endelig landede på Roatán klokken kvarter i fem – efter godt to timers flyvning og cirka dobbelt så lang ventetid.

Tilbage var kun en taxatur fra lufthavnen til vores hotel til 15 dollars – en pris vi på det tidspunkt ikke orkede at diskutere.

Vi smed bagagen på hotelværelset, hvorefter vi fik os en velfortjent øl på en nærliggende bar, mens vi så solen gå ned.

Tingene er dyre her, da de skal transporteres fra fastlandet. Dette galt også vores aftensmad, der kostede omkring 65 kroner, hvilket er meget i Mellemamerika. Til gengæld har vi aldrig fået en ret med så mange kæmperejer, og da den samtidig smagte rigtig godt, var vi ikke meget for at levne – men lidt var der nu tilbage på tallerkenen.

Da vi kom tilbage til værelset og ville tænde sengelampen, virkede pæren ikke. Det er der nu ikke noget specielt i, men da jeg gik ned på kontoret for at få en ny, havde de lukket to minutter tidligere – inden da havde jeg også lige fået et rap over fingrene, da jeg rørte ved lampen – bare sådan i anledning af dagen.

Mens jeg var væk, fik Marianne også en (forhåbentlig) sidste påmindelse om denne specielle dato. Sæben i toilettasken havde ikke været lukket ordentlig, hvilket havde resulteret i nogle klæbrige stykker tøj.

Derfor vil vi nu bare lægge os i vores seng og tælle ned de sidste tre timer til dagen i stedet hedder lørdag den 14. Så starter en ny dag, der forhåbentlig bliver væsentlig bedre end dagen i dag.