Havets svar på ”Knuthenborg Safaripark”

Vi fik ikke set Tikal igen. Vejret fortsatte med at være dårligt, og selvom det blev lidt bedre hen mod aften, så var det stadig for skyet til en solnedgang.

Morgenmaden havde været ret sparsom, så i løbet af eftermiddagen blev vi efterhånden godt sultne. Desværre kunne vores ”stamrestaurant” ikke helt leve op til det. Maden var endnu engang fin nok, men portionen var om muligt endnu mindre end aftenen før.

I stedet prøvede vi at købe nogle chips i en nærliggende bod. De kostede seks af den lokale valuta – men da vi kun havde en tier, kunne det ikke lade sig gøre at give tilbage. Og det var vist ikke fordi boden var blevet overrendt af turister, som havde opbrugt bodens byttepenge. Så med en let omskrivning af et gammelt, dansk ordsprog, så var det ”ingen byttepenge, ingen chips”.

Aftensmaden havde vi besluttet at spise på vores eget hotel for at se, om man fik større portioner der. Klokken syv satte vi os ved et bord – og ingenting skete. Der stod en tjener ved kasseapparatet, men han gjorde ikke mine til at ville betjene os. Generelt kan man sige, at hotellet var glimrende – værelset var spartansk indrettet, men der var, hvad man skulle bruge. Men serviceniveauet var under al kritik – lige fra receptionisten til tjenerne i restauranten. Kun rengøringen var nogenlunde.

Så endnu engang blev det stamstedet – der er ikke så mange muligheder i Tikal. Og rent faktisk lykkedes det os at få bestilt en ret, der kom i en fornuftig portionsstørrelse.

I Tikal er der mange insekter – heriblandt myrer. Og det kedelige ved myrer er, at de kan komme ind i hvad som helst – også vores lakridser, der eller lå i en lukket plasticpose. Så de lakridser, vi havde sparet så meget på, måtte desværre smides ud – hvilket pinte os meget. Heldigvis var det kun den ene pose, så vi har da nogle endnu.

Myg er en anden plage, vi efterhånden er godt trætte af – hele tiden er der et eller andet stik, der klør. Vi bruger myggeolie, men det er myggene vist ligeglade med.

Mere interessante dyr kunne Tikal heldigvis også byde på. Mens vi var der, fik vi set aber, næsebjørne, tukaner og papegøjer. Specielt om morgenen var dyrene meget aktive – og nogle af dem kunne faktisk larme ret kraftigt.

Endnu engang skulle vi tidligt op næste dag, så vi gik i seng ved 21.30 tiden. Desværre var det ikke alle på hotellet, som havde lyst til at sove. Der boede blandt andet en flok unge amerikanere, som vist troede de var på et ungdomshotel på Ibiza. De råbte, skreg og hylede, som nok kun amerikanere kan gøre det. Dette er der jo ikke noget usædvanligt i, men hvad pokker laver de på et hotel midt i ingenting, hvis de er kommet for at more sig i nattelivet?

Heldigvis stoppede de klokken ti (efter at have skabt sig i flere timer), så vi fik sovet nogenlunde.

Næste dag var det op klokken 6.30, for at blive hentet i en minibus og i første omgang at køre til Belize City. Bussen kom da også kun med ti minutters forsinkelse – og selvom det var noget af en skrammelkasse kørt af en fyr, man vel ville kalde en ”bonderøv” i Danmark, så virkede det ok – vi var blandt andet kun os to.

På vejen tog vi lige hans familie med et lille stykke, og en anden passager fik også et kort lift. Men efter en lille times kørsel, vendte lykken.

Minibussen stoppede, og vi kunne forstå på chaufføren, at vi skulle skifte bus. Det var der sjovt nok ingen, som havde fortalt os. Vi havde spurgt, om bussen kørte direkte – og det gjorde den. Efterhånden er vi godt trætte af alle de fortielser. Hvis man ikke spørger specifikt om en ting (f.eks. ”skal vi skifte bus?”), så får man intet at vide.

Efter at have ventet en halv time (noget som chaufføren havde påstået ville være 10-15 minutter), kom den anden bus endelig. Her var vi de sidste, hvilket også gav de dårligste pladser. Jeg havde stort set ingen benplads, og Marianne måtte sidde foran og stege i solen. Men af sted kom vi da.

Efter at have kørt endnu en times tid, gjorde vi holdt ved en tankstation – to minutters kørsel fra grænsen. Her skulle vi af en eller anden grund holde i 20 minutter – muligvis for at chaufførens fætter (eller hvad han nu var) kunne tilbyde os at veksle penge før alle andre.

Grænseformaliteterne gik hurtigt. Vi skulle selv slæbe vores bagage, men ellers var der ingen problemer. Og det syn, der mødte os på Belize-siden, kunne få smilet frem på læberne igen – engelske skilte. I Belize er det officielle sprog – som det eneste sted i Syd- og Mellemamerika – engelsk. Det gør nu tingene nemmere, når man kan spørge (eller brokke sig) på engelsk i stedet for spansk.

Vi var de første igennem paskontrollen og skulle derfor vente på de andre passagerer. I mellemtiden kunne vi benytte toilettet, hvor der var et skilt med ”Vær venlig at skylle papiret ud i toilettet”. De fleste steder kan kloakken ikke klare papir, så i stedet må det i en spand. Derfor er det åbenbart nødvendigt at bede folk om at skylle det ud, de få steder det er i orden.

Efter at have ventet lang tid, kom bussen endelig – for derefter bare at køre forbi os. Den stoppede først flere hundrede meter længere ned ad vejen. Efter at have fået bagagen på taget, skulle chaufføren pludselig spise.

Efterhånden bredte raseriet sig hos passagerne. Det viste sig, at chaufføren var kommet en halv time for sent til afhentningen fra begyndelsen – hvilket også forklarer vores halve times ventetid. Og nu ville han så til at spise. Indtil videre havde vi stort set ikke lavet andet end at holde pause. Hvorfor kunne han f.eks. ikke have spist ved pausen lige inden grænsen?

Flere passagerer (heriblandt Marianne) kommenterede det, hvilket gjorde chaufføren meget vred. Efterfølgende begyndte han at spise ekstremt langsomt, og da han skulle gå de få meter fra restauranten til bussen, foregik det i et provokerende slentretempo. For første gang på vores fire måneders rejse havde man virkelig lyst til at give én en røvfuld – mage til fjols skulle man lede længe efter. Det var bare ærgerligt, at vi skulle møde den (tilsyneladende) eneste idiot i Guatemala – alle andre havde været meget søde og hjælpsomme.

Efter bare et kvarters kørsel, blev der sat en stor gruppe passagerer af, hvilket efterlod os andre fem med god plads. Endnu en passager blev sat af lidt senere ved et vejkryds med besked om, at den by, hun skulle til, lå ”til venstre”. Sandsynligvis havde de heller ikke fortalt hende, at hendes tur ville ende et stykke fra byen.

Et stykke inde i Belize havnede vi pludselig midt i et cykelløb. Det var godt nok ikke ligefrem Tour de France – hjælpebilerne var f.eks. pickups med cykler bagpå, men det var nu meget sjovt at se alligevel.

Det forsinkede os det yderligere, men det var i det mindste ikke chaufførens skyld. Hvad chaufføren heller ikke kunne gøre for, er de mange vejbump, der er spredt ud på vejene i Guatemala og Belize. Hver en by har mindst et par bump, hvilket sandsynligvis er nødvendigt, da bilisterne ellers ville drøne af sted. Alligevel er det nu irriterende at skulle stoppe helt op hver gang, køre hundrede meter, og så stoppe op igen.

Endelig 13.40 nåede vi havnen i Belize City – ti minutter efter båden til Caye Caulker var sejlet. Turen havde taget lidt over seks timer i stedet for de normale fire. Vi burde derfor også uden problemer kunne have nået båden, hvis det ikke var fordi chaufføren havde været sådan et fjols. Faktisk havde vi ham lidt mistænkt for at have kørt langsomt til sidst, bare for vi ikke skulle kunne nå båden – som hævn for vi havde tilladt at stille spørgsmålstegn ved alle pauserne.

I stedet kom vi med båden klokken 15. Inden da skulle vi lige igennem et kaos, da der var afgang til en anden ø samtidig – noget vi først fik at vide gennem højtalerne, da alle stod klar i køen. Men med ti minutters forsinkelse kom vi af sted.

Selve båden mindede om den slags, der foretager havnerundfart i Københavns kanaler. Dog var topfarten væsentlig højere. Med håret tilbage drønede vi mod Caye Caulker, og efter godt 45 minutter nåede vi endelig målet for vores lange tur, der var startet lidt over otte timer tidligere.

Vi havde udset os et sted i guidebogen, der lød lovende. Desværre havde de kun ”penthouse”-værelset tilbage til en pris af 85 dollars – lidt mere end hvad vi ville betale. Hotelmutter gik dog ned i pris til 65 dollars, og efter at have set værelset, slog vi til. Her er aircondition, fane, tv med kabel, køleskab og en kæmpe seng – stor set alt det luksus, vi trængte til. Oven i det er værelset meget lyst og pinligt rent – alt det vi sætter pris på.

Vi var efterhånden godt sultne, men inden vi kunne ”slippe”, skulle vi igennem en længere redegørelse fra hotelmutter om øens spisesteder, dykkersteder og barer. Men det var nu rart nok at få, selvom vi efterhånden blev lidt utålmodige.

Caye Caylker er en lille ø med tre parallelle gader – alle med sandbelægning. På mange måder minder den om Bay Island-øen Roatán med en væsentlig forskel – der er (stort set) ingen biler. I stedet kører folk på cykel eller i golfvogne.

Efter en glimrende aftensmad, lagde vi os på vores dejligt afkølede værelse og så en film. Midt i den kunne vi dog ikke holde os vågne længere, så vi måtte slukke og lægge os til at sove.

Næste dag sov vi rigtig længe – så længe at rengøringsfolkene måtte banke på for at høre, hvornår vi ville være færdige. Heldigvis var vi oppe, så ti minutter efter var vi ude af døren.

Vi kombinerede morgenmad og frokost med en pizza. Stedet var en rigtig ”Jaa, man” (sagt med Jamaica-accent) – forstået på den måde, at det var noget af et tågehoved, som serverede. Marianne bad om en vegetarpizza med skinke. Da de ikke havde champignon, bad hun om ananas i stedet – hvilket resulterede i en pizza med ananas og ikke andet. Tjeneren fik fri lige efter at have serveret for os, hvilket var meget godt – han havde vist noget, han skulle hjem og have sovet ud.

Da vi kom tilbage til vores hotel, kunne vi se den bedste rengøring, vi endnu har oplevet. Ud over at der var pinligt rent, var alt vores tøj også lagt sammen og vores tasker sat ind i skabet. Vi blev næsten helt flove over så rodet, vi (åbenbart) havde efterladt værelset.

Eftermiddagen brugte vi til afslapning på vores terrasse – bortset fra en enkelt snak med hotelmutter, som bookede en flybillet til os. Oprindelig havde vi planlagt at flyve hele vejen til Cancún i Mexico, der er vores næste destination. Men den eneste mulighed er at fly fra Belize City tilbage til Tikal og så derfra til Cancún – og det kan de ikke booke herfra. Så i stedet må vi med båd til naboøen, med fly derfra til en by nær grænsen til Mexico, så med taxa til en by på den anden side af grænsen og endelig med en bus godt seks timer derfra. Det havde nu været nemmere med fly, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Hen under aften gik vi ned på den lokale internetcafé for at reservere hotel i Cancún. Det var ikke nemt, men til sidst fandt vi, hvad vi ønskede – et godt sted med ”Alt inklusiv”, hvilket betyder, at vi ikke skal have penge op af lommen, mens vi er på hotellet. Her skal vi slappe af ved poolen og ellers ikke lave noget som helst. Det bliver helt rart at lege ”charterturister” for et par dage.

Det var nu en dyr fornøjelse at være på Internettet. To rom og cola og to timers surfing – 12 dollars. Så vi prøver at begrænse tiden, vi bruger der.

Efter en beskeden aftensmad gik vi tilbage til vores værelse for endnu engang at nyde de gode forhold. Efterhånden var det trukket op med skyer og himlen var blevet ret mørkt, men regn kom der nu ikke. Og det gør der nok ikke mens vi er her. Det har ikke regnet i fem måneder, hvilket gør at vandforsyningen er den lavest i 12 år. Så selv vores evne til at tiltrække regn hjælper nok ikke her.

I går havde vi ikke tid til at sove længe, for vi skulle ud at dykke. Efter lidt morgenmad mødte vi op ved dykkerstedet, hvorefter vi fik vores grej og tog af sted – rent faktisk til tiden, hvilket ikke sker så tit.

Efter 20 minutters sejlads var det tid til at begynde dykket. Og vi var kommet ”fra asken til ilden”. Hvor vores dyk på Bay Islands var foregået i stille vand, var der her meterhøje bølger. Det gjaldt derfor om at komme ned på dybere vand – hvor der var mere stille – så hurtigt som muligt.

Dette stressede os en smule, og vi fik ikke helt den ro, man skal have – specielt som begynder. Efter få minutter kom endnu en udfordring – en såkaldt ”svøm igennem”, der er en tunnel i koralerne, hvor man lige præcis kan komme igennem. Vi havde mulighed for at svømme over, men vi valgte turen igennem den 12 meter lange tunnel – ellers havde vi nok også ærgret bagefter over ikke at have gjort det.

Bagefter skulle man lige have vejret igen – hvilket kostede en del af den sparsomme luft, men så var resten af turen også ”ren barnemad”.

Da vi kom op igen, blev vi samlet op af vores båd – hvilket i sig selv ikke var helt nemt på grund af bølgerne. Men vi fik udstyret og os selv op i båden. Derefter var det tid til ”frokost” (som de havde kaldt det, da vi bookede turen) – hvilket i praksis betød to stykker vandmelon.

Efter en kort pause hoppede vi i igen – og denne gang var vi mere forberedte. Samtidig var vi også de første i vandet, hvilket gav mere tid til at finde os selv.

Ud over ”nurse sharks” og barracudaer, som vi også havde set på vores første dyk, fik vi øje på en skildpadde og en muræne – hvilket var væsentlig mere end vi havde set på vores dyk på Bay Islands. Til gengæld var koralerne ikke så imponerende her.

Af en eller anden grund bruger jeg meget luft, når jeg dykker, hvilket betød at jeg måtte gå op fem minutter før alle de andre – men så fik jeg da også øvet mig i langsom opstigning og sikkerhedsstop alene. Til gengæld kom jeg også til at ligge og vugge ret længe i vandoverfladen, inden jeg kom op på båden – hvilket gav en smule søsyge.

Tilbage på land var vi efterhånden blevet godt sultne, så efter et hurtigt bad fik vi en sen frokost. Efterfølgende fik vi booket hotel i Las Vegas. Valget faldt på ”Luxor”, der er et hotel bygget som en pyramide. Det var muligt at finde et billigere sted, men vi valgte at få lidt luksus (og ikke mindst en oplevelse) til sidst på vores rejse.

Planen er derfor blevet, at vi tager til Las Vegas (og Grand Canyon) fra d. 18. juni til d. 24. juni – hvilket også betyder, at vi tager med fly fra Las Vegas til Los Angeles, og derfra direkte videre mod Seattle og København.

Til gengæld lykkedes det os ikke at booke flybilletter fra Cancún til Los Angeles, så her har vi et hængeparti. Forhåbentlig kan de hjælpe os med det på hotellet i Cancún.

Efter en lang dag var så tappede for energi, at vi ikke engang orkede at spise aftensmad. I stedet tog vi endnu engang turen foran tv’et.

I dag har vi været på snorkeltur. Efter mange overvejelser faldt valgte på ”Carlos Tours”, som blev anbefalet både af hotelmutter og vores guidebog.

Vi kom endnu engang af sted til tiden (en dejlig vane), hvorefter første stop var ”Hol Chan”. Her førte Carlos os på en guidet tur rundt under havets overflade. De fleste af dyrene havde vi set før, men det var nu sjovt nok at få sat navne på dem.

Med os på turen var to unge, amerikanske par, som var på bryllupsrejse. Og de var tydeligvis ikke ”født i vandet”. Når de lå i vandet, svømmede de nærmest hundesvømning, hvilket så ret dumt ud med finner på – og samtidig betød, at de slet ikke havde styr på, hvor de var, hvilket var ret belastende. Det mest tåbelige var dog, da de fik udleveret en aflang ”flyde-ting”, som det satte sig på – hvilket fik den til at ligne en ble. Det var vist godt de ikke kunne høre os grine under vandet.

Derfra gik turen til San Pedro, der ligger på naboøen – og også er stedet, vi skal flyve fra i morgen. Vi satte os på den nærliggende bar og fik os en cola. Efterhånden blev vi dog træt af at være der, for det var åbenbart samlingsstedet for øens tåbelige turister, som fyrede ”vittigheder” af i stil med, at ”øl er morgenmad” – den slags man kender alt for godt fra turene sydpå til Grækenland og Spanien.

Næste stop var havets svar på ”Knuthenborg Safaripark” – ”Shark Ray Alley”. Her var der fyldt med kæmpe hajer (på størrelse med et menneske) og næsten lige så store rokker – samt en masse fisk. Dette skyldes ene og alene, at dyrene bliver fodret med mad fra bådene. Så det var ikke den store ”ud i naturen”-oplevelse, men sjovt var det nu alligevel. Vi kom så tæt på hajerne og rokkerne, så vi kunne røre dem – og rokker er glatte mens hajerne føles som fint sandpapir.

Sidste stop var ved ”Coral Garden”, der nu ikke var noget særligt – lige indtil vi så en søko. Sådan en havde vi ikke set før, så det var en stor oplevelse. En søko er et kæmpe dyr, der nok minder mest om en flodhest.

Da vi kom op igen, fik vi lidt frugt og rompunch – og så var det ellers blevet tid til at vende tilbage til byen.

Carlos – som vi hurtigt døbte ”Carlos Smart” – havde tidligere på turen pralet med sin båd, der var noget så hurtig, let og sexet. Men da den skulle starte, var det hele pludselig ikke så imponerende – den ville ikke i gang.

Efterhånden har vi prøvet lidt af hvert, så vi blev nu ikke så bekymret – det var mere noget med ”åh nej, ikke igen”. Da Carlos ikke kunne få båden i gang, blev der sat sejl – ved hjælp af solpresningen. Det var en så god idé, at vi havde dem mistænkt for at have oplevet det før.

Langsomt nærmede vi os land mens Carlos rodede med motoren – og endelig lykkedes det ham at få gang i båden igen. Om det var for at rettet om på imaget eller fordi han var bange for at den skulle gå ud igen, er ikke godt at vide – men i hvert fald gik det for fuld drøn mod byen. Vi havde det fint med det, men én af amerikanerne så ikke helt glad ud for det.

I morgen er det så af sted på en lang tur med diverse transportmidler mod Cancún. Hvis alt går vel, kommer det til at tage godt ni timer – men mon ikke vi skal være forberedt på en lidt længere rejse – lige som det plejer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *