Moderne land med traditionelle værdier

24. januar 2012

Lande (kontinenter): Forenede Arabiske Emirater, Mellemøsten, Oman

Der er noget af et spring fra Dubai til Muscat i Oman, hvor vi befinder os nu. Det betyder dog ikke, at de på nogen måde er tilbagestående i Oman. De har bare valgt en anden og mere traditionspræget vej ind i den moderne tidsalder i forhold til Dubai.

Vores sidste dag i Dubai blev brugt til en tur tilbage til Mall of the Emirates, som vi jo var taget hjem fra pga. træthed et par dage tidligere.

Årsagen til besøget var først og fremmest at se den berømte, indendørs skibakke midt i centret. Og det var da også en speciel oplevelse at se folk stå på ski indenfor. Omvendt så gik der ikke mange minutter, før det virkede helt naturligt.

Smart nok var den bedste (og faktisk den eneste) udsigt til selve skibakken fra et par forskellige restauranter. Heldigvis var der en venlig mand, som lod os komme ind i en ellers lukket restaurant for et nærmere kig på bakken og de obligatoriske fotos.

Og det var da også sjovt at se folk stå på ski. Men faktisk var det endnu sjovere at se en række turister fra ”de varme lande” rende rundt i store frakker og lege i sneen (hvilket de nok ikke havde prøvet før). Og Frida var et populært foto-objekt. Så de foretog sig en del krumspring for at stå på en passende måde, så Frida (som kiggede ind gennem ruden) var med i billedet.

Efter en hurtig frokost tog vi en taxa tilbage til vores lejlighed. Her kom vi op at køre med en pakistaner (som sammen med inderne ser ud til at køre størstedelen af taxaerne i Dubai). Han fortalte, at han havde trillinger på 20 år, som alle studerede. Så for at betale deres uddannelse kørte han taxa i Dubai. Snart ville han dog åbne en restaurant i byen. Forhåbentlig lykkes det for ham. Han havde i øvrigt også 15 årig datter, som allerede var forlovet.

Eftermiddagen blev brugt på en legeplads i lejlighedskomplekset. Der var andre børn – men vi var vist de eneste forældre. Ellers var det unge tjenestepiger, som tog sig af børnene.

Aftenen blev brugt på at pakke – hvilket tog noget tid, da der var ting spredt rundt i hele vores store lejlighed.

Lørdag var så afrejsedag til Muscat i Oman. Dagen fik ikke den bedste optakt, da Frida kastede op om natten (og igen om morgenen). Og Vilde sov heller ikke for godt, så alle var godt trætte.

Men vi kom af sted til tiden mod lufthavnen. Og så gik det ellers galt.

Lige inden vi nåede lufthavnen, kastede Vilde op i taxaen – ”heldigvis” ramte hun mest sit eget og Mariannes tøj. Men taxachaufføren så ikke så glad ud alligevel. Det hjalp dog lidt, da han fik klækkeligt med drikkepenge.

Mens vi prøvede at få Vilde ud af taxaen på en fornuftig måde, bad vi Frida passe på bagagen ude på fortovet. Mens hun stod ved vores tasker, kastede hun så op. Så i løbet af fem minutter havde vi to børn og en voksen, som skulle have skiftet tøj.

Efter en større omklædningsseance var vi klar til at checke vores bagage ind. Vi var lidt spændt på, om vi havde for meget bagage med. På vejen til Dubai måtte vi have fire tasker med 30 kg i hver. Fra Dubai til Muscat måtte vi kun have tre (meget proppede) tasker med 20 kg. Så det var jo lige en halvering af den tilladte vægt. Heldigvis havde vi kun omkring fire kilo for meget med. Og det var åbenbart indenfor bagatelgrænsen (selvom vi fløj med et lavprisselskab), så vi slap for at betale.

Vi havde læst meget om den flotte Dubai-lufthavn. Men det var åbenbart ikke en del af terminal 2. For her var godt nok kedeligt. Bortset fra en lille café, en McDonalds og den obligatoriske taxfree-shop var der intet at kigge på.

Samtidig var vi hele tiden på vagt overfor, om børnene igen skulle kaste op. Poserne var klar, og vi spurgte vist også Frida en del gange, om hun nu også var okay.

Heldigvis gik flyet til tiden, og vi kom af sted uden videre uheld. Turen tog ikke mere end godt 45 minutter – men det var nok til, at Frida igen kunne nå at få det skidt.

Så mens flyet satte landingshjulene på jorden, sad jeg med en pose under Fridas mund, der ikke kunne holde på de pommes frites, hun havde fået en times tid tidligere. Heldigvis var jeg nok på vagt til, at det hele havnede i posen denne gang – så intet tøjskifte.

Visum til Oman er ret dyrt – omkring 300 kroner per person. Men på grund af, at vi kun skulle være her i seks dage, slap vi for at betale. Sjovt nok fik vi alligevel et stempel med tilladelse til at være her i tre uger.

Inden vi kom så langt, skulle vi dog igennem en langsomlig paskontrol. Egentlig stod vi ikke i kø så længe, men da vi først nåede frem, tog de enormt lang tid.

Manden var vist under oplæring, så han snakkede en del med sin kollega. Vi havde dog lidt på fornemmelsen, at det ikke kun var faglig snak det hele. Samtidig gik IT-systemet ned, så den anden måtte overtage med de sidste to pas.

Så skal Oman til at være det turistland, som de ønsker, skal der vist strammes op på paskontrollen. For de er helt klart ikke gearet til en masse turister. Faktisk snakkede vi bagefter om, at vi vist aldrig havde oplevet en så langsommelig kontrol af netop vores pas.

I Oman kan man (ligesom i Dubai) ikke købe alkohol. Så vi valgte at snuppe et par flasker vin i taxfree-shoppen på vejen.

Efterhånden havde vi brugt så lang tid på at komme frem til bagagebåndet, at vores bagage ikke så overraskende allerede var der. Men det er jo også en måde at sikre sig, at de rejsende ikke skal stå og vente på deres bagage.

Udenfor fik vi hurtigt en fat i en taxa til en fast pris på syv rial (godt 100 kr.). Vi undrede os godt nok over, at der stod ”Almedan” på den seddel, som vi fik i taxaboden. Men da vi spurgte chaufføren, fik vi at vide, at den var god nok. Det var vores hotel, som hedder ”Midan Hotel Suites” – så vores konklusion var, at det nok bare var en anden stavemåde.

For en sikkerheds skyld spurgte vi dog lige taxachaufføren inden vi kørte – og da han satte os af ved hotellet. Men den var rigtigt nok, fik vi at vide.

Men det var den naturligvis ikke. I receptionen kunne de ikke finde vores navne i reservationerne (nej, vi var ikke fra Tyskland) – så efter lidt forvirring fandt de ud af, at vi var på det forkerte hotel. Det var ikke lige det, vi havde brug for – specielt ikke med to trætte og halvsyge børn.

Efter en ekstra taxatur på fem rial (hvor vi igen var meget på vagt overfor pludselig sygdom) nåede vi endelig vores hotel. Her var der dog problemer med at betale med vores kreditkort. Som vi har oplevet før, så er det den irriterende grænse på 20.000 kr. pr. løbende måned, som man maksimum må bruge. Og når man booker hoteller og køber flybilletter i sidste øjeblik, når man hurtigt grænsen. Til sidst lykkedes det dog ved at splitte betalingen ud på flere kort.

Her på Midan Hotel Suites har vi fået en fin lejlighed med en stue og to soveværelser – og kun to badeværelser. Det er dog vist også lidt mere passende end de fire badeværelser, som vi havde i Dubai.

Lejligheden er, som vi har oplevet mange andre steder, oplyst af det mest triste, kolde lys. Der kan skandinaverne altså noget, som man ikke kan mange andre steder i verden.

Til gengæld er personalet meget flink. Manageren afvist problemer med kreditkortet som noget ”bank-halløj”. Og stuepigerne, som skulle skaffe en babyseng til Vilde, fik da også lige tændt for tegnefilmen på tv’et til Frida.

Da vi var godt installeret, gik jeg ud for at finde en butik, hvor vi kunne handle lidt. Her fandt jeg en lille købmandsbutik med varer fra gulv til loft – en noget anden oplevelse end ”Milk & Honey” i Dubai, som vi shoppede i, da vi var der. Aftenen sluttede af med et måltid fra den fine thai-restaurant, der er på hotellet.

Den første nat i Muscat var ikke for god. Fridas og Vildes mad blev heldigvis indenbords, men Vilde var blevet forkølet og hostede en del. Så alle var godt trætte næste morgen. Det passede dog godt nok, for så kunne vi få pakket ud og vaske vores (bræk)tøj.

Efter Fridas middagslur gik vi ud for at finde supermarkedet ”Lulu”, der stod beskrevet i vores guidebog. Afstanden dertil skulle ifølge kortet ikke være mere end et par kilometer. Men det skulle vise sig ikke at være helt nemt at komme dertil alligevel.

På vejen gik vi ind på en lokal restaurant for at spise. Og til trods for lidt sprogvanskeligheder, fik vi bestilt noget udmærket mad. Her var et par unge, som gav Frida en masse opmærksomhed. I det hele taget er det mest Frida, som får opmærksomheden –  til forskel fra Dubai, hvor Vilde var den, som alle kiggede på.

På vejen videre til supermarkedet kunne vi rigtig se, hvor anderledes der er i Muscat i forhold til Dubai. Stort set alle mænd går klædt i deres traditionelle lang, hvide klædedragter. Og for kvinderne er det det samme – bortset fra at dragten er sort. og så har de sort tørklæde (eller hel burka) på.

Kvindernes klædedragter kunne vi dog hverken se på gaden eller på restauranten. For der er ingen kvinder, som går rundt på gaden. Faktisk har vi ikke set en eneste kvinde gå rundt i gaderne i de tre døgn, som vi har været her. I supermarkeder og diverse seværdigheder har de dog været – så de må jo transportere sig fra sted til sted udelukkende i bil.

Det med bilen kan man dog sådan set godt forstå. For endnu engang havde vi en kæmpe udfordring med at komme frem på gåben – specielt medbringende en klapvogn. For at komme frem til supermarkedet måtte vi bl.a. krydse en meget trafikeret vej og gennem et vejarbejde – og fortov var der heller ikke alle steder. Men til sidste lykkedes det at nå frem til supermarkedet.

Og det var besværet værd. For supermarkedet var kæmpestor. Faktisk var det på størrelse med en dansk Bilka – bare med den forskel, at her var der kun dagligvarer. Cd’er, elektronik osv. var vist oppe på førstesalen – men der nåede vi aldrig op. Så vi kan ikke sige det med sikkerhed.

Og udvalget var da også kæmpestort. Her var en hel reol med tandpasta og hele to reoler med bleer. Her var en fiskeafdeling, hvor der bl.a. lå en hammerhaj på køl – og hvor der var et kæmpe udstillingsakvarium. Og så var der ellers madvarer, frugt osv. i lange baner. Vi har vist aldrig været i et større supermarked.

Efter den oplevelse måtte vi da også revurdere vores syn på Oman. På overfladen virker det mere tilbagestående – men det er kun fordi, at de har valgt at kombinere deres traditionelle værdier med den moderne påvirkning, der kommer fra resten af verden – hvilket på sin vis faktisk er meget sympatisk (og noget andre lande kunne lære noget af).

Da alle var meget trætte (og vi ikke havde lyst til at kaste os ud i trafikken igen på gåben), tog vi en taxa tilbage til hotellet.

Her ville vi tilberede nogle af alle de mange madvarer, som vi havde fået købt i supermarkedet. Bl.a. ville vi stege nogle pølser. Men efter en længere gennemsøgning i skabene kunne vi dog konstatere, at der ikke var en stegepande.

Efterfølgende har det vist sig, at vores køkken er lidt af en joke. Der er ingen pander, bordskånere, brødkniv, skarpe knive, kartoffelskræller – og sikkert en del andre ting, som vi endnu ikke har opdaget. Så meget andet end morgenmad egner det sig ikke rigtig til.

Heldigvis har Marianne været kreativ med madlavningen og stegt både pølser og kyllingespyd i en gryde. Det er dog lidt af en udfordring at få det hele klart på samme tid, når der ikke er gryder nok til både stegning af pølser og kartoffelmos.

Natten til i går sov alle heldigvis noget bedre. Ovenpå strabadserne dagen før valgte vi at gå en tur rundt i kvarteret omkring os. Og her så vi endnu engang kontrasterne. For går vi ud af sydindgangen på vores ellers ret lille hotel, er der lejlighedsblokke med små butikker i stuenetagen. Vælger vi i stedet nordudgangen, kommer vi ud til et villakvarter.

Her ligger en masse kæmpe villaer, der tydeligvis er for de rige. Det var utroligt at opleve den kæmpe kontrast i forhold til dagen før. Her var små veje stort set uden biler – og så var der fredeligt. Det var et rigtig hyggeligt kvarter, der dog nok også kræver en del penge at bo i.

Om eftermiddagen gik vi på jagt efter en pande – men alle butikkerne var lukkede. Da vi spurgte i receptionen hvorfor det var tilfældet, svarede han, at der skam var åbent. Til det svar havde vi løst til at sige ”så prøv at gå udenfor og kig” – men det havde vist ikke hjulpet så meget.

I dag har vi så været på vores første rigtige sightseeing-tur i Muscat (og vel egentlig også på hele rejsen). Det kan godt være lidt af en udfordring, for det tager noget tid at komme ud af døren. Samtidig skal børnene helst ikke være for trætte. Og endelig må vi heller ikke komme for sent hjem igen.

Vi hoppede på en taxa og kørte til bydelen Mutrah, der igen var noget helt andet, end de andre ting, som vi ellers har set her i Muscat.

Den største seværdighed her er souq’en – der er et andet ord for et marked. I dette tilfælde var det en række gyder med en masse små butikker. Det var et ret hyggeligt sted – bortset fra at krydstogtskibene lægger til her. Så der er noget mere turistet end andre steder – og en masse sælgere, som vil sælge alt muligt ragelse. Det var dog ingenting i forhold til f.eks. Egypten eller Tyrkiet.

Efter besøget i souq’en satte vi os på en restaurant. Da Frida var færdig med at spise, fik hun lov til at løbe lidt rundt – hvilket igen resulterede i en masse opmærksomhed. Bl.a. var der en japaner, som tog billeder af, at hun sad på en trappe og spiste is. Først virker det lidt pudsigt – men på den anden side har vi jo også fotograferet lokale børn i stor stil, når vi har været i fremmede lande.

Efter maden gik vi en tur rundt i kvarteret – og vist også nogle steder, hvor krydstogtgæsterne ikke kommer. I hvert fald blev der dyttet og vinket til os – og det var venligt ment.

Da vi havde set nok af Mutrah, tog vi en taxa videre til ”Old Muscat”. Her er hovedattraktionen paladset. Det var også rigtig fint – og samtidig var der meget fredeligt.

Igen var der nogle turister (denne gang fra et eller andet arabisk land), som ville have et billede af Frida. Så hun fik rigtig poseret – heldigvis tog hun opmærksomheden med et smil.

Efter yderligere et hurtigt kig på paladset fra havnen (sikke en udsigt de har fra deres bolig), kørte vi hjem igen til vores hotel. Begge børn var godt trætte, men vi fik det timet sådan, at det ikke tog overhånd.

Resten af dagen har vi slappet af – og Frida og Marianne har været en tog i det lokale supermarked for at handle.

Nu er der så to hele dage tilbage i Muscat, inden vi flyver videre til Bahrain. Vi havde egentlig snakket om at leje en bil i et par dage. Men det er ikke til at opdrive et udlejningsbureau, som har baby- og barnesæder. Så den tanke har vi måtte opgive. Så nu bliver det taxa rundt i stedet.

{ 0 kommentarer… skriv en nu }

Skriv en kommentar

Tidligere indlæg:

Næste indlæg: