Nedslidt lejlighed men lækker pool

12. februar 2012

Lande (kontinenter): Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Mellemøsten

Så er vi tilbage i Dubai igen. Desværre er der meget stor kontrast mellem vores lækre lejlighed i Bahrain og den lejlighed, som vi bor i her i Park Island Sanibel Tower i Dubai Marina.

De sidste dage i Bahrain blev en kombination af ture i centret og et enkelt besøg i en anden del af Manama.

Forrig torsdag var der stadig sandstorm. Faktisk var blæsten så kraftig, at det lød som om, at der var et fly, der lettede lige udenfor vores vinduer. Effekten blev dog nok heller ikke mindre af, at vi boede på 18. etage.

Efter en tidlig middagslur for Fridas vedkommende, gik vi en tur ned i centret. Her tog vi endnu engang en togtur og var et smut i tivolilandet. Der blev også indkøbt nogle nye t-shirts til Frida.

Bagefter gik vi op til poolen, men her blæste det så meget, at vi helt droppede idéen om, at Frida skulle i. I stedet gik Marianne og Frida i et indendørs spabad, mens Vilde og jeg smuttede en tur i centret igen. Resten af dagen blev brugt med hygge og postkortskrivning.

Næste dag (vores sidste hele dag i Bahrain) var vejret blevet bedre. Det blæste stadig en del, men luften var ikke fyldt med sand, så vi bestemte os for lidt sightseeing. Ligegyldigt hvor slemt vejret havde været, var vi nok taget af sted – for efter nogle dage uden de helt store aktiviteter, trængte vi til at opleve noget igen.

Turen gik til Muharraq, der er den gamle del af Manama. Her var det tydeligt, at der kom endog endnu færre ”hvide mennesker” end i byens souq. Vi fik utrolig meget opmærksomhed – der dog igen uden undtagelse var venlig.

Samtidig var det også rart at mærke, at ”turistpriserne” endnu ikke er kommet til Bahrain. Vi købte lidt slik et sted og brød et andet – og begge gange kom vi næsten ikke af med nogle penge. De kunne sagtens have taget det dobbelte for det, uden at vi havde følt os snydt – men det gjorde de ikke.

På et tidspunkt mødte vi en mand, som vi faldt i snak med. Eller det vil sige, at det var vel kun mig, som snakkede med ham. I hvert fald kiggede han ikke en eneste gang på Marianne. Sandsynligvis var det lige så meget af respekt for hende (da det jo ikke er velset at mænd kigger direkte på kvinder), som det var pga. han egen religion og kultur. Men det var nu stadig lidt mærkeligt for Marianne.

Da det var fredag, var vi også så heldige at opleve en fredagsbøn – udefra. Fra en stor moske kom der bønner ud gennem højtalerne. Faktisk lød det lidt uhyggeligt (a la Hitlers taler), men det er jo bare retorikken, der bruger her. Hvad der var endnu sjovere at opleve, var alle de mange sko, der stod udenfor. Der var flere hundrede par. Hvordan mon de finder deres egne, når alle sammen ligner hinanden?

Fra starten havde det været planen at se en bestemt seværdighed. Det var dog ikke noget, som vi var gået målrettet efter – og til sidst havde vi da også opgivet. Men så på vejen tilbage mod en større vej, hvor vi satsede på at fange en taxa, så vi den lige pludselig.

Seværdigheden var Shaikh Isa Bin Alis hus, der er et gammelt hus med flere hundrede år på bagen. Frida nød meget de mange trapper og små rum, som hun kunne lege i – og da vi var de eneste i hele bygningen, var der masser af plads til hende.

Vi var dog mere fascineret at de såkaldte vindtårne, der var datidens aircondition. Idéen bag var at bygge nogle høje tårne, der var åbne i alle retninger foroven. Her var så en form for tragt, der ledte vinden ned i stuen under tårnet. Og at det virkede, kunne vi tydeligt mærke.

Et af de største problemer i Bahrain er at få en taxa. Det er faktisk ret svært at praje dem på gaden, da der ikke er så mange, der cruiser rundt.

Resultatet var da også, at vi måtte ind på et hospital, for at få dem til at ringe efter en. I receptionen kunne de ikke hjælpe os (muligvis fordi de snakkede meget dårligt engelsk), men en tilfældig pårørende ringede for os. Igen et eksempel på deres store hjælpsomhed.

Ironisk nok blev det bare Mariannes første besøg ud af to på et hospital den dag. For da hun lidt senere skulle hente mad i centret, faldt hun på trappen og fik et dybt sår i benet. Efter visse overvejelser blev vi enige om, at hun heller måtte få det syet. Så af sted i taxa med hende til ”Bahrain International Hospital”, mens jeg passede børnene.

Heldigvis blev det en meget fin oplevelse for hende. Igennem hele forløbet var de meget professionelle – selvom det var lidt mærkeligt at komme foran i køen af alle de burkeklædte kvinder, som også ventede. Mon ikke rejseforsikringen var en medvirkende årsag.

Såret blev syet med fire sting – og så fik hun også en ”skideballe” af en lille, kinesisk sygeplejerske, som skældte hende ud for at bruge rulletrappen. Det var dog ikke en helt urimelig reprimande, for på hospitalet oplever de jævnligt slemme skader i forbindelse med kombinationen af jihab (den arabiske klædedragt) og rulletrapper. En jihab, der sidder fast i rulletrappen, kan give nogle voldsomme styrt.

Næste dag var det så tid til at forlade Bahrain. Konklusionen omkring landet var, at vi sandsynligvis aldrig havde været i et land, hvor befolkningen var så venlig og hjælpsom. Til gengæld var antallet af seværdigheder begrænset på nuværende tidspunkt (men der bliver bygget meget). Og med en iskold pool, havde vi vist fået set nok storcenter for en tid.

Da vi første skulle forlade vores værelse kl. 12, var der for en gang skyld masser af tid til at få pakket. Turen til den ganske fine lufthavn gik uden problemer, og flyet fløj endnu engang til tiden – en dejlig kontrast til vores Carribiensrejse, hvor det nærmere var mere reglen end undtagelsen, at flyet var forsinket.

Eneste minus var, at der ikke var noget vindue ved vores pladser i flyet. Men turen var jo heldigvis ikke så lang.

Formaliteterne i Dubai gik ufatteligt hurtigt. Det tog kun et øjeblik at komme gennem paskontrollen og videre ned til bagagebåndet. Og inden vi havde fået handlet færdigt i tax-free’en, var vores bagage på båndet. Selvom vi var kommet igennem lufthavnen i rekordfart, var vores chauffør der allerede. Det tegnede i det hele taget meget lovende.

Det ændrede sig desværre, da vi ankom til vores lejlighed. Den var meget beskidt – nærmest som om, den slet ikke var gjort ren. Gulvet var snavset og fyldt med sorte hår, køkkenhylder og låger var fedtede og der sad madrester på noget af servicen.

Og det var ikke kun rengøringen, den var galt med. Vandhanen var løs, og skufferne i fryseren var så fyldt med is, at de ikke kunne åbnes – til gengæld kunne fryserdøren så ikke lukkes helt på grund af isen.

Da vi kiggede nærmere på den leverede højstol, var der rester af gammelt grød på den. Klapvognen, som også var med i vores betalte ”babypakke”, var i stykker. Og så var der da også lige en lampe med europæisk stik, der ikke kunne bruges i de anderledes arabisk stikkontakter. Her ville en adapter have gjort underværker.

Så vi måtte starte vores ophold med at skrive en klagemail til bureauet, som vi havde lejet lejligheden af – og det skulle desværre ikke blive den sidste.

Til trods for lejligheden mangler, så fejler ikke noget. Vi bor på 17. etage med udsigt til marinaen og de mange andre skyskrabere. Specielt når det bliver mørkt, er det en helt fantastisk syn.

I vores gennemgang af lejligheden opdagede vi pludselig en pil i loftet – noget som vi også havde set i vores lejlighed i Oman. Der havde vi ikke tænkt nærmere over det. Vi regnede med, at det var noget fra byggeriet, der aldrig var blevet fjernet.

Men nu kiggede vi nærmere på pilen og kunne se, at der stod ”qibla” på den. Efter at have googlet det (internettet er heldigvis godt her), fandt vi ud af, at det var et andet ord for ”Mekka”. Pilen viser altså de troende, hvilket vej de skal vende, når de skal bede – faktisk ret smart.

Næste dag sov børnene forholdsvis længe – hvilket også blev hjulpet på vej af tidsforskellen på en time mellem Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater.

Efter at have kigget nærmede på lejligheden i dagslys, var der dukket yderligere kritikpunkter op, så vi skrev endnu en klagemail. Det var faktisk så slemt, at vi gik ud for at kigge på mulige lejlighedshoteller, som vi kunne flytte over i. Vi havde ikke meget lyst til at få vores sidste del af rejsen spoleret af ærgrelser over en dårlig lejlighed.

I den sidste ende blev det dog for dyrt. Og samtidig havde vi checket poolområdet, der viste sig at være meget lækkert. Her er fire pools (heraf en børnepool) – der alle sammen er mere eller mindre opvarmede. Samtidig er der også en del andre børn, som Frida kan lege med.

Eneste minus er, at Marianne først har fået lov til at bade i dag pga. hendes sår – to dage før vi skal tilbage til Danmark.

Ud over at kigge på andre hoteller, var Marianne også forbi et lægehus for at få skiftet forbinding, som hun havde fået besked på i Bahrain.

Udsigten var dog ikke som et helt normalt lægehus. Fra 33. etage var der en helt fantastisk udsigt til Palm Jumeirah (”Palmeøen”), hvor vi havde boet og ikke mindst Burj al-Arab (”Sejlet”). Så det var næsten hele oplevelsen værd.

Tilbage igen prøvede at ringe til bureauet (der tilsyneladende havde prøvet at ringe os, mens vi var væk). Det lykkedes dog ikke at komme igennem, så for fremtiden besluttede vi os for udelukkende at bruge email.

Bagefter gik Frida og jeg til poolen. Frida nød meget at være i vandet, selvom poolen lå i skygge på det tidspunkt.

Så pludselig kl. 19 om aftenen ringede det på døren, og udenfor stod tre mand klar til at gøre rent – uden vi overhoved havde fået besked om, at de ville komme. Det kunne vi dog hurtigt fortælle dem ikke kunne lade sig gøre. Vilde sov allerede, og vi var i øvrigt i gang med at lave mad.

Men vi fik da vist dem eksempler på den dårlige rengøring og aftalt, at de skulle komme igen næste dag.

I mellemtiden var der kommet et tilbud fra bureauet om, at vi kunne flytte til en anden lejlighed. Det ville dog være en dårlig byttehandel, for beliggenheden var klart dårligere. Og vi havde i øvrigt heller ikke den store tillid til, at kvaliteten var bedre. Så vi afslog.

Næste morgen (mandag) fik vi pakket ud og vasket tøj – efter at være blevet enige om, at vi blev i lejligheden. Bagefter tog vi til poolen, hvor Marianne misundeligt måtte kigge på, at Frida og jeg badede. Senere gik vi en tur i marinaen, hvor vi fik noget lækkert, arabisk mad på en restaurant. Og så fik vi handlet en masse ting, som vi manglede.

Da vi kom tilbage, havde rengøringsholdet været der, og gjort de ting rent, som vi havde bedt dem om – men heller ikke mere. Fryseren var afrimet og køkkenskabene var vasket ned, men der hang bl.a. stadig nullermænd ned fra loftet (noget vi ikke lige havde fået påpeget men regnet med, at de selv kunne finde ud af). Så enten er rengøringsfolkene dovne, tidspressede eller bare initiativløse. Vi hælder nok mest til det sidste.

Vi blev dog enige om, at vi godt kunne leve med rengøringen. Og samtidig var vandhanen blevet lavet, og vi havde fået en helt ny (og derved også ren) højstol, klapvogn og ikke mindst service. Så de havde da tilsyneladende hørt på os – bare irriterende at vi skulle klage flere gange og true med både det ene og det andet, før der skete noget.

Det skulle dog ikke blive det sidste, vi kom til at have med bureauet at gøre. For da vi vågnede op næste morgen, kunne vi konstatere, at køleskab og fryser var i stykker – og at alle vores nyindkøbte madvarer var lige til at smide ud. Årsagen var naturligvis afrimningen af fryseren, der åbenbart havde været for hårdhændet.

Så endnu en klagemail røg af sted, inden vi tog på sightseeing til Souk Madinat Jumeirah, der er en nybygget souq. Som meget andet i Dubai, er den også på en eller anden måde kunstig – men dog meget autentisk. Stedet bliver da også kaldt Arabiens svar på Disneyland.

Men kunstig eller ej, så var det et hyggeligt (og ikke mindst roligt) sted med små, fine caféer og hyggelige kanaler – lige et sted som vi havde brug for efter et par hektiske dage. Her kiggede vi på butikker, spiste på en restaurant og fik en is. Og så var der udsigten til ”Sejlet”, der var helt fantastisk.

Tilbage i lejligheden igen kunne vi konstatere, at køleskabet ikke var blevet skiftet – hvilket desværre ikke var den store overraskelse. Så endnu en mail blev sendt af sted.

Kort tid efter kom rengøringsholdet (uanmeldt) på besøg. Og her kunne vi så ved selvsyn se, at rengøringen ikke var den mest grundige. De var to mand og efter 15 min. var de væk igen. Og i mellemtiden havde de også nået at ringe til bureaet for at fortælle om køleskabet.

Kl. 21 ringede det så på døren (endnu engang uanmeldt), og udenfor stod hele fire mand for at kigge på køleskabet. Selv med så mange mænd til at kigge, kunne de dog ikke gøre noget ved problemet. Der var gået hul på slangen med kølegas, og køleskabet skulle skiftes – noget de ikke kunne love ville ske næste dag. De fik dog forklaret, at hvis vi skrev en mail og forlangte, at vi skulle have et nyt køleskab næste dag, så var der større chance for, at det kom til at ske – i forhold til hvis de sagde det. Så endnu en mail røg af sted (uden den store tiltro til, at der ville ske noget næste dag).

Dagen efter (onsdag) tog vi så en taxa til Bur Dubai, der er den gamle del af Dubai. Efter at have gået lidt rundt i området (og lånt et toilet til Frida på Dubai Museum), krydsede vi floden Dubai Creek i en såkaldt ”abra” – der er en lille flodbåd, som hovedsageligt de lokale bruger.

Vi var lidt spændt på, om vi kunne havde klapvognen med, men det kunne lige præcis lade sig gøre. Inden der var plads, måtte bådføreren dog bede folk om at flytte sig lidt. I Bahrain (og Danmark) havde folk gjort det af sig selv, men her skulle der åbenbart nogle kommandoer til først. Folk er bare ikke helt så hjælpsomme her i Dubai – hvilket vi jo også har oplevet i metroen.

På den anden side af floden i Deira-området, gik vi langs flodbredden. Her lå en masse dhows, der er de gamle fragtbåde, der stadig bliver brugt til at sejle varer til de andre lande i regionen.

En arbejder på en af disse både tjener næsten ingenting – men alligevel havde de overskud til at være meget smilende, når de kom slæbende med de tunge kasser. Og der blev også grinet godt, da Frida bød på popcorn.

Området omkring de mange dhows var ikke så turistet – det var til gengæld krydderi-souq’en og guld-souq’en, som vi besøgte bagefter. Og med besøg i mere spændende souq’er i både Oman og Bahrain, var det ikke et sted, vi brugte særlig lang tid, inden vi tog en abra tilbage igen til Bur Dubai.

Tilbage igen i lejligheden, var der (naturligvis) ikke noget nyt køleskab. Til gengæld var der en mail fra bureauet om, at vi kunne flytte to etager ned i en anden, identisk lejlighed. Det krævede dog ikke den store gennemgang for at afslå de tilbud. Vi brugte ikke lang tid, før vi havde fundet en række fejl der – og vi gad ærligt talt ikke bruge mere tid på at påpege fejl og mangler. Og hvem ved, om vaskemaskinen, internettet eller tv’et måske var i stykker i denne lejlighed.

Så vi skrev, at vi ikke havde tænkt os at flytte – men at de jo i stedet kunne tage køleskabet derfra og flytte op til os.

Efter et par dage med sightseeing, valgt vi så torsdag at bruge formiddagen ved poolen. Inden da havde Marianne været forbi lægen – som desværre måtte afslå at fjerne stingene, da såret ikke var helet helt.

Så stadig ingen badning til Marianne. Til gengæld var Vilde en tur i vandet – hvilket hun nød meget. Og nogle piger, som Frida havde leget med et par dage før, var der også. Så det var alt i alt en vellykket formiddag.

Efter en middagslur til børnene, tog vi en taxa mod Dubai Mall. Der var meget trafik, og vores taxachauffør mente åbenbart, at vi skulle hurtigt frem, så han zigzaggede mellem de syv vejbaner.

Han kom nok også lidt hurtigere frem end de andre billister – for så efterfølgende at miste hele forspringet igen, da han skulle snakke i mobiltelefon.

I det hele taget snakker de meget i mobiltelefon, mens de kører bil, her i regionen. Vi vil skyde på, at i forbindelse med 90 % af alle vores taxature, har chaufføren snakket i mobiltelefon på en del af turen.

Men til sidst var vi fremme ved Dubai Mall, der med sine 1200 butikker er verdens største storcenter. Her er bl.a. en skøjtebane med olympiske mål – der dog ikke helt kunne imponerede os lige så meget som den indendørs skibakke i Mall of the Emirates.

Da det var torsdag aften (hvilket er lig med vores fredag), var der rigtig mange mennesker, så det var svært at finde et roligt område, hvor vi kunne give Vilde lidt mad. Til sidst fandt vi dog et godt sted blandt en række dyre butikker – her kommer der åbenbart ikke helt så mange mennesker.

Helt roligt blev det dog ikke, for ved siden af sad fire (fandt vi ud af) iranske kvinder, der gloede (og grinede) fuldstændig uhæmmet på Vilde. Men de var nu søde nok.

Bagefter kiggede vi på det kæmpeakvarium, der også er blevet plads til at centret. Frida var meget interesseret i det – lige til hun fik øje på en kæmpe slikbutik overfor. Så var fiskene pludselig ikke så interessante mere.

Men den var nu også imponerende – sandsynligvis den største, som vi har været i. Mærkeligt nok måtte man ikke tage billeder (noget vi dog først fik besked om af vagten, da vi havde taget en del). Det burde jo ellers være god reklame for dem, når alle turisterne viser deres feriebilleder derfra.

Målet for aftenens tur var faktisk ikke Dubai Mall – men Dubai Fountains, der ligger lige udenfor storcentret. Dubai Fountains er et springvandsshow med vandstråler, der kan skyde op til 150 meter op i luften.

Vi så to shows – et meget pompøst et med kæmpe vandstråler og et mere elegant et, hvor vandet nærmest dansede. Alt i alt en god oplevelse, der ikke blev mindre af synet af Burj Khalifa (verdens højeste bygning) i baggrunden.

Så det var nogle trætte børn, som vi havde med hjem i taxaen. Vel hjemme igen kl. 21, var der stadig intet køleskab. Så endnu en mail blev sendt – denne gang en af de mere vrede.

Kl. 22 (hvor vi faktisk overvejede snart at gå i seng), kom der så som det naturligste i verden tre mand med et ”nyt” (dvs. temmelig brugt) køleskab. Det kunne dog ikke komme ind i skabet, hvor det gamle havde stået, med det samme – for vi måtte ikke sætte det til, før det havde stået lidt. Men i det mindste havde vi da et køleskab igen – efter godt 80 timer uden mulighed for at køle mad.

Midt i alle disse dårlige oplevelser her i lejligheden, fik vi dog en god en i forgårs. Pludselig kravlede Vilde – noget hun ikke har gjort før. Vi havde ellers efterhånden opgivet, at det skulle ske på ferien – selvom vi har både trænet og lokket hende med alt fra legetøj til vindruer. Og så pludselig gjorde hun det helt af sig selv. Så noget godt vil vi da huske denne her lejlighed for.

Formiddagen blev brugt ved poolen, hvor Vilde endnu engang var i vandet – til hendes store glæde. Senere gik vi endnu en tur i marinaen, hvor vi kunne konstatere, at selvom vi efterhånden havde været der nogle gange, så var vi ikke blevet trætte af det imponerende syn af de mange skyskrabere – noget der ikke blev mindre imponerende, da solen gik ned og der blev tændt lys på bygningerne.

I går var det så Mariannes fødselsdag. Hendes første ”gave” var endnu et besøg hos lægen, hvor hun fik fjernet stingene – og ikke mindst besked på, at hun kunne bade næste dag (dvs. i dag). Besøget var i øvrigt lidt af en oplevelse. Hun blev behandlet af en læge i jakkesæt, slips og blankpolerede sko. Og omkring ham var der hele tiden to sygeplejersker, der konstant sagde ”yes doctor, no doctor”. Intet blev overladt til tilfældighederne, da de fire sting skulle fjernes.

Imens Marianne havde været til lægen, havde Frida og jeg pyntet op med balloner, serpentiner og flag – så lejligheden nu pludselig så næsten hyggelig ud.

Vi spiste morgenmad på The Walk, der er en lang gade med butikker og restauranter ved stranden. Vi var dog begge enige om, at Marina Walk (som er der, hvor vi ellers har spist) er hyggeligere.

Da vi kom tilbage, var de i gang med at installere køleskabet i køkkenet. Og nu virker det tilfredsstillende og står ikke midt i køkkenet. Så efter en uge (og en lang række mails) er alt i lejligheden endelig tilfredsstillende (ikke godt men dog acceptabelt). Så nu krydser vi bare fingre for, at der ikke dukker flere problemer op de sidste dage.

Vi er dog enige om, at vi aldrig mere vil bruge My Dubai Stay (som bureauet hedder). Deres hjemmeside er flot og bestillingsproceduren (nogenlunde) smidig – men deres lejligheder stinker (i bogstaveligste forstand). Og efter at have googlet dem lidt, kan vi se, at vi ikke er de eneste som har haft lignende oplevelser.

Lektionen er da også kun at bestille lejligheder, der har fået (en række) gode anmeldelser. Hvis der ingen anmeldelser er (eller de er dårlige), så find en anden lejlighed. Det kræver dog, at man er lidt hurtigere ude med at bestille, end vi var denne gang.

Resten af formiddagen blev brugt i poolområdet, hvor Marianne var en tur i børnepoolen – med foden oppe på kanten. Og Vilde var endnu engang i – og hun kunne næsten ikke være i sin krop af bar glæde over at komme i poolen igen. Næsten lige så sjovt for hende var det at sejle rundt i Fridas gummibåd.

Om eftermiddagen spiste vi cup cakes fra en lokal cup cake bager (kan sådan en virkelig få en forretning til at løbe rundt) med lys, som vi havde købt i det lokale supermarked. ”Fødselsdagsmiddagen” (der dog ikke var det helt store) blev spist i marinaen.

Med to dage tilbage inden vi skal hjem til kolde Danmark, har vi lyst til at bruge så meget tid ved poolen som muligt. Så formiddagen i dag blev endnu engang brugt i poolområdet. Og her overgik Mariannes glæde ved endelig at kunne bade endda Vildes.

I morgen er så vores sidste hele dag, inden vi skal tilbage til Danmark. Der mangler dog én seværdighed på vores liste – verdens højeste bygning Burj Khalifa. Det har vi bestilt billetter til (hvilket er nødvendigt) i morgen kl. 12. Og mon så ikke resten af dagen bliver brugt til en sidste badetur i poolen.

{ 0 kommentarer… skriv en nu }

Skriv en kommentar

Tidligere indlæg:

Næste indlæg: