Nordthailand

Efter en 14 timers togtur er vi nået til Chiang Mai. Selv togturen gik udmærket – det meste af den foregår jo om natten, og selv om man ikke sover specielt godt (bl.a. pga. pludselige opbremsninger), føltes turen ikke ret lang. Om natten er sæderne lavet om til udmærkede køjer, og om morgenen bliver de så lavet om til sæder igen. Med et bord til kortspil, en god bog og ikke mindst en flot udsigt, går tiden ret hurtigt.

Pga. den manglende nattesøvn var vi dog ret trætte i går, så vi lavede ikke så meget andet end at slappe – desværre ikke ved hotellets pool, for den var under renovation. Her i dag har vi bevæget os lidt rundt uden den helt store plan, hvilket betød at vi pludselig befandt os på vej ud til en “paraply landsby” (hvor de producerer paraplyer i papir). Da vi gik rundt, mødte en mand fra Bangkok, som fortalte, at det måtte vi bare se. Ind i en tuktuk med os – prisen for turen derud, ventetid og turen tilbage igen var 50 bath (8 kr.). Utroligt at de kan leve af det. Ude i landsbyen mødte vi en dansk gift japaner, som tog til et værksted/butik i Chiang Mai for at købe juveler – og det sted måtte vi jo også lige besøge.

I aften står den så på det berømte nattemarked, hvor man kan købe alt – Chiang Mais største seværdighed. Der er også omkring 300 templer i Chiang Mai, men vi er efterhånden trætte af templer, så det springer vi over.

Næste stop bliver Chiang Khong i det nordligste Thailand. Hvis vi følger planen, tager vi af sted dertil i morgen tidlig, og forhåbentlig når vi grænsen til Laos inden den lukker. Derfra er de med båd i to døgn (med en overnatning undervejs) til Luang Prabang, der skulle være helt fantastisk.

Det er lidt ærgerligt allerede at skulle fra Chiang Mai, der er en meget hyggelig by – men nu er vi jo efterhånden brugt halvdelen af vores tid, og vi mangler stadig to lande – så vi må videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *