Ørken – og det regner

Nu er vi endelig kommet ud, hvor det for alvor bliver spændende. Det er fint nok med storbyer, hvor man kan få alt (bortset fra guidebøger på engelsk), men der er ikke den store oplevelser ved at gå op og ned af den ene gågade efter den anden. Det værste er nu alligevel de mange mennesker. Man skal hele tiden passe på ikke at gå ind i nogen, så det er virkelig en befrielse at komme ud, hvor der er masser af plads.

Vores hele dag i Santiago brugte vi bl.a. på posthuset. Af en eller anden mærkelig grund kan man kun købe frimærker der, hvilket gør det noget besværlig at sende postkort. Men da vi alligevel havde nogle ting, vi ville sende hjem, gjorde det nu ikke så meget. Vi fik også langt om længe fundet en guidebog om Ecuador – godt nok ikke lige den, vi havde været på udkig efter, men så må man jo tage til takke med den anden.

Næste dag tog vi med taxa mod lufthavnen. Prisen for turen var 80 kroner, hvilket efter dansk målestok ikke er så dyrt. Men her i Sydamerika er det faktisk en del. I det hele taget virker Chile noget dyrere end de andre lande, vi har været i. Hvis man tager det klassiske ”Big Mac index” (hvilket er prisen på en McDonald’s burger), så er den også godt 25 % dyrere – men dog stadig kun halv pris i forhold til i Danmark.

På vejen ud af motorvejen lød der pludselig et brag, og da vi kiggede tilbage, så vi en lastbil, som slingrede noget. Han havde simpelthen været uopmærksom, da han skiftede vognbane og var fortsat videre ind i autoværnet. Heldigvis fik han rettet køretøjet op og fortsatte som om intet var hændt.

Vi kom tidligt ud i lufthavnen, men heldigvis kunne vi checke ind med det samme. Efter at have drukket to danskvand til 15 kroner (lufthavnspriser), kiggede vi os lidt omkring i lufthavnsbutikkerne. Bl.a. kunne vi ærgre os over, at det ikke var mandag, for der havde apoteket 30 % tilbud på medicin.

Vi fandt også en boghandel, og der havde de faktisk Lonely Planets (vores foretrukne bogmærke) bog om Ecuador – en bog vi havde kigget efter lige siden Brasilien. Nu havde vi jo godt nok købt en anden, men vi besluttede os alligevel for at investere i den. Dagen før havde vi ingen og nu havde vi pludselig to.

Flyveturen til Calama var ret begivenhedsløs. Da vi kom frem, prøvede vi at skaffe en minivan direkte til San Pedro de Atacama – næste mål på vores rejse. Desværre var vi kun os og en tysk pige, så i stedet kørte de os mod busterminalen, hvor vi kunne komme med en lokalbus. Så langt nåede vi dog ikke, for pludselig kom bussen kørende imod os. Vores chauffør blinkede med lygterne og signalerede, at der var yderligere tre passagerer. Så endnu engang var vi heldige og komme videre med det samme. Hvis vi var kommet fem minutter senere, havde bussen passeret vejen til lufthavnen.

På vejen mod San Pedro de Atacama kunne vi konstatere, at landskabet var helt anderledes end noget, vi før havde set. Det kan nok bedst beskrives som en blanding mellem stranden ved Vesterhavet (uden vand) og en grusgrav. Først på turen var det helt fladt, men senere dukkede der bjerge af ler op. Meget imponerende.

Det var nu ikke kun landskabet, der var anderledes. Folk i bussen så også anderledes ud. De havde mere grove træk i stil med indianere, og det var i det hele taget tydeligt, at vi er tæt på Bolivia.

Efter at have kørt en times tid gennem det tørre landskab, dukkede der lige pludselig en grøn oase op – hvilket viste sig at være vores by. Vi havde fundet et bestemt hotel i vores guidebog, men der var ikke plads. Det var der til gengæld overfor, hvilket nok ikke var så skidt. Stedet er helt nyt og koster noget mindre.

San Pedro de Atacama er godt nok et rigtigt backpacker sted, hvilket tydeligvis ses på udbudet af butikker og restauranter. Alligevel er der meget hyggeligt. Husene er lavet af en form for hårdt ler og i det hele taget virker stedet som det billede vi har af en lille, mexicansk by. Men først og fremmest er her stille, hvilket er en befrielse efter de mange, larmende storbyer.

Da vi gik rundt og kiggede på byen, stødte vi ind i en mand, som (så mange andre) spurgte hvor vi var fra. Da vi sagde vi var danskere, begyndte han pludselig med en masse gloser som ”goddag”, ”mange tak” osv. Det viste sig at han var forfatter og rejste rundt. For at finansiere sin rejse, solgte han små hæfter med egne digte. Vi forbarmede os over ham, og købte et hæfte til 25 kroner. Han havde tydeligvis gjort en stor indsats for at lære en masse ord på diverse sprog, så et eller andet sted havde han fortjent det.

Lidt senere rendte vi ind i den tyske pige, og hun havde tydeligvis lyst til selskab, så vi drak et par øl med hende. Selvom ingen af parterne for engang skyld var på sproglig hjemmebane, så var det nu alligevel lidt anstrengende hele tiden at skulle snakke engelsk.

Mens vi sad over vores øl, begyndte det at småregne. Ikke noget særligt – men alligevel. Vi befinder os i en ørken og så regner det. Utroligt.

I dag stod vi op til endnu en gråvejrsdag. Det må nu godt blive noget bedre vejr de næste par dage. Når der ikke er skyer, skulle himlen være helt fantastik mørkeblå.

Morgenbadet var en noget kold fornøjelse. Indimellem kom der lidt varmt vand, men det meste af tiden var det alt mellem koldt og iskoldt. Det er åbenbart det man må undvære, når man kommer på landet.

Efter lidt morgenmad, fandt vi bureauet, hvor vi på forhånd havde booket en tur. Eller det troede vi, for de havde ikke registreret noget. Det var nu ikke noget problem, så vi blev tilmeldt en tur alligevel. Selvom vi fik en kort forklaring om turen (på en blanding af dårligt engelsk og hurtigt spansk) er vi nu ikke helt sikre på, hvad vi helt præcist har tilmeldt os. Det vi ved er, at turen starter i morgen tidlig klokken otte og slutter to dage senere i Uyuni i Bolivia. Imellem de to tidspunkter kommer vi formodentlig til at se en masse, spændende ting.

Efter de praktiske ting var klaret, lejede vi to mountainbikes. Udlejeren havde et håndtegnet kort, hvor han viste os nogle steder, vi kunne tage hen. Derefter gik det derudaf af grusstier og gennem små vandløb. Til sidst blev vandløbet dog så stort, at vi ikke kunne komme over, så vi måtte vende om.

På vejen tilbage kravlede vi op ad en skrænt, hvilket ikke var helt nemt, da underlaget var løse sten. Det var dog besværet værd, for da vi kom op, stod vi lige pludselig på et helt fladt område på størrelse med et par fodboldbaner. Herfra var udsigten helt utrolig.

Senere kom vi forbi et sted, hvor der lå nogle Inkabebyggelser op ad en skrænt. Efter at have betalt 12 kroner hver, kravlede vi op. Et stykke oppe satte vi os og nød udsigten og stilheden – lige indtil en flok tyskere kom trampende.

Da vi kom tilbage til San Pedro de Atacama, var vi godt trætte, beskidte og ikke mindst ømme bagi. Turen havde været ret hård. Muligvis fordi vi ikke har fået så meget motion her på det sidste, men den tyndere luft (byen ligger i 2440 meters højde), har sandsynligvis også gjort sit.

I aften skal vi lige have købt nogle forsyninger til turen og have pakket lidt om. På grund af højden er det jo ikke shorts og sandaler, men lange bukser og støvler, man har mest brug for.

I morgen er det så af sted på (forhåbentlig) nye eventyr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *