Paradis på Phu Quoc

21. marts 2017

Lande (kontinenter): Asien, Vietnam

Efter nogle hektiske uger med masser af oplevelser og indtryk har vi endelig haft lidt mulighed for at slappe af ved stranden – og så endda på et af de dejligste steder, som vi nogensinde har boet.

Mandag i sidste uge var vi oppe allerede klokken 5.45. For klokken 7 blev vi hentet og kørt i minibus til Can Tho.

Turen ud af Ho Chi Minh tog næsten tre kvarter (inklusiv hentning af tre svenskere). Og her kunne vi for alvor se, hvor mange scootere der egentlig er i byen. Hver gang der blev grønt, startede et hektisk racerløb, hvor alle zigzaggede ind og ud imellem hinanden. Men efter sigende er der også godt 7 millioner scootere til Ho Chi Minhs omkring 10 millioner mennesker.

Det tog (med et enkelt, kort stop) knap fire timer til Can Tho. Pigerne havde fået køresygepiller, som var noget sløvende. Det betød også, at de sov en del af tiden.

Da vi kom til Can Tho, blev vi kørt ned til en bådplads, hvor vi steg ombord på det skib, der skulle sejle os rundt på Mekong Floden i tre dage.

Efter en kort introduktion fik vi anvist vores kahyt, der ikke var specielt stor. Der var lige plads til en lille dobbeltseng og en madras på gulvet. Så løsningen blev, at Marianne sov med pigerne, mens jeg sov på madrassen på gulvet. Heldigvis skulle vi jo ikke tilbringe særligt meget tid i kahytten.

Kort tid efter fik vi serveret en lækker frokost sammen med de andre passagerer på båden. Og så kunne vi slappe lidt af og nyde udsigten fra båden, inden vi skulle på en gåtur i en lokal landsby.

I landsbyen fik vi en del opmærksomhed. Og det endte da også med, at Frida pludselig bar rundt på en baby, som en mor mente, at hun skulle holde. Men det tog Frida nu helt roligt.

Da vi kom tilbage på båden, kunne vi slappe af med en drink, inden der var aftensmad. Så var det sovetid for pigerne. Og klokken 21 kunne Marianne og jeg heller ikke holde os vågne mere.

Men det gjorde nu heller ikke så meget, for næste morgen skulle vi tidligt op. Morgenmaden blev serveret oppe på dækket, og bagefter skulle vi på tur i en mindre båd.

Første del af turen bestod i at blive roet rundt på nogle mindre vandløb to og to i en lille lokal båd, der mindede mest af alt om en kano.

Efter denne korte tur sejlede vi videre til et flydende marked. Det var ikke så spændende at se på som mange andre flydende markeder. Men til gengæld var det mere autentisk og lokalt – og ikke bare for turisterne.

Næste stop var en lokal slikfabrik – noget som Frida og Vilde havde set frem til. Det viste sig dog, at de lavede slik af kokosnødder og ris. Men karamellerne, som vi købte, smagte vist meget godt alligevel.

Uden for slikfabrikken ventede der cykler til hele gruppen. Frida fik sin egen, mens Vilde sad bag på Mariannes cykel – på et dejligt blødt sæde.

Der var en rigtig hyggelig tur rundt i landsbyen. Og da Frida først havde fundet ud af, at der ikke var nogen fodbremse, gik det også fint. Mindre fint gik det for en tysker, som væltede to gange. Og sidste gang var endda ned i en lille å – ikke så heldigt i betragtning af, at han skulle videre på sin rejse efter cykelturen.

Tilbage på båden spiste vi frokost. Og bagefter viste kokken os, hvordan vi lavede en lokal form for rispandekager. Det var ikke ligefrem det mest interessante, som vi havde set i vores liv. Men Frida og Vilde fik også lov til at prøve at bage dem. Og det syntes de, var ret sjovt.

Inden aftensmaden kunne vi igen slappe lidt af på dækket. Og da vi havde spist, sov pigerne. Marianne og jeg holdt ”helt” til klokken 21.30, før vi måtte give op.

Næste morgen vågnede vi klokken 5.30 – da båden startede sin motor. Men det var fint, for så havde vi tid til at pakke, inden vi skulle spise morgenmad på dækket.

Efter morgenmaden gik vi fra borde (sammen med vores bagage) og sejlede med en mindre båd ind til et andet flydende marked. Der havde været en del udskiftning på båden, så mange oplevede et flydende marked for første gang. Men for os var det præcis sammen smøre, som guiden sagde igen. Så det var ikke specielt interessant.

Da vi havde set markedet, blev vi sejlet i land og vist hen til den minibus, der skulle køre os den godt tre timer lange tur til Rach Gia. Her havde vi lidt ventetid ved havnen, som vi bl.a. brugte på at snakke med to danske par, som vi havde mødt på båden.

Efter en lille times tid blev det tid til at stige på færgen, der skulle sejle os til Phu Quoc, hvor vi er nu.

På båden havde vi faste pladser. Og vi blev til vores skræk placeret lige foran en kæmpe højtaler. Heldigvis opdagede vi også hurtigt, at kablerne ikke var sat i. Så vi slap for den afsindigt høje, vietnamesiske popmusik, der strømmede ud af højtaleren i den anden side.

Men ellers gik sejlturen på lidt under tre timer fint. Der var næsten ingen bølger, så båden sejlede meget roligt – og vi kunne derfor faktisk sidde med vores iPads uden at blive søsyge.

Da vi kom til Phu Quoc startede kaosset så til gengæld. Alle ville ud på samme tid (vi holdt os roligt tilbage). Og da vi kom ud, var det bare med at få fat på vores bagage imellem alle de andre ting.

Men det lykkedes i nogenlunde god ro og orden. Og vi fandt da også hurtigt vores chauffør, som skulle køre os til vores hotel. Godt nok var det ikke vores navn, der stor på skiltet. Men hotelnavnet var korrekt. Så vi satsede på, at det var rigtigt.

Efter en halv times kørsel på tværs af øen, kom vi frem til vores hotel Peppercorn Beach Resort. Og her kunne vi med det samme se, at de ville blive et dejligt sted at være.

Vi fik en meget venlig velkomst, og bagefter blev vi vist til vores værelse – der lå direkte på stranden godt fem meter fra vandkanten.

I stedet for havet valgte vi dog den lækre pool. Her var pigerne hurtigt i, mens vi nød en dejlig pina colada imens.

Aftensmaden blev spist på hotellet. Ud over maden var god, så var den også billig. En hovedret her koster sjældent mere end 60 kroner. Og vigtigst af alt så var betjeningen god og meget venlig. Det er ikke alle, som er lige gode til engelsk. Men de gør alle et godt forsøg.

Så den aften lagde vi os til ro med en god fornemmelse af, at det ville blive et dejligt sted at tilbringe en uge med ren afslapning.

I torsdags havde vi så vores første hele dag her. Og den brugte vi ved poolen – kun afbrudt af frokost midt på dagen. Aftensmaden blev igen spist på hotellet, og så var det ellers tæt på sengetid.

Efter den første dag i solen, var pigerne blevet godt røde. Så næste dag startede de på værelset med at lege med Playmobil. Imens gik Marianne og jeg en tur til den lokale landsby – der på alle måder var komplet modsat af vores dejlige hotel.

Byen var nærmest en lang række af små butikker (der sjovt nok ofte solgte det samme). Og så var der en del steder, hvor fiskerne lagde deres fangst frem. Det var alt sammen fint og hyggeligt nok.

Men hvad der overraskede os var, hvor meget skrald der var overalt. Der var ikke ét sted i byen, hvor der ikke lå skrald. Og nogle steder lugtede der naturligvis heller ikke så godt. Jeg tror ikke, at vi har set så meget skrald i en lokal by før.

Det er utroligt, at de har lyst til at leve i det. Og desværre er det jo heller ikke alt, der bliver ved deres huse. Noget bliver også smidt i vandet og driver til havs. Så efter smog-fyldte Taipei har vi set endnu et menneskeskabt forureningsproblem her.

Efter turen i landbyen var det nu rart at komme tilbage til vores rene og velplejede hotel. Her spiste vi frokost, og bagefter blev pigerne sluppet løs i poolen.

Klokken 16 var der happy hour. Og det var ikke den sædvanlige happy hour med ”køb en og få to”. Nej, her får man en gratis drink.

Bagefter lånte vi to af hotellets kajakker og sejlede ud på vandet, hvor vi så en utrolig flot solnedgang. Og da vi kom tilbage igen, stod den på aftensmad på hotellet – inden det var sovetid for pigerne.

Lørdag var pigerne stadig lidt røde, så vi holdt dem endnu engang væk fra solen. I stedet satte vi os i skyggen, hvor Vilde lavede lidt i en opgavebog, mens Frida arbejde med sin matematikbog.

For afvekslingens skyld besluttede vi os for at spise frokost på en lokal restaurant ved siden af hotellet. Men det havde vi nu ikke behøvet.

Udover at maden var kedelig (og kostede næsten det samme som på hotellet), så var betjeningen også temmelig uvenlig. Mens vi var der, fik vi ikke et eneste smil af tjeneren. Faktisk virkede det nærmest som om, at vi var til besvær. Så resten af måltiderne er blevet spist her på hotellet.

Da vi kom tilbage, spillede pigerne lidt iPad inde på vores kølige værelse. Imens var Marianne og jeg ude at snorkle lidt. Ud over nogle søstjerner var der nu ikke meget at se. Bagefter gik vi alle fire til poolen.

Dagen sluttede endnu engang med en kajaktur med flot solnedgang. Og denne gang havde vi været forudseende og medbragt øl. Aftensmaden blev spiste på hotellet, hvor vi flottede os med en flaske vin – der er noget af det dyreste her i Vietnam (hvis man ellers kan kalde omkring 150 kroner for dyrt).

I forgårs startede vi som alle de andre dage med en lækker morgenmad med bl.a. frugtjuice, yoghurt, frugt, omelet og ikke mindst pandekager. Og bagefter fik jeg ordnet lidt praktiske ting ved computeren, mens Marianne lavede opgavebøger med pigerne.

Bagefter var det tid til en tur i poolen, inden vi skulle have frokost. Da vi havde spist, gik vi alle fire en tur i vandet – hvor Frida og Vilde kiggede på søstjerner igennem deres dykkermasker.

Og til en afvekslingen tilbragte vi skumringstiden på en liggestol med en drink i hånden – i stedet for i en kajak. Da det blev mørkt, spiste vi aftensmad, inden pigerne blev lagt i seng.

Da Marianne og jeg gik rundt i landsbyen, blev vi enige om, at det skulle pigerne også opleve. Så i går startede vi dagen efter morgenmaden med en tur dertil.

Her fik vi lidt mere opmærksomhed – nu da vi havde pigerne med. Det var dog ikke nær så meget (med undtagelse af de lokale børn), som vi tidligere har oplevet andre steder. Enten er de ikke så interesserede. Eller også er de bare ikke så direkte.

Der var dog enkelte, som havde meget dårlig situationsfornemmelse. Bl.a. var der en ældre herre som syntes, at det var helt okay at løfte Vilde op. Det syntes Vilde ikke, så hun begyndte at græde – hvilket var fuldt forståeligt. Utroligt som der er nogen, der slet ingen hæmninger har.

Men bortset fra denne oplevelse (samt en som pludselig kom bagfra og klaskede lidt for hårdt til Frida), så var det en fin tur. Og det var jo i hvert fald sundt for pigerne (endnu engang) at se, at alle ikke lever på samme måde som dem.

Med over 30 grader i skyggen, havde det været en varm tur. Derfor var det også fuldt fortjent, at pigerne kom i poolen, da vi var tilbage.

Senere spiste vi frokost, og bagefter spillede vi alle fire Uno. Dagen sluttede med en kajaktur med solnedgang og kolde øl, inden vi spiste aftensmad (og endnu engang flottede os med en flaske vin).

Da pigerne var lagt i seng, lagde Marianne og jeg os på hver vores liggestol ved vandet – og skiftedes til at stille hinanden quizspørgsmål (og drikke lidt øl).

Efter noget tid måtte vi dog trække indenfor, for det begyndte at regne ret voldsomt. I det hele taget har det regnet en del – men heldigvis kun om natten. Om dagen har der været masser af sol – og kun en enkelt byge én dag.

I dag har vi så vores sidste dag her på stedet. Den skal helt sikkert bruges til at slappe af og ikke lave særligt meget (udover måske en kajaktur).

Og i morgen drager vi så videre til den nordlige del af Vietnam. Det bliver helt sikkert noget vemodigt, for her er meget dejligt. Og mon ikke også pigerne kommer til at savne stedets hund, som de har hygget sig meget med.

{ 0 kommentarer… skriv en nu }

Skriv en kommentar

Tidligere indlæg:

Næste indlæg: