Safari og en kaotisk hjemrejse

3. august 2015

Lande (kontinenter): Afrika, Danmark, Europa, Kenya, Tanzania

De to første uger i Afrika bød på masser af afslapning. Men så kom der til gengæld også masser af fart på i den sidste uge. Der er ikke meget ferie i at stå op kl. 5.30 – men til gengæld fik vi masser af spændende oplevelser.

Den sidste dag på Zanzibar kom til at minde om de andre. Efter frokost var vi igen i poolen, og ud på eftermiddagen lykkedes det os endelig at få fat i de træ-søstjerner, som vi havde bestilt til pigerne dagen før.

Bagefter gik vi en længere tur langs stranden, og så nåede Frida og jeg i poolen en sidste gang, inden vi skulle gøre os klar til aftensmad. Der var meget få mennesker i restauranten – men det forhindrede ikke kokken i at være lang tid om at stege vores kød. Og hvor tjenerne var utrolig venlige og smilende, så virkede størstedel af kokkene som om, at de hadede deres job.

Lørdag morgen skulle vi så tidligt op for at tage mod Nairobi i Kenya. Efter morgenmaden blev vi hentet som aftalt af den samme taxa-chauffør, som havde kørt os til hotellet seks dage tidligere. Vi var lidt spændte på, om han huskede os – men præcis kl. 8.45 ankom han til hotellet.

Køreturen til lufthavnen tog en times tid. Og til forskel fra i Dar Es Salaam var der ikke det store kaos – sandsynligvis fordi lufthavnen også var ret lille. Vi fik checket vores bagage ind og betalt en dollar per person (for hvad ved vi ikke) – og så var det bare at vente på vores fly.

Da vi skulle boarde, hørte vi nogen snakke dansk bag os. Derfor vendte vi os om og kunne konstatere, at ”hende afrikaneren” åbenbart snakkede vores sprog. Og som altid ved den slags oplevelser, ”spoler man lige filmen tilbage” for at overveje, om man har sagt noget upassende i den tro, at de ikke forstod os. Men udover en kommentar om, at manden da måtte have det varmt i sin termojakke, havde vi vist ikke sagt noget upassende – og han havde vist heller ikke hørt det.

I flyet kom de til at sidde lige bagved os, og her fik vi snakket lidt med dem. Familien (to voksne og to drenge) boede i Vanløse – men var på besøg i Tanzania og Kenya hos deres familie.

På vejen til Nairobi havde vi en mellemlanding i Mombasa (der også ligger i Kenya). Her skulle vi ud af flyet for at få klaret immigrationen. Først var det lidt irriterende, men da vi så, hvor nemt det gik (i forhold til i Dar Es Salaam) virkede det pludselig meget fornuftigt. For da vi fløj i et forholdsvis lille fly med kun få turister, var det klaret hurtigt og nemt. De 200 dollars for fire visa slap vi dog ikke for.

Efter at have udpeget vores bagage på transportbåndet, blev vi (og bagagen) så transporteret ud til det samme fly, der fløj os videre til Nairobi. Her landede vi (på grund af vores mellemlanding i Mombasa) i indenrigsterminalen – og slap derfor for en masse bøvl med pas og visum. Og vores bagage kom også hurtigt.

Nairobi ligger i omkring 1700 meters højde, og vi kunne da også godt mærke, at temperaturen var lidt lavere end i Tanzania – men dog stadig yderst behagelig. En anden ting, der også var meget tydelig var, at Kenya er rigere og mere moderne end Tanzania. På forhånd havde vi forventet nogenlunde det samme. Men senere fik vi at vide, at Kenya er tre gange så rig som Tanzania (formodentlig målt i BNP).

Dagen før vi ankom til Nairobi, var Barack Obama også ankommet til byen. Og det første syn for det fik vi, da vi kørte på motorvejen mod vores hotel – for her var der rigtig mange billboard-reklamer, som i denne anledning reklamerede med ting som ”Obama ville også have valgt denne madras at sove på”.

Et andet synligt bevis på hans besøg var fremme ved vores hotel Crowne Plaza. Her blev taxaen placeret mellem to bomme. Og så skulle alle ud af bilen, mens en hund blev sendt ind for at snuse. Efterfølgende blev vores bagage gennemlyst og vi skulle igennem en metaldetektor. Til hverdag har de også ret omfattende sikkerhedscheck – men dog ikke ligefrem med hunde. På hotellet boede der også en del folk, der tydeligvis var amerikanske sikkerhedsfolk – og deres bombehunde.

Efterhånden var vi blevet sultne, så vi prøvede at finde en restaurant i området. Det lykkedes ikke, men til gengæld kom vi forbi en fodboldbane, hvor en masse unge løb hen til hegnet for at vinke og råbe hej. Det er åbenbart ikke så tit, at turisterne bevæger sig udenfor hotellet.

Heldigvis var der en café på hotellet, hvor vi kunne få lidt sen frokost (og tidlig aftensmad) i form af club sandwich og pizza – en dejlig afveksling i forhold til buffet-maden. Resten af dagen brugte vi på værelset, hvor der heldigvis også (til forskel fra på Zanzibar) var hurtigt internet. Og da vi ikke skulle vente på en sen aftensmad, kunne pigerne for en gang skyld også blive lagt lidt tidligt.

Søndag startede så fem dages safaritur. Derfor var vi også tidligt oppe, så vi kunne nå at få lidt morgenmad. Og den var værd at stå op for. Der var ikke så meget forskelligt – men det, som der var, var rigtig godt (pigerne var i hvert fald vilde med milkshake). Og tjenerne var sindssygt opmærksomme – muligvis fordi vi det meste af tiden var de eneste i restauranten.

Bagefter fik vi checket ud og gik udenfor for at vente – hvor vi kunne konstatere, at morgener i ”højden” er noget koldere end ved vandet. Heldigvis var vores guide der til tiden – som ved alle de andre transportaftaler, som vi har haft. Afrikansk tid gælder tilsyneladende ikke, når man har aftalt transport.

Vi havde booket vores tur på forhånd hjemmefra igennem det danske bureau Benns – som igen brugte det kenyanske safaribureau Somak. Senere viste det sig så endda også, at vores guide havde sit eget bureau – og bare fik opgaver igennem Somak. Så der var en del mellemmænd indblandet.

Vores guide var superfrisk og meget venlig. Han snakkede rigtig fint engelsk og var også meget serviceminded. Faktisk er det sandsynligvis den næstbedste guide, som vi nogensinde har haft – kun overgået af ham på Borneo, der var ekstraordinær fantastisk.

Første stop var et vekselbureau i det centrale Nairobi – der lå nærmest øde hen på grund af, at det var søndag. Det gjorde da også, at det var svært at finde et sted, hvor vi kunne få vekslet vores penge fra Tanzania til kenyanske shilling – men til sidst lykkedes det. Kursen var ikke specielt god – men dog mere værd end ingenting.

Derefter gik det vestpå ud af byen. Vi nåede dog ikke at køre særligt langt, før vores guide blev stoppet af politiet. Her pegede de på et klistermærke i forruden – hvorefter de bad vores guide gå med ned bag bilen. Da han kom ind igen, sagde han, at alt var fint – men hans rystende hænder viste noget lidt andet.

Vores teori er derfor, at han har betalt penge til en korrupt betjent for en eller anden mindre detalje. Og selvom det sikkert foregår på nærmest daglig basis, er det jo ubehageligt ikke at vide, hvad betjenten har tænkt sig at gøre – specielt ikke når man lige har samlet nye gæster op. Vi valgte dog ikke at spørge ind til det.

Heldigvis gik der ikke så lang tid, før han var kommet sig over episoden, og vi kunne stille og roligt køre mod vores første overnatningssted. På vejen stoppede vi ved et udsigtspunkt, hvor der var en fantastisk udsigt ud over Rift Valley – en dal der løber hele vejen fra Mozambique i syd til Israel i nord.

Efter nogle timer nåede vi vores hotel Lake Naivasha Sopa Lodge – et hyggeligt lodge med en flot have, hvor vi fik et fint værelse. Og efter frokosten var det så tid til vores første tur.

Her skulle vi sejle på floden Lake Naivasha, der er kendt for sit rige fugleliv. Vi så da også både storke og pelikaner (samt en masse andre fugle). Men det mest interessante var dog de mange flodheste, der var i vandet – store fugleentusiaster bliver vi nok aldrig. Udover dem så vi også vores første zebraer, et par bøfler og en ørn.

I søen ligger der også en privat ø ejet af en rig familie – som i stedet for bil flyver med privatfly til Nairobi, når de skal handle. Øen har været brugt i filmen Mit Afrika, og nu kan man så betale for at komme i land og se en række forskellige afrikanske dyr.

Vi valgte dog at spare pengene og blive i båden for at se, hvad vi kunne opleve fra vandsiden. Og efter lidt tid så vi så vores første giraf. Selvom vi vidste, at vi ville komme til at se mange flere giraffer de næste par dage, var det alligevel en sjov oplevelse.

Efter sejlturen kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi havde et par timer at slappe af i inden aftensmaden. Dem brugte vi i hotellets lounge, hvor der var store sofaer og ild i pejsen – et rigtig hyggeligt sted. Og som på Zanzibar så var der først aftensmad kl. 19.30 – så pigerne kunne desværre ikke komme tidligt i seng.

Da vi skulle tilbage til vores værelse efter aftensmaden, blev vi fulgt dertil at en vagt. For om natten kommer flodhestene på land – og de er som bekendt nogle af de største dræbere i Afrika. Vagten skulle passe på os – og det gjorde han med en lommelygte og en metalstav, der kunne bankes i jorden (og på den måde tilsyneladende skræmme farlige flodheste væk). Jeg havde dog nok personligt valgt et lidt mere kraftigt våben.

Næste morgen vågnede pigerne tidligt – og fik vækket hinanden. Så var den dag startet. Vi spiste morgenmad på vores lodge – sammen med en masse kinesere og sydkoreanere, som åbenbart var begyndt at komme indenfor de sidste to år. Det er naturligvis godt for den kenyanske økonomi – men anstrengende for guiderne og os andre.

For som vi også oplevede på vores rejse i vinters, så har kineserne ingen manerer og situationsfornemmelse. Marianne var ved at riste brød, men da hun var uopmærksom et øjeblik, var der en kineser, som havde taget det. Tilsyneladende havde kineseren troet, at brødristeren var en eller anden form for magisk maskine, som helt automatisk spytter brød ud – uden at man behøvede at gøre noget selv. Og hvis Marianne havde troet, at hun havde fået en undskyldning, da hun gjorde kvinden opmærksom på det, så blev hun klogere.

Vores guide kunne da også fortælle nogle absurde historier om, hvordan kineserne altid kommer for sent, kun gør hvad de selv vil, vil bestemme hvor de skal køre hen – og endda insisterer på at ryge i bilen. I det hele taget virker det som om, at kineserne er ved at udvikle sig til ”de nye russere” – et rejsende folkefærd, som ingen andre kan lide.

Men det lykkedes os at få noget morgenmad, der ikke blev stjålet af kineserne – og klokken otte kørte vi af sted mod Lake Nakuru, der var en rigtig nationalpark – og derved også havde flere dyr end det område, som vi boede i.

Det tog halvanden time at komme dertil, og efter det obligatoriske besøg i en souvenirshop (som modydelse for lån af toilet), kunne vi køre ind i parken. Og der gik da heller ikke lang tid, før vi så de første dyr – en flok zebraer.

De næste timer så vi en lang række dyr som bavianer, impalaer, strudse, giraffer, bøfler, vandbukke, vortesvin (også kendt som Pumba fra Løvernes Konge) – samt ikke mindst et næsehorn, der krydsede vejen lige foran vores bil. Det var i øvrigt et syn, som man skulle være ret heldig at se, for der er ikke mange næsehorn tilbage i parken – og slet ikke som kommer så tæt på.

Vi var også oppe på et udsigtspunkt, hvor Frida og Vilde fandt stor interesse i rødt og blåt firben. I det hele taget virkede det som om, at firben var mere interessante end de fleste andre dyr – så meget for at tage på safari.

Efterfølgende var vi også ved en sø, hvor der var en masse flamingoer. Og efter at have set dem, kørte vi til et nærliggende lodge mit i parken, hvor vi spiste frokost på terrassen – mens vi kiggede på zebraerne, der gik lige udenfor.

På vejen tilbage til udgangen så vi endnu flere af de samme dyr, som vi allerede havde set. Og så så vi også en taxa, som var kørt i grøften, fordi chaufføren havde prøvet at vende på den smalle vej. Nu stod han så sammen med to turister og prøvede at skubbe bilen op igen – en opgave som vores guide mente var håbløs, så i stedet fik han nogle rangers til at komme med en jeep og trække dem op.

Vores guide havde da heller ikke meget til overs overfor idéen om bare at leje en lokal taxa til at køre rundt i parken. Der er ikke noget ulovligt i de, men som episoden tydeligt viste, så havde chaufføren ikke meget erfaring. Samtidig er det også svært at se noget ordentligt ud igennem de almindelige vinduer – til forskel fra den minibus, som vi kørte i, hvor taget kunne løftes, så man kunne stå op og kigge ud igennem loftet.

På vejen tilbage til vores lodge blev vi endnu en gang stoppet af politiet. Her var der en betjent, som åbnede vinduet og stak hovedet ind. Det virkede lidt mærkeligt, men det viste sig, at han havde kigget efter, om vi havde seler på.

Det havde vi naturligvis – men han havde været meget overrasket over, at selv Vilde, som lå på sædet, var spændt fast. For os er det jo helt naturligt – men det er det åbenbart ikke i Kenya. Og så koster det 50 dollars per person, som ikke er fastspændt. Så vores guide var glad for, at vi havde gjort det helt af os selv.

I det hele taget er der meget politi på vejene i Kenya – hvilket helt sikkert gavner trafiksikkerheden. Tingene forgår dog lidt anderledes – og ikke kun i forhold til korruption (som vi dog ikke oplevede mere af). For når der er fartkontrol, er betjentene iklædt gule veste – noget af en kontrast til de hemmelige fotovogne, der snupper i hundredevis ved en enkelt kontrol på Helsingørmotorvejen.

Og alle biler, der kører med turister, skal have installeret en fartbegrænser. Nærmer bilen sig 80 km/t, begynder den at bippe. Og sænkes farten ikke, kommer der en lang hyletone – og derefter bremser bilen selv ned. Grundlæggende er det godt for trafiksikkerheden – bortset fra ved overhaling, der skal times godt for, at bilen ikke pludselig selv bremser, mens man kører på siden af en lastbil i den forkerte vejbane.

Efter en lang safaridag var børnene godt trætte, så Vilde sov det meste ad vejen, og Frida faldt også i søvn på turen. Klokken 17 var vi tilbage på vore lodge, hvor vi slappede af, fik pakket vores ting og spist aftensmad – og bagefter fulgt til værelset af vagten.

Næste morgen ringede vækkeuret allerede kl. 5.30, for klokken 7 skulle vi være klar til at køre videre. Det var da også stadig mørkt, da vi skulle bevæge os over i hovedbygningen. Alligevel kom det dog lidt bag på os, at der stod tre ansatte lige udenfor døren, da vi åbnede den – klar til at hjælpe os over med bagagen og beskytte os mod flodheste.

Efter morgenmaden kørte vi af sted – hvor vores guide roste os for at være der til tiden. Det er åbenbart ikke noget, at han er forvænt med. Den første del af turen foregik ad gode veje, og endnu en gang stoppede vi ved en kombineret souvenirbutik og toilet.

Tingene var dog alt for dyre til, at vi ville købe noget. En flodhest i sten, som vi i Stonetown skulle betale halvanden dollar for, ville de have 15 dollars for her. Godt nok kunne vi sikkert have forhandlet den ned i pris – men ikke til en tiendedel.

Da vi havde kørt lidt videre, stoppede den asfalterede vej – og blev afløst af en bumpet grusvej, som vi kørte på de næste to timer. Det var en noget rystende og anstrengende tur, og det var ikke mange gange, at vi hørte fartkontrollen bippe. Utroligt nok lykkedes det Vilde at sove på en del af turen – mens Frida ”nøjedes” med at blive køresyg.

Men endelig var vi fremme ved indgangen til Masai Mara, hvor vores guide skulle betale park-fee. Bagefter kørte vi ind af porten og mod vores lodge – hvor vi på vejen tog vores første ”game drive” (safaritur).

Der gik da heller ikke lang tid, før vi så vores første dyr – og der var mange af dem. Hvor vi i den anden park havde set måske 20 zebraer stå sammen, så var der her tusindvis af zebraer og gnuer så langt øjet rakte.

Det var et imponerende syn, og vi var glade for, at vi havde timet det således, at dyrene var her – og ikke i Tanzania, hvor de er fra oktober til juni. Jeg er da også sikker på, at synet af de mange dyr vil stå meget klarere tilbage end de mere specielle dyr, som vi også fik oplevet de næste par dage.

Vores guide kørte med en radio tændt, og her fik han at vide, at der var geparder i området. Kort tid efter så vi dem da også ligge under en busk – og så kunne vi nyde synet af dem på få meters afstand.

På vejen til vores lodge Ashnil så vi også antiloper, en række giraffer og et par strudse, inden vi godt halvanden time senere var fremme. Efter 7,5 timers kørsel, var klokken efterhånden blevet mange. Så for at nå frokosten, måtte vi starte med den, inden vi fik vores værelser – eller luksustelt, som det jo rent faktisk var.

Sidst på eftermiddagen var der planlagt endnu en køretur i parken, så vi havde lige lidt tid til at slappe af. Her nød vi bl.a. udsigten fra terrassen udover den nærliggende flod, der var fyldt med flodheste – noget vi også kunne høre hele natten igennem vores teltdug. Desuden så vi også et par elefanter med unger på den anden side af flodbredden.

Da vi kørte af sted igen, så vi endnu flere af de samme dyr, som vi også havde set på vejen til vores lodge. Og så så vi noget så udsædvanligt som en skildpadde midt på vejen.

Lidt senere så vi en række safarikøretøjer holde ved nogle buske. Og da vi kom nærmere viste det sig, at der lå to hanløver og en hunløve. Så vi blandede os med de andre køretøjer, der bestod af 13 biler med kinesere, en bil med nogle europæer (eller amerikanere) og så os. Alle ventede vi på, at der skulle komme noget action.

Endelig rejste den ene hanløve sig op for at pare sig med hunløven – og i de godt tyve sekunder det tog, var luften fyldt af kliklyde fra kinesernes kameraer. Normalt er jeg ret godt med, når det gælder kameraudstyr – men her kunne jeg overhoved ikke være med i forhold til de kæmpe objektiver, som de fleste kinesere havde.

Da parringsritualet var overstået, faldt der igen ro på tingene, og vi valgte at køre videre – hvilket i øvrigt blev gjort ved at sige ”sawa, sawa Willie” (ok, ok Willie) til vores guide. På vejen tilbage til vores lodge så vi en enlig hunløve ligge ved et træ et andet sted – hvilket rent faktisk blev den sidste løve, som vi kom til at se på vores safari.

Efter en lang køretur af bumpede og støvede veje var vi mere støvede end efter en hel uge i solskin på Roskilde Festivalen. Så det efterfølgende bad var meget tiltrængt og forfriskende – og heldigvis med stabil varme og vandtryk.

Bagefter fik vi aftensmad, inden vi lagde os til at sove i vores telt til dyrelydene fra floden – der dog blev afløst af lyden af rullekufferter på stenunderlag tidligt næste morgen.

Næste morgen kunne vi sove ”længe” – helt til kl. 6.45, for vi skulle først af sted på game drive klokken 8.30. Alligevel var der meget koldt, og vi måtte starte dagen og spisningen af morgenmad i langærmede trøjer.

Dagens tur var planlagt til at vare hele dagen, så vi kunne komme vidt omkring i parken. Vi nåede dog ikke mere end lige ud for vores lodge, før vi så de første giraffer. De stod helt stille og kiggede – lige indtil Frida kom til at nyse. Det forskrækkede dem åbenbart så meget, at de galoperede af sted.

Første stop på turen var ved floden, hvor en stor flok gnuer stod og måske/måske ikke ville krydse floden. Det holdt der en hel del biler og ventede på. Nogle af dem havde allerede ventet i tre timer, og vi snakkede lidt frem og tilbage med guiden som kunne meddele, at det var umuligt at forudsige, hvornår de ville krydse floden – og om de overhoved ville gøre det.

Så vi ville hellere bruge vores tid på at køre rundt og se dyr, i stedet for at vente på noget, der måske slet ikke kom til at ske – selvom vi meget gerne ville have oplevet netop synet af gnuer, der krydsede en flod. Det viste sig også at være den rigtige beslutning, for om aftenen snakkede guiden med de andre guider – og gnuer havde ikke krydset.

De næste timer kørte vi meget rundt i parken og så mange af de samme dyr, som vi havde set dagen før. Efter noget tid kom vi til et sted, hvor der lå en gepardmor med sine unger. Den lå dog et stykke væk, og vi kunne ikke se ungerne, så det var ikke så interessant.

Ved vejen holdt der også en bil med tre rangere, som sad hele dagen og passede på, at ingen kom i nærheden af gepardungerne. Og de ville de også gøre de næste dage, indtil geparden valgte at skifte til et andet sted – hvorefter de ville følge efter den.

Vi stoppede også ved grænsen mellem Kenya og Tanzania – noget der blev markeret med en sten, hvor der stod hhv. et T og et K. Og bagefter var vi ved floden, hvor vi sammen med en ranger var ude at gå langs bredden for at kigge på krokodiller. Vi så da også et par stykker langt væk ovre på den anden side – men alligevel kunne man godt fornemme, hvor kæmpestore de var.

Lige inden vi skulle spise frokost, kom vi til et sted, hvor der lå fem geparder – som vi kunne komme helt tæt på. Det var et rigtig imponerende syn – specielt fordi en af geparder gik rundt, så man rigtig kunne se, hvor adræt den var. Når man så det, var det ikke så svært at forstå, at geparden er verdens hurtigste dyr.

Frokosten blev spist på savannen under vores guides faste træ – og bød på en overraskende god madpakke, som vores lodge havde lavet. Desværre var vi ikke alene, for der var også en stor gruppe unge franskmænd, som kravlede rundt i træet og ikke snakkede specielt stille. Det kunne ellers have været rigtig dejligt bare at nyde stilheden.

Det værste var dog, at mens de kravlede rundt og hoppede fra en sten, også røg cigaretter – noget der virkede ualmindelig dumt, når man tager det høje, tørre græs i betragtning. Af en eller anden grund sagde hverken de to voksne eller deres guider noget til dem. Så vores guide måtte pænt bede dem om ikke at ryge.

Men utroligt at folk (selvom de var unge) kan opføre sig så tankeløst. Hvis der først udbryder en skovbrand, vil det jo have katastrofale konsekvenser for dyrelivet – og dermed også indirekte for de mennesker, som lever af det.

Efter frokosten begyndte den lange tur tilbage mod vores lodge. Og desværre fik vores guide også kørt ned ad en vej til et vandhul, som han ikke kunne komme over – således at han måtte køre hele vejen tilbage igen. Det kostede os lige 20 minutter ekstra – og derved også en gang regn på den sidste del af turen.

Det betød dog ikke så meget, og i det hele taget havde vi været heldige med vejret. For det havde regnet nogle gange – men alle de andre gange havde vi været tilbage på vores lodge og ikke på tur. Og her var det jo faktisk hyggeligt at høre regnen tromme på teltdugen.

Efter en lang dag, hvor vi havde set en masse dyr – men dog ikke så meget nyt, var vi tilbage igen lidt over 16. Det betød også, at vi alle lige kunne nå en sidste gang i pool på rejsen. Og her på den allersidste dag hoppede Vilde i poolen fra kanten – noget hun ellers ikke havde gjort før. Vi blev da også noget overraskede, da hun gjorde det første gang – helt uopfordret.

Bagefter var der tid til et bad og en øl med udkig til flodhestene i floden, inden vi skulle spise aftensmad. Da vi var tilbage i vores telt, skulle vi have vores malariapille som alle de andre dage – eller ”nix pille” som pigerne kaldte den.

Faktisk var pigerne rigtig gode til at huske på pillerne. Havde de ikke været med, er jeg sikker på, at vi havde glemt at tage dem op til flere gange. For ofte var det dem, som gjorde os opmærksomme på det – når vi havde glemt alt om dem.

Klokken 21.15 lå pigerne i deres senge, og efter at de var faldet i søvn, fik vi pakket vores ting. Og kort tid sov vi også efter en lang dag.

Næste morgen skulle vi så op allerede kl. 5.30. Og klokken 7 var det så tid til at forlade vores lodge og køre den lange tur mod Nairobi. På vejen mod nationalparkens udgang kørte vi et sidste game drive.

Lige udenfor vores lodge stod en giraf med sin unge. Og denne gang undlod Frida at nyse, så det i stedet var os, som forlod stedet først. På vejen fik vi også set gribbe for første gang – noget vi ellers ikke havde set. Og så så vi også en række balloner lande, efter at de havde været på tur over savannen. Det så ret fedt ud – men var også meget dyrt. Så det havde vi fravalgt.

Da vi nærmede os udgangen, så vi igen synet af de tusindvis af zebraer og gnuer – et syn som vi ikke kunne blive trætte af, selvom vi efterhånden havde set det nogle gange.

Oprindeligt havde det været meningen, at vi bare skulle køre tilbage mod Nairobi. Men vores guide havde spurgt os, om vi havde lyst til at se en Masai-landsby – og det havde vi. Så ved udgangen samlede vi en kvinde op, som viste os vej.

I landsbyen betalte vi et ”bidrag” på 50 euro, der gav os en rundvisning – og tilladelse til at tage så mange fotos, som vi havde lyst til. Først opførte mændene en dans – inklusiv det meget høje hop, inden vi blev guidet ind i deres landsby.

Landsby er måske så meget sagt, for ”byen” bestod kun af tre familier med seks huse i alt. Og høvdingen var da også en ung mand på kun 28 år. Men det ændrede ikke ved, at det var sjovt at se, hvordan masaierne lever – og ikke nær så turistet en oplevelse, som man kunne have frygtet.

Og de lever primitivt – men godt. I den sidste ende lever de ikke, som de gør, fordi de er fattige – men fordi de har valgt denne livsstil. Og man skal jo heller ikke tage fejl af, at de f.eks. har for mange penge kvæg – så fattige kan man ikke kalde dem.

Høvdingen fortalte, hvordan de boede seks mennesker (og en kalv) i de små hytter. Og at de var så tynde på grund af deres kost, der bl.a. bestod af koblod. I øvrigt må en masai-mand gerne have flere koner.

Efter rundvisningen var det kvindernes tur til at danse (og hive Marianne med i dansen). Og så skulle der endnu engang kigges på souvenir.

Høvdingen havde fortalt, at de var selvforsynende i landsbyen og ikke købte noget udefra. Men da Marianne spurgte ind til, hvor perlerne i perlearmbåndene kom fra, så måtte han indrømme, at dem købte de i Tjekkiet. Så helt selvforsynende er de åbenbart ikke.

For at støtte dem ville vi gerne købe nogle armbånd. Så vi fandt nogle stykker, som pigerne kunne lide – hvorefter vi spurgte om prisen. Og høvdingen var en skarp forhandler, for han ville have 60 euro for seks armbånd. Desværre for ham havde de samme kvinder tidligere siddet ved indgangen til nationalparken, hvor de havde sagt to euro per styk – hvilket ville give 12 euro i alt.

Efter en del forhandlinger frem og tilbage, hvor vi sagde, at så skulle vi ikke have nogen, så havnede vi på 15 euro – stadig en høj pris for noget, som ikke var specielt godt håndværk. Men det var acceptabelt for os, og alle var glade.

Da vi havde vinket farvel til masaierne, skulle vi igen ud på den bumpede og støvede vej– hvor det endnu engang lykkedes Vilde at falde i søvn, mens vi andre kedede os godt og grundigt.

På vejen tog vi en mand op, som skulle besøge nogle godt 20 minutters kørsel væk. Hvis han ikke havde fået et lift, så måtte han i stedet være gået – noget der godt kunne have taget et par timer.

Senere tog vi også en anden mand med, som skulle besøge nogle mennesker i en by for enden af grusvejen. Han kørte med i lang tid, og når han skulle tilbage igen, ville han også forsøge at få et lift. Kunne han ikke det, så måtte han overnatte i byen.

Så efter sådan en oplevelse, forstår man lidt bedre begrebet ”afrikansk tid” – og hvordan de kan leve med, at man f.eks. aldrig lige ved, hvornår bussen kører. Hvis der da ellers overhoved er en bus – for det var der f.eks. ikke på den vej, hvor vi kørte. Det viste sig i øvrigt, at manden var ”borgmester” for området – men det gav han tilsyneladende ikke ret til en borgmesterbil.

Efter 2,5 timer havde endelig igen asfalt under hjulene. Og den irriterende bippe-lyd fra fartbegrænseren var faktisk en stor nydelse at høre på – den var savnet.

Frokosten blev spist på byen Naroks fineste hotel – der dog ikke var så fint igen. I hvert fald var buffeten noget sølle, men pigerne nød meget suppen og spiste flere portioner.

Den sidste del af turen gik over det bjerg, hvor vi havde nydt udsigten på vej til Lake Naivasha. Denne gang var der dog rigtig meget lastbiltrafik, hvilket gjorde turen noget lang.

Inde i selv Nairobi stod trafikken stille ud af byen – men heldigvis ikke den vej, som vi kørte. Guiden kunne dog fortælle, at alle får fri på samme tid. Og derfor kan det tage helt op til fire timer, før myldretiden er afviklet – og alle er kommet hjem fra arbejde.

2,5 kilometer fra vores hotel gik den dog ikke mere. Her stoppede vi helt op og kørte ikke så meget som en meter det næste kvarter. Efter at have været 12 timer undervejs, var det svært at bevare tålmodigheden, når vi var så tæt på vores mål.

Men endelig kørte vi videre, og klokken lidt over 19 var vi endelig fremme ved Crowne Plaza. Vi var lidt spændte på, hvor meget sikkerhedstjek, der ville være. Men nu da Obama var taget hjem, blev der taget noget mere løst på det. Vores guide fortale med et smil til vagten, at vi jo havde været der tidligere, så de ikke behøvede at tjekke os – og det virkede åbenbart. Men hundene var vist også taget hjem.

Da vi kom op på vores værelse, fik vi hurtigt pigerne i bad, og så blev de ellers lagt til at sove. Inden de faldt i søvn, fik vi dog lige fortalt dem, hvor seje vi syntes, at de havde været. På trods af de lange safari-dage, hvor frokosten ikke altid lige havde været der til normal tid, havde der ikke været meget brok.

Så vi var stolte af dem – og tror i øvrigt også, at der er noget læring i at opleve, at man ikke altid lige kan få det præcist, som man gerne vil.

Efter at pigerne var faldet i søvn, fik vi pakket vores ting. Vi forsøgte også at komme på internettet, men til forskel fra sidste ophold, så kørte det denne gang meget dårligt. Så det måtte vi opgive.

Som om vi ikke var stået tidligt op på vores safaritur, så skulle vi endnu tidligere op i fredags, for at nå vores fly mod Danmark. Så klokken 4.30 ringede vores vækkeur, og lidt efter vækkede vi børnene. Og klokken 5.30 kom vores safariguide og hentede os.

På det tidspunkt var der ikke meget trafik, så vi kom hurtigt til lufthavnen. Lige inden vi nåede frem, skulle alle undtagen føreren af bilen ud. Her skulle vi så gå igennem et sikkerhedstjek, hvorefter vi blev taget op på den anden side igen. Bilen var også igennem en stor scanner i stil med den, der er i lufthavnen, hvor der blev tjekket, om der var noget, som der ikke måtte være. Sikkerheden bliver taget meget alvorligt i Kenya – hvilket nu er meget betryggende med de naboer, som de har nordpå.

Da vi kom til lufthavnen, stoppede vores guide først ved en forkert bygning. Det viste sig nemlig, at de efter lang tid nu havde åbnet en ny terminal – noget der åbenbart var så nyt, at ikke engang guiden vidste det.

Vi fik sagt farvel til vores guide, som vi havde været rigtig glade for – og som klart kan anbefales til andre, som skal på safari i Kenya. Han roste også Frida og Vilde meget for at være rigtig søde og have opført sig pænt. Det er åbenart heller ikke en selvfølge, når man kører rundt med turister.

I lufthavnen stillede vi os op i en lang kø – der dog viste sig at være for folk med boardingpas. Det havde de så bare valgt ikke at skrive noget som helst om. Så vi måtte over i en anden kø, hvor vi skulle have gennemlyst vores bagage.

Derefter skulle vi have vores boardingpas via selv-checkind. Det gik heldigvis nemt, og vi stillede os op i den lange kø for at aflevere vores bagage. Fordi vi havde børn med, blev vi dog vist til en særlig kø. Det kunne måske virke som en god fidus, men det var det ikke.

For ved den lange kø var der også masser af skranker. Her var der kun én – og selvom der kun var fire foran os, så tog det meget lang tid. Så resultatet var, at hende som havde stået foran os i den lange kø, blev betjent præcis samtidig med os.

Her sluttede problemerne dog ikke – nærmere tværtimod. For nu skulle vi igennem paskontrollen – hvor der også var rigtig lang kø. Og tiden gik alt for hurtigt. Det blev ikke bedre af, at de havde rykket vores afgang fra 8.35 til 8.15 – i øvrigt uden at gøre os opmærksomme på det på forhånd.

Vi kunne godt se, at vi ikke kunne nå det, hvis vi ikke gjorde noget. Så jeg gik frem for at snakke med en ansat for at høre, om vi måtte komme fremad i køen. Det kunne hun ikke rigtig svare på, så jeg spurgte igen, om det var et problem, hvis vi gik foran. Igen ville hun ikke rigtig svare på det, så jeg besluttede, at det gjorde vi bare. Tilsyneladende var der ingen, som ønskede at tage ansvar.

Da vi så var kommet frem, kunne vi se, at der var fem køer til folk fra Kenya – og to for turister. Og da vi spurgte til den korteste, fik vi at vide, at den var for ”de rige”. Så vi måtte stille os i den anden.

Meget langsomt bevægede køen sig fremad – mens vi blev mere og mere stressede. Og efter lidt tid valgte paskontrolløren i den anden kø at rejse sig og gå til kaffepause. Det mest absurde var dog, at han var i gang med at betjene et par, hvor kvinden havde fået sit stempel – men manden ikke havde.

Kort efter kom der så en anden mand til, som stille og roligt begyndte at lægge sine ting frem – hvorefter han fandt ud af, at han slet ikke skulle sidde der. Og så rejste han sig op igen og efterlod båsen tom, hvor ”de rige” (samt personalet og diplomater) skulle betjenes.

Det betød så også, at køen derfra begyndte at flette ind med vores kø – mens folk blev mere og mere ophidsede over situationen. Selv afrikanerne begyndte at hidse sig op – og det blev ikke bedre af, at vores pasdame pludselig begyndte at råbe, om der var nogen med diplomatpas (som derved kunne komme først). Jeg begyndte også at råbe lidt op – udelukkende for at få nogen til at tage noget ansvar. Men det var der ikke rigtig nogen, som havde lyst til. Så det virkede ikke rigtigt.

Efterhånden var vi ret desperate i forhold til tiden. Så vi begyndte (på bedste Roskilde Festival maner) at trække over i en anden kø. Og da vi stod der, spurgte Marianne pænt manden bagved, om det var ok – og det var det heldigvis.

Endelig kom vi igennem paskontrollen – 20 minutter før flyafgang. Foran os ventede sikkerhedskontrollen, der dog heldigvis var stort set tom. Flaskehalsen havde vi jo lige overstået. Derefter spurtede vi igennem lufthavnen for at nå frem til vores gate, inden de lukkede den.

Da vi kom frem, viste det sig, at de stadig var ved at lukke folk ind i venteområdet – og vi derfor ikke havde behøvet at skynde os. Men det kunne vi jo ikke vide, for ”naturligvis” stod der ikke noget om forsinkelse noget som helst sted. Det betød dog, at vi faktisk nåede at bruge vores sidste kenyanske shilling.

Efter noget tids venten kunne vi endelig komme om bord, og med 50 minutters forsinkelse fløj vi mod Amsterdam. Forsinkelsen skyldes i øvrigt, at de i Nairobi havde været ekstraordinær lang tid om at gøre flyet rent.

På vores mange rejser har vi aldrig været så tæt på at komme for sent til vores fly, selvom vi har været i god tid fra starten. Og det skyldes udelukkende det kaos, mangel på personale og generel underdimensionering i forhold til de mange passagerer.

I lufthavnen snakkede vi med nogle danskere (hvor kvinden oprindeligt var ”hvid” kenyaner). Og de havde heller aldrig oplevet noget lignende, selvom de havde rejst meget i Kenya. Så problemerne skyldes formodentlig (og forhåbentlig) indkøringsvanskeligheder med den nye terminal. Det virker bare skidt, at den allerede tilsyneladende er underdimensioneret lige efter, at den er taget i brug.

Da vi endelig var kommet i luften, gik de næste otte timer dog stille og roligt. Frida sad og tegnede i flere timer, og Vilde så film på sin iPad hele vejen – så Marianne og jeg kunne nå både at læse og se flere film. Tilsyneladende nød de rigtig meget, at de bare kunne slappe af – og samtidig lave noget uden frygt for at blive køresyge. Dagen før havde der jo ikke været meget underholdning i bilen.

Forsinkelsen i Nairobi betød desværre også, at vi landede en halv time for sent i Amsterdam. Og dermed havde vi kun 45 minutter til at nå vores fly til København. Det burde have været ok – hvis det ikke lige var fordi, at uheldene forsatte. Gangbroen, der skal skulle køres hen til flydøren, virkede ikke. Så vi måtte vente yderligere et kvarter, inden vi kunne komme ud.

Nu havde vi så kun en halv time til at nå vores fly – der lå i den anden ende af Amsterdams lufthavn (der ikke er helt lille). Og inden da skulle vi jo også lige igennem både pas- og sikkerhedskontrol for at komme ind i EU.

Så endnu engang måtte vi løbe igennem lufthavnen – med alt vores håndbagage og Vilde på armen en god del af vejen (selvom hun nu også var god til at løbe).

Vi nåede frem til gaten, lige da de var ved at boarde. Så kort efter sad vi på vores plads i flyet. Og her kom vi så til at sidde yderligere en halv time, mens vi ventede på nogle andre, som også var forsinkede. De kom dog aldrig, så til sidst måtte de tage deres bagage ud af flyet igen – noget der også tog noget ekstra tid.

Endelig lettede vi, og efter en times stille og rolig flyvning, landede vi i København – med 20 minutters forsinkelse. Her kom vores tre første tasker hurtigt – og så skete der ikke mere. Efterhånden var der gået en time, fra vi var landet. Så vi kunne godt se, hvor det bar henad.

Og ganske rigtig. De havde ikke nået at laste vores sidste taske i Amsterdam – hvilket kan undre lidt i betragtning af, at vi lettede en halv time for sent. Men det var de måske ikke klar over.

Så vi måtte grave vores bagagemærkater frem og udfylde nogle papirer – og så glæde os over, at den taske, som vi manglede, var den med souvenir og snorkeludstyr (som vi ikke havde haft med på safari). Og at de ville komme med den næste dag.

Men det er lidt tankevækkende, at det totale kaos i Nairobi betød, at vores fly til Amsterdam blev forsinket – og at en række passagerer, som ikke var så heldige som os, ikke nåede deres fly videre fra Amsterdam. Og at der var bagage mange steder i Europa, som ikke nåede frem – og derfor skulle leveres til passagerne senere. Det må have været dyrt.

Heldigvis kom vi dog hjem klokken lidt over 20 (kl. 21 Kenya-tid) efter 15,5 timers rejsedag – hvor pigerne i øvrigt slet ikke havde sovet til trods for, at de havde været meget tidligt oppe. Så pigerne var klar til at blive puttet næsten med det samme. På det tidspunkt havde de da også været oppe i 17 timer.

Nu er det så blevet hverdag igen efter en weekend, der er blevet brugt på at lege med legetøjet igen – og være sammen med veninderne fra ejendommen.

Skal vi så til Afrika igen en anden gang? Til trods for både den kaotiske start i Dar Es Salaam og den endnu mere kaotiske hjemrejse fra Nairobi, er jeg sikker på, at vi ikke er færdige med Afrika.

Der er ting, som man kan blive enormt frustrerede over – som deres manglende organisering og kaotiske måde at opføre sig på.

Men Afrika har også rigtig meget at byde på – både hvad angår natur og befolkningen. Så det tog lang tid, før vi endelig kom til Afrika – men det bliver ikke sidste gang.

{ 0 kommentarer… skriv en nu }

Skriv en kommentar

Tidligere indlæg:

Næste indlæg: