Stor venlighed og hjælpsomhed

1. februar 2012

Lande (kontinenter): Bahrain, Mellemøsten, Oman

Efter en dejlig, begivenhedsløs rejse (i forhold til turen til Oman), er vi nu kommet til vel nok det mindste land i Mellemøsten – Bahrain. Her bor vi i hovedstaden Manama, der nærmest også er landets eneste rigtige by.

De sidste dage i Oman oplevede vi en del. Sidste onsdag tog vi til Qurm Beach, der vel bedst kan beskrives som Muscats svar på Hornbæk eller Skagen. Det er her de rige omanere og udlændinge kommer i deres fine biler for at spise på en af de hyggelige caféer ved vandet.

I området er der en del caféer og restauranter samt et lille center med godt 15 butikker af forskellig art. Desuden er der en dejlig strandpromenade med palmer. Det bedste er dog den brede sandstrand, som specielt Frida nød meget.

Efter en tur langs vandet, spiste vi en dejlig frokost – og så var det ellers tilbage med taxa mod hotellet. På vejen kunne vi endnu engang konstatere, hvor grøn Muscat egentlig er. Langs motorvejen er der masser af flotte græsplæner, der alle er meget velholdte. Og skrald ser man ikke meget af.

Næste dag var planen at tage til Qurm Park, der bl.a. skulle indeholde en forlystelsespark. Desværre kendte taxachaufføren ikke vejen, så vi blev sat af samme sted som dagen før – hvilket vi troede var i nærheden.

Efter at have gået et langt stykke, kunne vi dog konstatere, at kortet havde snydt os. Parken lå ikke ligefrem rundt om hjørnet. Heldigvis havde Frida fundet ud af, at hun kunne ligge i ”bagagehylden” under klapvognen. Det så vist ret sjovt ud – men var meget effektivt.

Efter at have gået mere end en time (i en by der ikke er velegnet for fodgængere), nåede vi endelig frem – for at kunne konstatere, at parken var lukket pga. en kommende festival, der skulle afholdes nogle dage senere.

Heldigvis kunne vagten ringe efter en taxa, så vi i det mindste slap for at gå hele vejen tilbage. Vi besluttede os derfor for at tage til Qurm Beach, hvor vi havde været dagen før.

Her kunne vi så konstatere, at når weekenden nærmer sig (som i Oman er fra torsdag eftermiddag), så er det ikke kun de rige, som tager til området. Hvor stranden havde været næste tom dagen før, var den nu fyldt med familier og arbejdere i blå kedeldragter.

Resten af dagen gik med at få købt nogle bleer, veksle penge og ikke mindst få pakket til næste dags afrejse.

Næste dag var det så tid til at tage afsked med Oman. Vi havde jo desværre kun fået set hovedstaden Muscat, men vi var enige om, at vi også engang godt kunne tænke os at rejse rundt i resten af landet. Der skulle bl.a. være en fantastisk, uberørt natur. Mon ikke det bliver et af de nye, store rejsemål i fremtiden. I hvert fald er det en interessant kontrast til Dubai.

Vi kom til lufthavnen uden uheld (i form af syge børn mm.). Check in gik smertefrit – og det samme gjorde pasprocedurerne. Men denne gang var det heller ikke en ”praktikant”, som skulle tage sig af det.

Selve lufthavnen var også noget mere interessant end terminal 2 i Dubai. Så vi skulle lige have lidt at spise og kigge i tax free shoppen.

Derfor kom vi også lidt sent til boarding (dvs. ca. en halv time før). Så i den bus, der skulle transportere os til flyet, var der kun fire andre. Det virkede dog som om, at der blev ventet på flere, for det tog rigtig lang tid, før bussen endelig kørte ud til flyet. Måske vi næste gang skal prøve at være i lidt bedre tid.

Flyveturen til Bahrain tog ca. halvanden time. På vejen fløj vi over Dubai – og igen sad vi i den rigtige side af flyet. Så vi havde en fantastisk udsigt til The World, palmeøerne og resten af byen.

Paskontrollen i Manama tog ingen tid. Til gengæld slap vi denne gang ikke for at betale for et visum – så vi måtte af med 300 kr. i alt (selv spædbørn slipper ikke). Tax free blev også hurtigt klaret, så vi havde egentlig forventet at skulle vente på bagagen. Men den var allerede kommet.

Det var vores chauffør til gengæld ikke, så vi måtte endnu engang ringe (som vi også blev nødt til i Dubai), for at høre, hvor han blev af. Denne gang var han der dog fem minutter efter. Der havde tilsyneladende været meget trafik.

Turen til vores hotel Fraser Suites Seef Bahrain tog ikke mere end godt ti minutter – hvilket var godt det samme, for vi havde kun lige sat os ind i bilen, da Frida skulle tisse. Vi skal åbenbart ikke slippe for at sidde med dårlige nerver, når vi kører til vores hotel.

På forhånd havde vi spurgt efter en lejlighed øverst med en god udsigt – og det har vi fået. Vi bor på 18. etage (ud af 19) og har udsigt mod vandet i det fjerne. Selve lejligheden er på tre soveværelser og en stor kombineret stue og køkken. Alt i alt et rigtig lækkert sted.

Det bedste er dog, at der er direkte udgang fra hotellet til et kæmpe storcenter med over 250 butikker – og ikke mindst en lang række spisemuligheder. Det er rigtig lækkert at kunne tage elevatoren ned, gå igennem centret og derefter kunne vælge mellem alt fra burgere til arabiske specialiteter – og til en pris der er meget rimelig.

Resten af aftenen brugte vi på at se semifinaler i håndbold på en langsom internetforbindelse, der gjorde, at signalet hele tiden skulle loade – og man derfor kun kunne se fem sekunder af gangen. Hvad man dog ikke gør for at kunne følge med i en spændende sportskamp.

Bahrain er en time bagud i forhold til Dubai og Oman – og det har vi lidt under indtil nu. Flere dage er Vilde vågnet allerede kl. 4 og Frida stået op kl. 5.

Det var da også tilfældet på vores første, hele dag i Bahrain. Så vi var nede i centret allerede ved otte-tiden. Her kunne vi konstatere, at der ikke rigtig var noget åbent – bortset fra bageren Paul’s.

Det var dog også nok, for her kunne vi købe brød, der fuldt ud er på højde med det, som man får i Lagkagehuset i Danmark – bare til en tredjedel af prisen. Desværre havde vi ikke rigtig noget pålæg. Men da jeg spurgte dem, hvor man kunne købe smør, gav de os et stort bæger helt uden beregning. Og det var bare første eksempel på, hvor venlige de er her i Bahrain.

Da Marianne senere tog ud for at handle lidt og fik brug for en taxa (da afstandene endnu engang viste sig for lange til at gå), var der hurtigt en vagt, som ringede efter en taxa. Og da hun skulle have en indkøbsvogn, fik hun den af en anden kunde, som var færdig med at handle – og han ville ikke høre tale om at få de penge tilbage, som han havde puttet i den.

Imens Marianne handlede, tog jeg børnene med i hotellets legerum og sidenhen en tur i centret. Om eftermiddagen tog vi ned til hotellets pool på 7. etage. Den viste sig desværre at være hundekold.

Heldigvis var der også et jacuzzi – der dog heller ikke ligefrem var fyldt med varmt vand (som man jo ellers forestiller sig). Men det var ok for Frida, og hun nød det meget. Om sommeren, hvor der kan blev op til 50 grader, er der dog ingen tvivl om, at det er et dejligt sted at opholde sig.

Næste dag var børnene igen tidligt oppe, og da alle var ret trætte, besluttede vi os for endnu en slappedag – noget der ikke er så svært, når man har et stort center lige uden for døren.

Formiddagen blev igen brugt ved poolen (for vores vedkommende) og i poolen (for Fridas vedkommende). Efter Fridas middagslur gik vi igen ned i centret.

Her fik vi en ispind – af den mere specielle slags. Den var nemlig hjemmelavet. Konceptet er, at man vælger en af de mange ispinde lavet af alverdens frugter. Derefter beslutter man sig for, om man vil have chokolade på (hvid, lys eller mørk) og evt. også nødder. Prisen ligger i den høje ende, men det er et godt alternativ til de traditionelle, hjemmelavede flødeis, som man kan få alle steder. Helt sikkert et koncept, der også ville fungere i Danmark.

Aftensmaden blev hentet samme sted som de to forrige aftenener – på et arabisk take away sted, der laver utrolig velsmagende mad. Aftenen sluttede af med at se Danmark vinde EM i håndbold. Endnu engang var de via en dårlig internetforbindelse. Fem minutter før tid fandt jeg dog på at checke, om der ikke var en af de mange kanaler på tv’et, der viste den – og vi fandt den faktisk på en eller anden arabisk tv-station. Så slutningen blev set i god kvalitet (dog med en noget uentusiastisk speaker).

Næste dag tog vi på vores første sightseeing-tur til Manamas souk (der i øvrigt betyder marked på arabisk). Hvor souk’en i Muscat til dels var til glæde for de mange krydstogtgæster, var det tydeligt, at souk’en i Manama var stedet, hvor de lokale købte ind. Faktisk så vi ikke en eneste anden vesterlænding i de par timer, hvor vi gik rundt der.

Af samme grund fik vi da også en del (venlig) opmærksomhed fra de lokale. Bl.a. var der nogle små kattekillinger lige udenfor en kaffebar, som Frida meget gerne ville kigge på. Resultatet var, at der sad i omegnen af tyve ældre, arabiske mænd, som alle prøvede at få kattene til at komme frem, så Frida kunne snakke med dem. Desværre sluttede ”seancen” af med, at Frida faldt og slog sit knæ – men så havde mændene da også fået dagens oplevelse. Og heldigvis var hun ikke mere medtaget, end at hun kunne vinke til dem efter at være blevet trøstet lidt.

I souk’en oplevede vi endnu engang, hvor venlige folk var. På et tidspunkt gik vi forbi en burkaklædt kvinde (som der er en del af her). Og så pludselig giver hun Frida en chokoladebar – sådan uden videre. Vi havde ikke snakket med hende eller noget. Og lidt efter er der en mand, som stikker armen ud af vinduet på sin bil og stikker Frida en appelsin. Igen uden at nogen anden kontakt.

Efter at have rejst en del, kan man desværre godt være lidt mistroisk over for uventet venlighed – som regel er der en bagtanke. Men her er der ingen tvivl om, at folk bare gør det, fordi de rent faktisk er venlige og hjælpsomme. Og det giver altså et mere nuanceret billede af verden, når en kvinde i burka viser venlighed overfor en vildt fremmed i vesterlandsk tøj – der selvom det jo er respektfuldt valgt stadig er ”afslørende” i streng, muslimsk forstand.

Turen i souk’en var en hyggelig oplevelse, der gav en fin kontrast til de mange storcentre, der er i Manama. Her så man den mere oprindelige version af Manama med hyggelige gader og en befolkning, der ikke har så mange penge, som dem der shopper i centrene.

Resten af eftermiddagen slappede vi af, og om aftenen blev der hentet mad i centret. Efter børnene var lagt, så vi sidste del af Harry Potter på tv’et (via computeren).

Selvom Frida hyggede sig fint med en tur i souk’en (specielt med den opmærksomhed, som hun fik), var det jo ikke ligefrem en børneaktivitet. Derfor prøver vi også at kombinere ”voksenoplevelser” med nogle oplevelser for børnene (specielt Frida).

Så i går tog vi en tur i det tivoli-land, der også ligger i vores center. Det var et være støjhelvede med de mange maskiner, der alle sagde hver deres lyd – men Frida elskede det. Og hun fik lov til at prøve en del af de mange vippende flyvemaskiner, biler og dyr.

Bagefter gik Marianne hjem med børnene, mens jeg gik over til en nærliggende center, hvor der var et posthus (eneste sted man kan købe frimærker) og et supermarked.

Et andet i hit i centret for børn er også et lille tog, der kører rundt. Det har vi kørt i et par gange – bl.a. også i går. Det, sammen med isspisning, er hvis noget af det bedste, som en treårig kan foretage sig. Så de to ting kombinerede vi så i går.

Da vi stod op i morges og kiggede ud af vores vinduer på 18. etage, var det meget tåget – eller det troede vi i hvert fald først. Efterhånden fandt vi ud af, at det ikke var tåge men sand. Det har også blæst en del de andre dage, men i dag må vinden have været kommet fra en anden retning (sandsynligvis sydfra hvor en stor del af Bahrain er dækket af ørken). Så pludselig kunne vi ikke se bygninger i det fjerne, som vi ellers før nemt har kunne se.

En af de store seværdigheder i Manama er nationalmusset. Så det skulle vi da også se. Undervejs måtte taxaen dog bremse ned et par gange, fordi der lå sand på vejen. I Danmark findes der snestorm. I Bahrain er det sandstorm, der kan drille trafikken.

Da vi kom frem til museet, kunne vi se, at de var i gang med en større ombygning udenfor. Desværre viste det sig også at være tilfældet indenfor. Så en stor del af museet var afspærret. Samtidig gjorde det meget sand i luften, at vi ikke havde lyst til at gå en tur udenfor på strandpromenaden.

Så det var lidt af en fiaskotur. Og det er jo ikke ligefrem første gang, at vi er kommet til et sted for derefter at kunne konstatere, at det var (delvist) lukket. Måske vi skulle til at checke på internettet, inden vi tager af sted. Det er åbenbart ikke unormalt, at stederne lukker uden varsel.

Da vi skulle hjem igen, var vagten på museet meget flink til at ringe efter en taxa og holde øje med, hvornår den kom. Endnu et eksempel på venligheden og hjælpsomheden her i landet.

Efter Fridas middagslur gik hende og jeg ned til centerets tivoliland igen, mens Marianne blev hjemme med Vilde. Det var endnu engang en stor succes at prøve de mange forlystelser. Og så sluttede aftenen ellers af med pizza.

I morgen må vi så se, om sandet har lagt sig igen. Ellers bliver det nok endnu en dag centerdag.

{ 0 kommentarer… skriv en nu }

Skriv en kommentar

Tidligere indlæg:

Næste indlæg: