Strandliv og dyreliv

26. marts 2014

Lande (kontinenter): Asien, Sri Lanka

De sidste to uger har stået på en god blanding af strandliv og dyreliv i den sydlige del af Sri Lanka.

For to uger siden befandt vi os dog stadig i højlandet i Ella. Den sidste eftermiddag her blev brugt på afslapning på vores terrasse med den flotte udsigt til Ella Gap.

Om aftenen fik Frida og Vilde mad allerede kl. 18, og så spiste vi omkring kl. 20, mens de spillede iPad i hver deres hængekøje. Og da børnene var lagt i seng, sad vi lidt på terrassen og læste. Her var det faktisk lidt småkoldt, så vi måtte have trøje og tæppe på.

Næste dag tog vi så af sted fra Ella efter morgenmaden. De næste par timer oplevede vi ret forskellig natur. Den først del var i bjergene med de grønne teplantager, men efterhånden som vi kom længere ned, forvandlede naturen sig mere til noget, der mindede om den afrikanske savanne.

Og det passede faktisk også meget godt, for på vejen til vores næste hotel i den sydlige del af Sri Lanka, havde vi planlagt en safaritur i nationalparken Uda Walawe.

Først skulle vi dog lige se et elefanthospital. Her kommer skadede elefanter ind for at blive plejet, inden de igen sættes fri. Vi overværede den daglige fodring – hvilket ikke var specielt interessant. Omvendt er det jo også meget fint, at tingene er på elefanternes præmisser – og ikke turisternes.

Der var også en flok lokale skolebørn, og de var vist også mere interesserede i os end elefanterne. Specielt én af dem var helt tydeligt ”lederen” og den modige, som turde spørge os om forskellige ting. Og sådan har det været de fleste gange her på rejsen. Da har altid været én, som er gået foran.

Efter besøget hos elefanterne spiste vi lidt frokost på den anden side af vejen – og så var det blevet tid til at tage på safari. Vi blev placeret i hvert vores sæde på en jeep, og så kørte vi af sted.

Den første del af turen var på landevej, men efter en kort tur drejede vi af til indgangen til nationalparken. Her fik vi en guide med, der skulle hjælpe os med at spotte dyrene.

De næste tre timer kørte vi rundt i nationalparken på jagt efter dyr. Vi så da også både elefanter, bøfler, krokodiller og forskellige fugle. Så det var en ganske hyggelig tur, der dog nok ikke kan måle sig med safari i Afrika.

Efter en hurtig is ved frokostrestauranten var vi klar til at køre det sidste stykke til vores hotel i Kamburugamuwa.

Jeg har downloadet en app til min iPhone med kort over Sri Lanka. Og via min GPS kan jeg hele tiden følge med i, hvor vi er – hvilket er både godt og ondt. Det er naturligvis rart nok at kunne holde øje med, hvor langt der er igen. Omvendt er det så også frustrerende at se, når chaufføren kører en anden vej end den, der ser ud til at være det hurtigste.

Og i dette tilfælde var det rigtig slemt, for vores chauffør kendte tydeligvis ikke vejen – og kørte af nogle små, snoede veje i stedet for hovedvejen. Flere gange holdt han også ind til siden for at spørge om vej.

Godt nok er GPS’en nok ikke kommet til Sri Lanka endnu. Men det ville nu være rart, hvis de havde orienteret sig på et kort, inden de kørte hjemmefra. Vi har endnu ikke kørt en tur, hvor vi er blevet kørt direkte til vores hotel, uden at de har skulle spørge om vej mindst én gang.

Men til trods for vores utålmodighed som gjorde, at turen føltes meget lang, så tog det alligevel ikke mere end godt to timer, før vi kom til vores hotel The Lantern. I mellemtiden var både Frida og Vilde dog faldet i søvn og blev derfor båret ind på vores værelse. Og da de sov, satte vi computeren til tv’et og så en film for første gang på vores rejse.

The Lantern er et hyggeligt, lille (og forholdsvis nybygget) hotel med kun seks værelser. Og flere af dagene, mens vi var der, var vi de eneste – hvilket betød at der var dobbelt så meget personale og som gæster. Det var en ret spøjs oplevelse.

Vi havde bestilt en ”garden suite” med stue og soveværelse – og direkte udgang igennem terrassedøren. Det betød også at poolen lå fem meter væk, det samme gjorde restauranten – og stranden var godt 10 meter fra vores dør.

Den nemme adgang til det hele gjorde også, at Vilde kunne sove lur på værelset, mens vi lå på en ”strandsofa” på terrassen og Frida badede i poolen. Og når vi skulle spise på restauranten, kunne vi bestille mad – og så kunne børene bare komme, når den blev serveret. Det gjorde alt meget nemmere i forhold til et ”normalt” hotelværelse.

De næste dag stod først og fremmest på afslapning. Den første dag gik Frida og Marianne en tur langs stranden (og fandt en masse skaller til armbånd), mens jeg blev tilbage, da Vilde skulle sove lur.

Derefter spiste vi frokost – hvor børnene fik den bedste version af fish & chips på rejsen (og vi har prøvet en del forskellige). Efter lidt mere leg i poolen og på terrassen, tog vi en tuktuk til et stort supermarked i udkanten af Matara et par kilometer væk.

Bagefter ville vi finde en restaurant i nærheden af supermarkedet. Men efter at have gået et godt stykke tid opgav vi – og tog i stedet tilbage til hotellet for at spise på restauranten der.

Endnu engang var maden god, men på grund af nogle misforståelser, hvor de troede at børnene skulle have mad først, gik der rigtig lang tid. Til sidst var børnene dog puttet, og vi kunne sætte os til at se endnu en film på tv’et.

Næste dag var vi alle fire på stranden efter morgenmaden. Bølgerne var dog ret voldsomme, og vi blev tumlet noget omkring. Derfor badede Frida kun i vandkanten, og Vilde var slet ikke ude – så var poolen bedre.

Resten af dagen blev der slappet af. Og så havde vi lagt en plan omkring aftensmaden. Den gik ud på, at børnene fik tidlig aftensmad og blev lagt til at sove. Og da de sov godt, gik Marianne og jeg de fem meter til restauranten for at spise hyggemiddag.

Her bestilte vi en bøf af New Zealandsk oksekød med pommes frites og bearnaisesovs. Og bortset fra at bearnaisesovsen var skiftet ud med pebersovs og at kartoflerne var blevet til kartoffelmos i stedet for pommes frites, så var det et dejligt måltid.

Og det blev ikke dårligere af, at vi fik rødvin for første gang i halvanden måned. Sidst men ikke mindst smagte maden nok også endnu bedre af, at den kunne nydes i ro og fred, mens børnene sov lige i nærheden.

Næste formiddag forløb nogenlunde på samme måde som dagen før. Efter Vilde havde sovet lur, tog vi en tuktuk til Mirissa, der lå nogle kilometer væk. Her var der rigtig backpacker stemning med masser af turister og en strand fyldt med restauranter tæt på vandkanten.

Så mens vi hyggede os med en drink på en restaurant, kunne børnene bade i deres underbukser – i noget vand der var væsentlig roligere end ved vores hotel. Bagefter fandt vi en anden restaurant, hvor Marianne fik en jumboreje – den største reje vi nogensinde har set. At der så reelt set ikke var så meget kød på, gjorde ikke så meget. Bagefter var det tilbage igen til hotellet, putning af børnene og så en film på tv’et.

Dagen efter forløb stort set på samme måde. Om eftermiddagen tog vi igen til Mirissa, hvor vi igen spiste på stranden. Her fik vi en kæmpe rødfisk med tilbehør til deling alle fire – for lidt over 100 kroner.

Efter nogle dage med afslapning var det blevet tid til at opleve områdets store (i bogstaveligste forstand) attraktion – nemlig blåhvaler.

Så næste morgen var det op allerede klokken 5.30, hvorefter vi blev hentet og kørt til Mirissa. På vejen var vi lige forbi bureauets kontor for at blive registreret og betale, inden vi blev kørt til havnen.

Her kom vi om bord på en ny og stor båd. Og der var masser af plads, for vi var kun os fire samt et norsk par. Andre både, der sejlede ud samtidig med os, var til gengæld proppet med mennesker, så vi var ret godt tilfredse med valget af bureau – som manageren på hotellet havde foreslået.

Blåhvalerne holder desværre ikke til lige ved kysten, så vi sejlede direkte ud mod åbent hav – med en vanddybde på to kilometer. Og her var bølgerne også ret så høje – hvilket betød at både Frida og i særdeleshed Marianne blev søsyge (til trods for en søsygepille). Jeg klarede det uden de helt store problemer, mens Vilde sad nærmest fuldstændig upåvirkelig (selv da bølgerne skyllede ind over hende).

Efter tre timers sejllads spottede vi endelig den første hval. Frida havde heldigvis fået det bedre, så hun kunne stå i stævnen sammen med en fra båden, som hjalp hende med at få øje på hvalerne (samt beskyttede hende når de store bølger slog ind over).

Marianne fik også mandet sig op til at kigge (til trods for voldsom søsyge) – mens Vilde ikke rigtig interesserede sig for de store dyr.

Desværre var blåhvalerne kun oppe et par minutter af gangen. Så det galt om at være hurtige. Det betød også, at når der blev spottet en hval, så ræsede vi imod stedet i båden – sammen med otte andre både. Så fik vi lige et glimt af hvalen, inden den dykkede igen.

Det gentog sig så den næste halve times tid, hvor vi i alt fik set 4-5 hvaler (eller måske den samme flere gange), inden vi sejlede tilbage mod havnen. På vejen tilbage passede bølgerne lidt bedre med kursen, så Mariannes søsyge aftog heldigvis efterhånden.

Efter godt halvanden times sejllads var vi tilbage igen – efter en tur på i alt fem timer for at se nogle få hvaler. Havde det været det hele værd?

Lige efter ville Marianne nok svare nej, men her et stykke tid efter synes vi vist begge to, at det er sjovt at kunne sige, at man har set verdens største dyr. Og det bliver jo også sjovt for Frida at kunne fortælle det, når de en dag snakker om blåhvaler i skolen. Eneste minus var derfor, at vi desværre ikke fik set delfiner.

Resten af dagen slappede vi af på hotellet efter den hårde tur. Og aftensmaden blev også spist tidligt, inden vi godt trætte satte os til at se lidt film, efter at børnene var puttet.

Den sidste dag på The Lantern blev vi hele dagen på hotellet. Hvor børnene tidligere på rejsen med det samme havde søgt mod poolen, ville de nu hellere lege med Playmobil eller spille iPad – og det har gentaget sig efterfølgende. De har tydeligvis vænnet sig til at have en pool, så det ikke er så nyt og spændende mere.

Om eftermiddagen var vi alle fire på stranden, hvor Marianne og Frida faldt i snak med en lokal kvinde, som havde seks børn – her er befolkningstilvækst åbenbart endnu ikke et problem, selvom Sri Lanka faktisk er den 7. mest befolkningstætte ø (af øer med over en million mennesker).

Om aftenen fik Frida og Vilde igen tidlig aftensmad og blev lagt i seng. Og da de åbenbart ikke kunne skaffe en hummer til Surf & Turf (til trods for masser af personale og en forespørgsel allerede om morgenen), bestilte vi det samme måltid som nogle dage tidligere (og samme vin). Og her fik vi tydeligt at se, hvor meget en kok kan gøre.

Bøffen, som vi havde fået et par dage tidligere, havde været fin. Den var ok stegt og det hele var i orden. Denne gang var det dog chefkokken (de havde vel i alt 3-4 kokke på det lille hotel), som stod bag – og han kunne stege en bøf til perfektion. Bøffen var en pragteksempel på, hvordan en ”medium bøf” skal være – god stegeskorpe og den perfekte, lyserød farve inden i.

Om natten blev vi vækket at et voldsomt uvejr med kraftig regn. Godt nok havde vi haft en smule regn i Ella – men slet ikke i den samme omfang som her. Og vi havde egentlig heller ikke forestillet os, at det ville regne nede sydpå ved stranden.

Næste morgen lignede hotellet da også noget, der var udenfor sæsonen. Møbler og madrasser var sat til tørre og de var i fuld gang med at tørre op. Alligevel var de ret glade for regnen, for det var åbenbart lang tid siden sidst, at det for alvor havde regnet.

Klokken 11 blev i hentet af en minivan – med en ældre chauffør. Og hvor vi tidligere har kørt godt til, var det stik modsat her. Det meste af tiden kørte vi godt 40 km/t, og på et tidspunkt blev vi endda overhalet af en tuktuk. En enkelt gang var vi dog helt oppe på 60 km/t i forbindelse med en overhaling.

Heldigvis lå vores hotel Thaproban Pavilion kun godt 30 km væk i Unawatuna, så efter en times kørsel var vi fremme.

Her fik vi at vide, at vores værelse ikke var klar før efter 15 minutter – hvorefter vi ventede en time. I mellemtiden snakkede vi med nogle danskere, som var på vej videre.

På hotellet havde vi bestilt et såkaldt ”pool pavilion” værelse, så vi på samme måde som på det tidligere hotel både kunne holde øje med Vildes lur på værelset og Frida i poolen.

Men da de ville vise os til vores værelse, pegede de i den modsatte retning mod elevatoren – og det gjorde vi dem naturligvis opmærksomme på. De kiggede igen på vores reservation og ”opdagede” pludselig, at vi havde bestilt et værelse ved poolen. Det er naturligvis ikke til at sige, men vi er ret sikre på, at deres tanke havde været ”går den så går den”.

Problemet var bare, at de ikke havde et ledigt værelse ved poolen. Der var kun to af den slags værelser, og dem havde to svenske par, som rejste samme, fået. Og de ville først rejse, efter at vi havde overnattet tre nætter (halvdelen af tiden) på hotellet.

Det blev vi rigtig vrede over, for vi havde bestilt dette værelse over to måneder tidligere – og valgt hotellet (og også Unawatuna) ud fra denne specifikke mulighed.

Så vi fortalte dem, at det ikke var vores problem, og at de måtte skaffe os et pool-værelse. Efter en del snak frem og tilbage kom område-manageren, som havde ansvaret for dette hotel samt to hoteller mere.

Han var tydeligvis trænet i konflikthåndtering, for han bad os sætte os ned, hvorefter han rullede den helt store enetale ud – hvor han bl.a. kaldte vores børn for ”angels”. Det virker måske på nogen med denne form for sleske tale – men ikke på os.

Og det blev ikke bedre af, at han fortalte os, at ”vi var trætte” – hvorefter vi måtte meddele ham, at det var vi nu ikke, for vi havde kun været en time undervejs.

Han kom også med flere elendige forsøg på kompensation. Det ene var halvpension i stedet for morgenmad – men vi var ikke interesserede i at være bundet til hotellet (samt de to andre søsterhoteller). Helt slemt blev det dog, da han som løsning på, at vi gerne ville kunne holde øje med vores børn, forslog at hotellet da kunne arrangere en babysitter til os.

Vi stod på vores, og til sidst kom vi frem til, at de skulle forsøge at få et af de svenske par til at flytte mod en eller anden form for kompensation. I mellemtiden blev vi så installeret i det værelse, som de havde vist os hen imod i første omgang – hvilket viste sig at være et af hotellets dårligste.

Det lå længst væk fra poolen, og da jeg satte mig på sengen, gik bunden i stykker. Og om aftenen var rummet så fyldt med insekter, at man ikke kunne ligge med en iPad i mørket, uden at de sværmede omkring en.

Så da vi endelig to timer efter at være kommet til hotellet kunne komme videre, så gjorde vi det og gik de godt 10 minutter til stranden. Her spiste vi frokost, hvorefter vi gik tilbage igen for at få Vilde til at sove. Jeg blev hos hende, mens Frida og Marianne gik til poolen.

Det var dog blevet så sent, at Vilde ikke gad at sove. Så i stedet gik vi tilbage til stranden for at spise aftensmad. Da vi kom tilbage til hotellet igen, bad vi om en status – og svenskerne ville naturligvis ikke flytte (men spørgsmålet var også hvor hårdt manageren havde prøvet). De kunne dog tilbyde os et bedre værelse næste dag, som vi efter lidt betænkningstid tog imod.

Så næste morgen pakkede vi vores ting, og efter morgenmaden flyttede vi til et nyt værelse. Her havde vi to etager, så vi kunne sove nedenunder mens børnene sov ovenpå. Det var da også fint, og værelset lå tættere på poolen – men vi havde alligevel ikke den samme frihed som ved et poolværelse.

Så derfor var vi stadig ikke tilfredse – hvilket vi også meddelte område-manageren, da han kom for at snakke med os. Vi mente derfor, at vi burde have de tre første nætter gratis, da vi havde fået et produkt, som vi ikke havde bedt om. Uden pool-værelse var det bare et ordinært hotel – der i øvrigt var nedslidt (til trods for at det kun var lidt over et år gammelt) og derfor på ingen måde pengene værd.

En så stor kompensation ville han ikke gå med til, og han ville derfor vende tilbage senere med et modforslag. Om aftenen meddelte han så via hotellets manager, at vi kunne få den første nat gratis. Det skrev vi en mail til ham om, at vi stadig ikke var tilfredse med – men den mail svarede han ikke på (og har endnu ikke svaret på).

Problemet var også bare, at udover at være utilfredse (og give udtryk for det på Tripadvisor), så kunne vi ikke gøre så meget. Hotellet var betalt på forhånd, og hvis vi flyttede og måske fik vores penge tilbage, så havde vi løst deres overbooking problem – og så var vi alligevel de store tabere.

Samtidig gad vi ikke bruge resten af vores tid på hotellet på at være sure, og Frida var også vild med poolen. Så i den sidste ende kunne vi ikke gøre så meget andet end at (stilletiende) acceptere ”tilbuddet”.

Formiddagen blev brugt ved poolen, hvorefter Marianne og jeg skiftevis var hos Vilde, mens hun sov lur. Om eftermiddagen tog vi en tuktuk til den nærliggende by Galle, der er på UNESCO’s kulturarv-liste.

Lige da vi kom frem, begyndte det at regne, så vi gik ind på den første restaurant, som vi så. Og det var et fint valg, for her havde de rigtig gode pizzaer – så gode at børnene faktisk spiste op.

Bagefter gik vi lidt rundt i byen og kiggede på butikker. Og da solen begyndte at gå ned, kravlede vi op på byens fort-mur, hvorfra vi så en fantastisk solnedgang.

På vejen ned igen mødte vi nogle lokale, som tog billeder af os – og den modigste af dem spurgte endda, om jeg var på Facebook, så vi kunne blive venner. Jeg har dog ikke hørt fra ham endnu.

Næste dag forløb på samme måde med pool, Vildes lur og så pool igen. Om aftenen gik vi til stranden for at spise aftensmad. På vejen dertil så vi to skorpioner – endnu et vildt dyr som vi ikke havde set ude i den ”rigtige” natur før.

Efter tre overnatninger på hotellet kunne vi så endelig få vores pool-værelse i lørdags. Og det var rigtig dejligt. For mens Vilde sov lur og Frida slappede af indenfor, kunne Marianne og jeg ligge i hver vores liggestol udenfor og nyde en drink. Og da Frida ville have fat i os, kunne hun gå lige ud til os.

Sidst på eftermiddagen gik vi igen til stranden, hvor Frida og Vilde fik aftensmad. Derefter blev de puttet, og så kunne Marianne og jeg nyde en lækker Sri Lanka buffet og en flaske vin ved poolen – hvilket også kun var muligt, fordi vi nu havde pool-værelset.

Næste dag brugte vi også ved poolen – hvor vi også spiste (en ikke særlig interessant) frokost. Bagefter tog vi en tuktuk til en nærliggende skildpaddefarm.

Her samler de selv og køber skildpaddeæg af de lokale fiskere, som de derefter udklækker på stedet. Og når skildpadderne er to dage gamle, bliver de sat ud i havet – mens de sørger for, at der ikke er nogle fugle eller andre dyr, der tager de små skildpaddeunger. Og det er vigtigt, for normalt er det kun én skildpadde ud af 1000, der bliver voksen.

Først så vi et bassin med alle de små skildpaddeunger samt nogle større skildpadder, der var blevet skadede (bl.a. af fiskenet) og derfor skulle plejes. Og så fik vi tilbud om, at vi kunne sætte 40 skildpadder ud mod en ”donation” på godt 200 kroner.

Her i Sri Lanka er 200 kroner mange penge, men vi tænkte, at det kunne være en sjov oplevelse for børnene – og samtidig gik pengene jo til noget godt. Så vi betalte, hvorefter godt 40 skildpadder blev puttet i en balje og vi gik mod stranden.

Cirka fem meter fra vandkanten skulle skildpadderne sættes ud, hvorefter de selv kravlede det sidste stykke mod vandet. Nogle var meget hurtige, mens andre var mere dovne (eller ikke helt forstod ”konceptet”) og derfor måtte hjælpes lidt. De kom nu alle ud til vandet til sidst, og når bølgerne først fik fat på dem, begyndte de selv at svømme.

Det var dog vigtigt, at alle skildpadderne selv kom til at kravle et stykke. For efter 30 år vender de tilbage til den samme strand, som de selv kommer fra, for at få unger. Og de kan simpelthen lugte sig frem til det rigtige sted.

Vi havde på forhånd regnet med, at pigerne kunne sætte én skildpadde ud hver – og det var så det. Men vi fik faktisk en rigtig sjov oplevelse alle fire ud af at sætte skildpadderne ud og se dem kravle mod havet. Så får vi muligheden en anden gang, så gør vi det gerne igen.

Aftensmaden blev spist ved stranden i Unawatuna, hvorefter vi gik tilbage mod hotellet. På vejen så vi ildfluer, hvilket var et flot syn.

På hele rejsen havde vi slæbt snorkeludstyr (inklusiv svømmefødder) med. Vi havde dog endnu ikke haft lejlighed til rigtig at bruge det for alvor. Derfor besluttede vi os også for, at vi i forgårs ville tage til Jungle Beach i nærheden, hvor der skulle være godt at snorkle.

Vi havde snakket om at gå dertil, men i sidste øjeblik besluttede vi os for en tuktuk i stedet. Og det var vist meget godt, for det var en ret lang og bumpet tur, der gik meget op og ned.

Vandet ved Jungle Beach var meget roligere end de andre steder, hvor vi havde været. Så efter at have tjekket, at der faktisk var noget at se under vandet, tog vi på skift Frida med, mens den anden blev hos Vilde (som også kunne bade i det rolige vand).

Frida havde trænet med maske og snorkel (og blevet god til det) i de forskellige pools, men det var først gang, at hun prøvede at snorkle i havet. Og det var vist en rigtig sjov oplevelse pludselig at befinde sig i et ”akvarium” sammen med fiskene.

Da vi blev kørt dertil, så havde vi aftalt med vores tuktuk-chauffør, at vi bare skulle få en af hans venner på strandens restaurant til at ringe efter ham, så ville han komme indenfor et kvarter for at hente os igen.

Så efter at have spist frokost, ringede vennen, hvorefter vi gik op til vejen for at vente på ham. Men der kom ingen tuktuk, så efter lang tid gik Marianne ned igen for at få vennen til at ringe igen. Også her blev der sagt et kvarter.

Og efter et kvarter kom der da også en tuktuk – men det var en af hans venner, som kom i stedet for ham selv. Han var åbenbart forhindret alligevel, hvilket havde kostet os en times spildtid midt i middagsheden.

Resten af dagen var vi ved poolen, og om aftenen spiste vi alle fire også der. Først blev Frida træt og derefter også Vilde. Så vi puttede dem og spiste færdig selv.

Da vi underligt nok var de eneste, som spiste ved poolen, var der god tid til at snakke med tjeneren, som var forbavsende åben omkring Sri Lanka – og de problemer der er omkring priser, rige politikere og påfugle, der giver problemer med landing af fly i den nærliggende lufthavn. Det sidste bliver dog kamufleret som ”vejrproblemer” for at undgå prestigetab.

I går var det så tid til at forlade hotellet igen. Og det passede os faktisk fint, for udover problemet med værelset, var der mange andre småting omkring hotellet, som irriterede os. Personalet var venlige nok – faktisk lidt for venlige, når de begyndte at lægge armen omkring en som om, at man var gamle venner. Men i betragtning af at hotellet kun er godt et år gammelt, så er der for mange ting, der ikke virker ordentligt.

Derfor blev vi også lidt bekymrede, da vores bus ikke var der i klokken 11. Normalt har de altid været der i god tid. Heldigvis kom han dog kun et par minutter for sent, og vi kunne køre videre.

Turen til Colombo tog lidt over to timer, og en stor del af turen foregik på en af øens nye motorveje – en noget anden oplevelse end den bjergkørsel som vi havde været igennem tidligere.

Og havde chaufføren haft styr på, hvor vores hotel lå, så havde vi været endnu hurtigere fremme. Jeg kunne dog konstatere via min kort-app på mobiltelefonen, at han kørte noget rundt i Colombo. Selv brugte han dog ”spørge om vej”-metoden flere gange – kort er åbenbart ikke en mulighed her i landet.

Til sidst nåede vi dog frem til vores hotel Hilton Residence Colombo. Her har vi en hel lejlighed med tre soveværelser, køkken, stue og ikke mindst en vaskemaskine, så vi kan få vasket vores tøj. Hotellet er godt nok gammelt og lidt slidt, men til forskel for det ”nye” hotel i Unawatuna, så virker tingene faktisk.

Vi blev dog ikke i lejligheden længe, før vi gik ud for at finde noget frokost – og her faldt valget på Pizza Hut, hvor vi alle fik pizza og børnene legede lidt på en lille legeplads bagved. Bagefter fandt vi et supermarked, så vi kunne fylde vores køleskab og fryser op med cola, is, yoghurt mm.

Vilde havde sovet på vejen i bilen, så hun behøvede ikke mere middagslur. I stedet gik vi sidst på eftermiddagen ned til hotellets pool, der var rigtig fin – og endda også med en lille legeplads.

Pizzaerne havde mættet godt, så aftensmaden bestod bare af lidt frugt, majs og yoghurt. Og da børnene var lagt i seng, så vi en film på tv’et i vores soveværelse.

Her til morgen skulle vi så kigge lidt på byen. Først fik vi dog lige en rigtig fin morgenmad med masser af forskellige ting at vælge imellem på hotellet.

Bagefter tog vi en taxa til Fort-området i Colombo. Her var der stille og roligt med nogle små brugskunst-butikker.

Mindre stille og roligt var der dog i den nærliggende Pettah-bydel, som vi gik til bagefter. Her herskede der totalt kaos med en masse butikker med alverdens varer og rækker af mennesker, tuktuk’er og lastbiler, som snoede sig ind og ud imellem hinanden.

Selv Mumbai virkede velordnet i forhold til dette sted. Faktisk har vi ikke oplevet et så kaotisk sted som her før på vores rejse – og måske endda alle vores rejser.

Specielt anstrengende var det for Frida, der hele tiden blev råbt efter, aet i håret og klappet på kinden – samtidig med at hun jo befandt sig over en halv meter længere nede end alle andre mennesker.

Derfor var det også en befrielse for alle, da vi kom tilbage til vores ”helle” her på hotellet. Nu sover Vilde og Frida slapper af med sin iPad, mens Marianne er gået ned for at handle lidt.

Senere skal vi nok en tur til poolen. Og så må vi se, hvad de sidste to dage her i Colombo (og i Sri Lanka) kommer til at byde på, inden vi rejser videre til Doha i Qatar.

{ 0 kommentarer… skriv en nu }

Skriv en kommentar

Tidligere indlæg:

Næste indlæg: