Til lands og til vands

Efter nogle hårde dage til lands og til vands (men for en gang skyld ikke i luften), er vi nu nået frem til Luang Prabang. Den nemme løsning havde jo været at flyve hertil direkte fra Chiang Mai, men som man siger, så er “vejen jo målet”. Den store fornøjelse har turen hertil dog ikke været – men en oplevelse kan man da godt kalde det.

Første del af turen var fra Chiang Mai til grænsebyen Chiang Khong. Vi havde fået at vide, at busserne kørte hele dagen, så for at nå frem inden grænsen lukkede, tog vi tidligt af sted. På vejen stoppede vi ved posthuset for at sende nogle ting hjem. Da vi nåede frem, viste det sig, at bussen ikke kørte hele dagen, og vi derfor skulle vente tre timer inden vi kunne komme af sted. Det betød også, at vi godt kunne vinke farvel til muligheden for at komme over grænsen samme dag.

Bussen vi havde taget til Kho Samet havde været en rigtig god bus med mere end rigelig aircon, så denne gang havde vi været kloge nok til at tage vores fleecetrøjer med ind i bussen. Men det fik vi absolut ikke brug for.

Selve bussen var et gammelt vrag med meget dårlige støddæmpere, total nedslidt og med en stort set ikke eksisterende aircon (så ingen brug for fleecetrøjer her). Det i sig selv havde været til at klare. Det største problem var, at selv om bussen var normal bredde, så var der lige puttet et ekstra sæde ind, så der var fem sæder i hver række i stedet for fire. Og da der samtidig ikke var plads til håndbagage over sæderne, sad vi mast godt sammen. Det var syv meget lange timer inden vi nåede frem til Chiang Khong.

Heldigvis fandt vi et godt guesthouse med en meget hjælpsom fyr, som sørgede for visum og billet videre for os. Godt trætte gik vi seng.

Næste dag var det igen tidligt op. Vi skulle over på den anden side af Mekong floden til Laos for at fange en båd, der kunne sejle os videre til Luang Prabang (med overnatning på vejen i Pakbeng). Selve paskontrollen gik ret smertefrit og efter lidt problemer med manglende navne på en liste, var vi klar til at gå ombord på båden.

Der er to muligheder for at komme til Luang Prabang – speedbåd og slow boat. Efter at have kigget på diverse hjemmesider og i vores rejsebog, havde vi besluttet os for slow boat’en. Selv om den tager to dage med cirka 8-9 timers sejlads (i forhold til speed bådens 6 timer for hele turen), så var det en god måde at slappe lidt af på – nyde udsigten, læse en god bog osv. En anden væsentlig grund til ikke at tage speed båden er, at her sidder man mast sammen. Og det skulle man ikke gøre på den langsomme båd – men vi blev klogere.

Vi kom i god tid og fik også en god plads. Der sad vi så og ventede – og ventede – mens der kom flere og flere på. Efterhånden blev der helt fyldt op, men det forhindrede dem ikke i at fylde flere på. Til sidst var der omkring hundrede på båden, hvilket var minimum 20 procent for mange i forhold til, hvad der var acceptabelt. Da der efter halvanden times forsinkelse ikke så ud til at dukke flere op, sejlede vi endelig.

Efter syv timers sejlads (hvor vi ikke rigtig kunne sidde ordentligt), nåede vi frem til Pakbeng, hvor der var overnatning. Efter tog dages rejse med meget dårlige forhold, gad vi ikke rigtig mere. Når man alligevel skal sidde dårligt, kan man jo lige så godt gøre det så kort tid som muligt, så vi blev enige med to australske piger og et engelsk par om at tage en speedbåd videre næste dag – en tur på cirka 2,5 timer. Inden vi gik i seng, nåede vi lige et måltid mad og et par “Beer Lao” (en udmærket og billig øl).

I går var det så igen tidligt op, og efter lidt snakken frem og tilbage, kom vi endelig af sted med speedbåden. Selve båden er en lille såkaldt “long tail” båd, hvor man sidder to og to på meget lidt plads, mens bagagen er bundet fast forrest. Selv båden sejler omkring 80 kilometer i timen, og når det er lige over vandet, føles det meget hurtigt (vel nærmest som en gokart på vand). Her er det et transportmiddel, men i New Zealand ville man have betalt dyrt for det.

Efter en halv times sejlads, var første stop – og det skulle vise sig at blive en tilbagevendende begivenhed med mange stop undervejs. Pludselig ville vores “driver” have flere penge (selv om vi havde betalt standardprisen for turen), og da vi ikke ville give ham det, fik vi en ekstra passager på i stedet (hvilket gav endnu mindre plads). Det var ikke første gang, vi havde hørt om den slags smånumre. De australske piger skulle pludselig betale 20 Bath ekstra, for at få deres pas tilbage, og da de ikke ville det, blev manden meget sur og ville beholde dem – resultatet var, at de måtte betale.

Vi har snakket om det – i Myanmar oplever man ikke den slags og i Thailand bliver man da helt sikkert snydt, men det bliver gjort med stil (som regel uden man opdager det), og ikke som her så åbenlyst. Vores teori er, at i Myanmar er der ikke kommet så mange turister, så man er begyndt på den slags, og i Thailand er turistindustrien modnet så meget, at det ved de skyder sig selv i foden med den slags numre. Nu fortæller vi det videre, og hvis der er for mange som gør det, så har folk jo ikke lyst til at besøge Laos. I det hele taget har vi endnu ikke oplevet den berømte laotiske venlighed, som vi ellers havde hørt så meget om – men forhåbentlig kommer den senere.

Efter endnu flere stop (et motorstop midt på floden, en mindre reparation af motoren og afhentning af en fisk), nåede vi endelig Luang Prabang – efter fire timer med kun 2,5 timers sejlads. På vejen havde vi bl.a. set en vandslange (ja, det må det jo hedde, når det er en slange, der lever i vandet), og det havde da også været en spændende tur med fuld fart mellem grene og klipper. Heldigvis var manden bedre til at styre sig båd end han var til at være venlig (sidst vi mødte sådan en arrogant type var på det hotel, der lige pludselig ikke havde plads til os mere).

Luang Prabang er noget anderledes end vi havde forestillet os. Vi havde godt læst, at byen var lille (med ca. 16.000 indbyggere), selv om den er Laos’ næststørste by (og gammel hovedstad). Men der er en utrolig provinsagtig stemning overalt – utroligt stille og med næsten ingen bil. Den store myldretidstrafik er, når skoledagen er ovre, og alle eleverne myldrer ud på vejen på deres cykler. Vi har også fået en godt hotel med en lille pool, så tingene er faktisk perfekte – hvis bare folk var lidt venligere.

I går aftes spise vi aftensmad med de andre fra båden – meget hyggeligt, selv om det er lidt anstrengende som eneste ikke engelsktalende. Det bliver lidt mere besværligt, når man først skal finde ud af, hvad man vil sige, derefter oversætte det inde i hovedet til engelsk og så få det sagt.

I dag sov vi længe (uden vækkeur) for første gang i rigtig lang tid, og resten af dagen vil vi bare gå lidt rundt og kigge på byen. Hvad der skal ske de næste par dage er ikke helt sikkert. Vi overvejer at tage på en trekkingtur herfra, men nu må vi se.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *