En uge med et hektisk program

29. marts 2017

Lande (kontinenter): Asien, Vietnam

Ren afslapning på Phu Quoc er blevet erstattet af masser af aktiviteter og oplevelser den sidste uges tid. Og så har vi også nået at overnatte mange forskellige steder.

Den sidste dag på vores hotel på Phu Quoc var planlagt til at være i afslapningens tegn. Og en af de vigtigste ingredienser skulle have vært poolen.

Desværre var den lukket om morgenen, da vi stod op. Men vi fik at vide, at den ville åbne igen klokken 12. Så vi valgte at lave lidt om i vores planer og spise tidligt frokost – så vi havde mere tid til at svømme om eftermiddagen.

Men da poolen stadig ikke var åben klokken 13.30, spurgte vi lige, hvornår den ville åbne. Og så viste det sig pludselig, at den var lukket hele dagen. Øv, for en irriterende afslutning.

Heldigvis var der jo også en strand, som vi kunne bruge. Så først var Marianne og Frida ud for at finde krabber i det lave vand, mens jeg slappede af i en hængekøje. Og senere kom Vilde også ud fra værelset (hvor hun havde spillet iPad) for at deltage.

Som så mange gange før sluttede vi eftermiddagen af med en tur i kajak for at se solen gå ned. Derefter spiste vi aftensmad, inden pigerne blev puttet. Og ikke så længe efter sov vi også selv.

I onsdags skulle vi så videre efter en uge på Peppercorn Beach Resort. Og det var ikke med så stor glæde, at vi pakkede vores ting. For vi havde været rigtig glade for stedet.

Poolen var også åbnet igen. Så efter morgenmaden nåede vi lige en halv times badning, inden vi gjorde os helt klar.

Derefter tog vi afsked med personalet – og ikke mindst hunden Sophie, som pigerne var blevet rigtig glade for. Faktisk så glade, at de nærmest græd, da vi kørte af sted.

Turen til lufthavnen tog godt 45 minutter. På vejen kunne vi se alt de kæmpe byggeri, som der var gang i på øen. Vi snakker formodentlig flere tusinde hotelværelser, når det hele står færdigt. Så det kommer helt sikkert til at forandre meget – og ikke nødvendigvis til det bedre.

Mens vi kørte sydpå, kom der en masse scootere kørende den anden vej. Det undrede os ret meget, hvad alle de mennesker skulle – indtil det gik op for os, at det bare var bygningsarbejderne, som havde frokostpause og nu var på vej for at spise.

I lufthavnen fik vi hurtigt checket ind. Og bagefter nåede vi også en hurtig burger fra Burger King, inden vi steg ombord på flyet – med kun 20 minutters forsinkelse (hvilket er positivt hos et flyselskab der er berygtet for deres forsinkelser).

Flyveturen til Haiphong varede ikke lang tid. Faktisk landede vi før tid. Tilsyneladende var der indbygget mulighed for en endnu større forsinkelse i tidsplanen.

Som ved flyveturen til Ho Chi Minh City og færgeturen til Phu Quoc var der også denne gang kamp om at komme først ud – så man kunne være de første ved bagagebåndet.

Heldigvis kom alt vores bagage, og vi fandt hurtigt en taxa. Den var meget lille, og som så mange gange før var chaufføren elendig til at pakke bagagerummet. Derfor mente de også, at vi blev nødt til at få en større taxa. Men så viste jeg dem lige, hvordan man får fire rejsetasker til at være i bagagerummet i en minibil (man har vel spillet Tetris).

Der var dog heller ikke meget plads på sæderne. Så vi sad presset godt sammen med alt vores håndbagage de 70 kilometer, som der var til vores næste hotel i Halong Bay.

70 kilometer i Danmark er ikke det helt store. 70 kilometer i Vietnam er straks en anden ting. Turen tog over to timer – bl.a. fordi der stort set var by (og derved også meget trafik) det meste af turen.

Men endelig kom vi frem til vores hotel – eller det vil sige næsten frem. For vores hotel Vinpearl Ha Long Bay Resort lå midt ude på en ø. Så da vi havde checket ind inde på land, blev vi sejlet ud til øen – en tur der tog under fem minutter.

Hotellet så meget fornemt ud, da vi kom sejlende. Og på mange måder var det også meget fornemt. Priserne var i hver fald. Det meste kostede omkring tre gange så meget, som på det forrige hotel. Og det var ikke nær så godt. Så hellere lækkert men afslappende – end meget fornemt.

Da vi havde fået smidt bagagen på vores værelse, kiggede vi lidt på hotellet. Bagefter spiste vi aftensmad – der bestod af buffet. Prisen per voksen var på 250 kroner – hvilket er vanvittig meget i Vietnam (hvor en hovedret sjældent koster meget mere end 60 kroner).

Efter aftensmaden var det tilbage på værelset, hvor pigerne blev puttet. Og efterfølgende gik der ikke lang tid, før vi også sov.

Egentlig ville vi gerne have nøjedes med en enkelt overnatning på hotellet, inden vi skulle videre på sejltur i Halong Bay. Men på grund af sejlprogrammet, kunne det ikke lade sig gøre. Så vi havde en hel dag på hotellet.

Den brugte vi først på at spise morgenmad. Og bagefter gik vi ned til hotellets kæmpe pool. Desværre var det gråvejr og ret koldt. Og da vandet i poolen også var koldt, havde selv pigerne ikke lyst til at bade ret længe. I stedet brugte de en del af tiden på hotellets legeplads.

Vi valgte dog at spise frokost ved poolen, inden jeg gik til den indendørs pool med Frida og Vilde – hvor vandet var meget varmere. Bagefter brugte vi lidt tid på værelset med iPads.

Aftensmaden blev igen spist på hotellet. Men i stedet for den dyre buffet, valgte vi i stedet a la carte – der var både billigere og bedre. Pigerne var første noget utilfredse med valget. Men da vi spurgte ind til det, viste det sig, at det var fordi, der var is med til buffeten. Så de fik en is alligevel.

Mens vi spiste, gik der et tre-mands orkester rundt og spillede – i bedste charterrejsestil. Men her var de faktisk ret gode. På et tidspunkt kom de til vores bord, og forsangeren spurgte, hvor vi kom fra.

Da vi sagde, at vi var fra Danmark, tænkte han sig lidt om – og sagde så ”Michael Learn to Rock”. Og så spillede orkestret et af deres numre.

Næste morgen skulle vi så videre. Så efter morgenmaden og den sidste pakning, checkede vi ud af hotellet og tog båden tilbage til fastlandet. Her fik vi fat i en taxa og kørte til den anden del af Halong Bay, hvor vi skulle videre på cruise.

På vejen kunne vi se, at det ikke kun var på Phu Quoc, at der blev bygget enormt meget. Her var der også gang i flere kæmpe hotelbyggerier – samt en hel forlystelsespark.

Eftersigende er de store hotelkæder også begyndt at presse på for, at cruise-selskaberne ikke får lov til at have sovende gæster. I stedet skal de kun tilbyde dagture, så hotellerne kan skumme fløden og få overnatningerne. Hvis de får held med det, er det en meget kedelig udvikling.

Mødestedet for vores cruise var en restaurant, hvor vi ventede en time sammen med en masse andre mennesker, som også skulle på forskellige både – alle sammen med det samme selskab. Det var noget af et logistisk puslespil, men det lykkedes tilsyneladende at få de rigtige mennesker på de rigtige både.

Vores båd hed Dragon Legend. Og vi fik en ret stor kahyt med et stort badeværelse (inklusiv badekar) – mens pigerne fik et lidt mindre værelse lige inde ved siden af (med en dør imellem).

Turen startede med en kort orientering, inden vi skulle spise frokost. Bagefter var der tid til lidt afslapning, før vi skulle på første tur.

Her skulle vi ud i kajak – noget som vi jo lige havde øvet os en del på. Det var der dog andre, som ikke havde. I hvert fald lykkedes det et par at kæntre med deres kajak – hvilket der blev grinet en del af.

Resten af dagen havde vi ”fri”. Så mens pigerne var en tur i cruiseskibets meget lille pool (eller meget store badekar om man vil), nød vi udsigten til de flotte klipper i Halong Bay. Så var der aftensmad – hvorefter pigerne blev lagt til at sove. Og ikke længe efter sov vi også.

Næste morgen blev der serveret morgenmad på dækket. Desværre begyndte det at smådryppe, så vi måtte trække indenfor.

Efter morgenmaden skulle vi se en flydende fiskerlandsby. Her kom vi ned i nogle mindre både, som de lokale roede. Vi fire fik vores egen båd – som en noget spinkel kvinde roede. Alligevel var hun nok glad for, at de var os – og ikke fire fede amerikanere.

Første stop på roturen var ved en række flydende huse, hvor der bl.a. var dambrug med fisk. Og bagefter sejlede vi videre til en perlefarm.

Udefra så den ret primitiv ud. Men det var kun lige til, at man kom indenfor, hvor der glasmontre med perle-smykker overalt. Marianne købte fire små (og forholdsvis billige) perler.

Men andre gik mere shop-amok. En ældre, amerikansk kvinde købte en perlehalskæde, der kostede på den forkerte side af 10.000 kroner. Og det var vist endda ikke det eneste, som hun købte. Andre købte så meget, at personalet sejlede med tilbage til skibet for at aflevere det. Sjovt at sådan et tilsyneladende primitivt sted lå inde med så dyre varer.

Tilbage på båden havde vi en kort pause, inden vi igen skulle på tur. Denne gang sejlede vi til en lille strand, hvor vi først så en grotte. Bagefter var det barbecue på stranden, hvor personalet havde slæbt borde, stole, parasoller og ikke mindst en grill i land.

Det var rigtig hyggeligt. Og heldigvis nåede vi lige at spise færdig, inden det igen begyndte at regne.

Efter strandturen fik vi mulighed for endnu en kajaktur. Men på grund af at det regnede rigtig meget, fravalgte vi den – selvom vi egentlig gerne ville have været af sted.

I stedet slappede vi af på værelset. Og da regnen aftog, satte vi os op på dækket og spillede Uno (og fik et par drinks).

Aftensmaden blev på grund af det omskiftelige vejr serveret indenfor. Og bagefter var der forskellige former for underholdning.

Første indslag var tre kæmpe figurer, der var udskåret i frugt og grøntsager – meget imponerende. Det blev fulgt op med, at personalet spillede musik for os. Og de var faktisk rigtig dygtige til det.

Aftenen sluttede af med, at et par, som var på bryllupsrejse, gav Frida og Vilde det sidste af den kage, som de havde fået af personalet.

Frida havde plaget hele dagen om at få lov til at prøve at fange blæksprutter. Så selvom det var ret sent, gav vi efter for hendes ønske.

Det gik dog ikke så godt. Der kom ingen blæksprutter på krogen – kun noget tang og en enlig handske. Personalet, som også fiskede, havde dog ikke mere succes. Så efter en halv times fiskeri, blev børnene lagt i seng.

Søndag skulle vi endnu engang videre. Så efter morgenmaden (der denne gang blev serveret indenfor) fik vi pakket vores ting. Derefter var der tidlig frokost, inden vi sagde farvel til personalet.

Der blev sagt ekstra meget farvel til cruise manageren Quan, som var blevet glade for os – særligt pigerne. De mindede ham vist om hans egen datter, som var på vores pigers alder.

Hende så han sjældent. For hans arbejdstid bestod af 25 dage på cruise og derefter 5-6 dages fri. Nogle gange valgte han endda at køre to gang 25 dage i træk, så han kunne få lidt længere tid hjemme.

Da vi kom i land igen, havde vi lidt ventetid, inden der kom en minibus for at hente os. Det var en rigtig luksusmodel med bredde sæder – så der kun kunne være syv personer i hver minibus.

Bussen delte vi med et australsk par, som havde været på en anden båd. Dem kom vi til at snakke en del med på turen – for de vidste ret meget om Danmark. Bl.a. havde de både set Broen og Forbrydelsen på australsk tv. Og de var meget interesseret i at høre om Danmark – mens vi så til gengæld spurgte ind til Australien.

Efter godt halvanden time var vi fremme ved den lille landsby Yen Duc – godt trætte i hovederne. For det er ret anstrengende at snakke (og lytte) så meget engelsk. Men det havde været en interessant samtale.

Mens de andre kun havde et kort stop i landsbyen, havde vi besluttet at overnatte der. Så vi blev hentet af en lokal guide og bragt til det guesthouse, hvor vi skulle sover. Der var egentlig fire værelser. Men da vi var de eneste, havde vi det hele for os selv – og skulle derfor også alene på de udflugter, der var planlagt.

Efter en kort introduktion blev der fundet cykler frem til os. Frida fik sin egen, mens Vilde endnu engang kom op bag på Mariannes. Og derefter cyklede vi rundt i landsbyen.

Første stop var i et lokalt hus, hvor vi mødte husets ejermand. Han kunne ikke et ord engelsk, så vores guide tolkede imellem vores engelske og hans vietnamesiske. Alligevel lykkedes det os at få en rigtig god samtale om bl.a. forskellene imellem Danmark og Vietnam.

Manden var også rigtig gavmild. Først fik Frida og Vilde en masse karameller af ham. Og senere fik de også en pakke kiks, der egentlig var placeret på husets alter, hvor forfædrene blev hyldet (noget som alle vietnamesiske hjem åbenbart har).

Efter at have set mandens have, der bl.a. var fyldt med dragon-fruit, cyklede vi videre til næste sted, hvor vi først skulle lære at gøre ris klar. I praksis ville det sige at kvase skallerne, si dem og til sidste presse dem. Og her lærte vi så, at forskellen imellem brune og hvide ris er, hvor meget de er blevet presset.

Sidste aktivitet var at fange fisk i en dam. Her troede vi, at vi skulle have en fiskestang. Men i stedet blev vi iklædt vaders og en kurv af siv. Og så var det bare ud i det brune (og på ingen måde gennemsigtige) vand.

Tricket var at kaste kurven ned i vandet – og så håbe på, at der var en fisk inde i den. Var der det, skulle man så få fat i den med hænderne og løfte den op i en plasticbalje.

Marianne var god/heldig og fik fanget to i sin kurv. Vi andre fangede ikke noget. Men vi fik alligevel alle sammen lov til at prøve at få fat i fiskene med hånd. Og det var ikke let.

Tilbage ved vores guesthouse skulle vi lære at lave papyasalat – som vi spiste til aftensmaden kort efter. Og det var ikke det eneste, som vi fik serveret. De blev ved med at bære nye (og lækre) retter ind. Så vi var meget mætte, da vi rejste os fra bordet.

Næste morgen fik morgenmad. Og bagefter var der igen aktiviteter. Denne gang var det få minutters gang fra guesthouset – hvor vi skulle lære at lave koste af ris.

På markedet ser kostene ikke ud af meget. Men når man selv har prøvet det, så får man godt nok respekt for håndværket. Og det føles helt absurd, at en kost, der tager en time at lave, kun koster 6 kroner.

Marianne glemte dog næsten helt sin kost, da ”kostedamens” barnebarn blev båret frem. For Marianne var helt vild med pigen på syv måneder – og hun var nu også ret sød. Heldigvis ventede babyen også med at tisse (uden ble), til Marianne havde afleveret hende tilbage til bedstefaren.

Vi havde syntes, at det havde været rigtig sjovt at cykle rundt dagen før. Så derfor havde vi besluttet at cykle lidt rundt på egen hånd – med Frida på egen cykel og Vilde bag på Mariannes cykel.

Cykelturen var rigtig fin. Og vil så bl.a. en meget farvestrålende kirkegård, inden vi kørte hjemad. Så alt var perfekt – lige indtil 20 meter fra vores guesthouse.

For her skete der det, der ikke måtte ske – og som vi var blevet advaret om. I et øjebliks uopmærksomhed fik Vilde foden ind i hjulet. Og så skreg hun helt vildt.

Personalet kom løbende til. Og vi var helt ærligt rigtig bange for, at foden var brækket – for det så ikke godt ud. Heldigvis kunne vi ret hurtigt konstatere, at det vist ikke var tilfældet.

Men det så slemt ud alligevel. Der var flere hudafskrabninger og store blå mærker. Og Vilde kunne ikke umiddelbart støtte på foden.

Vi bar hende tilbage til værelset og lagde hende på sengen – hvor hun græd rigtig meget. Heldigvis blev det dog langsomt lidt bedre. Og efter lidt tid ville hun gerne have sin iPad (og et bolche).

Imens hun lå med iPad’en, spiste vi andre tre frokost (som Vilde ikke havde lyst til). Og da vi kom tilbage, viste hun, at hun kunne vrikke lidt med foden, uden at det gjorde alt for ondt.

Alligevel måtte vi bære hende rundt det næste stykke tid – først ud til bilen, der skulle køre os til opsamlingsstedet, hvor vi skulle videre til Hanoi fra.

Inden vi skulle af sted, skulle vi dog lige se de lokale opføre vanddukketeater. Og da minibussen til Hanoi var forsinket, fik vi også lov til at kigge ind til ”bagscenen”, hvor dukkeførerne stod i vand til livet, mens de fik dukkerne til at bevæge sig.

Da minibussen stadig ikke var kommet, fandt de også på, at vi skulle prøve at spille på de trommer, der blev brugt som akkompagnement til teatret.

Det var ikke med den store entusiasme, at Frida og jeg gik i gang med at spille (det lykkedes Marianne og Vilde at slippe). Alligevel mente ”trommemesteren” (som tilsyneladende også var musiklærer), at Frida nærmest var et naturtalent med hendes koklokke.

Endelig kom minibussen. Og vi kunne køre de godt 2,5 timer mod Hanoi – med et enkelt stop undervejs. På den sidste del var der meget kaotisk trafik, men vi kom da frem til vores hotel Somerset Grand Hanoi.

Her fik vi en lejlighed med to soveværelser. Lejligheden ligger på 9. etage. Men alligevel kan man konstant høre dytten og scooterstøj nede fra gaden. Så der er aldrig helt ro.

Mens pigerne blev i lejligheden, gik Marianne og jeg ned i supermarkedet lige ved siden af for at handle. Her købte vi bl.a. pasta og tomatsovs – som vi spiste, mens vi så X-Factor. Og så var det sovetid for pigerne.

I går havde vi så en stille og rolig dag. Først spiste vi morgenmad – til den nette sum af omkring 20 dollars i alt (under 150 kroner). Det var en noget anden pris end maden på hotellet i Halong Bay. Og helt ærligt så var den nogenlunde lige så god. Bagefter pakkede vi ud og startede med at vaske tøj.

Vi ville også gerne have været ved poolen – men uheldigvis var den lukket på grund af renovation. Egentlig havde de aftenen før sagt, at den netop ville åbne den dag. Men her i dag (dagen efter) er den stadig ikke åben. Måske det sker i morgen.

I stedet for poolen gik Marianne og Frida på jagt efter en lineal, som Frida skulle bruge til sine matematikopgaver. Men efter en times tid måtte de give op og komme tomhændet tilbage.

Efter godt seks ugers rejse trængte jeg efterhånden til en klipning. Jeg havde fundet et sted, der blev anbefalet på nettet. Men det viste sig at være lukket. Det samme var det næste sted, som jeg også fandt på nettet.

Men i centret ved vores hotel var der også en frisør – som jeg valgte (uden helt at vide, om den var god). For en sikkerheds skyld valgte jeg at betale ekstra (nærmest danske priser) for at få chefen til at klippe mig. Han skulle være uddannet i Singapore – så jeg håbede det bedste.

Først fik jeg vasket hår – og fik lidt hovedbundsmassage. Derefter blev jeg så klippet, inden jeg igen fik vasket hår (og fik hovedbundsmassage). Da det var klaret, fik jeg tørret mit hår – og fik skuldermassage. Og så sluttede jeg af med lidt voks i håret, inden jeg endelig blev sluppet fri.

Men resultatet var rigtig fint – faktisk over alt forventning. Og nu kan jeg klare mig igen, til vi er hjemme i Danmark.

Om aftenen gik vi lidt ud – og det gik meget bedre med Vildes fod. Hun kunne gå helt selv – uden det gjorde ondt. Vi fandt en hyggelig café, hvor vi spiste aftensmad – inden vi gik hjem igen.

Her til morgen fik vi vasket lidt mere tøj efter morgenmaden, hvorefter vi tog på en tur. Vi startede med at tage en taxa til et marked – hvor der var alle de sædvanlige ting.

Bagefter gik vi rundt i den gamle (og og om muligt endnu mere kaotiske) del af Hanoi. Her spiste vi frokost, inden vi besøgt et lille tempel – der lå komplet omgivet af boliger og butikker.

Derefter gik vi ned mod søen – imens vi prøvede at undgå de mange scootere. Og det er ikke kun, når man skal krydse gaden, at det er en udfordring. Selv i de mindste gyder – og endda på fortovet kører der scootere.

Og når det bliver grønt ved fodgængerovergangen, kører scooterne frem – uden at holde tilbage for fodgængerne. Der er en enorm dårlig trafikkultur her, der får selv cyklisterne i København til at ligne de rene engle til sammenligning.

Midt i Hanoi ligger søen Hoan Kiem Lake. Og midt i søen ligger der en lille ø med et tempel – som vi også besøgte. Det var nu ikke noget særligt, så vi gik hurtigt videre – og hjemad mod vores hotel.

Inden vi gik ind på hotellet, fik vi lige en is ved siden af – bl.a. for at belønne Vilde, som havde gået meget på sin ømme fod uden at brokke sig (i hvert fald ikke mere end hun plejer, når vi skal gå langt).

Resten af eftermiddagen har vi været på værelset, hvor vi bl.a. har set X-Factor. Og endnu engang har aftensmaden bestået af pasta med tomatsovs.

Nu har vi så to hele dage mere her i Hanoi, inden vi flyver videre til næstsidste stop – Koh Samui i Thailand.

{ 0 kommentarer… skriv en nu }

Skriv en kommentar

Tidligere indlæg:

Næste indlæg: