Verdens farligste vej – på mountainbike

Vi befinder os nu i Coroico efter at have kørt de 64 kilometer hertil på mountainbike.

Klokken syv i morges mødtes vi med de andre deltagere og guiderne på en café i La Paz. Efter en nærende morgenmad (pandekager med sirup), var det af sted i bus mod La Cumbre i 4750 meters højde.

På vejen var det tydeligt, at vi kom op i de mere fattige kvarterer. Det sidste stykke kørte vi blandt ufærdige huse, hvor kun skallen stod der. Alligevel var en del af dem beboet.

Da vi nåede La Cumbre, var tågen tæt og der var meget koldt. Heldigvis havde vi både fleece og vindjakke, men ingen handsker og hue.

Herfra var vores køretøj en mountainbike. En efter en blev vi råbt op og fik vores cykel. Hver enkelt cykel var indstillet forskelligt efter højde og nationalitet (i venstrekørende lande sidder bremserne omvendt). Vi fik også en cykelhjelm, et par cykelhandsker og ikke mindst en ”vejarbejdervest”, så vi var tydelige i trafikken.

Det første stykke var asfalt (og nedad), så her fik vi – efter at have fundet ud af gearene – godt med fart på. Vores guide skød på, at farten kunne nå op på omkring 70 km/t, så der var ikke noget at sige til, at kulden bed i kinder og hænder.

Desværre varede lykken ikke ved. Efter at have været igennem en af Bolivias mange narko-kontrolposter, skulle vi opad. Det var ikke fordi at stigningerne var så voldsomme, men i den tynde luft kan det tydeligt mærkes. Efter at have lagt for voldsomt ud, måtte jeg indse, at jeg skulle huske på Bjarne Riis’ vise ord om at ”finde sit eget tråd”. Til sidst var pinslerne dog forbi, og vi blev belønnet med et stykke chokolade og en banan.

Nu kom vi til det spændende stykke – ”Verdens farligste vej”. Det er ikke bare noget vi kalder den – den er officielt blevet udnævnt til af ”Inter-American Development Bank” på grund af de utroligt mange ulykker. Vejen er visse steder kun 3,2 meter bred, således at kun ét køretøj kan passerer. Da udsynet samtidig ikke altid er alt for godt i hårnålesvingene, det er grusvej og noget af vejen samtidig er eroderet væk – kombineret med bolivianernes til tider ”afslappede” kørsel, kan det gå rigtigt galt.

Hvert år ryger der da også i gennemsnit 26 køretøjer ud over kanten og de op til 1000 meter ned. Den værste ulykke var i 1983, hvor det gik ud over en bus med hundrede passagerer. Det var den vej, vi havde tænkt os at forcere på mountainbike.

Rent faktisk er byggeriet af en ny, sikrere vej startet – takket være et internationalt lån. Men til trods for at der er brugt 40 millioner dollars, er der stadig ikke nogen vej – efter ti år, takket være en blanding af korruption og dårligt ingeniørarbejde.

Inden vi kunne køre, skulle vi lige instrueres i nogle sikkerhedsregler. Da vejen i nedadgående retning har afgrunden på venstre side og klippevæggen på højre, har man indført venstrekørsel. Derved kan chaufføren, som jo sidder i venstre side, hele tiden se kanten. Hvis der havde været normal højrekørsel, skulle chaufføren vurdere hvor bred bilen var – og derved hvor tæt på kanten han kunne køre.

Så gik det ellers nedad. Til at starte med, kørte vi lidt forsigtigt, men efterhånden blev vi lidt mere modige og gav den gas. Da vi var nedadgående trafik, kørte vi hele tiden i venstre side – med afgrunden tæt ved os, så vi skulle hele tiden være fokuserede.

Visse personer havde dog svært ved at følge reglerne. Der var et tysk par, som startede bagerst i gruppen, for derefter at køre som sindssyge og overhale alle andre. Selv når guiden kørte langsomt på grund af langsomt kørende trafik, drønede de af sted og pressede sig ind foran – til fare for både dem selv og os andre. Endnu engang fik man bekræftet nogle fordomme om tyskere (heldigvis får man også afkræftet dem på andre tidspunkter).

Vi har efterhånden lært, at en grusvej kan være mange ting – fra en rigtig god, plan vej til en samling store sten, der gør det ud for vej. I dette tilfælde var det nærmest det sidste, så cyklen rystede godt under os. Det meste af tiden stod vi da også op i pedalerne med let bøjede ben, for at tage de værste stød.

Imens vi kørte, var vi kun fokuserede på vejen, men når vi gjorde nogle stop – enten fordi vi havde lyst eller på grund af et stort, modkørende køretøj – kunne vi rigtig nyde den flotte natur. For første gang i lang tid så vi frodig regnskov op ad de stejle klippesidder. Samtidig checkede guiden vores bremser. I det hele taget var sikkerheden i top, hvilket også var grunden til at vi netop havde valgt dette selskab – også selvom de var lidt dyrere.

Efterhånden fik vi mere og mere tid til at nyde naturen, da der var en gruppe piger, som kørte ekstremt langsomt. Efter en tur på fem minutter, kunne vi stå at vente fem minutter på dem. Det kan jo diskuteres, hvor berettiget det er, at de tager med på sådan en tur, men de har sikkert haft det sjovt alligevel.

Heldigvis lå Marianne ikke i ”tøsegruppen”. Hun var med fremme og kørte om kamp med flere af fyrene (hvilket de vist ikke alle syntes lige godt om). Jeg lå lidt foran og efter endnu engang at være blevet irriteret over tyskernes kørsel, kørte jeg fra dem. De kunne muligvis køre stærkt, men deres teknik var ikke imponerende. Så i det hele taget kunne vi – fra flade Danmark – være tilfredse med vores indsats.

Egentlig var det mest nervepirrende ikke at køre nedad en bumpende vej i rasende tempo med afgrunden lige ved siden af os – selvom det måske lyder nervepirrende nok. Der hvor vi for alvor skulle være klar, var når vi overhalede de store lastbiler. De kører jo ret langsomt nedad, så når vi kunne se, at der ikke var nogle modkørende og vejen var bred nok, var det udenom dem i fuld fart – heldigvis var det i de fleste tilfælde på den rigtige side (dvs. mellem køretøj og klippevæg).

Det første stykke havde det regnet, så støvet havde lagt sig, men på den nederst del var der helt tørt og meget støvet. Så efter at vi havde kørt lige efter et par store køretøjer, der var umulige at overhale, var vi dækkede af støv. Samtidig kørte igennem et par vandløb, så efterhånden lignede vi ”noget der var løgn”.

Efter at have kørt nedad (og en smule opad), nåede vi Villa Fátima 3600 meter længere nede i en højde af kun 450 meter. Her kunne vi nyde en øl og tage et par sjove billeder af vores beskidte ansigter.

Det havde været en sjov tur, så det er helt sikkert ikke sidste gang, vi har kørt på mountainbike. Næste gang vil vi dog gerne finde et sted, hvor der ikke er køretøjer og en afgrund lige ved siden af os.

Det sidste stykke opad til Coroico, der ligger i 1050 meters højde, foregik heldigvis med hhv. bus og jeep. Den endelige destination var Hotel Esmeralda, hvor vi skulle have frokost – og hvor vi samtidig havde booket overnatning.

Da vi kom frem – godt trætte og møgbeskidte – havde hotelmutter travlt med at snakke i telefon. Personen i den anden ende, skulle booke et værelse, og det tog åbenbart utroligt lang tid. Endelig blev det vores tur, og vi fortalte, at vi havde booket vi Internettet. Svaret var, at det ikke rigtig virkede – til trods for at vi faktisk havde en personlig bekræftelse i vores indbakke – så der var ingen reservation. Heldigvis var der et ledigt værelse, men det er den slags ting, der kan gøre det frustrerende at rejse.

Vores værelse her er kæmpe stort og med en balkon med den mest fantastiske udsigt ud over bjerge, floder og dale – når udsigten ellers er der. Visse tidspunkter er vi ”helt oppe i skyerne”, og det eneste vi kan se, er en hvid masse.

En frokostbuffet var inkluderet i prisen, men da vi åbenbart havde været længere om at bade end de andre, var det meste spist, da vi kom derned. Betjeningen var heller ikke specielt venlig, så konklusionen er, at hotellet er fantastisk, mens de personer som styrer det, absolut ikke er det.

Efter en hård dag, lagde vi os i hængekøjen og slappede af. På et tidspunkt hørte vi en brummen og pludselig hang en kolibri lige foran os. Det viste sig, at den har en rede lige ved vores balkon, og kort efter kunne vi også se nogle små ungers næb. Meget eksotisk.

Egentlig havde vi tænkt os at tage to overnatninger her, men af forskellige grunde nøjes vi med en. Vi har mulighed for at tage med turselskabet tilbage til La Paz i morgen, mens de ikke kører fredag på grund af helligdag. Samtidig er der sikkert meget ferietrafik fredag mod Coroico.

For det er sådan, at når man er kommet ned, skal man også op igen. Og da der kun er én rute, er der ingen vej udenom – vi skal af ”Verdens farligste vej” tilbage. Derfor vil vi hellere køre med en chauffør, som vi føler os trygge ved på en forholdsvis stille dag, end med en psykopat bag rattet og en masse modgående ferietrafik.

Alligevel er vi nu glade for, at vi på turen opad kører ind mod klippevæggen – og at den ikke foregår på mountainbike.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *