Zebra-safari på cykel

Vi har tidligere været på safari flere andre steder i Afrika. Så det har ikke stået øverst på vores prioritetsseddel. Men i Eswatini har vi haft mulighed for at gøre det på en lidt mere unik måde.

For en uge siden var vi dog stadig i Sydafrika – nærmere bestemt Clarens. Her havde vi valgt at tage en ”fridag” for de mange oplevelser og bare hygge os lidt i byen.

Så efter morgenmaden og lidt praktiske ting på computeren, gik vi ud for at kigge på byens butikker. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det meste af det brugskunst, som de solgte, ikke lige var vores stil. Men lidt fik vi da købt alligevel.

Senere blev det også både til lækker is og lidt at drikke. Og efter vi også havde været i det lokale supermarked, gik pigerne tilbage til hotellet, mens Marianne og jeg fik en god gin & tonic med lokal gin – til en samlet pris på under 40 kroner.

På hotellet havde de en fin restaurant, hvor vi valgte at spise aftensmad. Her fik vi både hovedret og dessert plus vin og diverse andre drikke. Alt dette kostede under 100 kroner per person. Der er meget billigt i Sydafrika.

Næste dag skulle vi så igen videre nordpå. Så efter morgenmaden pakkede vi bilen og kørte af sted. Igen var det ad øde landeveje – men dog noget mere snoede end dem, som vi havde kørt på tidligere. Og de næste 3,5 timer kunne vi så nyde de flotte bjerglandskaber på vejen til vores næste overnatning i Dundee.

Her checkede vi ind på ”Bellevue Manor Guest House”. Egentlig var det kun tænkt som en overnatning på vejen til Eswatini. Men ejeren anbefalede et museum lidt uden for byen, som vi skulle se.

Da vi kom frem, viste det sig dog at være ved at lukke. Så i stedet kørte vi til en restaurant, som han også havde anbefalet.

Den lå med en rigtig fin udsigt. Det var så nok også det mest positive, som man kunne sige om stedet. For det tog utrolig lang tid, før vi fik vores mad. Men måske det var fordi, de lige skulle nå at tørstege de bøffer, som vi havde bestilt.

Det var ret ærgerligt. For vi havde ellers set frem til henholdsvis en lækker 500 gram langtidsmodnet rump steak og en 600 gram t-bone steak. Og kødet havde helt sikkert også været lækkert, inden det kom i kokkens hænder. Men i det mindste kostede bøfferne under 90 kroner per styk.

Efter morgenmaden næste dag var det så igen på farten mod Eswatini. Og denne gang var det ad rigtig dårlige veje med mange huller. Helt specielt blev det dog de sidste 20 kilometer mod grænsen, hvor vi kørte igennem en granplantage på øde grusveje.

Det var den vej, som Google Maps viste. Men vi begyndte efterhånden at blive ret skeptiske, for det lignede ikke ligefrem hovedvejen til et andet land.

Pludselig dukkede grænseposten dog op. Og da vi var de eneste, som var der, tog det ikke mange minutter, før vi var inde i Eswatini.

Så snart vi havde passeret grænsen, skiftede grusvejen til en god landevej – hvilket var ret spøjst taget de forrige 20 kilometer i betragtning. Og en times tid senere nåede vi storbyen Manzini, hvor der var rigtig meget trafik.

Her havde vi valgt at overnatte på ”The Ridge”, der var et bed and breakfast i et forstadskvarter til byen. Det betød også, at der ikke var nogen restauranter i nærheden. Så vi måtte af sted i bilen igen – og køre til det lokale shoppingcenter.

Her spiste vi overraskende god tyrkisk mad i en food court. Og bagefter handlede vi i et kæmpe supermarked. Så Eswatini viste sig at være meget moderne på flere punkter.

Resten af aftenen brugte vi så på at slappe af og planlægge de næste dage i landet. Det var dog ikke helt nemt. For lige udenfor vores værelse sad nogle af de andre gæster og snakkede højlydt.

Det føltes i det hele taget mere som at være gæster i en andens hjem end at bo på en form for hotel. For i den lille mellemgang imellem vores to værelser, var der også et andet værelse uden badeværelse. Så når den anden beboer skulle på toilettet, skulle han også krydse den fælles gang.

Da vi slukkede lyset på vores værelse klokken halv elleve efter en lang dag, dæmpede gæsterne sig dog lidt. Til gengæld begyndte stedet tre vagthunde så at gø lige udenfor pigernes værelse. På en eller anden måde lykkedes det Frida at falde i søvn. Men vi andre sov først klokken et.

Derfor besluttede vi os også for at finde et andet sted at overnatte – hvilket vi meddelte ejeren næste dag. Det blev ret akavet, for hun blev enormt ked af det. Men det var der ikke rigtig noget at gøre ved, for vi kunne overhoved ikke slappe af og få ro der.

Så efter vi havde spiste morgenmad, kørte vi til ”Summerfield Botanical Garden & Exclusive Resort”, der lå på den anden side af Manzini. Og det viste sig at være en god beslutning.

For hotellet lå i en meget flot og velholdt botanisk have. Og de to værelser, som vi fik her, var meget mere rolige. Så i stedet for hundegøen, kunne vi nyde fuglefløjt. Pigerne var vist også ret godt tilfredse med den byttehandel, for det hele var bare meget mere lækkert.

Egentlig havde vi haft planer om at køre til en nationalpark. Men på grund af hotelskifte, var klokken efterhånden blevet mange. Og samtidig var det også ret kedeligt gråvejr med lidt regn.

Derfor valgte vi i stedet at køre en kort tur til ”Swazi Candles”, hvor vi kunne købe hjemmelavede lys og en masse anden souvenir i fornuftig kvalitet.

Bagefter kørte vi videre til ”Mantega Nature Reserve and Cultural Village”, der var en sjov blanding af en samling traditionelle hytter og et vandfald.

Efterhånden var det også et døgn siden, at vi var kørt ind i Eswatini. Det betød derfor også, at vi kunne fejre, at Frida officielt havde nået sit land nummer 100.

Så ved vandfaldet blev der taget billeder af Frida, som holdt en muffin med tre stearinlys, der viste tallet 100 – begge dele købt i centret dagen før. Den helt store fejring må dog vente til et sted med lidt flere muligheder.

Efter frokost på en restaurant samme sted kørte vi så tilbage på vores hotel, hvor vi kunne slappe af resten af eftermiddagen og aftenen.

Til forskel for natten før fik vi en utrolig god nattesøvn her. Og efter morgenmaden, der ikke helt levede op til hotellets generelle standard, kunne vi så køre af sted mod den nationalpark, som vi ellers havde haft planlagt at besøge dagen før.

Parken hed ”Hlane Royal National Park” og lå godt en times kørsel fra hotellet. Så vi var fremme ved middagstid, og efter vi havde betalt et mindre gebyr, kunne vi køre ind i parken.

Til forskel for de safarier, som vi havde været på tidligere i andre lande, kunne vi her køre rundt i egen bil – hvilket passede os ret godt. Vi var dog lidt spændte på, om vi selv kunne spotte nogen dyr.

Det viste sig dog ikke at være noget problem. For vi var nærmest kun lige kørt af sted, før der gik et næsehorn hen over vejen lige foran os. Og de næste par timer fik vi set både giraffer, vortesvin, antiloper og andre bukkearter. Det bedste var dog, at vi var næsten helt alene i parken.

Inden vi kørte hjemad igen, stoppede vi lige ved et lodge tæt på indgangen, hvor vi spiste frokost. Her var der også et vandhul med flodheste – plus endnu flere giraffer og næsehorn.

På vejen tilbage til hotellet stoppede vi første ved et supermarked og bagefter ved shoppingcentret, hvor vi fik en is. Og så var vi også forbi den lokale lufthavn, hvor vi skulle aflevere lejebilen næste dag – bare lige for at være sikker på, hvor den lå.

Det betød så også, at det i mellemtiden var blevet mørkt – hvilket gjorde det noget sværere at køre. For udover huller og bump på vejen, var der også mange mennesker, som gik inde i siden. Men vi kom heldigvis sikkert tilbage.

Vi var dog ikke helt færdige med nationalparker. For næste dag kørte vi til ”Mlilwane Game Sanctuary” – der lå noget tættere på vores hotel. Så det krævede kun en kort køretur.

Det, der gør denne nationalpark ret unik er, at der ikke er nogen farlige dyr. Så her kunne vi leje mountainbikes og selv køre rundt. De var godt nok ret slidte. Men de var ok til formålet.

Cykelturen blev ret unik, for mens vi kørte rundt, så vi både bøfler, vortesvin og forskellige bukkearter. Højdepunktet var dog zebraer, der flere gange stod midt på grusvejen, så vi kunne komme helt tæt på dem. Den slags dyreoplevelser havde vi aldrig prøvet før.

Det med fraværet af farlige dyr passede dog ikke helt. For på cykelturen kørte vi også forbi en mindre sø, hvor der lå krokodiller på bredden. Dem holdt vi os dog på god afstand af.

Efter to timer afleverede vi så vores cykler igen. Bagefter spiste vi frokost, inden vi kørte pigerne tilbage til hotellet. For det var nemlig blevet tid til at aflevere vores lejebil i den lufthavn, som vi havde været forbi dagen før.

Faktisk var det lidt underligt, at der overhoved var et udlejningsbureau der. For lufthavnen bruges ikke mere til kommercielle flyvninger – kun specialflyvninger med f.eks. nødhjælp og VIP-personer.

Vi regnede dog med, at vi godt kunne få en taxa alligevel. Men det var åbenbart ikke så nemt. Så til sidst endte det med, at bureauets manager kørte os tilbage til hotellet i en anden lejebil – hvilket var utrolig pænt af ham.

Aftensmaden blev spist i hotellets fornemme restaurant. Selve måltidet var dog ikke noget specielt. Og betjeningen levede heller ikke helt op til stedets udtryk.

I går var det så blevet tid til at forlade Eswatini og køre mod Mozambique. Så efter vi havde spiste morgenmad og pakket, blev vi hentet af en minibus klokken 10 – og kørte det første stykke mod grænsen.

Her kom ankom vi efter godt halvanden time. Og da vi kort efter havde stemplet ud af Eswatini, kunne vi trille vores bagage over grænsen til Mozambique, hvor en anden bil ventede på os.

Så manglede vi bare lige et par stempler mere i passet, inden vi kunne køre ind i Mozambique. Men det skulle vise sig ikke at blive helt så nemt.

På forhånd havde vi undersøgt, om vi skulle have visum til landet – hvilket alle søgninger (inklusiv udenrigsministeriets hjemmeside) sagde, vi ikke skulle.

Men da vi kom til paskontrollen, viste det sig så ikke at være korrekt. For pludselig skulle alle have et elektronisk visum – noget som man skulle ansøge om minimum 48 timer før ankomst. Så det var jo ikke så godt.

Tilsyneladende var det noget helt nyt. I hvert fald kunne en tysker, som vi snakkede med ved grænsen, fortælle, at det ikke havde været tilfældet, da han havde været der en måned tidligere.

Heldigvis fik vi lov til at koble os på en af paskontrollørernes internet. Og så kunne vi ellers gå i gang med at udfylde de mange oplysninger – der blandt andet også krævede upload af pas, kvitteringen for overnatning og bankkontoudtog. Alt sammen for os alle fire.

Samtidig virkede hjemmesiden ikke specielt godt. Så det tog os godt halvanden time at komme igennem. Men heldigvis blev vores ansøgning godkendt med det samme. Vi frygtede ellers, at det krævede lang ventetid.

Bagefter måtte vores guide så køre af sted for at printe kopier af visumgodkendelse, pas og overnatningskvitteringen. Og da han kom tilbage, var der så kun tilbage at betale indrejsegebyret på 65 kroner per person.

Eller det troede vi i hvert fald. For paskontrolløren tog derefter alle papirerne med ud i baglokalet. Og først en time senere kom han ud med de nødvendige papirer, så vi endelig kunne komme ind i landet.

I alt var vi blevet tre timer forsinket. Og foran os ventede yderligere tre timers kørsel til turistbyen Ponta do Ouro. Så det var blevet mørkt, inden vi var fremme der

Vi var dog ikke helt i mål endnu. For vi skulle lige køre en halv time yderligere af sandveje til Ponta Malogane – hvilket også var årsagen til bilskiftet ved græsen. For det krævede nemlig en SUV i stedet for en minibus.

Men endelig klokken 19 var vi fremme og kunne få nøglen til vores lejede AirBnb-hus. Og efter vi havde stillet vores bagage, gik vi ud i den nærliggende landsby for at få aftensmad – efter ikke at have fået noget at spise siden morgenmaden.

Og efter en lang dag, der var blevet endnu længere end planlagt, kunne vi så endelig slappe lidt af i vores hus bagefter.

Her til morgen sov vi så længe – helt uden vækkeur for første gang på rejsen. De tre soveværelser ligger i underetagen, så det var først, da vi kom ovenpå på første sal, at vi kunne nyde den flotte udsigt ud over havet fra vores terrasse.

Kort efter kom vores housekeeper, der er tilknyttet huset, for at hilse på. Den slags har vi det altid lidt underligt med. Men heldigvis ser det ikke ud til, at hun er her så meget, mens vi også er i huset.

Bagefter gik vi en tur ud i byen, for at få noget at spise. Her kunne vi dog konstatere, at meget er lukket. Det er tydeligvis lavsæson (og udenfor de sydafrikanske skolers vinterferie) lige nu.

Det lykkedes os dog at finde et sted, hvor vi kunne få frokost. Og bagefter handlede vi lidt i det lokale supermarked – hvor udvalget var ret begrænset. Til gengæld var det forholdsvist dyrt i forhold til de andre lande – formodentlig fordi varerne skal fragtes ret langt (og ad en sandvej hvor der ikke kan køre store lastbiler).

Tilbage igen gik vi ned på stranden, der var meget bred og med lækkert sand. Og så var den helt øde. Mens vi gik rundt, mødte vi kun to lokale.

Resten af dagen skal vi så bare slappe af og hygge os. Og nogenlunde samme planer har vi for de fire næste dage, inden vi på mandag kører mod hovedstaden Maputo – hvorfra vi skal flyve tilbage til Johannesburg.