Fra vinter til sommer

To timers flyvning. Mere kræver det ikke for at bevæge sig fra vinter i Argentina og Uruguay til sommer i Paraguay. Og efter otte dage med flere lag tøj nyder vi nu at kunne gå rundt i t-shirt og shorts.

Tirsdag i sidste uge stod den dog stadig på vinterkulde. Her skulle vi rejse fra Buenos Aires i Argentina til Colonia i Uruguay.

Så efter morgenmaden fik vi pakket de sidste ting og checket ud – hvorefter vi tog en taxa mod færgeterminalen. I øvrigt til en pris på tre gange så meget, som vi havde betalt for den lokale ”Uber” kaldet Capify.

Taxaen var bestilt gennem hotellet. Så vi forventede os faktisk lidt mere. Men bilen var lige så slidt som de privatbiler, vi havde brugt igennem Capify. Forskellen var bare, at vi var sikre på at kunne have alt vores bagage.

Endnu engang var der ekstremt meget trafik igennem Buenos Aires. Og da færgeterminalen lå i den anden ende af byen, tog det lang tid. Men heldigvis var vi i god tid.

Ved færgen fik vi checket ind og kom igennem paskontrollen – der var så smart lavet, at man både rejste ud af Argentina og ind i Uruguay samme sted. Herefter var det bare at vente på færgen.

Udsejlingen igennem den kæmpe havn i Buenos Aires var ret interessant – for det var tydeligt at se, at det er et knudepunkt i den del af Sydamerika. Og efter fem kvarter kom vi så til Colonia – der faktisk hedder Colonia del Sacramento.

Her skulle vi bo i den lille, historiske bydel med små huse, brosten og nærmest ingen trafik. Så det var en kæmpe kontrast til hektiske Buenos Aires.

Vores hotel ”Posada Plaza Mayor” lå i gåafstand fra hotellet. Så vi valgte at trække af sted med vores kufferter og tasker på hjul – hvilket dog var en smule udfordrende med de mange ujævne brosten.

Da vi havde fået vores værelser, gik vi ud for at kigge på byen – og finde et frokoststed. Her faldt valget på en restaurant med flot udsigt ud over vandet. Det var dog også det bedste, som man kunne sige om stedet.

Vi burde allerede havde valgt at lytte til alarmklokkerne, da tjeneren nærmest ikke gad at betjene os – og vi måtte bede flere gange om at få tørret bordet af. Men vi valgte at overhøre dem, da vi nød solen, der endelig var kommet frem og derfor varmede lidt.

Det skulle dog vise sig at blive meget værre. Pigernes mad var bare ret kedelig. Men min og Mariannes bøffer var frygtelige. Jeg føler mig ret sikker på, at vi aldrig har fået dårligere bøffer før. Og jeg tror faktisk, at de ligger i top tre over dårligst mad nogensinde.

Vi havde jo fået lækre bøffer i Buenos Aires. Men her var min bøf skamstegt og så tør, at den trævlede, når jeg skar i den.

Mariannes bøf var dog endnu værre. For den var også skamstegt på den ene side – men nærmest rå på den anden. Det virkede som om, at bøfferne havde været stegt før – og så bare varmet op igen.

Så dem havde vi sjovt nok ikke lyst til at spise. Og vi valgte efter et par bidder at bede om regningen. Samtidig fortalte vi også tjeneren, hvor dårlig maden havde været. Først forstod hun ikke helt, hvad vi mente – og spurgte om de ikke havde fået nok. Det fik dog op for hende, hvad problemet var, da jeg måtte save i min bøf med kniven, for at komme igennem den.

Resultatet var, at hun tilbød os 20 procent rabat. Egentlig havde vi bare haft tænkt os at betale – og skrive det på tabskontoen. Men som modsvar sagde vi, at vi mente, at maden havde været så elendig, at vi kun burde betale for drikkevarerne. Og det gik hun overraskende nok med til.

Derefter forlod vi restauranten med en følelse af, at vi ikke rigtig vidste, om vi skulle grine eller græde over det. For det var absurd, at man kunne servere så dårlig mad – og åbenbart synes, at det var helt ok.

Imens vi havde siddet på restauranten, var VM-semifinalen mellem Frankrig og Spanien gået i gang. Og den ville jeg gerne se. Så vi fandt en meget lowkey restaurant i den nyere del af Colonia, hvor vi fik lidt at drikke, mens vi så kampen – som Spanien i øvrigt vandt.

Bagefter gik vi til en anden restaurant, hvor vi fik udmærket mad – og med langt bedre betjening. Vi kunne dog også konstatere, at man ikke spiser lige som billigt i Uruguay som i Argentina.

Sidste stop inden hotellet var et issted lige ved siden af restauranten, hvor vi fik en lækker (og stor) is. Og så brugte vi resten af dagen på at slappe af på vores værelser på hotellet.

Efter morgenmaden næste dag gik vi så ud for at kigge på byen. Colonia har ikke de helt store seværdigheder. Så det handlede mere om bare suge stemningen til sig – og kigge lidt i de mange handicraft- og souvenirbutikker.

Undervejs fik vi også lidt at drikke på byens torv. Og først på eftermiddagen gik vi så tilbage til den gode restaurant fra dagen før for at spise frokost. Her havde vi nemlig også planlagt at få et bord, så vi kunne se semifinalen mellem Argentina og England.

Dagen før havde der været fyldt, da vi gik forbi for at se, om vi kunne se kampen mellem Frankrig og Spanien der. Så vi tænkte også, at det kunne blive et problem, når nu Argentina spillede.

Men selv kort tid før kampstart, var der kun meget få mennesker. Lidt inde i kampen begyndte folk dog at dukke op. Og til sidst var der en del i restauranten.

De fleste holdt tilsyneladende med Argentina. Så stemningen var ikke så god, da England sad på det meste og også bragte sig foran – uden at Argentina havde skabt noget som helst.

Målet gjorde dog, at kampen vendte. England begyndte udelukkende at forsvare – og Argentina begyndte at angribe. Vi skulle dog helt hen til kort for slut, før Argentina scorede. Men så kom der også to mål – og de vandt derfor kampen.

Efter kampen gik vi tilbage på værelserne for at slappe lidt af – inden vi gik ud for at spise aftensmad på den restaurant ved torvet, hvor vi havde fået lidt at drikke tidligere på dagen.

Her havde de nemlig været smarte nok til lige at servere et par forårsruller for os, der smagte ret godt. Og aftensmaden var da også rigtig fint.

Da vi havde spist, gik vi tilbage til hotellet for at pakke alle vores ting. Og derefter var det tidligt i seng.

For torsdag morgen skulle vi nemlig op før klokken seks – så vi kunne være klar til at forlade hotellet lidt i syv.

Her trak vi så vores bagage tilbage igennem en meget mørk og øde by mod færgeterminalen – hvor vi checkede ind og fik klaret både udrejse af Uruguay og indrejse i Argentina.

Turen tilbage til Buenos Aires tog endnu engang godt fem kvarter. Og da vi ankom, tog vi en taxa videre – hvor vores bagage lige præcis kunne være i det ret lille bagagerum.

Igen var trafikken massiv. Så det tog lang tid at køre de knap ti kilometer til afrejselufthavnen – der ellers lå midt i byen. Det blev dog heller ikke bedre af, at vi midt i det hele skulle stoppe for et meget langt og meget langsomt godstog, der skulle passere.

I lufthavnen ventede der en meget lang kø ved check ind. Og her fik vi så endda pladser fire meget forskellige steder i flyet – så vi ikke kunne sidde sammen.

Paskontrollen var endnu værre – og dårligere organiseret. Halvdelen af paskontrollørerne sad i båse bag nogle store stolper, så man ikke kunne se dem fra køen. Og der var ingen til at fortælle de rejsende, hvor de skulle gå hen. Så meget af tiden sad kontrollørerne bare og kiggede – og gjorde heller ikke det helt store selv for at kalde nogen hen til sig.

Så den del tog også rigtig lang tid. Men til sidste kom vi igennem – og havde derfor også tid til at spise nogle rigtig dårlige sandwich. Bagefter var der endda også tid til, at Marianne og pigerne kunne stå i en meget lang toiletkø.

Så alt i alt var vi ikke specielt imponeret af lufthavnen. Her havde det fungeret noget bedre, da vi ankom til den internationale lufthavn lidt udenfor byen.

Ved gaten lykkedes det os til gengæld at få byttet vores pladser, så vi kunne sidde nogenlunde sammen – tre rækker efter hinanden.

Vi boardede også til tiden. Men derefter kom vi så til at vente en time, inden vi lettede. Der var vist nok problemer med flyets aircondition.

Flyveturen tog godt halvanden time. Og med en halv times forsinkelse landede vi så i Asuncion i Paraguay – hvor vi kunne konstatere, at temperaturen var en helt anden.

Da vi fløj af sted fra Buenos Aires, var temperaturen vel omkring 16-17 grader (hvilket faktisk var noget af det højeste, mens vi havde været der). Og i Asuncion var den så det dobbelte.

Ved paskontrollen var der også lang kø her. Men til gengæld var den mere effektiv, så det kun tog en halv times tid. Og efter vi havde hentet vores bagage, kunne vi så tage en taxa mod ”Hotel Factoria”.

Heldigvis var der ikke så meget trafik, så vi var forholdsvis hurtigt fremme – godt ti timer efter, at vi havde forladt vores hotel i Colonia.

Vores hotel lå i en gammel fabriksbygning. Så stilen var meget lækker og rustik – og med store værelser med højt til loftet.

Efter vi havde fået vores værelser, gik vi ud for at spise aftensmad på en italiensk restaurant, som vi havde fundet på forhånd på Google Maps. Og bagefter gik vi forbi et supermarked, inden vi brugte resten af aftenen på at slappe af på værelset – efter en lang rejsedag.

Næste dag fik vi klaret en række praktiske ting efter morgenmaden. Så vi kom lidt sent af sted. Det gjorde dog ikke det helt store, for vi havde kun planer om at gå lidt rundt i vores eget område.

Her startede vi på et kunstmuseum – som der vist var lidt delte meninger hos os fire om hvorvidt, det var interessant eller ej. Til gengæld var det gratis.

Bagefter gik vi videre til et shoppingcenter, der var meget moderne – og med en lang række internationale mærkevarer. Det er tydeligt, at der er mere rigdom i Asuncion end i Buenos Aires. Folk er mere velklædte her. Og kører også i nyere og større biler.

Det ændrer dog ikke ved, at der også er masser af fattigdom i Paraguay – specielt hvis man bevæger sig udenfor det kvarter, som vi bor i. Også her i dette land er forskellen mellem rig og fattig meget stor.

Pigerne fik kigget i en masse tøjbutikker – og også købt en smule. Og efter de var færdige her, tog vi tilbage til hotellet, hvor Marianne og jeg fik en drink ved poolen – mens Frida og Vilde slappede af på værelset.

Vi havde valgt en restaurant i nærheden af hotellet, hvor vi gerne ville spise aftensmad. Men da vi kom derhen, var der ikke plads.

I stedet fandt vi en anden restaurant efter at have gået lidt omkring. Vi blev dog lidt betænkelige, da vi så at alle tjenerne havde jakkesæt på. Specielt fordi vi ikke ligefrem havde vores fineste tøj på. Til gengæld følte vi os ret sikre på, at det trods alt ville være begrænset hvor dyrt, det ville blive – fordi alt er ret billigt her i Paraguay.

Og standarden var meget høj. Vi fik nogle meget lækre bøffer og en god rødvin – og ikke mindst god betjening. Rødvinen blev naturligvis løbende skænket op af tjeneren. Men selv Vildes cola måtte ikke stå på bordet – og blev hældt op i glasset med passende intervaller.

Alt denne gode mad og drikke resulterede i en samlet regning på omkring 1700 kroner – inklusiv 15 procent i drikkepenge. Sådan en oplevelse havde kostet langt mere i Danmark.

Det var dog lidt sjovt, at da vi skulle til at gå, blev vi spurgt, om vi havde en bil, der skulle køres frem. Men nej, vi var bare på gåben – som vi brugte til at gå over til det nærmeste supermarked, inden vi tog tilbage til hotellet igen.

I forgårs efter morgenmaden tog vi så en Uber til den historiske bydel – i en elbil. Det troede vi faktisk ikke rigtigt, at de brugte i Paraguay. Og vi spekulerer også lidt på, hvordan de får ladet op. For der er i hvert fald ikke mange ladestandere på gaden.

Det giver dog ret god mening at køre på el. For på grund af et kæmpe vandkraftværk, procedurer Paraguay langt mere strøm, end de selv kan bruge. Så strøm koster nærmest ingenting.

Selvom denne bydel kun lå en kort køretur fra vores hotel, var der en verden til forskel. Her var der noget mere slidt og langt mindre moderne end i vores bydel.

Vi startede med at besøge en lille kirke, hvor der lå en række berømte, historiske personer begravet. Og som blev bevogtet af to vagter.

Bagefter gik vi videre til præsidentpaladset – der til forveksling lignede det i Buenos Aires. Dette her var dog langt flottere og mere velholdt.

Næste stop var Loma San Jerónimo, der er en lille bydel med farverige huse – lidt som Caminito i Buenos Aires. Bare med den væsentlige forskel, at dette område på ingen måde er turistet. Og vi var da også de eneste turister, der gik rundt her.

Herfra gik vi tilbage til det torv, hvor vi startede. Og inden vi kørte hjem, var vi inde i et stormagasin – blandt andet for at få internet, så vi kunne bestille en Uber.

Vi sluttede dagen af med at ligge lidt ved poolen. Det var dog ikke den helt store fornøjelse, selvom temperaturen var over 30 grader. For det blæste ret voldsomt. Noget som det i øvrigt havde gjort, lige siden vi ankom til Paraguay.

Aftensmaden blev spist på samme restaurant, som vi var på den første dag. Her så vi også VM-bronzekampen – hvor England slog Frankrig med de ret groteske cifre 6-4. Og så var det tilbage til hotellet for at pakke lidt.

I går skulle vi så videre fra Asuncion og til Ciudad del Este. Så efter morgenmaden fik vi pakket de sidste ting og checket ud. Og derfra tog vi to taxaer til busterminalen – for at vi kunne have vores kufferter med. For det er ikke alle taxier her i Paraguay, der er specielt store.

Vi havde på forhånd bestilt busbilletter hjemmefra – med luksussæder, som var meget bredde og kunne lægge helt ned. Faktisk endnu bedre end premium-klassen, som vi fløj til Buenos Aires på. Så de 170 kroner per busbillet for en tur på over fem timer var givet godt ud.

Der var dog lidt problemer med at få koden til bussens WIFI. Da jeg spurgte, havde de lidt for travlt til at kunne fortælle mig den. Men da Frida blev sendt af sted, var der straks en ung fyr, som gerne ville hjælpe.

Og det var ret godt internet. Man kan sige meget om Elon Musk – men hans Starlink internet fungerer rigtig godt. Det kneb dog en smule på den sidste del af turen, hvor vi gerne ville se VM-finale – og skulle gøre det igennem en VPN, der simulerer, at vi er i Danmark. Men mon ikke også at hele bussen streamede på det tidspunkt.

Vi fik dog set det meste af første halvleg med kun nogle enkelte udfald, inden vi nåede Ciudad del Este. Her fik vi fat i en taxa, som kunne have tre styk bagage i bagagerummet. Så Marianne og pigerne måtte sidde med den sidste kuffert på skødet på bagsædet.

Heldigvis tog det ikke mere end ti minutter, før vi var fremme ved ”Hotel Casino Acaray” – der vist er byens fineste hotel. Det siger dog åbenbart ikke så meget. For det er ret nedslidt – men fint nok til et par nætter.

På værelset så vi den sidste del af anden halvleg og den forlængede spilletid – hvor Spanien scorede og derfor fortjent vandt VM i fodbold. For de havde haft 20 skud på mål, mens Argentina kun havde haft to. Vi havde dog alle lidt ondt af Messi – som måske spillede sin sidste landskamp.

Vi valgte at spise aftensmad på hotellet – hvilket var en ret tvivlsom oplevelse. Endnu engang var vores bøf stegt alt for meget – uden at det dog var så grotesk som i Colonia.

Til gengæld var morgenmaden i morges ok. Og efter vi havde spist den, gik vi den korte tur til byens centrum.

Cidudad del Este er en grænseby – og toldfrit område. Det betyder, at der kommer rigtig mange fra både Brasilien og Argentina for at handle billigt elektronik, kosmetik, alkohol, chokolade og andre varer, som de kan få billigere her.

Så byen er en blanding af hektiske gadehandlere og store, moderne shoppingcentre. Og overalt er der fyldt med mennesker.

Vi startede i shoppingcentret med det noget spøjse navn ”Shopping Paris”. Her købte Vilde flere forskellige negleting, der var langt billigere end i Danmark.

Bagefter gik vi så op igennem byens mest hektiske gade, hvor der var fyldt med boder og butikker på begge sider af vejen – plus masser af mennesker og biler. Så det var ret hektisk.

Her spiste vi også nogle ok thairetter til frokost, inden vi shoppede videre i det næste stormagasin – hvor Frida blandt andet fik en parfume, der koster noget nær det dobbelte i Danmark.

Efter vi havde været inde et par steder mere, gik vi tilbage mod vores hotel. På vejen var vi lige en tur i ”Shopping China” – et kæmpe stormagasin i tre etager. Her spiste vi også fastfood i centrets food court – hvor maden var billigere og nok også bedre end på hotellets restaurant.

I morgen har vi så bestilt en taxa, der skal hente os og køre os over grænsen til Brasilien-siden af vandfaldet Foz do Iguaçu. Og når vi har set det, bliver vi kørt videre til vores hotel på Argentina-siden.