Kø, regn og et voldsomt vandfald

De seneste par dage har vi brugt rigtig meget tid i kø. Kø ved grænser, kø i trafikken og kø ved Iguazu vandfaldet. Og så har det i øvrigt også regnet en del – hvilket på godt og ondt har givet en noget anderledes vandfald-oplevelse.

I tirsdags var vi oppe allerede klokken 6, så vi kunne komme af sted i god tid fra vores hotel i Paraguay. For foran os lå en dag med to grænsekrydsninger og et besøg på Brasilien-siden af Iguazu vandfaldet.

Så efter vi havde spist morgenmad, pakket det sidste og checket ud blev vi hentet klokken halv ni af en taxa, som vi havde booket hele dagen. Chaufføren kunne godt nok kun spansk, men heldigvis kan man jo komme langt med Google Translate i dag.

Første stop var så grænsen ud af Paraguay. Eller det vil sige at stoppet var et stykke fra grænsen. For der var rigtig lang kø. Til at starte med holdt vi endda helt stille, så vi frygtede det værste. Men det blev dog ikke så slemt alligevel. Og da vi først kom helt frem til grænsen, kunne vi få tjekket vores pas med det samme.

På Brasilien-siden var vi også hurtigt igennem. Så det, der så ud til at blive rigtig slemt, tog samlet kun 40 minutter i alt. Og en time efter, at vi havde forladt vores hotel, kunne vi køre ind i Brasilien – og videre mod vandfaldet.

Det sidste stykke mod vandfaldet var der så vejarbejde, hvor der var spærret flere spor – hvilket betød endnu mere køkørsler. Og mens vi var på vej, begyndte det så også at regne. Så det lovede ikke alt for godt.

Endelig kom vi dog frem til velkomstcentret. Og efter endnu lidt venten i en kø, steg vi på en bus, der skulle køre os det sidste stykke til vandfaldet. Bustur var på omkring 11 kilometer. Og med en makshastighed på 40 km/t tog det lidt tid at komme frem.

Køen ved bussen var dog ingenting i forhold til køen på gangstierne ved vandfaldet. Lige nu er det vinterferie i både Brasilien og Argentina – hvilket betyder rigtig mange mennesker alle steder. Og når alle så stopper op midt på stierne for at tage selfies, danner der sig hurtigt kø.

Heldigvis var solen kommet frem. Og til trods for de mange mennesker, som man lige skulle ”kigge forbi”, var Iguazu stadig et imponerende syn. Marianne og jeg havde jo været der for 21 år siden. Og vi havde derfor glædet os til at komme tilbage – og til at vise pigerne det.

Vi startede øverst oppe med panoramaudsigt over alle vandfaldene. Og så bevægede vi os stille og roligt nedad mod floden nedenfor vandfaldene. Turen sluttede på nogle gangbroer, der gik ud over floden og var meget tæt på et af de mange vandfald.

Dagen før havde vi købt nogle regnslag i Ciudad del Este. Det var nu mest for at sikre os mod regnvejr. Men de blev også nyttige her. For luften var fyldt med forstøvet vand fra vandfaldet. Så vi var blevet gennemblødte, hvis vi ikke havde haft dem på.

Da vi kom op igen, spiste vi en udmærket buffet på en restaurant – inden vi tog bussen tilbage til velkomstcentret igen.

Vi var dog ikke helt færdige med dagens oplevelser. For lige på den anden side af vejen lå Parque das Aves – en fuglepark som vi også huskede som en god oplevelse sidst vi var i området.

I parken er der tukaner, papegøjer og en række andre fugle – hvor mange går frit rundt sammen med gæsterne inde i burene. Så det var også en sjov oplevelse, hvor vi fik set nogle eksotiske dyr meget tæt på.

Efter besøget her var det så tid til at sætte kursen mod vores næste hotel på Argentina-siden af Iguazu. Afstanden var ikke så stor. Men tidsmæssigt kom det til at tage rigtig lang tid at krydse endnu en grænse.

Det gik rigtig fint på Brasilien-siden – hvor vi hurtigt var igennem. Men da vi nærmede os grænsen til Argentina (der sjovt nok lå et par kilometer for Brasilien-grænsen), startede bilkøen. Og den rykkede sig nærmest ikke.

Så vores chauffør arrangerede, at vi i stedet ville blive hentet på den anden side af grænsen af en argentinsk chauffør – både for vores skyld og for hans skyld. For vi ville komme hurtigere over ved at gå. Og han slap for at skulle vente på os – og så bagefter vente lige så lang tid på at komme over grænsen igen den anden vej.

Chaufføren satte os derfor af ved gå-køen – der også var rigtig lang. Men heldigvis tog det ikke mere end godt 40 minutter at komme igennem – hvilket helt sikkert var meget hurtigere, end hvis vi skulle have kørt i bil over.

På den anden side af grænsen ventede så vores argentinske chauffør – som endda snakkede godt engelsk. Og efter endnu en kort køretur var vi fremme ved ”Loi Suites Iguazú Hotel” – der lå midt i junglen. Vi kunne dog ikke rigtig se så meget af omgivelserne, da det var blevet mørkt i mellemtiden.

Kort tid efter vi havde checket ind og fået vores værelser, begyndte det at regne voldsomt – og det fortsatte så det næste døgns tid. Udover regnen var der også masser af lyn og torden. Så vi var glade for, at det ikke var startet en time tidligere – hvor vi stadig stod i kø udenfor ved grænsekontrollen.

Aftensmaden blev spist i hotellets snackbar – hvor vi fik et ret middelmådigt måltid. Og bagefter slappede vi så lidt af på vores værelse efter en lang dag.

Vi havde på forhånd booket en ekstra nat på hotellet, så vi kunne få en pooldag uden at skulle lave noget som helst. Men det satte regnen en stopper for. Hele natten havde det regnet voldsomt – og det fortsatte så også om dagen.

Så det var ret skuffende, at vi ikke kunne ligge på en liggestol og nyde solen. Omvendt var vi også glade for, at vi trods alt havde den ekstra dag, så vi ikke var tvunget til at tage til Argentina-siden af Iguazu i regnvejret. For det havde helt sikkert ikke været en god oplevelse.

I stedet for pool og sol blev det så til nogle timer på værelset, hvor vi fik klaret en række praktiske ting. Og bagefter satte vi os i barområdet, hvor vi spillede spil. Så til trods for det dårligere vejr blev det faktisk meget hyggeligt alligevel.

Aftensmaden blev endnu engang spist i snackbaren, da vi havde badetøj på. Og da vi var færdige med at spise, var regnen faktisk også stoppet. Så her hoppede vi i poolen – der var dejligt opvarmet.

I forgårs skulle vi så til Argentina-siden af Iguazu – hvor vejret heldigvis var meget bedre end dagen før. Vi var derfor oppe allerede klokken seks. Og klokken otte skulle den samme chauffør, som kørte os to dage før, hente os.

Fem minutter over fik vi så en besked om, at der var problemer med bilen – og han derfor var forsinket. Da han kom frem, fortalte han, at hans kone ville komme med en anden bil – som vi skulle skifte til.

Vi kørte derfor meget langsomt af sted. Og efter et stykke tid på hovedvejen, kom konen med den anden bil – og vi kunne køre i mere almindeligt tempo mod vandfaldets velkomstcenter.

Efterhånden var klokken ved at blive mange, så vi fik lidt stress på. For vi havde nemlig booket en bådtur klokken ni.

Den stress kunne vi dog godt have sparet os. For da vi ankom et kvarter før mødetiden, fik vi at vide, at bådturen var aflyst. Der var simpelthen for meget vand og strøm i floden til, at den kunne gennemføres. Det betød samtidig også, at vandfaldets højdepunkt ”Devil’s Throat” også var lukket af.

Så det var naturligvis en ret stor skuffelse. Og humøret blev ikke bedre, da vi så den absurd lang kø af mennesker, som ventede på at komme ind i parken. I forvejen var der jo mange på grund af ferien. Og da vejret samtidig ikke havde været til Iguazu-besøg dagen før, var der nok nærmest dobbelt op dagen efter.

Vi undgik dog billetkøen ved at købe billetterne online. Og efter at have stået i kø i endnu 40 minutter, blev vi lukket ind i selve parken.

Herfra tog vi så et lille tog mod centrum af parken – der også er udgangspunkt for de to stisystemer med gangbroer, der går rundt om vandfaldet.

Vi startede med den øvre tur, hvor man kommer helt tæt på vandfaldet oppefra – der hvor floden bliver til vandfald.

Det var tydeligt at se, at vandstanden var meget højere end normalt. Og det betød så samtidig også, at vandfaldene var meget kraftigere, end de plejer. Så vi forstod godt, hvorfor bådturen var aflyst, og ”Devil’s Throat” var lukket.

Så det var naturligvis ærgerligt, at der var ting, som vi ikke kunne opleve på grund af det meget vand. Men til gengæld gav det os så også en anden oplevelse med de langt mere kraftfulde vandfald – der var et imponerende syn.

Vi troede faktisk, at det var på grund af regnen i området dagen før, at vandstanden var steget så meget. Men vores chauffør fortalte os senere, at det var på grund af voldsomme vandmængder fra den nordlige del af Brasilien.

Normalt ligger vandmængden også på omkring tre millioner liter vand i sekundet – hvilket kan fylde et olympisk svømmebassin hvert sekund. Men på grund af det meget ekstra vand var det tal steget til ti millioner liter i sekundet.

Lige som på Brasilien-siden var der også her ekstremt mange mennesker på gangbroerne – så det var noget med at gå nogle meter, stoppe, gå nogle meter mere osv.

Men i det mindste sørgede lokale guider for, at folk ikke stoppede op midt på gangstierne for at tage billeder – men måtte nøjes med at gøre det på udvalgte platforme. Så selvom vi naturligvis gerne ville have haft det helt for os selv, ødelagde det heldigvis ikke oplevelsen.

Da vi var færdige med den øvre rundtur, spiste vi endnu engang buffet til frokost – der faktisk var bedre end dagen før. Specielt kødet, der blev stegt på gril, var meget mere lækkert.

Efter maden startede vi så på den nedre rundtur i ”vandfaldshøjde” – hvor der også var rigtig mange mennesker. Også den tur var en imponerende oplevelse, hvor vi virkelig kunne fornemme den kraft, som der var i de mange ekstra millioner liter vand.

Vi havde egentlig taget vores regnslag med for at bruge dem på bådturen – og ærgrede os derfor en smule over, at vi ikke havde givet chaufføren dem med tilbage, da turen nu var aflyst.

Men de viste sig nu at blive nyttige alligevel. For ved det sidste vandfald var der endnu mere vand i luften end på Brasilien-siden. Så også her var vil blevet gennemblødte uden.

Da vi var færdige med rundturen, skrev vi til vores chauffør på WhatsApp og gik mod indgangen. Og efter lidt ventetid kom han og kørte os tilbage til vores hotel.

Her skyndte Marianne, Vilde og jeg os til poolen – mens Frida hellere ville blive på værelset for at slappe af.

Ved poolen bestilte Marianne en Aperol Spritz, mens jeg valgte en gin og tonic. Jeg var dog ikke så heldig med mit valg.

For da min drink blev serveret, var tonicen helt flad. Jeg spurgte derfor, om jeg ikke kunne få en, hvor der faktisk var bobler i. Det havde de lidt svært ved at forstå, så jeg prøvede på spansk med ”tonic con gas” – hvilket betyder ”tonic med brus”.

Umiddelbart var det fint. Jeg fik en ny drink – der dog var utrolig stærk. Så jeg spurgte, om jeg kunne få lidt mere tonic i. Og her gik det så op for mig, at de havde lavet den nye drink med danskvand i stedet. Så der var ikke noget at sige til, at den nærmest udelukkende havde smagt af gin.

Med mere tonic i blev drikken til at få ned. Men det var ikke den helt store fornøjelse alligevel. Og endnu engang undrede vi os over, at der mange steder ikke er større faglighed og kærlighed til de ting, som de laver. Specielt på et sted, som faktisk prøver at signalere, at man er et hotel i den øvre ende. For efter to aftensmåltider og to drinks i den kombinerede bar og snackbar havde vi kun fået middelmådig mad og drikke.

Efter lidt tid gad Vilde ikke ligge mere ved poolen. Det benyttede Marianne og jeg til at gå over til voksenpoolen – hvor man skulle være 18 år for at opholde sig. Og her fik vi så en helt anden oplevelse.

Jeg tog det lidt mere sikre valg og fik en øl. Men Mariannes nye Aperol Spritz var klart bedre – og serveret i rigtigt glas fremfor i plastikglas. Udover det fik vi så også lidt peanuts til. Og ikke mindst var betjeningen langt mere venlig.

Det var også rart nok, at der ikke var fyldt med små børn, så vi kunne få lidt ro i hovedet efter en lang dag. Det bedste var dog udsigten – hvor vi kunne ligge på hver vores liggestol og kigge ud over floden. På alle måder var det nærmest som at være kommet til et helt nyt (og bedre) hotel.

Da det blev mørkt, gik vi tilbage på værelset for at klæde om til aftensmaden. Den valgte vi at spise på hotellets restaurant. Og det kunne vi så ærgre os over, vi ikke også havde gjort de andre dage.

Betjeningen var langt bedre. Og selvom maden heller ikke her var fantastisk, var den stadig klasser over det, som vi havde fået i snackbaren de andre dage.

Efter vi havde spist, gik vi tilbage til hotellet for at pakke. Og så var det ellers tidligt i seng efter endnu en lang dag.

For i går skulle vi nemlig endnu engang op klokken 6. Og klokken 7 blev vi så hentet af vores faste chauffør – som denne gang stort set kom til tiden.

Han skulle køre os til lufthavnen på Brasilien-siden. Og med den meget ferietrafik tog vi af sted i rigtig god tid for at være sikre på, at vi ikke missede vores fly.

Selvom vi syntes, vi var tidligt på den ved Argentina-grænsen, var der allerede rigtig mange biler. Samtidig var det også begyndt at regne, så vi var glade for, at vi ikke skulle ud – men kunne blive siddende i bilen.

Endnu engang tog det lige omkring 40 minutter at komme igennem paskontrollen. 40 minutter er åbenbart den tid, det tager for os med de fleste køer – uanset hvad vi venter på.

Ved Brasilien-grænsen kom vi til gengæld igen til med det samme. Og det undrede os lidt, hvorfor der var så stor forskel.

Det viser sig, at hvis man skal på en endagstur til f.eks. shoppingcentrene i Paraguay eller Iguazu vandfaldet i Brasilien, behøver man ikke et stempel i Brasilien. Og vi skulle derfor kun have det, fordi vi bliver i landet i flere dage.

Så smarte er de ikke i Argentina, hvor alle skal have stemplet deres pas uanset længde – hvilket også forklarer den meget lange kø både ind og ud af landet.

Heldigvis var grænsekrydsningerne gået nogenlunde fornuftigt tidsmæssigt. Så vi var fremme i lufthavnen i god tid – og havde derfor masser af tid, efter vi havde checket ind.

Tiden blev brugt på at spise lidt morgenmad. Og efter yderligere ventetid steg vi på flyet mod Rio – der heldigvis fløj til tiden.

På flyveturen havde vi for et par hundrede kroner ekstra booket ”Econony Premium”-klassen – hvilket betød, at der var et ledigt sæde imellem os på tre-sæderækkerne. Så både Marianne og jeg fik en vinduesplads.

Det var nu ikke så meget, der var at se ud ad vinduet. For det var ret gråt og kedeligt. Og da vi knap to timer senere landede i Rio, var det til regnvejr.

En anden fordel med den lidt højere klasse var, at vi sad forrest i flyet – og at vores bagage blev leveret som det første. Og da der samtidig jo ikke var nogen grænsekontrol, som vi skulle igennem, gik der ikke lang tid fra, at vi var landet og til, at vi sad i en taxa mod Ipanema-området.

Her havde vi lejet en AirBnb lejlighed. Og selvom der var en del trafik på vejen, var vi nogenlunde hurtigt fremme.

Vores lejlighed her ligger centralt – kun et par hundrede meter fra Ipanema stranden. Og samtidig er der en flot udsigt var 12. sal – hvor vi blandt andet kan se den berømte Kristus statue.

Lejligheden er også fyldt med kunst og masser af små, lækre detaljer. Det er dog ret meget ”nok se men ikke røre”. For blandt andet er alle de mange coffee table bøger stadig pakket ind i plastik. Så vi føler lidt, at vi bor i et museum. Og det virker derfor også lidt underligt, at man lejer en lejlighed ud, hvor man er så øm overfor tingene, der er i den.

Efter vi havde slappet lidt af, gik vi ned på gaden igen for at spise på en restaurant lige om hjørnet. Og bagefter gik vi af sted for at finde en kæmpe Havaianas butik.

I butikken sælger de klipklapper, der også er meget populære i Danmark – men til en helt anden pris. De billigste koster helt ned til omkring 55 kroner – hvilket er tæt på en tredjedel af prisen i Danmark. Så der bliver nok taget nogle stykker med hjem.

På vejen tilbage var vi inde i endnu flere Havaianas butikker, som det virker som om nærmest ligger på hvert gadehjørne – i hvert fald i denne del af Rio. Vi fik også hævet penge og var i et supermarked. Og så slappede vi af i lejligheden resten af aftenen.

I dag havde vi så glædet os til at sove længe efter nogle meget tidligere morgener. Men allerede klokken lidt over seks startede de med at larme på en byggeplads tæt på – selvom det er lørdag. Så jeg fik ikke sovet meget mere derefter.

Vejret er heller ikke super godt. Det regner ikke – men er gråvejr. Så vi har taget en stille og rolig morgen, hvor vi har klaret nogle praktisk ting.

Heldigvis ser det dog ud til, at vi få meget bedre vejr de næste dage – hvilket vil være dejligt. For vi trænger efterhånden til lidt sol og varme.