På kunstmuseum under vandet

Nu har vi været af sted en lille uges tid af de i alt seks uger. Og tiden her på Grenada har været en god blanding af afslapning og oplevelser.

Søndag fik vi pakket de sidste ting og lukket lejligheden ned. Og så tog vi mod lufthavnen. Marianne og Vilde var syge – og Frida havde været det dagen før. Så det var ikke de bedste forudsætninger for en god start på rejsen.

Heldigvis skulle vi kun en kort tur til London den dag. Og i lufthavnen var der næsten ingen mennesker – faktisk har vi nok aldrig oplevet så få. Så vi kom da også til skranken med det samme.

Efter at have forsynet os godt med slik og blade, gik vi den lange tur ud i terminal F. Det er den nye terminal, som lavprisselskaberne bruger. Og den er godt nok skrabet – ingen rullebånd på vejen og absolut heller ikke den mindst udsmykning. Godt nok er det en lavpristerminal – men lidt mere kunne man nu godt have gjort ud af den.

Turen til London foregik med EasyJet. Men selvom det er et lavprisselskab, var det nu meget fint. Og vi landede da også nogenlunde planmæssigt.

I Gatwick landede vi langt ude – og skulle igen gå et godt stykke. Men til forskel fra København var der ingen vogne, så Vilde måtte gå selv. Det var ret hårdt for hende – specielt i betragtning af, at hun var syg.

Vi havde booket en overnatning på hotellet med det mundrette navn ”Hampton by Hilton London Gatwick Airport”. Det lå i forbindelse med selve lufthavnen – men desværre i den forkerte terminal.

Vi landede i terminal Syd – og hotellet lå i terminal Nord. Derfor måtte vi en tur med tog med alt vores bagage. Normalt ville det ikke være det store problem, men på grund af sygdom var Marianne tappet for kræfter. Og så var der pludselig meget at slæbe på.

Men vi kom frem og fik vores værelse. Her spiste vi en medbragt sandwich – og så var det ellers på hovedet i seng.

Næste morgen ringede vækketuret klokken 5.30. Heldigvis var det engelsk tid – så vi fik en time forærende. Efter en gang morgenmad tog vi toget tilbage til terminal Syd, hvor vi skulle checke ind.

På forhånd havde vi printet boardingpas, så vi skulle bare aflevere vores bagage. Af en eller anden grund virkede deres transportbånd dog ikke, så efter at have fået bagagemærker, skulle vi selv tage vores bagage med til nogle bagagevogne lidt væk.

Hvor der ikke havde været mange mennesker i København om søndagen, så var der rigtig mange mennesker her i Gatwick om mandagen. Men vi kom igennem sikkerhedskontrollen – og på vejen til gaten fik vi da også lige købt nogle tuscher (der dog viste sig ikke at virke).

Gaten blev først annonceret en time før afgang. Og med den lange gåtur (til nogenlunde samme sted som dagen før), var vi der ikke i specielt god tid. Derfor kom vi også ombord med det samme.

Vi havde dog ikke behøvet at skynde os. For godt placeret i flyet måtte vi vente 50 minutter, før vi rent faktisk lettede.

De næste 8,5 timer blev brugt på at læse, se film og sove. Heldigvis var alle lidt friskere end dagen før, så turen blev ikke så slem, som man kunne have frygtet. Og pigerne er også efterhånden rigtig gode til at underholde sig selv.

Da vi landede, var vi desværre ikke helt fremme. For vi havde et stop på St. Lucia. Den ø havde vi besøgt, sidst vi var i Caribien. Så det var et glædeligt gensyn.

Og det var i øvrigt også her, hvor vi sidste gang var kommet til at stå af flyet uden at vide, at vi ikke var på den rigtige ø (før vi faktisk skulle til St. Lucia) – og derfor måtte kaldes tilbage af flypersonalet.

Denne fejl begik vi så ikke denne gang. Og efter en god times tid fløj vi videre mod Grenada – en tur på godt 45 minutter.

Her landede vi kl. 16.30 lokal tid. Og efter at have stået i kø i et stykke tid ved paskontrollen, fik vi vores bagage og tog en taxa den korte tur mod vores hotel ”Radisson Grenada Beach Resort”. Her fik vi vores værelse, og kort tid efter sov pigerne.

På vækkeuret stod der 18 – men for os var klokken 23 dansk tid. Og Marianne faldt da også i søvn kort efter – mens jeg holdt helt til 19.40, inden jeg måtte give op.

Der gik dog ikke mange timer, før Frida var klar til at stå op. Klokken var 2.15, da hun mente, at det var morgen. Og det var det jo sådan set også – i Danmark.

Heldigvis fik vi hende til at sove videre – og så sov begge piger til klokken 5, før de fik deres iPads. Og klokken 7 var vi alle fire oppe.

Efter at have pakket ud, spiste vi morgenmad på hotellet – og blev enige om, at det behøvede vi ikke igen. For den var godt nok kedelig. Bagefter gik vi til poolen, hvor vi var nogle timer.

Om eftermiddagen gik vi langs den flotte strand Grand Anse til en restaurant i nærheden. Det var dog lige før, at vi ikke kunne få mad her, for de havde læk på en eller anden benzinslange. Men det blev løst – og køkkenet åbnede igen.

Efter maden havde vi to meget trætte børn. Så de blev holdt vågne med is og lidt film på værelset, inden de sov klokken 18. Kort tid efter gik Marianne i seng, mens jeg holdt helt til klokken 20.25 (hele 45 minutter mere end dagen før).

Onsdag morgen vågnede Frida klokken 4.50 – men faldt igen i søvn og sov til 6.30. Og Vilde sov til klokken 7. Så allerede efter et par dage var de inde i den nye døgnrytme. Vilde har dog været ret hårdt ramt af søvnunderskud – og har været noget pylret. Faktisk er det først i dag, at hun har været nogenlunde sig selv.

Morgenmaden spiste vi på en café, og bagefter var vi i et lokalt shopping center – der dog ikke ligefrem var Fields (eller Frederiksberg Centret for den sags skyld). Resten af dagen brugte vi ved poolen – og på værelset med en film på tv’et.

Om aftenen spiste vi på en anden restaurant ved stranden. Her var dagens fisk tun – eller det fik vi i hvert fald først at vide. For senere kom tjeneren og sagde, at det ikke var tun – men delfin. Men da vi spurgte lidt undrende, om man kunne spise delfin, var det åbenbart ikke rigtig delfin alligevel. Vi blev aldrig helt klar over, hvad vi spiste – men det smagte fint.

I forgårs valgte vi til forskel fra de andre dage at spise morgenmad på terrassen. Maden havde vi købt i et supermarked i nærheden – i dyre domme. Varerne er ikke specielt billige her – faktisk dyrere end i Danmark. Og udvalget er ikke så stort. Men vi fandt da noget, som vi kunne bruge.

Til gengæld er det ikke så tit, at man spiser morgenmad i Danmark – og så ser en kolibri i en blomst en meter væk. Det gjorde vi her. Og til trods for at vi efterhånden har rejst en del eksotiske steder, er det stadig en sjældenhed for os at se kolibrier. Faktisk er det kun rigtig i Costa Rica, at vi har set dem. Så det var et glædeligt gensyn.

Efter et par timer ved poolen, klædte vi om og gik ned langs stranden for at finde en vandtaxa til hovedstaden St. George. Som de fleste andre øer er Grenada også en krydstogtdestination. Og denne dag lå et stort krydstogtskib for anker. Så vores strand var fyldt med krydstogtgæster – dog heldigvis i en anden del af stranden end ud for vores hotel.

Men vi fandt vores vandtaxa og tog den korte tur over vandet til St. George, hvor vi blev sat af ved krydstogtterminalen. Vi havde et kort, hvor vi havde udpeget et godt spisested. Hvad vi dog ikke havde kalkuleret med var, at det lå på den anden side af en meget høj bakke.

Så vi måtte op af nogle af de stejleste gader, som vi nogensinde har gået på. Her kan både San Francisco og La Paz godt gå hjem og lægge sig. Til sidst kom vi dog frem og fandt en restaurant, hvor vi spiste frokost.

Bagefter besøgte vi det gamle fort. Det skulle ifølge vores guidebog være hovedattraktionen i St. George – der i øvrigt skulle være en af de mest interessante byer i Caribien.

Det er muligvis rigtigt – men så står det ret skidt til med byer og attraktioner her i Caribien. For St. George er absolut ikke noget særligt. Og det er fortet heller ikke.

Efter at have betalt indgang til fortet, kom vi op til et underligt, nedslidt sted. En ting var, at bygningerne var nedslidte – det er vel, hvad man kan forvente af sådan et gammel attraktion. Men der var heller ikke gjort noget for at gøre det attraktivt. Midt i en bygning uden tag stod der en gammel, ødelagt kontorstol omgivet af vildtgroende planter – meget mærkeligt.

Vi undrede os i øvrigt også over, at der midt i det gamle fort var et fitnessrum. Det viste sig dog, at politiskolen også havde til huse i fortet. Og så gav det lidt mere mening.

Efter at have kigget lidt i et shopping center (der absolut heller ikke var Fields) ved krydstogtterminalen, tog vi en taxa tilbage til vores hotel. Her fik pigerne lov til at se lidt film, inden de lagde sig til at sove. Og bagefter så vi et afsnit af DR-serien Bedrag, inden vi også sov.

I går stod den igen på morgenmad på terrassen. Og bagefter bestilte vi en snorkeltur. Inden vi tog afsted, købte vi lige et par UV-dragter til os voksne i centret fra dagen før. Her fik vi også lidt frokost.

Snorkelturens første stop var intet mindre end en undersøisk skulpturpark – altså et sted med en række statuer under vandet (der derfor kun kan ses med dykkermaske på).

Vores guide svømmede rundt med os, og på turen så vi en række af de forskellige kunstværker – som en cirkel med kvinder, der holder hinanden i hånden, en havfrue og en mand, som skriver på skrivemaskine.

Selve snorkelturen var ikke noget særligt – ud over det utroligt klare vand. Men oplevelsen var nu alligevel ret unik på grund af de mange skulpturer.

Bagefter sejlede vi videre til et andet sted, hvor vi kunne snorkle og se på mere ”almindelige” ting. Der var dog ikke så meget at se på – så alle var hurtigt klar til at sejle tilbage til vores lokale strand igen.

Efter en hurtig tur i poolen, gik vi langs stranden til den restaurant, som vi havde været på et par dage tidligere. Til forskel fra sidst var der rigtig mange mennesker. Det var fredag aften, og derfor var der en masse amerikanske studerende.

For der ligger nemlig et amerikansk læge-universitet i Grenada. Efter sigende var det også for at beskytte dem, at Ronald Reagan valgte at invadere Grenada i 1983.

Da vi kom tilbage på hotellet igen, så vi alle fire X-Factor (og spiste fredagsslik), inden det igen var tid til at sove.

Dagen i dag startede for Marianne og Fridas vedkommende med en svømmetur i havet. Så spiste vi endnu en gang morgenmad på terrassen. Bagefter gik vi til poolen – hvor vi lå hele dagen. Og her spiste vi også frokost – og kunne konstatere, at hotellets pizzaer ikke var meget mere interessante end morgenmaden.

Her til aften har vi så hygget på værelset med MGP (og lidt slik). Og i nat bliver så sidste gang vi sover her, inden vi i morgen tager videre mod St. Vincent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *