Palmeferie i Dubai

Vi befinder os nu i Dubai – byen (og emiratet) som mange mennesker kalder ”det virkelige Las Vegas”. Der er da heller ingen tvivl om, at der bor rigtig mange rige mennesker her – som brænder rigtig mange penge af. Og mange af bygningerne har da også en ekstravagance, der sagtens kan måle sig med hotellerne på The Strip i Las Vegas. Men selvom vi endnu ikke har været så meget rundt, kan vi godt fornemme, at Dubai har meget mere at byde på.

Turen hertil gik fint. Når man har to børn, så er to timer i lufthavnen før ankomst ikke for meget. Man skal checke ind, aflevere klapvogn, igennem sikkerhedskontrol og paskontrol – og også gerne lige handle lidt drikke til turen. Så det hele var lidt hektisk.

I flyet fik vi nogle rigtig fine pladser lige foran business klassen med en væg imellem. Det betød, at vi ikke havde nogle lige foran os – hvilket igen betød mere benplads (og plads til al vores håndbagage).

Der er dog visse udfordringer ved at have to børn med i flyet – specielt når man skal spise. Vi havde lige fået vores madbakker, da Frida skulle på toilettet – og det var ellers svært nok at balancere med dem med Vilde på skødet. Men det gik.

Efter et par timer kom stewardessen i tanke om at spørge os om, hvorvidt vi ville have en lift, der kunne sættes op på væggen, til Vilde. Det ville vi sjovt nok godt – og det havde passet fint lidt før på flyveturen. Får vi samme pladser på hjemturen, så skal vi nok huske at spørge selv.

Oppe fra liften havde Vilde et rigtig godt udsyn over hele flyvemaskinen, så det var ikke så nemt at få hende til at sove. Specielt ikke når hun kunne charme alle dem omkring hende. Men til sidst lykkedes det.

Frida faldt også i søvn efter lang tids kamp for at holde sig vågen – lige præcis da vi startede indflyvningen til Dubai. Så hun gik glip af den flotte udsigt til Dubai ”by night”. Og for en gang skyld sad vi i den rigtige side af flyet.

Procedurerne i lufthavnen gik fint. Alt vores bagage var med, og paskontrollen var også hurtigt klaret. Faktisk blev vi vist over i en særlig kø for børnefamilier. I det hele taget var der god service overalt.

Inden vi forlod bagageområdet, shoppede vi lige lidt vin og øl i den toldfri butik. For i Dubai bliver der ikke solgt spiritus i butikkerne. Eneste sted man kan få en øl eller lignende er i de få barer (hovedsageligt på hotellerne), der har bevilling til at sælge alkohol.

Vi havde bestilt afhentning i lufthavnen. Og der stod da også en masse mennesker med skilte med navne på – bare ikke lige vores. Efter lang tids forgæves søgning, var vi på vej ud til taxaerne, da jeg fik øje på vores navn på et skilt. Vores chauffør havde åbenbart været sent på den – måske fordi vi faktisk var landet en halv time før planlagt tid (noget vi vist aldrig har oplevet før).

Efter en lille halv times kørsel nåede vi endelig til vores lejede lejlighed. Børnene var efterhånden godt trætte – men det var jo også langt over deres sengetid.

Vi bor i et lejlighedskompleks, der hedder Shoreline Apartments – nærmere betegnet bygning 11 (også kaldet Habool). Her har vi en stor lejlighed med to soveværelser, et tjenestepigeværelse (som vi ikke bruger) og hele fire badeværelser. Så plads mangler vi ikke.

Lejligheden ligger på Palm Jumeirah – den kunstige ”palmeø”. For nogle år siden var der lagt op til, at øen skulle være det helt store luksussted for de allerrigeste. Sidenhen er ambitionerne skruet noget ned, og i dag er der byggerier i alle klasser. Bortset fra størrelsen vil vi nok heller ikke betegne vores lejlighed som mere end en mellemklasses ferielejlighed.

Byggeriet er heller ikke på nogen måde færdigt endnu – noget vi oplevede allerede første morgen, da der startede en forfærdelig larm udenfor (godt vi trods alt bor på 7. sal).

På hjemmesiden for lejlighedsudlejningen stod der, at vi havde ”kanaludsigt”. En kort kig på Google Maps viste dog hurtigt, at der ikke var meget vand udenfor – så vi blev da heller ikke skuffede da vi kiggede ud af vinduet og så, at det vist var kanalen, som der blev arbejdet på.

I det hele taget er der meget byggeri, der er planlagt men endnu ikke udført. Ifølge samme Google Maps skulle der være et ”city center” lige ved siden af vores boligblok – men der kun en række betonsøjler, der stikker op af jorden. Og et kæmpe hotel lidt fra er stadig også kun på tegnebrættet (og så på Google Maps).

Der sker da heller ikke så meget her. Heldigvis er der et mindre supermarked, hvor vi kan købe det, som vi har brug for. Ellers må man med taxa til andre dele af byen.

Vores første hele dag i Dubai blev brugt på at komme os over tidsforskellen på tre timer. Børnene sov i princippet til klokken halv ni – men med den danske tidsregning i kroppen var den altså ikke mere end halv seks. Så der blev sovet nogle lure resten af dagen.

Om eftermiddagen kom en repræsentant for udlejningsbureauet for at checke at alt var ok – samt nok ikke mindst at modtage vores depositum.

Bagefter gik vi ned til beach club’en, som vi havde betalt for via lejen. Her viste det sig, at vi ikke havde det rigtige adgangskort – resultat: en meget skuffet pige, der ikke kom i swimming poolen den dag. Og vi havde endda spurgt repræsentanten, om det var det rigtige kort.

I stedet tog vi en taxa til Atlantis hotellet, der ligger helt ude på spidsen af palmen. Her gik vi lidt rundt i shopping arkaden og Frida fik en is – hvilket hjalp lidt på skuffelsen. Men udover isbaren var der mest dyre butikker, så vi tog hurtigt tilbage igen.

Næste morgen sov børnene helt til klokken otte (Dubai-tid), så efterhånden var vi nogenlunde udhvilede. Adgangen til beach club’en skulle også være i orden, så vi drog af sted med vores badetøj.

Det gik dog ikke helt så nemt, for vi blev dirigeret fra den ene beach club til den næste – for at blive sendt til en helt tredje. Her fik vi besked på, at vi skulle tilbage til den anden igen. Men efter en længere gåtur (specielt for Frida) fik vi endelig adgang til de længe ventede svømmemuligheder.

Det var dog værd at vente på. Poolen er godt nok lidt kold, men fra den private strand har vi udsigt til Burj Al Arab (”Sejlet” – også kaldet ”Verdens eneste syvstjernede hotel”), Jumeirah Beach Hotel og ikke mindst Burj Khalifa (verdens højeste bygning) i baggrunden.

Fra vores liggestol kan vi også se byggeriet af to nye, kæmpe hoteller samt en lang række strandvillaer. En gang sagde man, at hver tredje kran i verden stod i Dubai – og selvom det nok ikke er tilfældet mere, bygges der stadig utroligt meget. Man kan undre sig lidt over, om der er gæster/købere nok til alle de bygninger. Men når de først er gået i gang, kan de jo ikke så godt stoppe igen.

Beach club’en blev nydt meget, så Fridas eftermiddagslur blev droppet. Dagen sluttede af med lidt X-faktor fra vores computer, der blev sluttet til tv’et. I disse internettider er man aldrig rigtig langt væk hjemmefra.

Næste morgen stod børnene op allerede klokken syv, så vi var tidligt i beach club’en. Her var vi i et par timer, inden vi tog tilbage, så Frida kunne få en middagslur.

Mens vi lå på stranden, oplevede vi faktisk lidt skyer. Dog ikke mere, end vi sagtens kunne holde varmen. Temperaturen er et-par-og-tyve grader om dagen og lidt koldere om natten. Faktisk som en af de gode, danske sommerdage.

Om aftenen hoppede vi på en taxa og kørte til Dubai Marina – området hvor vi skal bo, når vi vender tilbage til Dubai efter at have været i Oman og Bahrain.

Her kunne vi for alvor se, hvor meget der er bygget i Dubai. Området er forholdsvis nyt, og for få år siden lå der stort set ingen bygninger. I dag er der adskillige højhuse med bolig, kontor og hoteller. Og mere bliver stadig bygget – bl.a. Dubais svar på den svenske ”Turning Torso”. Et imponerende bygningsværk lige ved indsejlingen til marinaen.

Egentlig ville vi have været nede ved ”The Walk” ved stranden. Men ved en fejl blev vi sat af ved Marina Walk’en i stedet. Da de to steder ligger tæt på hinanden, burde det ikke være noget problem at gå ned til stranden – troede vi.

For her fandt vi for alvor ud af, at Dubai generelt ikke er en by, som man går rundt i – slet ikke med klapvogn. Fire-sporede veje uden fodgængerovergange og trafiklys gør det næsten umuligt at komme fra et sted til et andet uden bil (i hvert fald lige der, hvor vi befandt os).

Så til sidst måtte vi opgive og i stedet spise ved marinaen. Men her fik vi nu også et rigtig fint måltid med kylling, pitabrød og krydrede ris. Og Frida fik burger med pommes frites, så alle var glade.

I går kom der så den halvugentlige rengøring, så vi skulle gerne være ude af huset klokken ni. Det nåede vi dog ikke helt, men heldigvis var vi stort set klar, da rengøringsdamen kom.

Vi tog en taxa til Za’abeel Park, der ligger i den anden ende af Dubai. Prisen for taxaturen var 80 kroner. Det er rigtig billigt at køre i taxa i Dubai.

Den første indgang, som vi prøvede, var lukket. Så vi måtte gå et godt stykke rundt om parken, for at kunne komme ind. Indenfor kunne vi konstatere, at der stort set ingen mennesker var. Tilsyneladende er det sådan hver dag – bortset fra i weekenden.

Men parken var rigtig fin. Der var en god legeplads, og flere muligheder for at købe is. Så Frida havde vist et par dejlige timer.

Bagefter gik vi et godt stykke til metroen – så til sidst var Frida godt træt i benene.

Metroen i Dubai er forholdsvis ny. Stationerne ligner da også noget fra en fremtidsfilm. Selvom metroen er meget praktisk (den løber hele vejen på tværs af Dubai), er det tilsyneladende kun de lavere sociale klasser, der bruger den – dvs. folk med mere fysisk arbejde hovedsageligt fra de asiatiske lande. Det var nu ikke fordi, at den var specielt billig sammenlignet med taxa – 20 kr. for to voksne.

Man siger jo ofte, at danskerne ikke er specielt hjælpsomme – men i forhold til her, så passer det nu ikke helt. I metroen var der ingen, som flyttede sig, da vi kom ind klapvognen – selvom der faktisk var et område til netop klapvogne og rullestole. Et andet eksempel er, at personalet i f.eks. beach club’en ofte har stået og kigget på, at Marianne og jeg har båret klapvognen ned ad trapper uden at tilbyde deres hjælp. Men måske vi bare ikke ser rige nok ud.

I hvert fald er det rart at konstatere, at i Danmark gør folk plads til barnevognene i metroen – og hjælper med at få en klapvogn ud af bussen.

Målet for turen med metroen var ”Mall of the Emirates” – et af Dubais mange storcentre. Her ville vi bl.a. tage et kig på den berømte, indendørs skibakke.

Men efter en hurtig gang frokost i food court’en kunne vi konstatere, at børnene (og nok også deres forældre) var blevet meget trætte. Så skibakken må vente til en anden gang.

I dag har vi stort set ikke lavet noget. Både Frida og Vilde sov dårligt i nat, så alle var ret trætte. Derfor blev vi i lejligheden til Frida havde sovet middagslur.

Derefter tog vi i beach club’en. Desværre ligger den så uheldigt i forhold til verdenshjørnerne at solen går ned bag en bygning allerede kl. 15 ( i hvert fald om vinteren). Så det var ikke meget vi nåede, før vi lå i skygge.

Nu står den så på praktiske ting som tøjvask. Og i morgen er så sidste hele dag i Dubai i denne omgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *