Senegal og Gambia

Efter 10 dages påskerejse i Senegal og Gambia er vi endnu engang vendt hjem til hverdagen i Danmark.

Rejsen startede lørdag i forrige uge, hvor vi var tidligt oppe, så vi kunne nå at pakke det sidste og tage metroen mod lufthavnen. Her checkede vi ind, og klokken lidt over 11 fløj vi så af sted mod Madrid – en flyvetur på godt tre timer.

Fra Madrid skulle vi videre mod Dakar i Senegal. Men inden da var der næste fire timers ventetid, som vi brugte på at få lidt at spise.

Da vi kom ind i flyet, havde min sidemand slået armlænet op. For han var så kæmpestor, at han bredte sig et godt stykke ind på mit sæde også.

Jeg nåede at tænke, at det ville blive en meget lang tur. Men heldigvis var flyet ikke fyldt. Så jeg kunne i stedet få en plads ved vinduet på rækken bagved. Endda med midtersædet frit. Det var en ret god byttehandel.

Til gengæld fik Marianne og pigerne så fornøjelse af to mindre piger lige bag ved dem, hvor moren vist havde givet op. I hvert fald stod den på tegnefilm med høj lyd og sparken til sæderne.

Efter knap fem timers flyvetur landede vi så i Dakar klokken 21 – hvilket var 23 dansk tid. Inden vi kunne komme ud af lufthavnen, ventede der dog først en meget lang kø ved paskontrollen.

Heldigvis gik det hurtigere end ventet. Så vi slap med en halv times tid. Og bagefter kunne vi så hente vores bagage.

Vi havde på forhånd bestilt afhentning i lufthavnen, der skulle køre os de godt 60 kilometer til Dakar centrum. Og da der ikke var så meget trafik, gik det faktisk ret hurtigt. Et enkelt sted var der dog sket et uheld og alt trafikken gik derfor i stå. Så vi fik lige et glimt af hvor slemt, det kan være.

Lidt over 23 lokal tid (et om natten dansk tid) var vi så fremme ved vores hotel med det meget lidt mundrette navn ” Le Ndiambour Residence Dakar”, hvor vi kunne checke ind efter godt 17 timers rejse. Så der gik ikke lang tid, før vi sov.

Næste morgen sov vi til klokken 9 – hvilket var lidt af en udfordring, da der var en del morgenlarm fra storbyen udenfor.

Da vi kom udenfor, blev vi dog lidt overraskede over, at der ikke var mere trafik. Godt nok var det søndag. Men vi havde alligevel ikke regnet med, at vi nærmest kunne gå midt på vejen i Senegals hovedstad.

Her startede vi med at spise på en restaurant i nærheden af hotellet – hvor maden var overraskende god. Og de næste timer giv vi så rundt i byen og fik blandt andet shoppet stofnet og kurve.

Vi var også forbi Uafhængighedspladsen (der ikke var noget særligt) og et lokalt marked, der var ved at lukke. I det hele taget har Dakar ikke de helt store highlights. Så det var mere noget med at opleve stemningen.

Inden vi gik tilbage mod hotellet igen, fik vi også lidt at drikke på en bar ved vandet – hvor det var tydeligt, at der også findes rige mennesker i Dakar.

Tilbage på værelset slappede vi lige af en halv times tid, inden vi gik til vandet på den anden side af den form for halvø, som Dakar ligger på. Her var der mange lokale, som åbenlyst nød deres weekend på stranden.

På vejen tilbage gik vi igennem et meget lokalt område, hvor vi var de eneste hvide mennesker. Vi følte os dog på ingen måde utrygge. Og det eneste anstrengende var i virkeligheden alle dem, som gerne ville sælge os noget.

Før vi var helt hjemme, var vi forbi et større supermarked. Og så købte vi også asiatisk takeaway, som vi tog med tilbage på værelset. Derefter blev resten af aftenen brugt på at slappe af.

Mandag morgen gik vi så ud i byen igen. Og et var som at komme til et helt andet sted i forhold til dagen før. Nu var der masser af aktivitet og larm – med mennesker og biler overalt.

Endnu engang spiste vi på restauranten fra dagen før, inden vi gik mod havnen, hvorfra vi skulle med en færge til île de Gorée – der er en ø meget tæt på Dakar. Og som er kategoriseret som verdensarv.

Det viste sig, at man skulle have pas med for at komme igennem sikkerhedskontrollen – hvilket vi ikke havde. Heldigvis havde jeg kopierne af vores pas på min telefon. Men kun som nogle meget små ikoner, der i praksis var umulige at læse. Men heldigvis blev de godkendt, så vi ikke skulle gå den lange vej tilbage efter vores fysiske pas.

Umiddelbart var der to timer til, at vores færge skulle sejle. Men det viste sig så, at der åbenbart var sat en ekstra færge ind. Så allerede efter ti minutters ventetid kunne vi gå ombord. Og efter yderligere 20 minutters sejlads var vi fremme ved øen.

Det var et rigtig hyggeligt sted med flotte huse og ingen biler – en kæmpe kontrast til Dakar. Der var dog stadig mindst lige så mange sælgere.

Øen var ikke så stor, så det tog os ikke lang tid at gå rundt. Men der var masser af oplevelser – blandt andet en flot udsigt ud over Dakar. Og så var det også interessant at se, hvordan flere familier var flyttet ind i de underjordiske bunkere, der oprindeligt var bygget som forsvar.

Vi sluttede af på en café med at spise pandekager, inden vi tog færgen tilbage mod Dakar. Og derefter ventede der bare endnu en lang tur gennem den hektiske by, inden vi kunne komme hjem på vores værelser og få lidt ro i hovedet – og spise den vandmelon, som vi havde købt med.

Dagen sluttede med samme supermarked og samme takeaway som dagen før. Og så kunne vi også nå at pakke og slappet lidt af, inden det var sovetid.

Næste dag skulle vi lidt tidligt op, så vi kunne få pakket det sidste og spise morgenmad på hotellet, inden vi skulle køre videre.

Her havde vi igen bestilt transport. Vi vidste dog ikke helt, hvad vi skulle køre i, så vi var lidt spændte. Ville det mon blive en halvgammel bil som den, der hentede os i lufthavnen?

Vi kunne dog med glæde konstatere, at det var en minibus, der kom efter os. Så vi havde god plads på den fire timer lange køretur mod Toubakouta i det sydligere Senegal. På vejen kunne vi nyde det afrikanske landskab og ikke mindst de mange baobabtræer.

Til sidste var vi så fremme ved landsbyen, hvor vi skulle overnatte i to nætter på ”Toubacouta Lodges” – hvor vi fik to hytter.

Og det var en helt anden verden end Dakar, som vi kom til. Her var virkelig ro og fred. Og vi nød bare at ligge i sofaerne på fællesområdet og slappe af.

Om aftenen gik vi så en tur i landsbyen, hvor vi også spiste på en lokal restaurant, inden vi gik tilbage for at sove kort efter.

Morgenmaden blev spist på hotellet – efterfulgt at afslapning ved poolen. Og efter frokosten gik Marianne og jeg så en tur i landsbyen, mens pigerne blev tilbage på hotellet.

Det var en meget varm men også interessant tur. Vi var blandt andet inde hos en lædermager, hvis far var oplært hos modehuset Hermes i Paris. Og han havde da også nogle rigtig fine ting i forhold til de ret primitive forhold, som han arbejdede under.

Samtidig var han også en af de eneste af alle dem, som vi havde mødt, der snakkede godt engelsk (og ikke fransk som alle andre). Så vi fik en masse information om både almindeligt skind, krokodilleskind og slangeskind. Og til sidst købte vi også en skindbelagt æske af ham.

Tilbage på hotellet kunne vi så lige nå at gøre os klar, inden vi skulle på bådtur i mangroven med en guide fra hotellet samt en lokal bådmand.

Her var første stop Shell Island, hvor hele stranden bestod af skaller. Og desuden var der også en masse kæmpe baobabtræer.

Derefter sejlede vi til en fugleø, hvor alle områdets fugle vendte tilbage om aftenen for at overnatte. Til at starte med var der ikke så mange. Men mens vi var der, kom der kæmpe flokke. Og til sidst var der kamp om pladserne i træerne.

Imens vi var ved fugleøen, gik solen ned. Så vi sejlede hjem i skumringen. Og det nåede endda at blive mørkt, inden vi var tilbage på hotellet – hvor vi sluttede dagen af med at spise lidt sen aftensmad.

Torsdag var det så blevet tid til at forlade Senegal og køre imod Gambia. Mens vi spiste morgenmad, fik vi dog at vide, at vores guide havde ringet og fortalt, at han ville blive forsinket.

Vi vidste ikke rigtig, hvor meget forsinket, han ville blive. Så vi besluttede os for at checke ud, da vi var klar til det.

Mens vi var ved at checke ud, kom guiden så til vores store overraskelse lige pludselig – endda før tid. Så hvad det var for en forsinkelse, som han havde ringet om, fandt vi aldrig ud af.

Men vi kunne i hvert fald køre af sted i endnu en rummelig minibus – og denne gang med en engelsktalende guide (der er andetsproget i Gambia). Så vi fik langt mere information på turen om Gambia, end vi havde fået om Senegal.

Inden vi kom til Gambia, skulle vi dog først lige stoppe ved ”Fathala Game Park” – der er et privat dyrereservat ejet af en sydafrikaner.

Her skiftede vi minibussen ud med en jeep og fik en lokal guide og chauffør med. Og så kørte vi af sted på safari.

Det var ikke helt som safari i Kenya. Men heller ikke som Knuthenborg. Nærmest en blanding mellem de to, hvor der var masser af dyr – men ingen garantier, da safariområdet kun var en tredjedel af hele dyreparken.

Vi fik dog set aber, bøfler, kæmpe antiloper, vortesvin og masser af fugle. Og endda også parkens eneste næsehorn – hvilket der ifølge guiden kun var cirka fem procent chance for. Så det var ret heldigt. Og Frida var ekstra glad, for hun fik aldrig set et næsehorn på hendes FDF-tur til Tanzania sidste sommer.

Da vi kom tilbage til startstedet, var der pizza klar til os. Og bagefter kørte vi den korte tur mod grænsen.

Den var ret hektisk – men heldigvis med meget få mennesker ved selve paskontrollen. Så der gik ikke lang tid, før vi havde de nødvendige stempler og kunne køre videre mod færgen, der skulle fragte os over på den anden side af Gambiafloden.

Her kom vi så til gengæld til at vente ret lang tid, for færgen var næsten lige sejlet, da vi kom frem. Og samtidig var der også tvivl, om vi overhoved kunne få vores minibus med – eller om vi skulle gå ombord og så blive hente på den anden side af en anden minibus.

Men vores guide arbejdede for sagen. Og med lidt hustling og en historie om, at Vilde havde det skidt (plus muligvis også lidt penge), lykkedes missionen. Så til sidst kunne vi køre ombord på færgen og sejle en halv times tid mod Banjul.

Herfra var der så yderligere en halv times kørsel, inden vi endelig kunne checke ind på ”Tamala Beach Resort” efter en meget lang dag.

Hotellet var sådan et rigtigt charterhotel med masser af udenlandske chartergæster – lige noget for Vilde og Frida.

Aftensmaden i buffeten var dog ikke noget særligt. Men vi blev da underholdt af et band, der spillede klassikere som ”No Woman, No Cry”, mens vi spiste. De var faktisk ret gode – men spillede også meget højt. Så det var rart at komme tilbage på værelset og slappe af.

Næste morgen efter morgenmaden gik Marianne og jeg så af sted for at hæve penge, mens pigerne blev tilbage. Vi havde fået at vide, at der var en ATM på et hotel tæt ved. Men som forventet, så virkede den naturligvis ikke. Og vi kunne derfor endnu engang bruge udtrykket ”det Afrika” (som blev brugt ret mange gange på turen, når noget var i stykker og ikke blev lavet).

I stedet måtte vi gå til en bank ret langt væk. Men til sidste lykkedes det at få en ordentlig stak sedler. 20.000 Gambia-penge i 200-sedler fylder alligevel en del.

På vejen tilbage mod hotellet var vi også inde i et supermarked, hvor vi fik forsynet os med drikke og snacks.

Tilbage på hotellet lagde vi mærke til, at vores nabo var på vej ud af deres værelse med en kuffert. Og da pigerne boede lidt væk, spurgte vi derfor i receptionen, om de kunne flytte ind på det værelse i stedet – hvilket heldigvis godt kunne lade sig gøre.

Så vi fik pakket deres ting ned og flyttet dem til vores værelse, inden vi endelig kunne lægge os ved poolen og slappe lidt af.

Senere var vi også en tur i havet, inden vi sluttede af på vores terrasse, hvor vi havde direkte pooladgang.

Mens vi sad på terrassen, kunne vi se de lokale fiskere trække deres fiskenet ind nede på stranden. Da det så spændende ud, gik vi ned for at kigge på. Og kort tid efter var vi også i gang med at hjælpe dem.

Efter lang tids hårdt arbejde kom nettet så ind på stranden – med en masse fisk i. Men de havde samtidig også fanget en kæmpe skildpadde.

Den forventede vi naturligvis, at de ville sætte ud igen. Så vi blev meget overraskede, da de i stedet vendte den om, så den lå og sprællede på skjoldet.

Herefter startede en ret heftig diskussion mellem os turister og de lokale fiskere – samtidig med at der så kom en far og hans søn forbi og tog billeder foran den hjælpeløse skildpadde. Det fik vi dog hurtigt fortalt dem, at det var virkelig dårlig stil. Og de blev vist også efterfølgende ret flove.

En af de andre turister begyndte også at tilbyde penge for, at de skulle slippe den fri – hvilket Marianne og jeg dog blev enige om var et skråplan.

På et tidspunkt kom der også en lokal vagt fra et af nabohotellerne, som vi naturligvis regnede med ville være på turisternes side. Men i stedet begyndte han at samle penge ind fra den betalende turist.

Til sidst gik turisten i vrede med sine penge. Og lidt efter forlod Marianne også stedet i protest. Jeg blev dog tilbage og argumenterede videre med de lokale – hvor jeg både kom ind på det syn, som turisterne får på dem og dårlig karma generelt.

Og endelig var der så en af de lokale, som viste lidt ansvar og fik skildpadden vendt om og slæbt tilbage i vandet igen. Jeg gik dog ikke, før jeg var helt sikker på, at den faktisk også svømmede væk.

Så det var en ret vild oplevelse, der heldigvis endte godt i dette tilfælde. Spørgsmålet er så desværre bare, hvad der sker næste gang, de fanger en skildpadde – og der ikke er ihærdige turister, der viser deres afsky.

For der er jo desværre altid kyniske købere til sådan et kæmpe skildpaddeskjold – og fattige sælgere, der kan tjene penge på dem. Og som derfor ikke tænker på den store helhed. Men i det mindste blev skildpadden reddet denne gang.

Efter vi havde sundet os på terrassen over oplevelsen, gjorde vi os klar til aftensmad – som vi spiste på en strandrestaurant lige ved siden af hotellet. Her var vi de eneste udover nogle lokale fyre. Og det tog også meget lang tid, før vi fik vores mad. Til gengæld var den rigtig god.

Dagen efter gik vi så til poolen efter morgenmaden. Og senere spiste vi også frokost på hotellet – hvor maden var klart bedre end aftenen før.

Om eftermiddagen gik Marianne og jeg en tur langs stranden, mens pigerne blev tilbage. Det var dog lidt anstrengende, for der kom hele tiden sælgere, som ville snakke. Og det var altid de samme spørgsmål. Hvor vi var fra, om vi havde været i Gambia før osv.

Sælgerne var ikke nær så pågående som f.eks. i Tunesien. Men de snakkede virkelig meget. Og vi ønskede jo ikke at være uhøflige. Så vi nåede ikke specielt langt ned ad stranden, inden vi besluttede os for at vende om og gå tilbage til hotellet.

Her slappede vi igen lidt af på terrassen. Og om aftenen gik vi ned for enden af vejen, hvor der lå nogle souvenirboder og et par restauranter – og hvor vi derfor både fik shoppet lidt og spist aftensmad.

I forgårs havde vi så vores sidste hele dag på rejsen. Så efter morgenmaden tilbragte vi nogle timer ved poolen. Og Marianne og pigerne var også en tur på stranden for at bade.

Om eftermiddagen spillede vi lidt kort på terrassen, inden Marianne og Vilde igen var nede på stranden, hvor de badede og samlede skaller. Og så sluttede vi dagen af med at spise på hotellet.

I går var det så afrejsedag – men først med et fly om aftenen. Så efter vi havde spist morgenmad, fik vi pakket. Og klokken 12 checkede vi ud fra hotellet og fik vores bagage opbevaret.

Bagefter lagde vi os i skyggen ved poolen – så vi ikke kom til at svede alt for meget. Og lige inden vi skulle af sted, spiste vi også frokost på hotellet.

Klokken 16 klædte vi så om til vores hjemrejsetøj – hvilket var en stor fejl. For vi havde bestilt transport gennem hotellet og forventede derfor et fornuftigt køretøj med aircon. I stedet blev det en af de gamle, lokale taxier, der holdt lige overfor hotellet – og som vi så bare kom til at betale overpris for.

Taxaen havde stor set ingen aircon. Så efter en halv times køretur til lufthavnen, var jeg gennemblødt af sved – og måtte derfor skifte t-shirt igen.

Bagefter fik vi checket ind. Og da vi var i god tid, var der ret lang ventetid i afgangshallen. Den kunne vi så lige bruge på at snakke med de sidste sælgere, som også her ville sælge os alt fra mad til valutaveksling.

Men endelig klokken kvarter i otte om aftenen kunne vi så lette. I første omgang skulle vi dog kun på en kort flyvetur til Dakar, hvor der var en mellemlanding. Heldigvis skulle vi dog videre med det samme fly og kunne derfor blive siddende.

Mellemlandingen tog en times tid. Og derefter ventede der knap seks times flyvning til Bruxelles. Undervejs blev der serveret en sen aftensmad.

Det lykkedes Frida at sove næsten hele turen. Og Vilde fik også sovet nogle timer. Men Marianne og jeg fik ikke rigtig sovet, inden vi landede klokken 5 lokal tid – hvilket var klokken 3 om natten for os.

I Bruxelles havde vi så endnu engang lang ventetid. Men endelig kunne vi med en halv times forsinkelse flyve videre klokken 10. Og godt en time senere landede vi så i København, hvor vi kunne hente vores bagage og tage metroen hjem – efter 18 timers rejse.

Nu kan vi så se tilbage på en spændende tur, hvor vi nåede at opleve ret mange ting på den forholdsvis korte tid.

Vi var i den hektiske storby Dakar, i det rolige mangrovelandskab i Toubakouta og endelig på charterhotel i Gambia.

Så lidt for enhver smag, hvor vi både fik oplevet ”det rigtige” Afrika og slappet af på et hotel, der i princippet kunne være overalt i verden.