To meget forskellige hovedstæder

Den sidste uges tid har vi opholdt os to meget forskellige hovedstæder i hhv. Sri Lanka og Qatar.

Resten af onsdagen i Colombo blev brugt ved poolen. Her spiste vi også aftensmad, inden børnene blev lagt i seng og vi så en film.

Næste morgen gik vi direkte til poolen efter morgenmaden. Og da Vilde havde sovet lur, tog vi på Pizza Hut. Bagefter gik vi til en nærliggende park, hvor vi vidste, at der var en legeplads.

Her var der dog fyldt med skolebørn, der var ret voldsomme – så derfor havde Frida og Vilde ikke rigtig lyst til at lege der. I stedet gik vi lidt rundt i parken, der var forbavsende fin og velholdt.

I parken fik vi også tilføjet endnu et dyr til listen over spændende dyr, som vi havde set på vores rejse – nemlig flagermusen. 3-4 træer var fyldt med hundredvis af flagermus, og selvom vi har set flagermus før på vores rejser, så har vi aldrig set flagermus, der var så store.

Lidt senere på vores gåtur i parken kom vi også til et lille akvarium. Det var ikke ligefrem Den Blå Planet med sine godt 10 små akvarier. Til gengæld kostede det så også kun lidt over to kroner for os alle fire.

Udenfor blev vi omringet af nysgerrige skolebørn, som alle sammen spurgte ”what’s your name”. Det var nu nok nærmere fordi, at det var det engelske, som de kunne – og ikke så meget på grund af interesse for vores navne (som de havde noget svært ved at udtale).

Turen sluttede ved legepladsen igen, hvor de fleste skolebørn var forsvundet, så Vilde og Frida faktisk kunne lege nogenlunde i fred og ro. Efterhånden begyndte det at blive mørkt – hvilket fik de mange flagermus til at lette fra træerne, så luften var sort af disse specielle dyr.

Lidt efter begyndte det at regne lidt, så vi bevægede os hjemad – hvilket vist var en god idé, for de lyn, der startede i det fjerne, kom efterhånden nærmere. Og da vi var sikkert hjemme igen, startede et voldsomt tordenvejr.

Næste morgen gik vi igen direkte til poolen efter morgenmaden. Og her blev vi det meste af dagen – kun afbrudt af Vildes lur. Selv den kombinerede frokost og aftensmad blev spist her, inden vi tog tilbage til lejligheden for at pakke.

De sidste dage i Unawatuna var min Kindle (ebogslæser) gået i stykker. Så efter lidt tid på Amazons chat med deres support-funktion, havde de lovet at sende en ny. Og da de hørte, at jeg befandt mig i Sri Lanka, kunne de meddele, at de da også sendte dertil.

Så aftalen var blevet, at de ville sende pakken til vores hotel i Colombo. Nu var det så blevet sidste dag i Colombo, men heldigvis kom den så også frem – efter nogle forviklinger med en mindre toldafgift, som hotellet naturligvis ikke ville betale i forbindelse med modtagelsen.

Men det er nu alligevel imponerende, at Amazon kan levere i løbet af 4-5 dage hele vejen fra USA til Sri Lanka (endda via London). Og dejligt at jeg kunne læse videre i mine bøger. Teknologi er smart – så længe det virker. Når det til gengæld ikke virker, er man lidt på den.

I lørdags var det så tid til at sige farvel til Sri Lanka og goddag til Doha. Vores fly fløj allerede kl. 9.10, så måtte op kl. 5. En time senere blev vi hentet i en minibus og kørt den korte vej til lufthavnen.

Tidligere kunne den tur godt tage flere timer, men efter en ny motorvej er åbnet, kunne vi klare det på en halv time – godt hjulpet af det tidlige tidspunkt.

Check ind i lufthavnen gik fint, og alt så også ud til at være fint i paskontrollen – indtil de fik fat på Mariannes pas. For tilsyneladende stod hun på Interpols liste over efterlyste personer.

Så vi blev ”tilbageholdt” på et kontor en lille halv time, mens trådene blev redet ud. Personalet tog det dog meget roligt og sludrede løs med os, så der var ingen ubehagelig stemning – tilsyneladende sker det jævnligt. Og vi var heller ikke specielt urolige, for vi vidste jo også, at alt var i orden fra vores side.

Resultatet blev da også, at der kom en overordnet person, som ”frigav” os igen. Vi fandt aldrig helt ud af, hvad problemet var – men det var vist nok noget med, at Mariannes pasnummer stod på Interpols liste.

Heldigvis var vi i god tid fra starten af, så der var ingen problemer med at nå lidt morgenmad. Og vi havde også tid til at bruge vores sidste rupies i taxfree-shoppen. Her var problemet så bare, at de ikke modtog rupies (deres egen, lokale valuta).

Det er alligevel første gang, at vi har oplevet, at vi ikke kunne betale med et lands lokale valuta i en taxfree-shop. Mon ikke også at man ville kigge lidt, hvis man pludselig ikke kunne betale med danske kroner i Københavns Lufthavn.

Resultatet blev så, at vi i stedet måtte bruge vores sidste penge på dyre chips og Mentos, inden vi hastede mod gaten. Her kom vi af sted med et kvarters forsinkelse, og 4,5 timer senere landede vi i Doha.

I Doha skulle vi så endnu engang med bus til ankomst-terminalen (på samme måde som da vi fløj til Indien). Heldigvis tog paskontrollen ikke så lang tid, da vi blev henvist til en særlig ”børnekø” – en af de store fordele ved at rejse med børn.

Bagefter hentede vi vores bagage og fik fat i en taxa. Allerede her oplevede vi den første, større forskel mellem Indien/Sri Lanka og så Qatar – lyden. Eller nærmere manglen på lyd.

For mens man i de to første lande ikke var i tvivl om, at man kørte i bil, så var taxaen her nærmest lydløs. En del skyldtes nok bilen, men den væsentligste årsag var nærmere de nye, velholdte veje – der i øvrigt bestod af minimum fire spor i hver retning hele vejen fra lufthavnen til hotellet.

I det hele taget var det en helt anden verden, som vi så ud at taxaens vinduer. Her var mere orden, ingen tuktuk’er og intet kaos. Og trafikken var heller ikke nær så kaotisk, som vi har oplevet i f.eks. Colombo og Mumbai (og i virkeligheden alle de andre byer).

Til gengæld var der fyldt med skyskrabere – og mindst lige så mange på vej. Her i Doha er de tydeligvis først lige begyndt med byggerierne. Overalt er der stadig tomme (ørken)pladser eller byggerier i gang. Og det er jo ikke ligefrem små bygninger, der bliver bygget.

Det var sjovt at opleve det kaotiske Mumbai, men også rart at være under mere ordnede forhold her i Doha – hver ting til sin tid. Og vi vil ikke være en af oplevelserne foruden.

Efter en kort køretur nåede vi til vores hotel Marriott Executive Apartments. Vi havde oprindeligt booket en lejlighed med to soveværelser. Men da vi henvendte os i receptionen, kunne de fortælle, at de havde opgraderet os til en lejlighed med tre soveværelser.

Til gengæld var lejligheden ikke helt klar, så vi gik på jagt efter frokost i City Center Doha – et shoppingcenter med godt 350 butikker, der meget belejligt har direkte forbindelse fra hotellet. Her fandt vi food court’en, hvor vi kastede os over lidt arabisk mad, mens børnene fik et Happy Meal.

Tilbage igen på hotellet var værelset klar, så vi kunne tage elevatoren op til 39. etage. Da vi kom ind, blev vi meget overraskede over, hvor stor lejligheden var. Vi vidste godt, at den oprindelige lejlighed med to soveværelser var ret stor – men den her lejlighed var alligevel ekstrem.

I lejligheden er der, foruden de tre soveværelser (hvor et af dem er på størrelse med flere af de suiter, som vi har boet i), også et køkken og en stue samt en lang gang. Og så er der da også lige fire badeværelser (tre af dem med badekar) – mindre kan åbenbart ikke gøre det.

Efterfølgende har vi fundet ud af, at lejligheden er på 188 m2 – hvilket svarer til en større villa (og væsentlig større end vores lejlighed). Vi har da heller ikke boet så stort før på nogle af vores rejser.

Faktisk er lejligheden så stor, at vi har valgt slet ikke at bruge det ene soveværelse. Så opgraderingen var lidt spildt på os – bortset fra den ”wauv”-faktor, som størrelsen har givet os.

Endnu bedre end størrelsen på lejligheden er dog udsigten fra 39. etage. Fra stuen kan vi kigge på en lang række skyskrabere samt mindre beboelse så langt øjet rækker. Nogle mennesker foretrækker havudsigt, men vi er klart mere til ”skyskraber-udsigt”. Den form for udsigt (som vi også opleve i Dubai), bliver vi nok aldrig trætte af.

Resten af dagen slappede vi af på værelset, og Marianne var nede at handle lidt. Børnene blev puttet kl. 19, hvor de var godt trætte på grund af tidsforskellen på 2,5 timer i forhold til Sri Lanka. Så selv Vilde, som ellers godt kan ligge vågen lidt (til forskel fra Frida), sov med det samme.

Næste morgen ramte tidsforskellen også hårdt, da Frida allerede var oppe kl. 3.40 – og ikke ville sove mere. Vilde sov ”helt” til kl. 5.20, inden hun stod op. Og da jeg samtidig var blevet rigtig forkølet med øjne, der løb i vand (noget der startede allerede i Colombo), valgte vi at slappe af på værelset hele formiddagen.

Morgenmaden blev også spist i lejligheden, hvor der med både et velforsynet supermarked og et velforsynet køkken var rig mulighed for selv at klare maden. Senere var vi en tur i centret for at spise frokost, inden Vilde skulle sove.

Efter hendes lur tog vi elevatoren ned til 7. etage, hvor poolen var. Poolen var rigtig fin – og opvarmet. Og da det blæste lidt, var det faktisk varmere at være nede i vandet end oppe på jorden – i hvert fald efter man havde været i vandet.

Der var dog heller ikke den store lyst til en fadøl som ved poolen i Colombo – selvom det faktisk var muligt. Prisen var meget høj, men restrektioner er også meget skrappe her i Qatar.

Pragmatisk nok må de store, internationale hoteller godt sælge alkohol. Men i princippet kræver det, at gæsterne viser pas. Tilflyttere kan også få lov til at købe alkohol – i én speciel butik i udkanten af Doha. Og de må maksimalt hver måned købe alkohol til en værdi, der svarer til 10 % af deres månedlige indtægt.

Om aftenen hentede Marianne mad i centret, og da det var spist, blev børnene lagt til at sove. Bagefter fik vi set resten af den film, som vi måtte stoppe midt i på grund af træthed dagen før.

Til trods for vores anstrengelser med at putte til normal, Doha-tid, så havde tidforskellen stadig ikke sluppet taget i Frida og Vilde. Så næste dag var de begge to oppe kl. 4. Hvem som vækkede hvem står ikke helt klart – men ingen af dem ville sove videre.

Og da jeg stadig var meget forkølet, valgte vi endnu en slappedag, til trods for at vi faktisk trængte lidt til at opleve noget. I stedet blev der leget i lejligheden, og senere var vi i centret for at kigge lidt på noget børnetøj. Her spiste vi også frokost, inden Vilde og jeg gik tilbage til lejligheden, så Vilde kunne sove lidt. Imens handlede Frida og Marianne i centret.

Aftensmaden til de voksne blev endnu engang hentet i centret, mens Marianne lavede lidt mad til børnene i køkkenet. Og så var de ellers klar til at sove.

I forgårs sov børnene så ”helt” til hhv. 5.15 og 5.30. Og selvom jeg stadig var meget forkølet, skulle der ske noget. Egentlig havde vi planlagt at besøge museet Museum of Islamic Art. Men i sidste øjeblik fik vi set på deres hjemmeside, at de ikke havde åbent om tirsdagen.

Så i stedet gik turen til Souq Waqif, der er en restaureret souq (bazar). Her gik vi lidt rundt på må og få og kiggede på de mange små butikker. Børnene var klart mest vilde med området med dyrebutikker.

Her var der da også en papegøje, der kunne sige ”hello”. Og så var der også nogle små kaniner, som de kunne holde – samt en masse andre dyr som undulater, skildpadder, kattekillinger og fisk.

Senere fandt vi en lille butik, der solgte brugskunst fra bl.a. Palæstina. Ejeren var meget snakkesalig, så mens han pakkede de købte skåle meget grundigt ind, fortalte han bl.a. en masse om Qatar.

Efter hans mening er Doha meget anderledes end Dubai – og vil også blive ved med at være det. Her styret mere konservativt, så de vil tilsyneladende ikke åbne så meget op for ”vestens tendenser”, som Dubai har gjort.

Det betyder til gengæld også, at han som libaneser ikke kan få statsborgerskab i landet – og det kan han sønner, som er født her, heller ikke. Faktisk er der borgere i Qatar, som kom hertil i 1945, der i princippet kan blive smidt ud i morgen. Selv generationers bosættelse i landet giver ingen rettigheder til at blive statsborger.

Efter vi havde spist frokost i souq’en, tog vi tilbage til hotellet, hvor Vilde fik sin lur. Om eftermiddagen gik vi en tur i centret, hvor vi købte et armbåndsur til Frida (hendes første). Bagefter tog vi mad med tilbage til vores lejlighed.

I går var børnene så endnu engang tidligt oppe. Efter morgenmaden i lejligheden tog vi en taxa mod Museum of Islamic Art. I princippet skal taxaerne køre med taxameter her i Doha (og i visse taxaer står der faktisk, at turen er gratis, hvis taxameteret ikke virker). Men sjovt nok ”glemmer” de ofte at slå det til. Og når man spørger til det, forstår de pludselig ikke så meget engelsk.

Så endnu engang skulle vi igennem en forhandling, hvor chaufføren startede med at sige, at vi kunne give ham, ”hvad vi ville”. Det var dog ikke et helt klart nok svar, så vi afkrævede ham en pris – hvortil han svarede 30 rial (godt 45 kroner). Vi sagde, at vi ville give ham 15 – hvortil han straks svare ”ok”. Går den så går den tilsyneladende.

Museet med historiske genstande, der har relationer til den muslimske verden, ligger i en ny, fort-lignede bygning – en flot stykke arkitektur. Selve udstillingen var dog ikke det helt store, men vi nød udsigten fra bygningen ud over Dohas skyline.

Bagefter gik vi en tur langs vandet, inden vi tog en taxa (denne gang med taxameter) til vores lokale center. Her fik vi en pizza på Pizza Hut, inden Vilde blev lagt til at sove. Imens så Frida Professor Baltazar – hvilket er et stort hit i øjeblikket.

Egentlig havde vi tænkt os at gå til poolen om eftermiddagen, men børnene ville hellere blive i lejligheden. Og det var nok også meget godt, for sidst på eftermiddagen begyndte det at regne – og lidt senere lynede og tordnede det også.

Aftensmaden bestod endnu engang af mad fra food court’en, inden børnene blev lagt i seng og vi satte os med en film i tv’et.

I dag har vi så sidste dag på vores rejse, inden vi skal hjem til Danmark igen i morgen. Doha byder ikke på så mange seværdigheder endnu – hvilket nok skal ændre sig de næste år. Så vi har set det, som vi havde sat os for.

Derfor gik vi også til poolen efter morgenmaden, hvor vi var et par timer og fik den sidste smule sol. Og til en afveksling spiste vi også frokost der (i stedet for i centret).

Nu sover Vilde lur, mens Frida ser tv. Og når Vilde vågner, går vi nok en sidste tur i centret, hvor vi sikkert også køber aftensmad. Så skal der pakkes, og hvis der bliver tid til det, ser vi sandsynligvis også en film, når børnene er lagt.

I morgen tidlig går turen så mod lufthavnen igen. Og efter en flyvetur på omkring 6,5 timer lander vi forhåbentlig planmæssigt kl. 14 i København – til en noget anden temperatur end den, som vi er blevet vant til.