Ændrede planer

Vi ankom til Colonia i går, og her havde vi egentlig tænkt os at blive indtil lørdag. Men på grund af forskellige omstændigheder, er planen nu ændret til, at vi tager tilbage til Buenos Aires i dag.

Montevideo var egentlig ikke noget særligt. Vi havde forestillet os, at den ville minde en del om Buenos Aires, men det vist sig ikke at holde stik. Centrum var noget mindre, og der var heller ikke de samme indkøbsmuligheder.

Den første aften gik vi en tur i byen, og her faldt vi over et marked, hvor de lokale kunstnere afsatte deres varer. Her fandt Marianne en lille vase, der (som ved færgeterminalen) skulle betales et andet sted, hvorefter man kunne hente den ved standen. Det er som om de gamle skikke fra Sovjettiden stadig bruges her. Ellers også kan kunstnerne bare ikke styre at have penge mellem hænderne.

En anden sjov butik, vi så, var en politibutik. Desværre var den lukket, så vi kunne ikke rigtig komme indenfor for at se på udvalget, men ifølge udstillingsvinduet kunne man købe alt hvad man har brug for som politimand: uniform, håndjern osv. Hvorfor der ligger sådan en butik, er ikke godt at vide, men det har måske (sammen med deres dårlige trafikmanerer) indflydelse på, hvordan bilisterne reagerer ved udrykning. Her kører de bare videre, og hvis det er ved et kryds, holder de heller ikke tilbage. Men de bliver nok heller ikke bedre af, at det virker som om politibilerne altid har udrykning på. Der er sådan lidt ”Peter og ulven” over det.

Næste dag gik vi forbi det lokale turistbureau for at få et kort over byen. Her gik den lokale Victor Borge klon rundt (han lignede på en prik), og hyggede sig med at snakke med turisterne. Bl.a. kunne vi forstå, at han havde været i Norge – og det var koldt. Hvor længe, fandt vi aldrig ud af, og tidspunktet kunne han ikke komme nærmere end ”omkring Beatles”.

Tilbage på hotellet satte jeg mig ved Internettet, og her sad en anden mand, som absolut ville snakke. Da jeg spurgte, hvor han var fra, fik jeg svaret ”Santiago”. Nej, han var ikke bare fra USA, men fra Santiago. Han var da også amerikaner af den værste slags – egentlig meget flink, men meget bedrevidende. Han havde en ven, som var dansker og selv havde startet eget firma, hvilket åbenbart gjorde manden fra Santiago til ekspert i dansk virksomhedslovning. I hvert fald rakkede han godt og grundigt ned på den danske lovgivning, hvor de åbenbart bedre kunne betale sig at være lønmodtager end at have virksomhed. Og så kom der ellers en eller anden historie om, at hans ven havde ansat en person, som sagde op efter en måned. Alligevel skulle han ifølge kontrakten have lejlighed og firmabil i et helt år. Måske det i virkeligheden siger det mere om vennens evne til at skive kontrakter end den danske lovgivning.

Om aftenen gik vi en tur langs strandpromenaden – der på mange måder minder op Copacabana i Rio. Den er ikke så stor, men her leves livet også i weekenderne. Stedet er dog dejligt fri for alle de mange strandsælgere, der ellers er på de fleste andre strande i verden, så man kan faktisk gå i fred. Her kunne vi nyde en utrolig flot solnedgang – for første gang på vores rejse.

Næste dag var vejret helt anderledes. Det var blæst kraftig op, så det ellers så blikstille hav var blevet fyldt med bølger, der slog ind over strandpromenaden. Et noget pludseligt vejrskifte – og der var endda stadig én dag til efteråret (som jo falder omvendt af i Danmark på den sydlige halvkugle).

Selvom det var lidt småkoldt (så man faktisk frøs om tæerne i sandalerne), valgte vi at gå en tur op til byen, for at se om der skete mere en mandag end en søndag. Men det gjorde der (stort set) ikke, så vi tog tilbage til hotellet og slappede af med lidt TV, der på nogle kanaler viser næsten nye film på engelsk og med spanske undertekster. Så kan man jo også træne det spanske lidt.

Da hotellet lå lidt fra centrum, og den eneste restaurant i nærheden ikke var så spændende, valgte vi at handle aftensmad i det lokale supermarked. Og det er faktisk ikke så nemt at finde noget mad, der ikke kræver at blive varmet. Til sidst endte vi da op med et flute, noget skinke og noget smøreost. Desværre i en alt for stor mængde, så vi måtte smide det meste ud, hvilket vi havde svært ved. Selvom det ikke var så dyrt, var det jo noget værre fråds, hvilket man har det lidt dårligt med, når man ser folk på gaden, som ingenting har.

I går forlod vi så vores hotel, for i første omgang at tage en taxa til busstationen. Vores chauffør viste sig at være en ”spøjs fætter”. Han var fra Spanien – hvilket man godt kunne se på hans måde at køre på. Ved krydsene dyttede han, og hvis der ikke var andre som dyttede, kørte han over for fuld fart – præcis på samme måde som i Spanien. Han havde boet en periode i Tyskland, hvilket gjorde at han snakkede lidt tysk. Samtidig fortalte han om alle de ”seværdigheder”, vi kørte (langsomt) forbi – lige fra frihedsobelisken til byens tre hospitaler. Alt sammen på en blanding af tysk og spansk. En gang imellem blev han så ivrig, at han nær overså et rødt lys, eller også forklarede han noget med begge hænder, så han var ved at ryge over i en anden vejbane. Men til sidst nåede vi da busstationen – nogle (unyttige) oplysninger rigere.

Vi fik købt vores busbillet og provianteret. Og igen kunne vi blive enige om, at vores spanskkursus var givet godt ud. Da vi havde købt vores vand, sagde ekspedienten ”ellers andet” (på spansk naturligvis). I sammen situationen har vi (sandsynligvis) tidligere kigget på hinanden og trukket på skuldrene, hvilket må have været en pudsig reaktion set fra den anden side af disken. De spørger, om man vil have andet, og man svarer, at ”det ved man ikke”.

Busturen til Colonia tog godt tre timer, og på vejen kunne vi følge alle de lokale kører rundt med flag ud af deres vinduer. Vi er ikke helt sikre på, hvad der egentlig er sket, men så vidt vi ved, har de valgt en ny præsident – hvilket de fleste vist er glade for. Så det bliver fejret, som var det en landskamp, med flag fra biler, cykler og huse.

Colonia er en lille by, hvor den gamle del er blevet erklæret bevaringsværdig af UNESCO (som så mange andre steder). Her er gaden brostensbelagte – nogle steder meget ujævnt, så man skal kigge efter, hvor man går. Da byen kun ligger en times sejlads fra millionbyen Buenos Aires, tager mange argentinere derover i weekenden – hvilket også godt kan ses på priserne, der er noget højere end i resten af Uruguay.

Vi havde på forhånd bestilt et hotel på nettet (på en blanding af engelsk og spansk), og det kunne ikke være mere forskelligt end det i Montevideo. I Montevideo boede vi på et hotel i den verdensomspændende kæde ”Ibis”. Hotellet lignede (sandsynligvis) alle de andre i kæden. Lyse, upersonlige værelser, men helt rent og nyt. Faktisk meget rart til en afveksling.

Hotellet i Colonia var til gengæld et ældre hus med kun omkring otte værelser. Alle sammen med gamle møbler og holdt i en meget personlig stil. Her følte man sig virkelig som en af husets gæster. Det store plus ved hotellet var den flotte have (med et 200 år gammelt appelsintræ) og den indbydende pool (og for Mariannes vedkommende den kælne huskat).

Efter en tur rundt i byen, brugte vi resten af dagen til at ”stege” ved poolen. Det var noget vi havde savnet, og vi gik da heller ikke før solen var på vej ned.

Efter endnu en smuk solnedgang, og en middag på endnu en smådyr restaurant, lagde vi os til at sove. Og her kom så det store problem – sengen. Hver gang man bare vendte sig, knagede den som om den skulle falde sammen. Det sammenholdt med, at vi boede lige ud til en vej, gjorde at vi ikke fik sovet så meget i nat.

Efter lidt rådslagning ved morgenmaden blev vi enige om, at det kunne vi ikke leve med – og slet ikke til den pris (45 dollars). Da der ikke umiddelbart så ud til at være andre værelser på hotellet, vi kunne skifte til, var der kun to andre muligheder – at skifte hotel eller tage tilbage til Buenos Aires.

Selve byen var hurtigt overset, men vi havde glædet os til at ligge ved poolen. Dette kunne dog ikke opvejes af den dårlige seng. Vi havde ikke lige set andre hoteller med pool, så det var Buenos Aires, der trak det længste strå. Også fordi jeg har problemer med et af mine kameraobjektiver, der muligvis kan blive lavet af en specialist i Buenos Aires. Men det pinte os nu alligevel, at vi skulle forlade den flotte have og den lækre pool.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.