Børnebio

Det kan nok diskuteres, hvor heldige vi har været i vores valg af hoteller (nogle har været gode, andre mindre gode). Til gengæld har vores timing været stort set perfekt, hver gang vi er mødt op til bus eller færge på et eller andet tilfældigt tidspunkt. Vi har næsten aldrig ventet mere end en halv times tid, før bussen kørte – og et par gange er den kørt indenfor ti minutter efter, vi er ankommet til busterminalen. På samme måde passede det lige, da vi skulle med færgen til Montevideo. Vi ankom til terminalen en time før afgang – lige tid nok til at klare billetkøb og check-in. Og alle gange har det været uden at kende noget til afgangstider.

I går overgik vi dog os selv i god (og heldig) timing. Vi kom af sted fra hotellet klokken ti – efter utroligt nok at have betalt et beløb svarende præcis til det, vi havde tilbage i Uruguay pesos. Ned til sidste pesos (svarende til 25 øre) passede det.

Ti minutter senere var vi ved færgeterminalen, hvor der allerede lå en færge. Vi fik købt en billet, kom videre gennem paskontrollen og gik som nogle af de sidste om bord. Tyve minutter efter vi havde forladt vores hotel, var vi på vej med færgen til Buenos Aires. Da vi checkede billetten, kunne vi se at færgen skulle afgå 10.15, så hvis vi bare var kommet fem minutter senere, måtte vi have ventet til om eftermiddagen med at komme af sted. Det er sådan noget der gør, at dagen tegner til at blive god.

En time senere lagde færgen til i Buenos Aires, og vi stillede os pænt op sammen med godt ti andre i taxakøen. Lige da det blev vores tur, var der et ældre, argentinsk ægtepar, som åbenbart mente at de var vigtigere end alle andre. De gik foran i køen, og selvom vi med fagter forklarede, at der var andre som ventede, var de ligeglade. Sådan en mangel på køkultur har vi desværre oplevet flere gange, og det er virkelig noget, der kan gøre én rasende. Desværre har vi ikke lært at bande på vores spanskkursus, men jeg fik da sagt en masse grimme ting til dem på dansk.

Vi tog tilbage til vores ”gamle” hotel her i Buenos Aires, og hvis vi var kommet fem minutter tidligere (dvs. hvis folk havde holdt køkulturen), så kunne vi have fået vores gamle værelse. I stedet måtte vi nøjes med et andet, der har en lidt anden udformning, hvilket gør det mindre. Men det er nu dejligt nok alligevel. Bare det at der stort set ikke er en lyd (ikke mindst fra sengen) når man skal sove, er en befrielse.

Det første vi gjorde var at tage af sted for at få én til at kigge på mit kameraobjektiv. I vores guidebog var der beskrevet en mand, som kunne klare mere komplicerede reparationer, så det var ham vi satsede på. Adressen lød dog lidt speciel – en eller anden gade og nummer, 4. sal, kontor 403. Ikke lige sådan et sted, man normalt får repareret sine ting. Da vi endelig fandt det, stod vi da også foran en lukket dør, der lige så godt kunne have været indgangen til en normal lejlighed. Vi ringede på og en ældre mand med krykker åbnede. Inde bag ham var hans værksted – et rum på omkring to gange to meter, med hylder fra gulv til loft (samt et arbejdsbord) med alle mulige dimser. Han kiggede på kameraet og sagde ”muy complicato”, men hvis det kunne laves, så lignede han helt klart manden, som kunne gøre det. Aftalen blev da også, at vi skulle komme forbi senere på eftermiddagen, så ville han kigge på det i mellemtiden.

Det var efterhånden blevet tid til lidt frokost, og vi valgte at sætte os indenfor på en restaurant. Normalt ville vi sidde udenfor, men det er efterhånden blevet lidt småkoldt her med en kraftig blæst – sikkert et tegn på, at efteråret er på vej.

Da vi betalte for maden, lod vi tjeneren få byttepengene – noget vi altid gør. Det svarede til otte kroner, hvilket vist gjorde tjeneren både overrasket og glad. I hvert fald gav han hånd, hvilket ikke var en reaktion vi havde forventet (eller set andre steder). Vi blev da også i tvivl om vi havde givet alt for meget, men efter at have regnet på priser og talt vores penge, kom vi frem til at pengene havde været, som de skulle. Men vi undrer os nu stadig over han reaktion.

Efter at have været på Internettet og klaret nogle andre småting, var det tid til at vende tilbage til kameraspecialisten. Egentlig havde vi nok ikke den store tillid til, at objektivet kunne laves, men i det mindste ville vi få et svar. Hvis der ikke var noget at gøre, måtte jeg jo finde et nyt – selvom det ikke ville være muligt at købe et her i Sydamerika, der var ligeså godt.

Men det var lykkedes for ham, at få det lavet, og på en blanding af engelsk og spansk, fik han forklaret, at en eller anden ting inde i objektivet var knækket – og derfor var blevet udskiftet. Arbejde plus reservedele ville han have omkring 300 kroner for – et beløb man ikke får meget for derhjemme.

Glade over at objektivet var lavet (og ikke mindst at det trods alt var gået i stykker et ”heldigt” sted), besluttede vi os for en tur i biografen. Det havde vi allerede snakket om, sidst vi var i Buenos Aires, men efter de hårde spansklektioner, havde vi været for trætte.

Vi købte billetter til filmen ”Electra” – en af de sædvanlige superheltefilm i stil med Spiderman, X-men osv. Den var nøje udvalgt efter kriteriet ”lidt snak, meget action”. Selvom filmene her er på originalsprog med spanske undertekster, kan det jo godt være svært at fange en længere dialog på engelsk. Billetten kostede den fantastiske sum af ti kroner, men så var det også billigdag – normalt skal man af med 16 kroner. Med proviantering af sodavand og slik, er man vel oppe på en tyver per person. En lidt anden pris end man er vant til.

Da der var en time til filmen startede, satte vi os ude på gågaden – hvor vi straks blev ”overfaldt” af flyers-uddelere og tiggere. Det havde vi heldigvis været forskånet for i Uruguay, hvor det allerhøjest var nogle unger, som gjorde et lidt halvhjertet forsøg på at få nogle penge fra turisterne.

Biografen var dog ikke helt som i Danmark. Sæderne var meget slidte, så vi måtte prøve et par stykker, inden vi fandt et ordentligt sted at sidde (hvor man ikke kunne mærke fjedrene). Det mest utrolige var dog, at i blandt biografgængerne var der familier med børn helt ned til tre år. En kvinde havde endda sit spædbarn med (hvilket resulterede i, at hun måtte opholde sig udenfor biografsalen en stor del af tiden på grund af barnegråd).

Filmplakaten for ”Electra” viser en kvinde med to meget store knive, så det kan jo ikke helt komme bag på forældrene, at filmen er voldelig. Men det er de åbenbart ligeglade med – og det samme er filmcensuren tilsyneladende. Vi kunne dog ikke lade være med at blive lidt forargede, for mon ikke børnene får mareridt af det. Som Marianne sagde, så havde hun tudet flere timer efter at have set ”Ghostbusters” (men det store skumuhyre er jo også uhyggeligt).

Inden filmen gik i gang, stod der en sælger og reklamerede højlydt for sine varer som en anden grønthandler. Alle andre steder vi har kigget, er popcornene overhældt med sukker (som om de ikke kan få kalorier nok), men han havde faktisk nogle poser popcorn kun med salt, så dem købte vi. Det hører sig jo ligesom til en biograffilm.

Tyve minutter inde i filmen ankom de sidste, og sammen med kvinden med spædbarnet, blev de guidet på plads af en kontrollør med en lommelygte. Lidt senere ringede så en mands mobiltelefon – men bortset fra det, var der ingen forstyrrelser.

Og filmen – den var udmærket. Masser af action og ikke så meget snak – hvilket var meget godt, for lyden var ikke den bedste.

I nat har vi fået en rigtig god nattesøvn, og nu er planen så at få klaret nogle praktiske ting – så slipper vi forhåbentlig for at skulle gøre det senere på vores rejse.