Praktiske gøremål

De sidste par dage har vi fået klaret en masse praktiske ting. Ud over at have været en del på Internettet, har vi også fået bestilt flybilletter, shoppet nogle nødvendige ting (bl.a. et par lange bukser til Marianne) og jeg er blevet klippet.

Vi havde fundet et bureau i vores guidebog, der så ud til at være pålideligt med hensyn til bestilling af flybilletter. Vi har da også fået billetterne, men det har krævet meget ventetid.

Da vi ankom til bureauet, blev vores navn skrevet op og vi satte os til at vente. Lidt efter blev vi kaldt hen, og vi fremlagde vores ønske – to billetter fra Santiago (hovedstaden i Chile) til Calama (i Nordchile). Det mente sælgeren nok kunne lade sig gøre, og så begyndte han ellers at taste på computeren. Det blev han så ved med et stykke tid, for derefter at kunne meddele, at han havde fundet en passende afgang. Vi bekræftede hans forslag (efter at have afvist muligheden for at flyve klokken syv om morgenen), og så tastede han videre. Efter lang tid havde han åbenbart fået booket billetterne, og så blev det tid til at skrive en Visabon. Det blev gjort meget grundigt, men til sidst var han vist tilfreds, og vi regnede med, at vi bare skulle skrive under og så have billetterne.

Men nej, som så mange andre steder, skulle vi betale ved kassen. Af en eller anden grund kan en sælger åbenbart ikke tage imod en underskrift på en Visabon. Fint nok, vi stillede os ved kassen og ventede. Og ventede – men til sidst blev det vores tur. Vi skrev under og betalte 15 dollars i kontanter (formodentlig deres fortjeneste på at sælge billetterne), for derefter at få en kvittering og besked om at komme igen senere samme dag eller næste dag for at hente billetterne.

Da vi dukkede op dagen efter (i går), og det blev vores tur (efter igen at have ventet længe), blev vi spurgt om vi ikke lige kunne vente et kvarter. Vi fik ikke besked om hvorfor, men det var ikke så svært at gætte, at billetterne ikke var klar. Vi kom igen en times tid senere, og efter den obligatoriske ventetid, fik de åbenbart travlt.

Billetterne var tydeligvis stadig ikke klar, men nu tog de sig i det mindste af det. Manden ved kassen gik ud i baglokalet, og efter et stykke tid kom han ind igen, bad en anden om at printe noget ud – og endelig stod vi med noget i hånden, vi kunne bruge. Det var godt nok ikke billetter, men en kvittering for to elektroniske billetter – noget der bliver brugt en del, hvor man i stedet for at få papirbilletter, bliver registreret på ens pasnummer (eller kreditkort), der så bare skal opgives i lufthavnen.

Da vi endelig stod med vores bekræftelse på flyet, faldt planerne for de næste dage også på plads. I aften tager vi en natbus til Mendoza tæt på den chilenske grænse. Her er vi i to dage, hvorefter vi tager til Santiago i Chile. Den 10. marts flyver vi til Calama, hvorfra vi satser på at fange en bus til San Pedro.

Fra San Pedro går der ture til Salar de Uyuni – er saltørken, der skulle være helt fantastisk. Vi satser på at tage en tre dages tur (under meget primitive forhold), der ender i Bolivia. Derfra er planerne så igen åbne.

Jeg var også til frisør i går. Vi havde fundet en i et center midt på byens gågade, så helt galt kunne det vel ikke gå. Det er jo altid interessant at være hos frisøren i udlandet. Hvert land, hver deres måde at gøre tingene på. I Malaysia blev jeg ”klippet” alene ved hjælp af en hårtrimmer og i Thailand tog hårvask og hovedbundsmassage længere tid end klipningen.

Her i Argentina gik det til gengæld stærkt. Et kvarter efter jeg havde sat mig i stolen, var frisøren færdig. Et styk klipning inkl. hårvask (der sjovt nok blev foretaget efter klipningen). Resultatet var udmærket, selvom Marianne lige måtte klare et par tilrettelser bagefter. Til gengæld kostede det kun 65 kroner, hvilket man ikke får meget klipning for på Strøget i Danmark.

Nu er det så ved at være tid til at forlade Buenos Aires for sidste gang. Det bliver nu rart at se noget andet, selvom vi sikkert kommer til at savne alle bekvemlighederne.

Men en ting vi ikke kommer til at savne er tiggerne. Tiggere kommer vi da helt sikkert til at opleve andre steder, men problemet her er, at det er svært at gennemskue, hvem som har brug for hjælp – og hvem som er det, vi kalder ”luksustiggere”, som bare prøver at skaffe sig lidt lommepenge. Forleden aften var det dog helt tydeligt, da der stod en fed dreng og tiggede foran en slikbutik.

Et andet problem med tiggerne er, at de er meget påtrængende. I går gav vi nogle penge til en mor, som tydeligvis så ud til at kunne bruge dem – hvorefter hendes unger også ville have penge. Til sidst fulgte en pige efter os ind i banken, men her kom Mariannes fritidshjemserfaring os til gode. Med myndig stemme fik hun bekendtgjort, at nu kunne pigen godt smutte (noget i stil med ”Stop – okay – NO”), og selvom hun sikkert ikke forstod engelsk, var budskabet åbenbart tydeligt.

Nu skal vi så lige få tiden til at gå i ti timer efter vi har checket ud. Klokken 20 sætter vi os ind i en bus, der forhåbentlig er lige så god, som den forrige sovebus, vi var med. I morgen tidlig er vi i Mendoza – klar til nye oplevelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.