I Vinland

Vi befinder os nu i Mendoza – et område hvor 75 % af alt argentinsk vin kommer fra. Dette sætter også sit præg på byen, hvor meget er i vinens tegn. Selv McDonald’s har en menu med vin i stedet for cola.

Den sidste dag i Buenos Aires checkede vi ud klokken ti, hvilket gav os ti timer, inden vi skulle med bussen. Efter vi havde været på Internettet og gået en tur på gågaden (hvor der igen var befriende få mennesker, da det jo var lørdag), havde vi lyst til at spille lidt kort. Desværre havde vi pakket dem ned, men ved hjælp af tegnsprog (der bestod i at blande og give kort), lykkedes det os at få et nyt spil. Det er åbenbart det internationale tegn for kortspil. I hvert fald virkede det også i Bangkok.

En times tid før busafgang, tog vi en taxa til Buenos Aires busterminal. Heldigvis vidste vi nogenlunde hvorfra bussen gik, for terminalen er kæmpestor og virker på mange måder mere som en lufthavn. Der er store tavler med alle afgangstider samt ”gates” og annonceringer i højtaleren.

Vi havde bestilt samme busklasse som på turen til Buenos Aires, hvilket jo betød super luksus. Det havde dog undret os lidt, at der i denne bus var mange flere sæder. Da vi steg ind i bussen, fik vi forklaringen. Øverst var ”monkeyclass” med almindelige sæder, mens der nederst (hvor vi skulle sidde) var seks sæder på første klasse. Da vi var kommet ind, blev et gardin trukket for, og vi følte os præcis som vi rejste på første klasse i et fly – noget vi dog aldrig har prøvet.

Ved hvert sæde hang der nogle kæmpe hovedtelefoner, men alligevel spillede de radio i højtalerne. Utroligt at man ikke kan slippe for det, når muligheden nu er der. Kvaliteten lå i det hele taget et niveau under det vi havde prøvet tidligere. Maden var ikke så spændende, lyset var så dårligt at vi ikke kunne læse og vandet på toilettet løb næsten ikke. Alligevel var det klasser over nogle af de andre busture, vi har været på. Og det er begrænset, hvor meget ekstra, man skal betale for det.

Efter en nat med begrænset søvn på grund af for meget aircon (en dårlig vane alle busser har), blev vi vækket med morgenmad. Den bestod af tre slags kage, knækbrød, en halv kop te og ellers ikke andet.

Det sidste stykke af turen foregik af en lang, lige vej med æbletræer og vinranker langs vejen og med bjerge i baggrunden. En flot syn. Visse steder blev det dog skæmmet af store autoophuggere. Det ser ud til at området ikke kun er vinland men også bilkirkegård.

På busstationen købt vi billetter til bussen i morgen til Santiago i Chile, og derefter hoppede vi ind i en taxa. Vi havde prøvet at booke en hotel på Internettet, men der havde alt været optaget, så vi havde bange anelser. I vores guidebog var der et hotel, der lød godt, så vi tog chancen. Om vi bare var heldige, eller om bookingsystemet på Internettet ikke virkede, er svært at sige, men vi fik et værelse det første sted.

Værelset ligger lidt for sig selv og er ganske fint. Godt nok ligger det lige ud til vejen, men af en eller anden grund er der ikke så meget larm, som vi tidligere har været ude for.

En ting undrer os dog. Alle de steder, vi har boet (bortset fra Ibis-hotellet), har været meget nedslidt. Her er der tydeligvis sat nyt toilet op for nyligt, men alligevel skaller malingen i loftet. På samme måde trænger byerne (hvad enten det er her, Buenos Aires eller et tredje sted) også til en kærlig hånd. Der er store flotte parker med springvand, men de er alle sammen nedslidt. Formodentlig skyldes det Sydamerikas dårlige økonomiske situation. Når der skal spares, er det jo nemmest at gøre det på vedligeholdelse.

Aftensmaden blev spist på en i guidebogen anbefalet restaurant – og det var ikke ubetinget en succes. Da vi nu var i et vinområde, skulle vi have vin. Vinkortet var fyldt med vin, så det var umuligt at vælge. Men på forreste side var der én, der havde vundet en pris – og så kostede den kun 25 kroner, men det gjorde den nu ikke dårlig. Vinen er bare billig her.

Vi bestilte to tournedos og nogle cubanske ris, hvilket vi ikke helt vidste hvad var – men det lød spændende. Og så ventede vi ellers. Efter 45 minutter (og en halv flaske vin) kom maden, men de havde desværre ikke brugt tiden så fornuftigt i køkkenet.

At cubanske ris åbenbart er friturestegt banan, skinke, ærter, spejlæg samt en smule hvide ris, kan de jo ikke lastes for. Men den ene bøf var rå i den ene side og gennemstegt i den anden. Selv på en engangsgrill kunne man have gjort det bedre. At tjeneren også virkede meget uinteresseret i at betjene os, gjorde jo ikke tingene bedre.

Om det var bøffen eller noget helt andet, der gjorde at Marianne havde mavekneb hele natten, er ikke til at sige, men det ændrede vores planer lidt hertil morgen. Vi havde egentlig tænkt os at stå lidt tidligt op, men det manglende nattesøvn gjorde, at vi trak den lidt.

Ved middagstid bevægede vi os udenfor, og endnu engang var det lidt småkoldt. Det er tydeligvis ved at blive efterår. I går havde mange butikker ikke åbent, da det jo var søndag, men i dag fik vi shoppet den sidste nødvendige ting – et par skiunderbukser til Marianne – så nu er vi klar til kulden i Bolivias højder.

Målet med Mendoza var at se en vinproduktion, så selvom Marianne stadig ikke var helt frisk, hoppede vi på en ”trolebus” – en slags sporvogn, der kører på el – bare uden spor. Efter lidt problemer med at finde stedet, kom vi endelig frem til ”vingården”. På forhånd havde vi nogle idéer om, hvordan en vingård ser ud, men denne her levede ikke helt op til vores idylliske forestilling. Den mindede på mange måder om en hvilken som helst anden fabrik.

Vi fik en rundvisning (på spansk) sammen med en større gruppe unge mennesker. Nok ikke lige den målgruppe, de helst ser – vi er nok ikke så købestærke som pakketuristerne og så er det også lidt svært at have en kasse vin i rygsækken. Selvom det ellers var billigt.

Rundvisningen var hurtigt klaret – så hurtigt at det lykkedes guiden at tabe halvdelen af gruppen (bl.a. os), som lige skulle tage billeder. Men til sidst fandt vi resten igen, lige i tide til vinsmagningen. Her fik jeg (Marianne følte sig ikke frisk nok) lov til at smage én rød- og én hvidvin. Vi fik ikke så meget ud af turen rundt på fabrikken, men det var nu sjovt at se, hvordan én mand sad og klistrede mærkater til de dyreste vine på i hånden. Ellers var der ikke så meget spændende. Men nu har vi set det, og kan roligt drage videre.

Da vi kom tilbage til byen, stod vi åbenbart at i ”klippeområdet”. Da jeg blev klippet for 64 kroner, syntes jeg det var billigt, men her kostede det mellem 10 og 16 kroner. Utroligt at det kan lade sig gøre at overleve for en frisør.

På vejen tilbage til hotellet provianterede vi i det lokale supermarked. Her er der åbenbart ikke noget med ”det tager kun fem minutter, men vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere”. I hvert fald spillede de technomusik i et tempo, der stressede én til at handle i en fart.

På fredag og lørdag er der fest her i byen (noget vi jo ikke kommer til at opleve), hvilket de reklamerer med ved hjælp af store bil-karavaner med reklameskilte. Festen stoppede dog midlertidigt, da en af karavanebilerne kørte ind i en parkeret bil.

Det undrer os lidt, at de gør så meget ud af den form for reklame, men det må jo virke. I hvert fald kører der også allerede biler rundt med reklameskilte for en politiker, som ønsker at blive valgt i 2007.

I morgen er det så videre med bussen til Santiago – en tur på 6-7 timer hen over Andesbjergene, hvilket formodentlig bliver en flot tur. Nu glæder vi os også efterhånden til at se noget helt nyt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.