Verdens bedst bevogtede grænse?

I går forlod vi vores gode hotel for at tage mod Santiago i Chile. På vejen til busterminalen kunne vi endnu engang undre os over, hvor mærkeligt bilisterne i Argentina kører. Men til trods for de kører ret vildt, virker det nu ikke som om der sker mange ulykker. Den eneste vi har set, var da også kun den bilist, som ikke kunne finde ud af at køre med en anhænger.

Muligvis er det også derfor, at de ofte vælger at bruge begge blinklys samtidig. Når de skal dreje, blinker de stort set aldrig af, men hvis der er den mindste anledning, sætter de katastrofeblinket på. Det virker som om, at når bare det er tændt, så har de tilladelse til alt – at bakke imod trafikken, stoppe midt i et kryds osv.

På busterminalen havde vi en times ventetid, og her var vi igen vidne til en anden af argentinernes mindre heldige sider – de er nogle affaldssvin. Når de har pulset løs på deres cigaretter (hvilket størstedelen af Argentinas befolkning gør med største fornøjelse alle steder), smider de dem bare – indenfor – og uden i det mindste at træde på dem. Og selvom der er en skraldespand indenfor en radius af to meter, bliver slikpapiret bare smidt på gulvet.

Da bussen kom, steg vi ind på vores pladser lige bag chaufføren. Her var der god benplads, da der ikke var nogle foran, som kunne lægge deres sæder ned og samtidig var udsigten gennem forruden god – bortset lige fra de omkring ti stenslag og de to store flænger, ruden havde. Så det så ud til at være en god plads vi havde fået, hvilket det da også viste sig at være, bortset fra en enkelt ting.

Med tyve minutters forsinkelse kom vi endelig af sted. Foran os ventede (ifølge guidebogen) 6½ times bustur – imellem og over Andesbjergene – inden vi ville ankomme til Santiago.

Efter kort tid dukkede de første bjerge op, og efterhånden blev vi vidne til en utrolig flot natur. Landskabet var meget goldt og helt anderledes end det, vi hidtil havde set. Så vi satte os bare til at nyde det.

Chaufføren kørte godt til, og da vi efter kun lidt over en time så et skilt med 250 kilometer til Santiago, blev vi enige om, at det da ikke kunne tage 6½ time. Men vi skulle blive klogere.

Det store problem ved at sidde bag chaufføren var, at vi var i hans vold hvad angik valg af musik. Og han havde en forkærlighed for den lokale musik, spillet for fuld styrke. Så det som startede som ”hvor er det hyggeligt med lidt argentinsk musik” blev efterhånden til et rent harmonikahelvede. Nu har vi jo både ørepropper og MP3-afspillere med, men ligegyldig hvor højt vi skruede op for vores egen musik, kunne det ikke overdøve hans.

På et tidspunkt kom en pige op og afleverede en CD med Lenny Kravitz, som da også blev sat på – efter lidt pres fra den yngre ”busguide” (som var med til at klare alle de praktiske ting). Men sjovt nok blev den ikke spillet i samme styrke.
Freden varede desværre ikke så længe. Da Lenny var færdig, røg det argentinske svar på Finn Nørbygaard på, og det må have været verdens længste CD – ellers også kørte den bare på ”repeat”. Chaufføren må have hørt den masser af gange før, men alligevel grinede han og gentog replikkerne igen og igen. Og vi forstod jo ikke noget, da det var på spansk. Men vi havde nu alligevel nok ikke grinet – det gjorde den unge guide i hvert fald ikke.

Kort tid efter nåede vi grænsen, hvor der allerede holdt en del busser. Alle andre steder vi har været, har grænseformaliteterne kun taget kort tid, så det regnede vi også med var tilfældet her – men igen skulle vi blive klogere.

Vi kørte ind i rækken bag de godt otte andre busser, og mens den lokale komiker bragede ud gennem højtalerne ventede vi. Og vi ventede. Engang imellem rullede bussen lidt frem, men endelig efter to timers ventetid, blev det vores tur.

Vi blev gennet ud at bussen og stillet op på én lang række (dog ikke med hinanden to og to), hvilket var ret koldt kun iklædt sandaler og T-shirt. Grænsen lå på et bjergpas, hvor der var sne, og lige da vi skulle ud, begyndte det at hagle.

Da alle var klar, gik vi i samlet flok – med guiden i spidsen – ind til den første kontrol, hvor vi skulle stemples ud af Argentina. Her ventede vi igen i en lang kø, fik stemplet vores pas og over i en anden kø, for at komme ind i Chile. Igen ventetid og et stempel, men her sluttede ventetiden ikke.

Nu var det tid til bagagecheck. Hele bussen blev tømt og lagt op på et transportbånd for at blive gennemlyst. Imens stod vi på to lange rækker med vores håndbagage. Da den almindelige bagage havde været igennem, var det tid til håndbagagen. Det var lige før vi troede, at vi også selv skulle en tur op på båndet for at blive gennemlyst. Bare lige for en sikkerheds skyld.

Til sidst var vi klar til at køre videre, og efter et sidste check af bussen papirer (som sjovt nok ikke kunne foregå mens vi blev checket), kunne vi endelig komme af sted.

Efter tre timer ved en grænse, der uden sammenligning har været den bedst bevogtede, vi nogensinde har været ved (selv Burma var ingenting i forhold til her), var vi endelig på vej.

Da det regnede voldsomt, duggede bussens forrude til. Så mens vi bevægede os ned gennem de mange hårnålesving, måtte guiden stå med en klud og tørre forruden af. Heldigvis kørte chaufføren meget roligt, så vi var nu ikke nervøse.

Godt tyve kilometer fra grænsen, var der gået de 6½ time, som hele turen skulle have taget. Forude ventede endnu 120 kilometer. Så der var lang vej endnu.

Landskabet på Chile-siden lignede meget de i Argentina. Her var der lidt mere frodigt og en del store kaktusser. Hvis det ikke havde været for den frygtelige musik, havde vi kunne sætte os tilbage og nyde det. Det virkede som om chaufføren havde gemt de værste CD’er til slutningen af turen. Noget af det sidste, han spillede, var en liveoptagelse med et børnekor, som blev ved med at synge ”olé, olé, olé, oléeee”.

Efter 8½ times kørsel, nåede vi endelig Santiagos busterminal. Vi fangede hurtigt en taxa og kom endelig frem til vores hotel, hvor vi (heldigvis) havde reserveret på forhånd. Her fik vi et dejligt, lyst værelse øverst oppe i noget, der ligner en samling gamle herskabslejligheder.

Efter at have været på farten i næsten ti timer, kunne vi endelig smide os på sengen og slappe af – i stilhed uden argentinsk børnekor, harmonika og Finn Nørbygaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.