Angkor what?

Så er vi ankommet til Cambodia, nærmere betegnet Siem Reap – udgangspunktet for ture til Angkor området (hvor bl.a. det mest kendte tempel Angkor Wat ligger).

Selve turen hertil forløb meget nemt, og efter at have betalt 20 dollars for et visum var vi klar til at forlade lufthavnen. Udenfor var der et meget simpelthen taxasystem – betal 5 dollars og bliv kørt til et sted i Siem Reap. Vores chauffør meget flink og spørgelysten (“Mister, mister, can I ask you…”). Vi havde besluttet os for et hotel, men da vores chauffør kendte et andet sted, besluttede vi os for at se det først. Det så ud til at være et dejligt sted, men desværre havde de kun et nyåbnet (og stadig ufærdigt) værelse, og det var vi ikke interesseret i. Så vi valgte vores oprindelige hotel, og de havde et værelse, der så lidt nedslidt men dog fint ud. Senere skulle vi finde ud af, at det var det vist ikke helt.

Resten af dagen slappede vi (vi havde jo været tidligt oppe) og kiggede på byen. Siem Reap er et hyggeligt lille sted med en del restauranter og barer (hvoraf en af dem har samme navn som den tyvstjålede overskrift). Om aftenen spiste vi og fandt derefter en bar. Her faldt vi i snak med nogle danskere (hvilket der ikke er så mange af andre steder end i Bangkok), så det blev ret sent inden vi kom i seng.

Næste dag startede vi med en god gang “brunch”. I mens vi sad og spiste, sad det en tuktuk-chauffør og holdt øje – klar til at slå kløerne i os i det øjeblik, vi ville forlade restauranten. Og da han så flink ud, besluttede vi os for, at vi lige så godt kunne vælge ham.

Tuktuk’erne her i Siem Reap (og sikkert også andre steder i Cambodia) er lidt anderledes end dem i f.eks. Bangkok. Her er det faktisk bare vogn spændt fast på en knallert. Ganske behageligt, men topfarten er jo ikke så høj.

Oprindelig havde vi planlagt bare at blive kørt til Angkor området og derefter gå rundt, men da vi så afstandene, blev vi enige med vores chauffør om at han skulle vente på os.

Første stop var “jungletemplet” Ta Prohm – kendt fra den første Tomb Raider film. Et fantastisk sted man har valgt ikke at restaurere alt for meget på. I stedet har man overladt det til træernes forgodtbefindende. Så mange steder snor rødderne sig ind og ud mellem stenene, hvilket da også gør at noget af det styrter sammen en gang imellem.

Ved dette tempel – som ved alle andre templer – bliver man overfaldet af sælgere fra det øjeblik tuktuk’en stopper. Og alle skriger i munden på hinanden “Buy cold drink from me, mister” (sjovt nok er det stor set altid mister – men de ved jo heller ikke, at det er Marianne som holder pengene). Men hvis man tager det med et smil er de faktisk søde nok – og kan også godt selv se det morsomme i situationen.

Fra Ta Prohm var det videre til Angkor Thom med det kendte tempel (næst med kendte efter Angkor Wat) Bayon. Et spændende sted med 37 tårne bestående af fire ansigter på hvert tårn (man skal nok se det, for rigtig at forstå det). Efter at have gået gennem skoven var efterhånden godt støvede og svedige (med saltskjolder på tøjet) – men det er alle andre jo også).

Sidste stop var Phnom Bakheng – en bakke der er specielt god til solnedgang – hvilket også gør, at der er utrolig mange mennesker. De fleste steder har vi næsten kunne gå i fred, men her stopper alle turbusserne for solnedgang, så der er fyldt. Selve vejen op og ned er meget stejl, så det er noget af et syn at se hundredvis af turister vælte op og ned. Desværre var det også det eneste syn – solen gik ned bag en masse skyer (noget vi har oplevet en del gange efterhånden).

Turen tilbage svarede til den man ser efter en landskamp. En kæmpe flok busser, biler, cykler, gående, motorcykler, knallerter og tuktuk’er (her i blandt os) kæmpede om at komme først af sted. Et utroligt syn – og det sker hver dag.

Efter en lang, svedig, beskidt dag, glæde vi os til et bad. Men da vi tændte for bruseren skete der ingenting. Vi smuttede ned for at klage, men der fik vi bare at vide, at det var meget normalt. Vi kunne dog få lov til at låne en bruser nedenunder, hvor der var vand. Det viste sig dog tydeligt, at der er forskellige definitioner på, “at have vand”. Strålen var så tynd og kom med så lidt kraft, at de ville være umuligt at vaske sæbe ud af håret. Så ingen bad til os.

Efter et par timer kom der dog lige netop nok vand til at man kunne tage et bad (eller nærmere plaske lidt vand på kroppen, putte sæbe på og derefter skrubbe det af igen). Så nogenlunde rene kunne vi gå i seng – bare for at vågne et par timer senere badet i sved. Aircon’en var gået i stykker – den larmede godt nok voldsomt, men der kom ingen kold luft ud – så det blev en ret dårlig nattesøvn.

Næste morgen havde vi fået nok, så vi pakkede vores ting, gik lidt ned af gaden og fandt et andet hyggeligt hotel – Mandalay Inn. Her var der et værelse, der godt nok ikke var rengjort endnu, men vi fik et par håndklæder og kunne tage et bad. I det hele taget var de meget flinke, muligvis fordi de var fra Burma.

Det er nu ikke en hel fair betragtning, for faktisk er stort set alle vi har mødt her i Cambodia været flinke – meget i stil med burmeserne. De smiler og er hjælpsomme – sikkert fordi de endnu ikke er blevet trætte af turisterne.

Efter badet og lidt mad, købte vi flybilletter videre til hovedstaden Phnom Penh – og et par rejsechecks fik vi da også vekslet. Derefter mødtes vi med “vores” tuktuk chauffør, som vi havde lavet en aftale med dagen før. Egentlig havde vi andre planer, men han foreslog en tur til Banteay Srei templet, der ligger 40 kilometer fra Siem Reap – hvilket er en ret lang tur i tuktuk. Derfor ville han også gerne have 15 dollars (selv om han sagde, det var op til os – godt salgstricks) i stedet for de normale 10 – for en hel dag.

Faktisk bliver alt regnet i dollars her i Cambodia. Vi prøvede lidt af det samme i Burma og Laos, men der var det kun større beløb som f.eks. hoteller. Her er det alt – selv sodavand. Når de så ikke kan give tilbage (da de ikke bruger cent – og en dollar derfor er mindste enhed), får man tilbage i den lokale valuta riel.

På vejen til templet kørte vi igennem en del små, hyggelige landsbyer. Endnu engang var vejen mod målet mindst halvdelen af oplevelsen. Selve Banteay Srei templet var ikke noget særligt, men det havde nogle flotte, dybe, velbevarede relieffer.

På vejen tilbage stoppede vi ved Banteay Samre templet, der egentlig ikke er noget specielt – til gengæld har man det for sig selv og kan derfor nyde stilheden (efter man har passeret de obligatoriske sælgere).

Derefter var det tid til at følge den oprindelige plan. Første sted var Ta Som, der minder lidt om jungle templet fra dagen før, bare mindre. Til gengæld er det et af de meste fotograferede steder, da der vokser et træ op midt i en af indgangene. Endnu engang spændende at se, hvordan naturen ikke bøjer sig for menneskets bygninger – og faktisk var det sådan de fleste templer så ud, da de blev genopdaget i 1860’erne.

Videre til endnu et tempel (vi har fået set nogle stykker) – Preah Khan, der først og fremmest har nogle flotte omgivelser med en voldgrav med bøfler og hejrer. Ellers ligner stedet meget en blanding af de andre templer.

Sidste stop – Angkor Wat. Vi havde det lidt specielt med, at de først var i slutningen af vores anden dag, at vi nåede til dette berømte sted. Men det havde bare passet bedre med de andre steder først.

Og Angkor Wat er imponerende. Når man går op i mod det, har man svært ved at fornemme, hvor stor det er – og det virker ret todimensionalt. Først når man kommer helt tæt på, oplever man størrelsen. Selve turen op foregår af nogle meget stejle, smalle trin, så det gælder om at holde tungen lige i munden.

Efter at have gået lidt rundt, ville vi se solnedgang – men det blev hurtigt klart, at solen igen ville gå ned i nogle skyer. Og da vi efterhånden var ret tempeltrætte, besluttede vi os for at gå lidt tidligere (så slap vi også for at tage turen ned igen i mørke). Det passede sikkert også vores chauffør meget godt med en tidlig fyraften.

Efter et dejligt bad (der virkede) og lidt mad, gik vi en tur i byen. Her var (som de andre dage) mange tiggere – flere end vi har set i de andre lande. De voksne prøver vi at give lidt penge, mens børnene helst skal have noget andet (da de ellers bare aflevere dem videre til nogle voksne). Så til en af dem købte vi lidt mad – men de bedste var alligevel sæbe. Vi havde samlet en del på de hoteller, vi har boet på – og specielt dem i fine beholdere gjorde stor lykke. I det hele taget er tigger-børn som alle andre børn (heldigvis). Hvis man kan lave noget sjovt med dem, glemmer de helt at tigge. Og til trods for deres elendighed, griner de og morer sig. Størst succes (ud over sæben) var en svingtur. Da Marianne først kom i gang, blev børnene (og vel også Marianne) så kåde, at de næsten ikke kunne stoppe igen. Så vi måtte næsten “flygte” med en hale af børn efter os. En dejlig, livsbekræftende oplevelse.

Her til morgen har vi sovet lidt længe og i det hele taget den med ro. Senere i dag tager vi nok et sidste smut til Angkor Wat for at se det igen – og så må det også være nok med templer for denne gang. Nu har vi efterhånden også gjort det godt – Wat Pho og Grand Palace i Bangkok, Shwedagon i Yangon, alle templerne i Bagan plus alle de andre små templer, man også lige har stukket hovedet ind i. Men lur mig om der ikke lige dukker et par stykker til op inden vi kommer hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.