Menneskelig ondskab

Så er vi kommet til hovedstaden i Cambodia Phnom Penh efter endnu en kort, begivenhedsløs flyvetur. Vi skulle checke ind allerede klokken syv, så endnu engang var det tidligt op.

Da vi ankom her til byen, var vi ikke sikre på, om hotellets kom og hentede os. Derfor måtte vi checke både indenrigs- og udenrigsterminalen. Og da der var en taxachauffør, som havde fulgt os, måtte han på en længere løbetur tilbage efter bilen – hvilket resulterede i forpustet vejrtrækning (og ingen tilbud om at tage os på sightseeing de først ti minutter af køreturen).

Efter at have boet på lidt tvivlsomme hoteller i Siem Reap (selv om det sidste sted nu var udmærket), har vi valgt et noget bedre (og lidt dyrere) sted med bl.a. pool. Vi havde faktisk planlagt at bruge det meste af dagen der, men da vi ikke var så trætte, besluttede vi os at se en af Phnom Penhs “attraktioner” – Tuol Svay Prey High School – hvor De Røde Khmer hærgede i 70’erne.

Stedet er et tidligere gymnasium, men da de Røde Khmer kom til magten, blev det omdannet til fængsel (inkl. omfattende tortur). I dag er der ikke så meget at se bortset fra en masse billeder af mennesker, som er fotograferet ved ankomsten. Og så er der en souvenirbutik (med ting der ingen relevans havde for stedet), hvilket virkede ret usmageligt på os. Der bliver jo (forhåbentlig) heller ikke solgt polske trænisser i resterne af de nazistiske KZ-lejre.

I de 3 år, 8 måneder og 20 dage de Røde Khmer var ved magten, blev der dræbt omkring 17.000 mennesker alene på det sted (da det var på sit højest var det over 100 om dagen). Mange blev begravet i massegrave på det sted, der senere er blevet kendt som “Killing Fields” (hvor vi sandsynligvis tager ud i morgen). Som regel havde de bare gjort sig skyldige i at have en uddannelse, synge sange eller på måde “skejet” ud.

I den korte tid, de Røde Khmer nåede at hærge, døde et sted mellem 750.000 og tre millioner (afhængig af hvem man spørger). Hele historien er gennemsyret af ondskab. Pol Pot og hans hjælpere vil skabe det ekstreme maoisme. Cambodia skulle laves om til et bondesamfund med kun en klasse, ingen pengesedler, osv. For at opnå det, blev alle uddannede, munke osv. fængslet eller slået ihjel.

En ting er at Asiens svar på Hitler, Pol Pot fik lov til at udføre disse grusomme ting – en anden er at de blev støttet af Vesten i lang tid. Årsagen var, at det var vietnameserne der befriede Cambodias befolkning, og det var åbenbart meget vigtigt at bekæmpe “de onde kommunister”.

Heldigvis virker det som om alle disse begivenheder har gjort, at cambodianerne glæder sig over livet i dag – hvilket giver sig udslag i en utrolig venlighed og hjælpsomhed. Endelig har de opnået en frihed, som de ikke har haft i hundredvis af år – og den skal nydes.

Efter denne deprimerende og tankevækkende oplevelse var vi (egentlig utroligt nok) blevet ret sultne. I vores guidebog havde vi læst om et sted, der skulle servere god mad. Det viste sig at være et fint sted, men dog med meget rimelige priser – så der gik vi ind. Restauranten var i tre etager med en 20-30 borde – et ret stort sted. Vi bestilte vores mad, og ventede – og ventede. Først efter cirka trekvarter fik vi vores mad, hvilket var til at forstå, hvis der havde været travlt – men ud over os var der kun et andet par (på en anden etage). Egentlig havde vi lyst til lidt is, men efter den ventetid, turde vi ikke rigtig.

I morgen er det så Killing Fields, der helt sikkert også bliver en deprimerende oplevelse. Men det er om muligt en større del af Cambodias historie end Angkor Wat – og derfor også noget vi bare må se.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.