Mere af Cambodias triste historie
Igen i dag havde vi besluttet os for at kigge lidt nærmere på Cambodias triste, men desværre også meget nærværende historie.
Inden da skulle vi dog lige ha’ lidt morgenmad, og der blev vi vidner til en meget typisk situation – munke der går fra hus til hus (inkl. restauranter) og beder om mad og penge. Det er der ikke noget underligt i, da det er en tradition – normalt foregår det bare så tidligt om morgenen, at vi ikke er vågne (eller også sidder vi i en taxa på vej til lufthavnen). Men af en eller anden grund foregår det senere her. Munkene kommer, ejeren lægger lidt mad eller penge i deres skåle og knæler foran, hvorefter munkene siger en lang remse – og så er de formodentlig velsignet. Selv om det jo ikke ligefrem er vores tro, kan man godt blive lidt fascineret af det. I det hele taget er buddhisme en meget sympatisk tro. Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om nogle krige, der er udkæmpet pga. buddhisme.
Efter morgenmaden var det så tid til at tage til “Killing Fields”. Et eller andet sted kan vi godt mærke, at vi er ved at være mætte af at se alle disse seværdigheder, men der er trods alt visse ting, der bare må ses.
Der er mange måder at komme rundt på. Man kan f.eks. tage en tuktuk eller en taxa – men vi endte med en knallerttaxa. Og her kan vi så bekræfte, at man godt kan sidde en chauffør og to vesterlændinge på en knallert.
Samtidig gav det også mulighed for at se, hvor utroligt de kører her (hvilket er nogenlunde samme måde, som alle de andre steder). Der er tilsyneladende ikke noget der hedder vigepligt – skal man ud fra en sidevej, kører man bare (uden at se sig for), og så er det ellers dem på hovedvejens opgave at bremse. Men det sjoveste er alligevel i et kryds. Skal man svinge til venstre er der ikke noget med at holde tilbage for dem, der skal lige ud. I stedet trækker man helt over til venstre, og dem der så kommer fra den anden side af en, kører højre om. Det kan vist kun lade sig gøre, fordi de fleste at køretøjerne er knallerter.
Men vi kom helt derud (godt støvede, da en stor del af turen foregik af grusvej, hvilket også gav nogle ordentlige hoppeture). Selve Killing Fields er egentlig ikke så interessant – det er mere historien bag. Selve stedet består af en planche med nogle oplysninger, en masse huller med nogle skilte, hvor der står massegrave og en pagode. Det mest skræmmende er pagoden, da den indeholder flere hundrede kranier – opdelt på alder – af nogle af de dræbte. Alligevel er det svært at forholde sig til begivenhederne (hvor slemme de ellers har været), selv om det kun er 30 år siden. Der mangler nok nogle ting, der kan appellere mere til ens følelser (f.eks. nogle beretninger om enkelte personer).
Da vi kom tilbage var det op til poolen endnu engang (det er jo ved at være sidste chance for at få lidt farve), og derefter lidt aftensmad.
I morgen regner vi med at tage på “det Russiske Marked” – et sted hvor man eftersigende kan købe alt, hvad der er værd at købe – bl.a. designertøj fra de store mærker, der får det lavet her – hvorefter det lige er forsvundet fra produktionsapparatet.