Charter-Afrika

Efter en uges tid i det ”rigtige” Afrika i hhv. Dar Es Salaam og til dels Stonetown, er vi nu kommet til et charter-ressort i nærheden af byen Pwanim Changani. Men selvom hotellet er italiensk ejet, så er der alligevel en del af den afrikanske mentalitet, der skinner igennem – både hvad angår afrikansk tid og mangel på effektive måder at gøre tingene på.

I Stonetown havde vi spist ude i byen, hvor vi havde fundet nogle ok restauranter til trods for Ramadanen. Den sidste dag valgte vi dog at gøre det nemt for os selv, da vi skulle have frokost. Så i stedet spiste vi på hotellet.

På baggrund af morgenmaden havde vi ikke de store forventninger til maden – og det skulle da også vise sig at holde stik. Specielt den tørstegte kylling, som jeg fik, var meget dårlig. Restauranten kunne gøre sig selv en stor tjeneste ved at fyre kokken – og gøre tjenerne lidt mere effektive og servicemindede.

Resten af eftermiddagen brugte vi ved poolen. Og først på aftenen gik ved ned på stranden, hvor der var fyldt med mennesker, som alle fejrede Eid – afslutningen på Ramadanen.

Her var der en fantastisk stemning, hvor folk i deres fineste tøj gik rundt og hyggede sig – mens de unge mænd kappedes om at lave de vildeste spring i vandet. Det samme var også tilfældet i den nærliggende park, hvor bl.a. legepladsen var fyldt med børn. I det hele taget virkede alle folk mere glade og imødekommende end de forrige dage.

Vi snakkede faktisk om, at det kunne være sjovt at rejse til et andet muslimsk land under Eid en anden gang. For det var en rigtig sjov og positiv oplevelse.

Aftensmaden spiste vi på en restaurant lige ved vandet – der viste sig at være det sted med den bedste mad, som vi indtil nu havde fået – en perfekt stegt tunsteak.

På restauranten var der også en lokal dreng, som var meget interesseret i det, som Frida tegnede, efter at hun var færdig med at spise. Og han fik også lov til at tegne på en side i hendes bog.

For at være flinke gav vi ham nogle farveblyanter – hvilket gav den uheldige situation, at han også troede, at han måtte få tuschen. Det var ikke meningen, men vi nænnede ikke at sige det til ham – hvilket så gjorde Frida ked af det, da det var ”den anden bedste tusch” (ifølge hende selv). Men der er ingen tvivl om, at drengen (til forskel fra vores piger) ikke glemmer at sætte prop på tuschen.

Næste morgen spiste vi morgenmad for sidste gang på hotellet – hvor der som alle de andre dage var mangel på alt fra glas til mad.

Klokken 10.15 blev vi hentet af en taxa, som vi havde bestilt på forhånd – og som heldigvis ikke kørte på afrikansk tid. Chaufføren startede med at spørge os, om vi ville på en krydderitur på vejen. Først sagde vi nej, men efter lidt betænkningstid ombestemte vi os – også godt hjulpet af, at han kunne skaffe det til ”lokalpris” på godt 60 kroner for alle (fordi hans ven arbejdede der).

Og det viste sig at være en god beslutning. Vi blev mødt af en guide og hans hjælper, som startede med at lave to kræmmerhuse af palmeblade til Frida og Vilde.

Bagefter blev vi vist rundt i en form for ”udstillingshave”, hvor der groede alle mulige former for krydderier som vanilje, kardemomme og kanel – i form af blade, rødder, blomster osv. Og når vi havde snuset til det, blev det lagt ned i kræmmerhusene.

På vejen var der også lige en mand oppe i en meget høj palme for at plukke kokosnødder til os. Og bagefter lavede de både hatte, kranse, kurve, halskæder, armbånd og endda et slips til os – alt sammen ud af palmeblade. Så naturligvis faldt der også nogle drikkepenge af til dem.

Turen sluttede med, at vi smagte forskellige former for frugt, inden vi kørte resten af vejen til vores hotel Dream of Zanzibar. Her blev vi mødt af en stor trælåge, der først blev åbnet helt efter, at chaufføren havde redegjort for, hvem vi var. Der bliver ikke taget let på sikkerheden her.

Hotellet her er et klassisk all-inclusive ressort, der i princippet kan ligge alle steder i verden – dog med et afrikansk aftryk.

Vores værelser var ikke helt klar, så vi startede opholdet med at spise frokost – og fik mad i en helt anden standard end det forrige sted.

Bagefter fik vi vores værelse, hvor der også var redt ekstrasenge op til børnene. Og faktisk tror vi ikke, at de på forhånd vidste, at vi havde børn med – det stod i hvert fald ikke på reservationen. Så her havde de lige hurtigt klaret opredningen helt af sig selv, uden at vi skulle spørge først – noget der også siger en del om stedet.

Og senere, da vi kom ned til poolen, kunne vi ikke lige finde et sted at få håndklæder. Et øjeblik efter kom en af de ansatte rendende efter os. Hun havde set os gå forbi (sandsynligvis søgende), og kom derefter med håndklæder til os – dejligt at opleve.

Vi blev ved poolen resten af eftermiddagen – hvor vi også fik nogle velsmagende drinks, inden vi gik op på værelset for at klæde om til aftensmaden (hvor der forventes lange bukser).

Eneste store problem ved hotellet er, at der først er aftensmad fra kl. 19.30 – hvilket er hårdt for specielt Frida, som er meget træt på det tidspunkt. Og det gør også, at børnene kommer sent i seng.

Efter en god morgenmad næste dag gik vi til poolen – hvor det snart begyndte at regne, så vi måtte krybe sammen under en parasol. Heldigvis gik der ikke så lang tid, før solen kom frem – og sådan har det i øvrigt været de fleste af dagene her – en blanding af sol, gråvejr og lidt regn om formiddagen og så bedre vejr om eftermiddagen.

Regnen forhindrede dog ikke Frida i at hoppe i poolen, og lidt senere gjorde vi andre tre det samme. Efter et par timer klædte vi om og spiste frokost, hvorefter pigerne ikke rigtig gad at være ved poolen mere – selv det kan man åbenbart blive træt af. Så jeg gik op med dem på værelset (hvor vi så Frost), mens Marianne fik lidt tid for sig selv ved poolen.

Lidt inden aftensmaden gik vi ned igen til poolområdet, hvor vi drak et par drinks og spillede Uno – og så den største snegl, som vi nogensinde havde oplevet. Klokken 19.30 var vi klar ved aftensmaden, og bagefter var det sengetid for pigerne.

De efterfølgende dage er gået på nogenlunde samme måde. Først har vi været ved poolen, hvorefter vi har spist frokost – og derefter har været ved poolen igen. Så har vi klædt om på værelset og gået ned til aftensmaden – somme tider med en drink eller to først.

Vi har også været på gåtur ud i vandet, hvor der til tider er meget lavvandet. I tirsdags var Marianne ude sammen med pigerne, og i går gik vi alle fire af sted.

Begge gange er vi blevet fulgt af nogle lokale, som har vist os søpindsvin, søstjerner, søagurker og søpølser (som kunne sprøjte blæk). Det har været sjovt at se – men har også haft en ”pris”.

For de lokale har naturligvis haft noget at sælge til os. Da Marianne var alene ude, sagde hun nej tak til det. Men i går valgte vi at købe nogle små træskilte med pigernes navne på – til en rigtig god pris (for den lokale) som tak for guidning.

Skiltene skal vi så hente i dag – hvis han ellers dukker op. For da jeg var dernede til det aftalte tidspunkt, kom han ikke. En af de andre sagde ”om fem minutter” – men det er vist afrikansk tid. Så vi prøver igen senere – og ellers er det bare ærgerligt.

Efterfølgende viste det sig så, at hans makker, som havde fulgt med, også skulle have penge for sin service. Men det ville vi ikke betale, for vi havde ikke bedt dem om at følge os – og slet ikke to mand. Det blev han så lidt fornærmet over, men det er der ikke noget at gøre ved.

I tirsdags var der også ”gallafest” ved poolen, så lidt over klokken 14 blev vi bedt om at forlade området. Det tager åbenbart fem timer at stille borde og stole omkring poolområdet, når man er i Afrika.

Heldigvis er der også en anden pool her på hotellet, som vi valgte at gå op til. Utroligt nok kunne man så ikke få håndklæder der. De skulle hentes ved den første pool, der ligger et godt stykke væk. Her undrer man sig lidt over, hvordan de organiserer sig.

På ressortet er der en lang række restauranter. Men denne tirsdag aften var alle kokkene samlet til pool-festen (og restauranterne lukket). Så der var ekstra meget forskelligt at smage.

I går var der så afrikansk aften på stranden. Og bortset fra at det blæste rigtig meget, var det et godt og hyggeligt arrangement. Desværre var det tyve minutter forsinket – hvilket kan undre lidt. De laver trods alt det samme hver uge, så de burde vide, hvor lang tid, at det tager at gøre klar.

Normalt ville det ikke være det store problem, men når man har trætte børn i forvejen, kan tyve ekstra minutter betyde en hel del.

I dag har vi så sidste dag som ”chartergæster”, inden vi i morgen flyver videre til Nairobi. Her har vi en enkelt overnatning på et hotel i nærheden af lufthavnen, hvorefter vi skal på fire dages safari – der igen bliver noget helt andet end det, som vi indtil nu har oplevet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.