Så er vi kommet til Afrika
Så er vi godt nok kommet til Afrika. Og det er både i direkte og mere overført betydning. For selvom vi efterhånden har rejst i mange lande, har vi aldrig før oplevet det samme form for uorganiseret kaos, som her – og det gælder både på markedet og i lufthavnen.
Sidste lørdag ringede vores vækkeur kl. 3.15, og kl. 3.45 blev børnene vækket. 4.20 sad vi i en taxa på vej mod lufthavnen.
Vi havde frygtet sikkerhedskontrollen lidt, da det jo samtidig også var store charterrejse-dag. Men tilsyneladende var vi endnu tidligere oppe end alle chartergæsterne. I hvert fald var der ingen kø i sikkerhedskontrollen.
Faktisk var der så stort overskud der, at de stod og delte badebolde ud til børnene – noget der skulle vise sig at være stor kontrast til sikkerhedskontrollen i Tanzania.
Vores fly afgik kl. 6 mod Amsterdam, og efter en kort flyvetur landede vi. Her havde vi godt fire timers ventetid, inden vi skulle videre med vores fly mod Dar Es Salaam. Ventetiden blev bl.a. brugt på at spise lidt morgenmad og handle toldfri varer.
Vi kom af sted med lidt forsinkelse, og var så ”heldige” at blive placeret lige bag ved en familie med en baby på et halvt år. Men selvom babyen skreg en del, kunne vi godt bære over med det – vi kunne jo selv huske, hvordan vi havde haft det, når Vilde og Frida skreg i flyvemaskinen, fordi de ikke ville sove.
Selvom vi havde været tidligt oppe, fik vi ikke sovet så meget – hvilket gjorde flyveturen lidt lang. Der blev serveret mad to gange – og anden gang fik kun Frida sit børnemåltid. Vildes kunne de (efter vi havde spurgt dem) simpelthen ikke finde. Efter en del søgen viste det sig, at de var kommet til at give det til et andet barn, som ikke havde bestilt børnemåltid – lidt utroligt at de ikke havde bedre styr på det.
Vi landede i Tanzania til tiden, og efter lidt ventetid kom en bus og hentede os ved flyet – hvorefter det totale Afrika-kaos startede.
For vi kom ind i en lille ankomsthal med rigtig mange mennesker. Og der var ingen skiltning, der viste, hvor vi skulle hen. Efter lidt søgen fandt vi dog ud af, at vi skulle aflevere vores visumansøgning – og da også lige betale 200 USD for at få et visum.
Til gengæld fik vi så lov til at vente en time sammen med alle de andre turister fra vores fly. En gang imellem kom der en mand ud med en stabel pas med stempler i – hvorefter han begyndte at råbe navnene op på ejerne.
Det virkede fuldstændig absurd for os – og hans tvivlsomme forsøg på at udtale danske, hollandske og kinesiske navne gjorde det heller ikke bedre. I starten var det ret komisk, men efterhånden blev vi ret trætte af at vente. Specielt fordi det ikke virkede som om, at dem, som havde afleveret deres ansøgninger først, også fik deres pas tilbage først.
Til sidst stod vi sammen med en meget lille gruppe turister. Så vores pas var sikkert røget nederest i bunken – hvorefter dem som kom efter os havde fået deres pas ovenpå. Børnene var efterhånden også meget trætte, så vores tålmodighed var efterhånden slidt ret meget. Men omvendt kunne vi jo ikke gøre det helt store ved situationen. Her i Afrika må man bare væbne sig med tålmodighed.
Men endelig fik vi vores pas igen, og efter en kort ventetid ved selve paskontrollen (hvor man jo normalt får sit visum), kunne vi hente vores bagage – der naturligvis var kommet for længe siden. Herefter fandt vi en taxa og kørte den heldigvis forholdsvis korte tur til vores hotel Habour View Suites.
Her havde vi bestilt et værelse med to queen-size senge. Men det viste sig, at der kun var en dobbeltseng og en almindelig seng. Og da vi spurgte, om de kunne skaffe en ekstra seng, var svaret ”i morgen” – en typisk afrikaner-kommentar. Heldigvis havde vi vores luftmadrasser med, så en af pigerne kunne ligge på den. Kl. 22.30 kunne pigerne endelig sove – efter at have været oppe i godt 19 timer.
Godt nok var pigerne kommet sent i seng – men det forhindrede dem ikke i at stå tidligt op næste morgen. Marianne og jeg valgte dog at sove længere, så af samme grund nåede vi ikke morgenmaden. Da vi var kommet op, snakkede vi igen med receptionen – og her fik vi at vide, at en ekstraseng ville koste 30 USD pr. nat. Til gengæld kunne vi (helt gratis) få lov til at skifte til et værelse med to dobbeltsenge.
Meget mærkeligt, at de hellere ville have, at vi skiftede værelse end at give os en ekstraseng gratis. Men vi pakkede vores ting og flyttede til et nyt værelse – som i øvrigt var bedre indrettet end det gamle.
Bagefter spiste vi frokost i hotellets restaurant – der faktisk var helt ok. Vi fandt også et supermarked i et lille shoppingcenter, der lå under hotellet. Resten af dagen stod på afslapning ved hotellets pool og på værelset, hvor pigerne så tv.
Sidst på eftermiddagen gik vi en tur ned til havnen og kiggede på den færge, der skulle sejle os til Zanzibar et par dage efter. Aftensmaden blev spist på hotellet.
Morgenen efter fik Vilde vækket Frida. Normalt er det ellers Frida, der vågner først. Men i Dar Es Salaam var Vilde først oppe hver morgen og kunne ikke være stille – så Frida blev også vækket.
Nu da børnene var oppe, fik vi spist morgenmad på hotellet. Bagefter gik vi en tur i byen, hvor vi bl.a. var forbi Den Botaniske Have – der dog var i en noget mere sølle tilstand end den i København (og nok de fleste andre steder i verden).
På vejen tilbage gik vi forbi færgeterminalen, hvor vi fik købt færgebilletter til Zanzibar – til ”turistpriser”, der var godt dobbelt så høje i forhold til de lokales priser. Men det havde vi nu også oplevet med taxaen fra lufthavnen.
Eftermiddagen blev igen tilbragt ved poolen og på værelset, hvor vi alle fire meget passende så Løvernes Konge – lige den rigtige film, når man er i Afrika. Aftensmaden spiste vi på en restaurant i centret – der ellers mest bestod af butikker med mobiltelefoner og endda store Apple-skærme. Tanzania er tydeligt ved at komme med på den teknologiske bølge.
Næste morgen stod pigerne tidligt op – og vi sov længe. Så morgenmaden blev sprunget over og vi spiste i stedet en tidlig frokost i centret. Bagefter gik vi igennem byen til det lokale marked. På vejen var der rigtig meget trafik, og det galt derfor om at holde godt øje med pigerne.
For på samme måde som afrikanerne skubber til hinanden personligt, så gør bilerne det også. Bl.a. så vi en bus bakke direkte ind i en anden bus – hvorefter han blev ved med at bakke, selvom den bagerste bus dyttede voldsomt. Og et andet sted så vi en stor lastbil, som forsøgte at komme rundt om et snævert sving – mens cykler og knallerter snoede sig ind og ud uden at stoppe op.
Det skal dog siges, at billisterne faktisk var flinke til at holde tilbage, når man skulle over vejen. Det var knallerterne så til gengæld ikke, så man kunne ikke føle sig sikker på nogen måde.
Efter besøget på markedet købte vi et par malebøger i en butik i nærheden. Og så gik vi tilbage til hotellet igen. Her måtte vi rose pigerne, som var rigtig gode til at gå uden at brokke sig. Selv Vilde, som ellers tidligere har pevet en del, gik den forholdsvis lange tur uden noget piveri.
Som altid var vi ved poolen om eftermiddagen. Og aftensmaden blev spist på hotellets restaurant, der klart serverede bedre a la carte mad end morgenmad.
I onsdags skulle vi så videre fra Dar Es Salaam. Det havde været sjovt at opleve byen, der ikke bød på særlig mange seværdigheder (og derfor naturligt bliver sprunget over af de fleste). Men det var en typisk afrikansk storby – og vi var derfor glade for at opleve en kontrast til det mere turistede Zanzibar og safari, som ellers er en del af vores Afrika-program.
Pigerne vågnede tidligt, og vores vækkeur ringede kl. 8. Her fik vi pakket vores ting og spist morgenmad – og så gik turen ellers mod den nærliggende færgeterminal. Der var ikke langt dertil – men langt nok til, at vi havde brug for transport. Egentlig havde vi regnet med en taxa, men hotellet kørte os helt gratis dertil.
Nede ved havnen var der naturligvis masser af portere klar til at hjælpe os med vores bagage. Normalt gider vi ikke det, men her tog vi imod tilbuddet, så vi ikke skulle slæbe vores fire store tasker selv.
Her startede så endnu en gang afrikansk kaos. Vi skulle igennem sikkerhedskontrollen – og det samme skulle vores portere. I den ene række stod alle passagerne og i den anden stod porterne (med passagerenes bagage).
Vi undrede os lidt over, hvorfor de mokkede helt vildt for at komme frem – men efterhånden blev vi klar over, at der var en rigtig god grund til det. For mens passagerne blev lukket ret hurtigt frem til sikkerhedskontrollen, blev porterne lukket ind i små hold – og vi kom derfor til at vente længe på vores bagage på den anden side.
Da porterne endelig var kommet igennem, slæbte de vores bagage det sidste stykke ned til færgen, hvor bagagen blev placeret i store bure. Og så var det ellers tid til at betale.
Normalt, når vi de få gange har brugt portere til at bære vores bagage, har vi efterfølgende givet dem et beløb, som vi mente var passende. Her havde porterne dog en ret klar mening om, hvad de skulle have – og det lå noget højere end det, som vi havde tænkt os. Men der var jo ikke så meget at gøre, når vi ikke havde aftalt prisen på forhånd.
Efter lidt ventetid kom vi om bord på færgen, hvor vi havde bestilt VIP-pladser. Den forholdsvis lille ekstrapris viste sig at være givet godt ud, da vi fik nogle gode, store sæder indenfor i aircondition – mens de andre passagerer på ”monkey class” måtte sidde og ligge alle mulige steder udenfor.
Sejlturen til Zanzibar tog godt to timer – og heldigvis blev vi ikke søsyge (hvilket vi ellers havde frygtet). Derefter startede kaosset igen – dog ikke i samme ekstreme grad som i Dar Es Salaam.
Vi fandt hurtigt en ny porter – og aftalte denne gang en passende pris. Vores bagage blev hentet i burene, og vi bevægede os mod sikkerhedskontrollen – hvor der endnu engang ikke var nogen skiltning. Så udover at slæbe vores bagage, havde vores porter også den funktion, at han kunne vise os, hvor vi skulle hen.
Først skulle vi aflevere nogle indrejsepapirer – selvom Zanzibar jo er en (forholdsvis selvstyret) del af Tanzania. Og bagefter skulle vi igennem sikkerhedskontrollen. Her var det dog ikke noget med at gennemlyse vores bagage.
I stedet blev den åbnet og de øverste lag tøj blev lige tjekket. Når det var gjort, fik man en kridtstreg på tasken – og så var man ellers klar til at gå videre til en anden mand, som tjekkede, at man havde en kridtsteg på sin taske. Havde man det, kunne man passere. Der er vist basis for at optimere arbejdsgangene en smule.
Udenfor fandt vi en taxa, der skulle køre os til vores hotel. Hotellet lå i gåafstand (uden bagage) fra terminalen. Men i bil måtte vi en større omvej. Og da der samtidig var en del trafik, så tog det noget tid at komme frem til vores hotel Tembo House Hotel.
Her fik vi sandsynligvis hotellets dårligste værelse, som lå i stueetagen lige ud til vejen. Da vi spurgte, om de havde et andet, var de dog meget imødekommende og kunne tilbyde os et nyt næste dag. Alligevel var det irriterende igen at opleve, at fordi man har forudbestilt og forudbetalt ens værelse, så kan de tillade sig at give det dårligste værelse – noget som man ikke ville tage imod, hvis man kom ind fra gaden og ville booke.
Da vi havde fået stillet vores bagage på hotellet, fandt vi en restaurant, hvor vi kunne spise en sen frokost. Restauranten lå lige ved vandet, og det var hyggeligt at høre bølgerne skvulpe. Maden var til gengæld ikke værd at skrive hjem om.
Da vi havde spist, brugte vi resten af dagen ved hotellets pool. Og om aftenen så vi solnedgang fra hotelles terrasse. Desværre var det uden øl, for hotellet har ikke alkoholbevilling.
I forgårs vågnede vi i passende tid til at spise morgenmad – hvilket dog absolut ikke var noget særligt. Specielt var det irriterende, at fadene ikke blev fyldt op, når de var tomme – selv en halv time før at morgenmaden lukkede.
Bagefter fik vi vores nye værelse – der var klart bedre. Så nu bor vi på anden sal i den anden ende af hotellet, hvor der er balkon med havudsigt og meget mere lys.
Da alt var på plads, gik vi en tur i Stonetown, der er hovedbyen på Zanzibar. Her er en masse slidte huse (på den rustikke måde) og små gyder. Desværre er der også en del sælgere, som er forholdsvis aggressive. Dog er det ikke værre end hvad vi har oplevet i mange andre lande. Og med et smil og en bestemt ”nej tak” kan man komme langt.
Vi havde hørt, at Stonetown (og Zanzibar) var meget turistet – og i forhold til Dar Es Salaam er det da også rigtigt. Men i forhold til mange andre steder i verden er der absolut ikke mange turister – hvilket nok også forklarer sælgernes noget pågående stil.
Efter vi havde kigget i nogle små butikker, spiste vi frokost på en lokal restaurant – noget der faktisk ikke var så nemt at finde. For Ramadanen har varet helt til i dag. Og det har betydet, at mange restauranter har været lukket til solnedgang.
Restauranten var mildest talt meget ”lowkey” – hvor konen bl.a. stod og spiste sin frokost lige ved siden af os, mens hun smed mad til katten. Men maden var rigtig fin, så der var ikke noget at klage over.
Da vi havde spist frokost, gik vi tilbage til hotellet, hvor vi var ved poolen til sidst på eftermiddagen. Her gik vi så igen ud i gaderne, hvor vi bl.a. fik købt lidt souvenir. Det gjorde vi i en større butik, hvor der var faste priser på alt – og masser af mennesker. Folk er tydeligvis trætte af pågående sælgere og prutning om alle priser.
Bagefter var vi i en lille park ved vandet, hvor pigerne fik smagt sukkerrørsjuice. Aftensmaden blev spist på en af de restauranter, der åbnede kl. 18.30 (efter det var blevet mørkt).
Efter morgenmaden i går morges gik vi igennem Stonetown til Darajani-markedet. Markedet i Dar Es Salaam havde været ret kaotisk. Men det var intet at regne for dette marked, der var proppet med skubbende og massende mennesker overalt. Vi har vist aldrig været på så kaotisk et marked før.
En af forklaringerne på, at der var så mange mennesker, gav taxachaufføren på vej fra færgen til vores hotel. På grund af Ramadanen kom der folk fra hele øen for at købe flotte klæder og god mad til Eid (afslutningen på Ramadanen).
Men selvom det var kaotisk, og vi hele tiden skulle passe på pigerne, så var det en sjov oplevelse. Bl.a. så vi det lokale kødmarked, hvor slagterne stod og huggede i ko-hoveder direkte på betonen. Man skal ikke tænke alt for meget over, at den mad, som man spiser på restauranterne, sandsynligvis kommer herfra.
Bagefter gik vi videre til det nedlagte slavemarked. Her fik vi en guidet tur bl.a. til fangecellerne, hvor der havde siddet hhv. 75 børn og kvinder og 50 mænd i to rum, der var mindre end vores hotelbadeværelse. Eneste lys og luft kom fra tre små sprækker i væggen.
Når slaverne så skulle sælges, blev de lige pisket en gang for at se, hvor stærke de var. Hvis de ikke pev, så gik prisen op – pev de gik prisen ned. Der er vist ingen tvivl om, at der var grusomt at være slave den gang.
Frokosten blev spist på restauranten ved vandet. Og resten af dagen gik med at bade i poolen, skrive postkort og se solnedgang ved stranden.
Om aftenen fandt vi en af de restauranter, der først åbnede efter mørkets frembrud. Her fik vi to menukort med hhv. ”almindelig” og arabisk mad. Kort efter kom tjeneren dog tilbage og hentede det arabiske menukort. Tilsyneladende havde de glemt, at det var fredag og derfor helligdag for muslimerne – og åbenbart en dag, hvor man ikke må lave arabisk (men gerne anden) mad.
I det hele taget gik det ikke så godt for dem. At man ikke kunne få øl var forventeligt. Og at de heller ikke havde Coca Cola light var forståeligt. Men de fik også rodet rundt i bestillingerne, så Marianne fik oksekød i stedet for kyllingekød. Efter at have ventet næsten en time på maden, havde vi dog ikke rigtig lyst til at sende den tilbage igen – specielt fordi Frida var så træt, at hun næsten ikke kunne holde sig vågen.
Efter mange dages faste er det så Eid i dag – muslimernes ”juleaften”, hvor de fejrer, at Ramadanen er slut. Så derfor har det været ret sjovt at gå rundt i byen i dag og opleve de fleste mennesker (97 % af alle her på Zanzibar er muslimer) gå rundt i deres flotteste tøj. Der har været en rigtig god stemning – hvilket sikkert skyldes en kombination af denne særlige dag og så, at de faktisk har fået noget at spise til morgenmad.
Resten af dagen kommer sikkert til at gå med en kombination af pool og endnu en tur ud i byen. Og i morgen tager vi så videre til et ”charter-ressort” med all inclusive på østkysten af Zanzibar. Her kommer vi sandsynligvis ikke til at opleve meget lokalliv.