Hjem til solen

Her til morgen landede vi i Danmark i strålende solskin. Det kan godt være, at temperaturen ikke var helt så høj som i Hong Kong. Til gengæld kunne vi se solen, for her i Danmark var der hverken skyer eller smog.

I går var det afrejsedag fra Hong Kong. Men da vores fly først skulle flyve tæt på midnat, havde vi en hel dag, som vi skulle have til at gå.

Dagen inden havde vi lagt børnene i seng forholdsvis sent, for at de kunne nærme sig tidforskellen mellem Danmark og Hong Kong. Det kommer dog nok til at kræve lidt mere at udligne en forskel på syv timer.

Men de sov heldigvis forholdsvis længe. Og resten af formiddagen brugte vi på at spise morgenmad og få pakket. Klokken 12 checkede vi så ud og fik opbevaret vores bagage på hotellet.

Vejret var ikke for godt – regn og koldt. Så derfor besluttede vi os for at tage metroen til en shopping center, der på papiret så fornuftigt ud. Og der var da også bl.a. flere butikker med fornuftige tøjmærker – der ikke var i Louis Vuitton klassen, som det ellers er mange steder i Hong Kong.

Men selvom Hong Kong ikke har moms på deres varer, så kostede tøjet alligevel i omegnen af det dobbelte af, hvad det normalt koster i Danmark. Så det blev kun ved kigget.

Alligevel var besøget ikke helt spildt, for vi fandt en god pizzarestaurant, hvor vi spiste frokost. Aftenen før havde vi også spist på en anden pizzarestaurant. Og det interessante er, at begge restauranter er en del af hver sin kæde, og begge måltider kostede nogenlunde det samme – men det sidste sted var klasser over det første.

I det hele taget har det været svært at finde gode kæderestauranter, så vi kunne spise lidt andet end ris og karry. Men her på vores sidste dag lykkedes det så endelig. Og naturligvis gjorde det heller ikke oplevelsen dårligere, at børnene fik is og kakao som en del af deres børnemenu.

Egentlig havde vi planlagt at bruge mere tid i byen, men da vi efterhånden var træt af uinteressante centre, besluttede vi os for at tage mod lufthavnen.

Inden da skulle vi dog lige have en sidste McDonald’s-is. Og her oplevede den legendariske, kinesiske mangel på køkultur.

Jeg stod pænt i køen og ventede. Pludselig var der en ældre dame, som mokkede ind foran. Først troede jeg, at hun lige skulle se menukortet – eller måske var sammen med ham, som stod foran mig.

Men det blev hurtigt klart, at hun bare ville foran alle andre – og hun blev meget sur, da jeg forsøgte at forklare hende, at der altså var kø. Så først skældte jeg hende ud på engelsk. Og da jeg fandt ud af, at hun ikke forstod det, fortsatte jeg på dansk. Heldigvis var der også en kvinde bag mig, som lige forklarede hende på kinesisk, at hun skulle smutte om bag i. Og til sidst lykkedes det da også at få hende til at smutte.

På forhånd havde vi frygtet, at vi skulle kæmpe hver gang, at der var kø. Men på de otte dage, som vi var i Hong Kong, oplevede vi kun to gange at blive sprunget over. Til gengæld var begge gange fuldstændig uhæmmet, hvor personen ikke kunne være i tvivl om, at vi kom først.

Efter vi havde spist vores is, hentede vi bagagen på hotellet og klædte om. Og derefter gik turen med taxa til lufthavnen. Her kom vi kl. 19 – men først kl. 20 kunne vi checke ind. Så der var lidt ventetid, som blev brugt på at kigge på butikkerne i ankomsthallen.

Efter vi var kommet igennem paskontrollen, fandt vi den samme restaurantkæde, som vi havde spist frokost på. Og her spiste vi så nogenlunde det samme, som vi havde fået til frokost (med enkelte variationer) – hvilket bl.a. betød, at pigerne fik dagens tredje is.

På vejen til gaten kiggede vi på de forskellige butikker. Og her kunne vi konstatere, at lufthavnen umiddelbart var det bedste ”shopping center”, som vi havde været i. Og muligvis også det største – i hvert fald skulle vi med et tog for at komme til vores gate, der lå i den anden ende.

Da vi kom frem, satte vi os til at vente på afgang. Og med godt en halv times forsinkelse lettede vi så lidt over midnat fra Hong Kong med kurs mod München.

Her havde pigerne endnu ikke sovet. Men da vi først sad i flyveren, gik der ikke lang tid før, at de begge to sov.

Frida var den første, som vågnede igen – kl. 7 Hong Kong tid. Det svarede til midnat dansk (og tysk) tid – hvilket i praksis betød, at hun havde sovet fra midnat (Hong Kong tid) til midnat (dansk tid).

Jeg var også ved at vågne på sammen tidspunkt efter en urolig nattesøvn på en 5-6 timer. Marianne fik lov til at sove til 9.30, før Vilde (som hun sad sammen med) vågnede. Også Marianne havde dog været vågen en hel del gange i løbet af natten.

Begge piger virkede (til forskel fra os) godt udhvilede trods den forholdsvis korte søvn. Men hvordan det bliver de næste par dage, er lidt spændende. For de skal trods os alt holde sig vågen syv timer ekstra, hvis de skal ind i den danske rytme.

Resten af flyveturen blev brugt på at se tv og spille iPad – og spise et kedeligt morgenmåltid. Flymad er i hvert fald ikke Lufthansas spidskompetence.

Klokken 5.40 (12.40 Hong Kong tid) landede vi så i München. Her havde vi lidt travlt, for vores fly til København gik en time senere – og det havde vi ikke lyst til at misse. Og vi fik brug for alt tiden.

Først skulle vi en lang tur igennem lufthavnen, for gaten var naturligvis den længst væk. Så skulle vi have tjekket vores pas. Og til sidst skulle vi så have tjekket vores håndbagage (med tysk grundighed) igen – hvilket kostede os den cola, som vi havde købt i Hong Kong.

Men vi nåede frem i tide, og efter en kort bustur igennem lufthavnen, var vi ved vores fly. Vi kom af sted til tiden, og halvanden time (og en tør croissant) senere landede vi i København. Og hvor vejret havde været gråt i Tyskland, var det til solskin i Danmark.

Så ventede der bare en taxatur fra lufthavnen til Frederiksberg, før vi kunne låse os ind i vores lejlighed efter seks ugers rejse.

Sjovt nok føltes det som mere end seks uger siden, at vi var kørt til lufthavnen for at flyve mod Singapore. Forklaringen på det er nok, at vi har haft et mere stramt program end på de tidligere rejser.

Efterhånden som børnene er blevet større, har det ikke været nødvendigt at være så lang tid hvert sted. Og det var specielt tydeligt på Borneo, hvor vi ofte ikke havde mere end to overnatninger hvert sted.

Til gengæld har vi så fået meget forskellige oplevelser – fra moderne storby i Singapore og Hong Kong over naturoplevelser på Borneo og til strandliv i Filippinerne.

Hver ting har været interessant på sin egen måde. Pigerne vil helt sikkert mene, at højdepunktet har været Disneyland, mens vi nok hælder mere til sejlturene og dyrelivet om Sukau.

Men i virkeligheden har det største højdepunkt været at have fået så mange oplevelser sammen med sin familie. Det har været hårdt til tider at være så meget sammen – og der er da også blevet skældt ud.

Alligevel har det været det hele værd. For vi har følt os meget privilegeret over at kunne være sammen med vores piger 24 timer i døgnet – uden at skulle tænke på madpakker, indkøb og aflevering i institution.

Da vi kom hjem fra vores sidste rejse, havde vi nok forventet, at det blev sidste gang i et stykke tid – nu da Frida er startet i skole. Alligevel kom vi så af sted igen i år. Så denne gang kommer vi ikke med nogen forudsigelser. Lysten til at rejse igen mangler i hvert fald ikke.