Den bedste dag på ferien
I forgårs havde vi den bedste dag på hele ferien – i hvert fald hvis man spørger Frida. Det var dagen, hvor vi var i Disneyland – noget der havde været planlagt lige siden, at vi besluttede os for Hong Kong.
For en gang skyld måtte vi tage vækkeuret til hjælp, for vi skulle have noget ud af dagen. Så efter morgenmaden tog vi metroen mod Disneyland.
Turen krævede hele tre forskellige metrotog – hvor det sidste var i særlig Disneystil med Mickey Mouse vinduer, stropper og udstillede Disneyfigurer.
Da vi kom frem til Disneyland, kunne vi konstatere to ting, der tegnede godt for dagen. Først og fremmest var der ikke så mange mennesker (i hvert fald ikke i forhold til, hvad der kan være). Så ingen lange køer ved billetsalget og de mange forlystelser.
Og for det andet var vejret med os – for første gang i Hong Kong. Resten af dagen kunne pigerne rende rundt i ærmeløse t-shirts – noget af en kontrast til det gråvejr og regn, som vi havde oplevet i de første dage.
Turen gennem Main Street blev foretaget forholdsvis hurtigt, for her var der ikke så meget andet end butikker. Og så kom vi til Torneroses Slot, hvor Vilde fik set Anna fra Frost. Hun brokkede sig dog lidt over, at Elsa ikke var der – for hende kan hun bedre lide.
På den anden side af slottet kom Fantasyland, hvor vi kastede os over de mange forlystelser som Askepots Karrusel, Dumbo den Flyvende Elefant, Eventyr med Peter Plys og ikke mindst en 3D film med Anders And og Mickey Mouse, som Vilde var helt vild med.
Og heldigvis var køerne forholdsvis korte, så vi ikke kom til at vente mere end 5-10 minutter til de fleste forlystelser. Samtidig måtte Vilde også prøve det meste – til forskel fra i Ocean Park, hvor hun var for lille.
Bagefter spiste vi frokost, hvor maden faktisk var rigtig god – og ikke kostede en formue. Så denne gang blev vi ikke nødt til at spise på McDonald’s (hvilket i øvrigt heller ikke kunne lade sig gøre i Disneyland).
Efter frokost prøvede vi De Spindende Tekopper og ikke mindst den klassiske forlystelse It’s a Magic World med den glade sang, som sidder fast i hovedet længe efter. Vi sluttede af i Fantasyland med en is – der igen var fornuftig til prisen.
Næste stop var Tomorrowland, hvor Vilde gerne ville prøve en rutsjebane. Men den var hun for lille til – sådan cirka en halv centimeter. Og det var umuligt at få dem overbevist om, at det var ok – til trods for, at hun sandsynligvis havde været høj nok, hvis hun bare havde haft sine sko på i stedet for sandaler. Men regler er jo regler.
I stedet gik vi ind for at se et show med den irriterende Disneyfigur Stich – som vi faktisk ikke kendte så godt. Og det kunne vi nu godt have sparet os for. Showet gik ud på, at Stich (som tegnet figur) udspurgte publikum og lavede sjov med dem. Asiaterne var vilde med det – men vi kedede os godt og grundigt.
Og hvad værre var, så nærmede den store parade sig. Så da Stich-showet endelig var slut, styrtede vi ud – og nåede frem til paraden 30 sekunder før, at den første vogn kom forbi.
Man kan sige meget om Disney – men de kan godt nok finde ud af at sammensætte et imponerende show. Vi fik set alle de kendte figurer fra bl.a. Løvernes Konge, Peter Pan og Toy Story. Og naturligvis spiller det også ind for helhedsoplevelsen, at der er skrevet så meget iørefaldende Disney-musik.
Meget passende kunne vi så gå videre til Toy Story Land og se de figurer, som Frida og Vilde for første gang stiftede bekendtskab med et par dage før, da de så Toy Story filmen på vores værelse.
Her blev Frida fotograferet sammen med Jessie (som jeg personligt synes er en møgirriterende karakter). Inden da var der dog lige en voksen kvinde i 20’erne, som skulle fotograferes først – og ikke mindst snakke med Jessie. For hun gik helt amok og snakkede til den udklædte figur, som om det var en virkelig person.
Hvis man ikke vidste bedre, så ville man tro, at hun ikke kunne skelne fantasi og virkelighed – men umiddelbart virker det bare som om, at kineserne er på den måde. I hvert fald var der rigtig mange voksne, som gik rundt i parken med Minnie-hårbøjler og fjollede Dumbo-hatte med ører.
Senere så vi da også en kvinde (som dog ikke var asiat), der blev fotograferet med Chip og Chap – og efterfølgende begyndte at græde over oplevelsen. Men hun måtte også have noget særligt med de to figurer, for på hendes rygsæk hang der godt 20 Chip og Chap bamser.
Frida tog det dog lidt mere køligt sammen med Jessie – og Vilde gad ikke engang blive fotograferet. I det hele taget gider hun ikke rigtig det med fotos. I hvert fald vender hun sig om, når vi vil tage billeder – sikkert en ”skade” fra alle de gange, hvor andre har forsøgt at tage billeder af hende. Men vi har ikke så mange familiefotos fra rejsen, hvor hun smiler (eller kigger i kameraet for den sags skyld).
Efter mødet med Jessie, ville Frida gerne prøve en forlystelse. Men denne gang var det hendes tur til at være for lille – sådan cirka en centimeter. Heldigvis var det den eneste forlystelse i Toy Story Land, som hun (og Vilde) ikke måtte prøve. Så vi fik prøvet både Slinky Dog Spinner og Toy Soldier Faldskærmsudspring.
Næste stop var Mystic Point, hvor vi var på besøg i Mystic Manor. Her blev vi kørt rundt i vogne til den ene forskrækkelse efter den anden. Bl.a. fik vi skudt en kanon af lige i hovedet – hvilket gav pigerne en ordentlig forskrækkelse.
I området Grizzly Gulch prøvede jeg en sjov rutsjebane med Frida, som kørte både forlæns og baglæns. Den var så sjov, at Frida ville prøve den igen sammen med Marianne bagefter. Sjovt nok var den væsentlig vildere end nogle af de forlystelser, som Frida ikke måtte prøve i Ocean Park. Utroligt at det er Disney, som skal have det mest afslappede forhold til ”risiko”.
Sidste område var Adventureland, hvor vi ville sejle ud til Tarzans hus. Og det var ret besværligt, for vi skulle med en båd – og ikke sådan en, der blev trukket med et kabel over eller under vandet. Nej, det var en rigtig osende og larmende båd, der tog lang tid at styre ind til land og fylde. Men så fik Disneyland jo også bidraget til smog-problemet i Hong Kong.
Tarzans Hus var ikke den mest interessante forlystelse. Men faktisk var det så også den eneste (sammen med Stich-showet), som vi gerne havde været foruden. Alle de andre ting, som vi prøvede, var faktisk rigtig sjove – i det mindste for pigerne.
Bagefter var vi på Jungle River Cruise, der faktisk var en båd på skinner under vandet – med både farlige krokodiller, ild og vand. Sidste forlystelse i Adventureland var nogle jungletrommer, som man kunne spille på. Vi fandt dog ud af, at skraldespandene, der stod lige ved siden af, sagde væsentligt mere, når man trommede på dem.
Så havde vi været hele Disneyland igennem – og der var stadig lidt tid til, at parken lukkede. Derfor fik Vilde lov til at bestemme, at vi skulle se 3D filmen igen – og det var faktisk helt okay, for den var ret sjov og nostalgisk med klip fra bl.a. Skønheden og Udyret, Aladdin og Løvernes Konge.
Bagefter gik vi tilbage til Tomorrowland, hvor vi manglede et par forlystelser. Her fik vi prøvet både De Flyvende Tallerkener og ikke mindst Buzz Lightyear Astro Blaster, hvor man sad i vogne og skulle skyde på alt, hvad der rørte sig.
Frida og jeg prøvede også endnu en rutsjebane – som Frida efterfølgende også ville prøve med Marianne. Imens var jeg endnu en tur i De Flyvende Tallerkener med Vilde.
Og begge steder var der ingen kø overhoved. I det hele taget var der kun én forlystelse hele dagen, som vi droppede pga. kø. Det var noget med nogle fremtidsbiler – og vi gad ikke stå i kø 45 minutter for at prøve dem. En sommerweekend-dag er det dog nok normal køtid – til trods for at flere af forlystelserne ikke tog mere end et minut alt i alt. Faktisk tog det ofte væsentlig længere tid at fylde dem end selve turen.
Det hele havde været så sjovt, at vi havde glemt tiden. Pludselig var der kun tyve minutter til fyrværkeriet startede – og vi manglede at spise aftensmad. Så som de sidste fik vi købt mad samme sted, som vi spiste frokost – og fik spist det på ti minutter.
Bagefter kunne vi løbe hen og lige præcist være i stilling til showet med lyd, lys og ikke mindst fyrværkeriet, der var over Torneroses Slot.
Så lukkede parken, og alle mennesker gik mod udgangen – eller nærmere butikkerne i Main Street. For vi var tilsyneladende ikke de eneste, som lige skulle have en Disney-ting med hjem. Der var åbenbart flere penge at bruge for de fleste – trods indkøb af diverse Minnie-hårbøjler og fjollede hatte. I hvert fald var butikkerne proppede med mennesker. Men vi fik købt et par ting – en Rapunsel-dukke til Vilde og et Disney-tæppe til Frida. Og så kunne vi efter en lang dag gå mod udgangen.
Marianne og jeg har jo tidligere været i Disneyland i Orlando. Og her var alt noget større. Selve Disneyland var større end i Hong Kong. Og der var flere andre parker ved siden af.
Torneroseslottet var også større (i Hong Kong var det øverste bare en papvæg), og det samme kan man også sige om fyrværkeriet. Men i virkeligheden gjorde det slet ikke noget. For så kunne vi nå det hele på én dag. Og der var alligevel masser at prøve for børnene.
Det vigtigste var dog hele Disney-stemningen, som man selv som voksen falder for (uden dog at kaste sig ud i indkøb af hårbøjler og hatte). Og hvor Ocean Park var en blandet landhandel med alt fra rutsjebaner til pandaer, så var Disneyland bare en god, samlet pakke.
Så selvom Marianne og jeg nok ikke vil give Frida ret i, at det ligefrem var den bedste dag på hele ferien, så var det i hvert fald i top 5.
Da vi skulle hjem, var Frida så træt, at hun næsten ikke kunne holde sig vågen – mens Vilde (som altid) blev mere frisk om aftenen. Alligevel faldt de dog begge hurtigt i søvn, da vi var hjemme efter den lange metrotur.
I går var vejret ret fint, da vi vågnede – i hvert fald set fra vores hotelværelse. Så derfor besluttede vi os for at tage op på Victoria Peak, der er et udsigtspunkt, hvorfra man kan se hele byen og de omkringliggende øer i klart vejr.
Samtidig manglede vi også at sejle med den berømte Star Ferry, der forbinder de to dele af Hong Kong. Så vi tog en taxa til færgen, hvor vi kunne købe billetter til overfarten. Vi flottede os og købte billetter til øverste dæk – til en samlet pris af otte dollars (syv kroner) for alle fire.
Færgeturen tog godt ti minutter, hvor vi kunne nyde udsigten til skyskraberne på begge sider. Ovre på den anden side tog vi en bus til The Peak Tram. Det er en form for tog, der bliver trukket via et kabel ad en stejl bane til toppen af Victoria Peak – og har gjort det siden 1888.
Toget er en meget populær turistattraktion – hvilket også afspejlede sig i prisen, der var godt 25 gange så høj som færgeturen. Tidsmæssigt tog begge ting dog nogenlunde lige lang tid.
Da vi nåede toppen, kunne vi konstatere, at vejret vist alligevel ikke var lige så godt som dagen før – og de shorts, som jeg havde taget på, vist var et lige optimistisk nok valg.
Derfor valgte vi også hurtigt at gå indenfor på en restaurant, hvor maden og betjeningen var middelmådig – men udsigten fantastisk. Vejret var nogenlunde klart (i hvert fald for Hong Kong), så vi kunne se det meste af byen – bl.a. vores hotel langt væk.
Bagefter gik vi rundt lidt udenfor (i kulden), inden vi tog hele turen tilbage til hotellet i omvendt rækkefølge – kabeltog, bus, færge og taxa.
Tilbage på værelset hyggede Marianne og pigerne sig med Toy Story og Frost, imens jeg gik over i vores shopping center for at kigge på butikker. Der var dog ikke meget interessant at se, så jeg var hurtigt tilbage igen.
Om aftenen hentede Marianne mad i centret, som vi spiste på værelset. Og efter pigerne havde været i bad, var det sengetid for dem. Vi så lidt tv – og så var vi også klar til at sove.
I dag er så vores sidste hele dag i Hong Kong – og på vores rejse. Alligevel har en kombination af halvkedeligt vejr og masser af indtryk de seneste par dage gjort, at vi har taget det med ro i dag.
Så vi startede dagen stille og roligt og kom først af sted henover middag. Her gik vi ned i gaderne bag vores hotel, som er meget anderledes end dem, der ligger foran (og som vi gik rundt i forleden).
Hvor der foran vores hotel er et shopping center og masser af moderne butikker, så er det et mere lokalt liv, der udspiller sig bagved.
Her gik vi rundt blandt butikker, der solgte hønsetæer, tørrede søpølser og alverdens eksotiske krydderier – alt sammen med priser udelukkende skrevet på kinesisk. Der kommer tilsyneladende heller ikke mange turister der (og slet ikke med børn). I hvert fald blev der smilet meget til os.
Bagefter spiste vi på en thairestaurant i vores shopping center. Og resten af eftermiddagen har vi hygget på værelset – noget som specielt pigerne vist har sat pris på.
I morgen skal vi så tage afsked med Hong Kong og rejse imod Danmark. Vores fly flyver dog først 23.45, så vi har en hel dag, som vi skal have brugt på noget fornuftigt. Men det finder vi jo nok ud af.