Tilvænning til Danmark

Efter vi er kommet til Hong Kong, er vi startet på en ufrivillig tilvænning til Danmark – både hvad angår vejr og priser.

Vi forlod Moalboal meget tidligt i onsdags for at være sikker på at nå vores fly fra Cebu til Hong Kong. Klokken 5 ringede vores vækkeur, og klokken 6 var det tid til at køre mod lufthavnen. Begge bestyrere samt ejeren af stedet var stået op for at sige farvel, selvom der var tidligt – god stil.

Der var sat fire timer af til køreturen. Men heldigvis tog den kun tre – hvilket var en time mere, end da vi kørte den anden vej. Det skyldes først og fremmest trafikken – der flere gange gjorde, at vi holdt helt stille.

Køreturen føltes dog ret lang – ikke mindst fordi Frida kastede op fire gange på turen. Den sidste gang var lige da vi kørte ind til kantstenen ved lufthavnen – hvor hun lige nåede ud af bilen.

Mens vi ventede i check-ind køen, mødte vi en dansker, som viste sig at være studerende fra Frøbel-seminariet, hvor Marianne også havde gået – ja, verden er lille. Han var i praktik på en skole i Filippinerne, hvor politikernes og de riges børn gik. Her manglede ikke noget – selv en swimmingpool havde de.

I lufthavnen spiste vi også en sen ”morgenmad” – bestående af spaghetti og burger samt en is til dessert. Og derefter var det bare at vente på vores fly til Hong Kong.

Flyveturen tog knap tre timer, hvorefter vi landede til koldt, gråt og blæsende vejr – og en temperatur på omkring 18 grader. Så det var lidt af et kuldechok i forhold til sol og omkring 30 grader, som vi havde forladt i Filippinerne. Men så bliver kontrasten jo omvendt ikke så stor, når vi lander i København på fredag.

Turen igennem lufthavnen var ret lang. Men det gav os så mulighed for at konstatere, at der var rigtig mange, som bar masker for munden. Egentlig troede vi, at kineserne gjorde det pga. forurening. Men efterfølgende har vi konstateret, at på gaden er der ikke nær så mange, som bruger dem. Så mon ikke det handler om smittefrygt i stedet.

Heldigvis tog hverken paskontrollen eller bagageudleveringen særlig lang tid. Så snart var vi på vej i en taxa mod centrum. På vejen kunne vi se, at landskabet ikke helt var, som vi havde forventet. Vi havde regnet med at blive mødt af skyskrabere – men i stedet var der grønne bjerge på begge sider. Hong Kong er altså ikke bare en by – men et ret varieret område, hvor der udover by også er både grønne bjerge og strande.

Efter noget tid kunne vi dog se, at vi nærmede os selve byen. Først kørte vi forbi en kæmpe containerterminal, og efterhånden begyndte skyskraberne for alvor at dukke op. Og endnu engang så tingene noget anderledes ud end forventet.

Vi har tidligere været i storbyer med mange skyskrabere. I New York er de fleste af bygninger flotte med mange detaljer, og i Dubai og Doha er de af glas og stål. Og i Hong Kong er de så grimme betonbygninger – sandsynligvis meget tidstypisk for de årtier, hvor byen skød op. Men nogle arkitektoniske mesterværker er det godt nok ikke.

Snart var vi fremme ved vores hotel Langham Place, der ligger i området Kowloon – der ifølge vores guidebog er det tættest befolkede område i verden. Og vores hotel på 42 etager gør i hvert fald sit til at fylde mange mennesker ind på et lille område. Selv bor vi med to soveværelser på 37. etage.

Da vi havde pakket lidt ud, gik vi over i et shopping center (som der er direkte adgang til via en glasbro fra vores hotel) for at spise aftensmad. Efter at have kigget på de forskellige restauranter kunne vi konstatere, at det ikke kun er vejret, der minder om Danmark – det gør priserne også. Hong Kong er et rigtig dyrt sted at spise, hvilket er noget af en kontrast til de fleste andre steder, som vi har besøgt i Asien.

Der er dog et enkelt sted, som er væsentlig billigere end i Danmark – men desværre ikke specielt sundt. Og det er McDonald’s. Udover det er billigt, så er det også nemt. Så derfor faldt valget også på dette sted – ikke mindst fordi vi også var trætte efter en lang rejsedag.

Det var dog ikke så nemt at få et bord, for alle pladserne var fyldt ud med mennesker. Og det var til trods for, at det kun var måske en tredjedel af stederne, hvor folk spiste. De fleste steder sad folk bare med deres smartphone – eller i enkelte tilfælde snakkede med hinanden. McDonald’s her i Hong Kong er åbenbart ikke bare et sted, hvor man får noget at spise og så videre. Her hænger man ud.

Efter maden gik jeg tilbage til hotellet med pigerne, mens Marianne handlede i centret. Efter at børnene var puttet, streamede Marianne og jeg et afsnit X-Factor – hvilket gik uden problemer. For til forskel fra Filippinerne, så går internettet her i Hong Kong rigtig hurtigt – hvilket også har været en befrielse, når jeg har skulle arbejde.

Næste dag startede for Marianens vedkommen med en tur i centret for at købe et par lange bukser. Godt nok vidste vi, at der ville være koldere end i Filippinerne. Men vi havde forventet noget i stil med ”en god sommerdag i Danmark”. Indtil nu har det dog været noget koldere end det.

Da vejret bød på gråvejr og småregn, besluttede vi os for at starte dagen indenfor. Så vi tog en taxa til Hong Kong Science Museum – bare for at konstatere, at det havde lukket om torsdagen. I stedet gik vi på Hong Kong Museum of History, der lå lige ved siden af. Det var et rigtig fint sted med flere god udstillinger – selvom pigerne nok ikke syntes, at det var helt så sjovt.

Bagefter gik vi et godt stykke ned mod vandet, hvor vi tog på Hong Kong Space Museum. Det var et noget sølle og nedslidt sted – men heldigvis kostede det os heller ikke mere end godt 25 kroner i alt. Noget er trods alt billigt i Hong Kong.

Vi havde lovet børnene is – men det var ikke så nemt at finde. Godt nok befandt vi os ved Harbour City shopping centret, der er Hong Kongs største. Men her var det mest dyre butikker – og derfor også dyre isbutikker. Så endnu engang blev McDonald’s vores redning – hvor vi kunne få is til en brøkdel af den pris, som vi skulle have betalt i centret.

Efter turen på McDonald’s gik vi tilbage til centrets legetøjsbutik for at vente på, at klokken blev 19.30 – hvor der lige udenfor skulle være en lanternefest i anledning af afslutningen på det kinesiske nytår.

Vi var dog ikke helt sikker på noget som helst, for det havde været umuligt at finde brugbar information på internettet – eller nogen som helst andre steder for den sags skyld. Vi så nogle store figurer lavet af lamper – men højdepunktet, hvor der (tilsyneladende) skulle slippes en masse lamper løs, måtte vi opgive. Vejret var simpelthen for dårligt, og børnene var for trætte.

Inden vi tog hjem mod vores hotel, ville vi have noget at spise. Og vi fandt da også et pizza- og pasta-sted. Priserne var godt nok ret dyre, men vi ville ikke gå for meget rundt for at finde et sted – og McDonald’s kunne der ikke blive tale om endnu engang.

Der var kø for at få et bord. Og lige da vi skulle til at have et vente-nummer, var der en mand, som mokkede helt uhæmmet foran – til trods for at han ikke kunne være i tvivl om, at vi kom først.

Heldigvis er det også både første og (indtil nu) sidste gang, at det er sket. Folk fra Hong Kong er rigtig gode til at stille sig i kø. Her adskiller de sig meget for dem fra ”Hovedlandskina” (som de kalder de ”rigtige” kinesere). Det er ligefrem sådan, at vores guidebog advarer imod, at de springer over i køen, når de kommer rejsende til Hong Kong.

I det hele taget kan man godt se, at folk fra Hong Kong og kineserne fra resten af Kina ikke minder meget om hinanden, når det gælder manerer. I hvert fald oplevede vi meget dårligere manerer i Filippinerne fra kineserne, end vi har gjort her i Hong Kong. Her opfører man sig meget mere efter vestlige normer. Heldigvis – for vi var blevet godt trætte af kineserne på Boracay.

Men børnene var trætte, og vi var sure over at være blevet sprunget over i køen, så vi valgte at tage hjem i stedet for at spise på restauranten. Planen var at få fat i en taxa – men af en eller anden grund gad de taxaer, som vi fik stoppet, ikke køre turen. Måske den var for kort.

Så vi måtte med metroen i stedet – hvilket krævede en lang gåtur under jorden, inden vi var ved selve stationen. Og i stedet for pasta og pizza kom aftensmaden til at bestå af yoghurt og brød. Efter børnene var puttet, sluttede vi aftenen af med endnu et afsnit X-Factor.

I forgårs sov alle længe, inden vi tog en længere taxatur til Hong Kong Ocean Park, der er en stor og ret blandet forlystelsespark her i Hong Kong.

Målet for Marianne og jeg var først og fremmest de sorte og hvide kæmpepandaer – som vi aldrig havde set før. I parken skulle der være fire pandaer. Men udover et glimt af en anden panda, så var der kun én. Den var til gengæld rigtig sød – men også meget doven. Den lå bare og småsov – og vendte sig en gang imellem. Så var der mere gang i parkens røde pandaer, som også var rigtig søde.

Næste stop var akvarier med nogle meget mærkelige fisk. En type havde oppustede kinder, mens en anden type tilsyneladende havde hjernen siddende udvendig på hovedet – eller sådan så det i hvert fald ud. For fisks hjerner har vist slet ikke en størrelse, så man for alvor kan se den.

Bagefter var det blevet tid til at prøve en karrusel – hvor sikkerheden godt nok var i top. Vilde måtte kun prøve den, hvis hun sad på samme dyr som en voksen. Og alle skulle spændes fast med sikkerhedsseler – selv Marianne og jeg. Sikkerhedschefen for parken ville vist have fået et hjerteslag, hvis han så, hvor uforsvarligt vi kører i karrusel i Tivoli.

Lige ved siden af lå den australske afdeling, hvor vi stillede os i kø til et show. Hvad vi gik ind til, vidste vi ikke rigtig. Men ”showet” viste sig at bestå af en film, der så ud som om, at den var produceres af det australske turistbureau. Så mon ikke de har bidraget til det, som kom bagefter – nemlig et sted med koalabjørne og kænguruer.

Lige som pandabjørnene var koalabjørnene også rigtig søde – og om muligt endnu mere dovne. Men alligevel syntes specielt Frida, at de var sjove at se på.

Ocean Park består af to adskilte dele – den ene nede i normal højde og den anden på et bjerg. Og imellem disse to steder går der en kabelbane – som vi valgte at tage efter koala-besøget. Turen var noget længere end den, som vi havde taget i Singapore. Så her kunne vi faktisk nå at nyde udsigten – også selvom vi skulle tage billeder.

Efterhånden var vi blevet godt sulten. Men efter at have kigget på de opskruede madpriser, faldt valget (desværre) igen på McDonald’s. Til gengæld fik vi os noget af en oplevelse, da vi skulle bestille maden.

For her var der meget effektiv betjening. Hver gang vi sagde en ting (burger, drikke osv.) gentog ekspedienten det meget hurtigt på en sjov gang engelsk-kinesisk. Så til sidst var det næsten umuligt at holde masken. Specielt da vi til sidst nåede at udveksle adskille ”bye bye” med ham.

Efter frokosten ville vi godt prøve nogle ting. Og det startede også fint med pariserhjulet. Men så blev det også umuligt at finde andre ting. For både Frida og Vilde var for små til resten af det, der var i nærheden. Og det var til trods for, at det ikke engang var specielt vilde ting. Godt der ikke gælder de samme strikse regler i Tivoli, for så skulle man da være minimum halvanden meter høj for at prøve rutsjebanen.

I stedet valgte vi at gå til Ocean Theatre, hvor der var delfin- og søløveshow. Her optrådte dyrene med diverse kunstner som at springe, vinke osv. Det var meget imponerende – men slår alligevel ikke vores oplevelse i Sea World i Orlando, hvor der også var spækhuggere.

Samtidig var der også alt for meget snak – både omkring at man skal passe på naturen og også mere lavpraktisk at man skulle tage sit skrald med, når man gik. Kineserne (muligvis fra hovedlandet) skal åbenbart opdrages hele tiden.

Efter vi havde kigget på nogle hajer, ville vi gerne med kabelbanen ned igen. Men køen dertil var blevet absurd lang – på grund af en kombination af, at dagens show var slut samt at toget, der normalt kørte imellem de to dele af parken, ikke kørte den dag.

De ansatte gættede på, at vi skulle vente en times tid i køen. Så i stedet valgte vi at udsætte turen ned. Desværre havde vi fået lovet pigerne en is – og det eneste sted, som vi kunne finde, var med to kugler til omkring 75 kroner. Så pigerne fik sig nogle små men meget dyre is.

Til gengæld var der så ikke kø ved forlystelserne. Jeg fik prøvet den vilde rutsjebane uden at skulle stå i kø. Og vi fandt også en mere mild rutsjebane, som vi alle sammen måtte prøve. Og Vilde var så glad for den, at vi prøvede den hele to gange.

Bagefter tog vi kabelbanen ned igen, hvor køen var blevet væsentlig kortere – og ventetiden den samme. Så det tog heldigvis ikke så lang tid, før vi sad i en kabelvogn.

Efter besøget hos pandaerne havde Vilde set en pandabamse, som hun meget gerne ville have. Og den havde hun efterfølgende snakket om hele dagen. Vi havde fortalt hende, at vi ikke gad at slæbe rundt på den, og vi derfor først ville købe den, når vi skulle hjem – hvilket havde fået hende til at insistere på, at vi skulle tage hjem med det samme.

Men nu var klokken ved at blive så mange, at parken snart ville lukke, og vi derfor kunne købe pandabamsen til hende – hvilket hun blev meget lykkelig for. Og Frida valgte en koalabamse, der også var et kæmpe hit.

Inden vi skulle forlade parken, besøgte vi lige pandabjørnene en sidste gang – og kunne konstatere, at efter godt syv timer lå den samme sted og havde kun lige præcist orket at vende sig fra maven og om på ryggen.

Besøget i parken sluttede med et show ved springvandet bestående af vand, lyd, lys, fyrværkeri og ild. Og da det var slut, tog vi en taxa tilbage mod vores hotel.

Her gik vi i shopping centret for at købe aftensmad. Men da der var så mange mennesker, at vi ikke kunne få et bord, valgte vi at tage maden med tilbage til værelset. Og det var vist også meget fint efter en lang dag.

Maden blev spist, børnene blev puttet – og sluttede vi med det obligatoriske afsnit X-Factor, inden vi også faldt i søvn.

I går var pigerne tidligt oppe – selvom de var kommet sent i seng dagen før. Det var stadig gråvejr, så vi besluttede os for at starte dagen med en tur i sporvogn – der, udover at være en billig transportform i Hong Kong, også er en slags attraktion i sig selv.

Så efter en længere metrotur, kunne vi stige ind i en sporvogn og sætte os til rette forrest. Her åbnede vi vinduer, så vi kunne kigge på mylderet udenfor. Det var ret sjovt at opleve – selvom turen også tog ret lang tid pga. trafikken. Og så kostede det os kun sammenlagt syv Hong Kong dollars (6,20 kroner) for alle fire.

Vilde syntes nu ikke, at det var så interessant – eller også var det bare fordi, at hun var stået tidligt op. I hvert fald faldt hun i søvn på turen og måtte bæres ud, da vi var fremme ved vores mål.

Næste attraktion var også en speciel transportform – nemlig verdens længste sammenhængende system af rulletrapper. Fra bunden og et godt stykke op ad et bjerg er der omkring 800 meter rulletrapper, der bliver benyttet af dagligt af rigtig mange mennesker til at komme op og ned. Indtil kl. 10 kører trapperne nedad – og resten af dagen kører de opad.

På vejen opad stoppede vi op ved en pizzarestaurant i området Soho, der var lige så dyr, som alle de andre steder – men til gengæld lavede de også virkelig gode (og store) pizzaer. Og så er det jo sådan set helt ok at betale for det.

Da vi nåede toppen af rulletrapperne, var der ikke så meget andet at gøre end at vende 180 grader – og gå ned igen og tage metroen tilbage til vores hotel.

Her så børnene Toy Story – bl.a. for at de kunne blive klar til Disneyland, som vi også skal have besøgt, mens vi er i Hong Kong. De kendte ikke historien i forvejen – men det var et stort hit. Bagefter var børnene en tur i hotellets pool, inden det var tid til at spise aftensmad på værelset og bagefter puttetid. Og så så vi lige et afsnit X-Factor.

I dag har vi taget det roligt efter et par hektiske dage. Efter en afslappende formiddag, gik vi udenfor vores hotel og de få gader hen til Lady’s Market – der viste sig at være endnu et marked med kopiprodukter og masser af billigt skrammel.

Vi fandt dog enkelte interessante ting – og så var det bare sjovt at opleve det travle liv, der udspillede sig sådan en søndag eftermiddag. Vi spiste også frokost på en lille thairestaurant, der faktisk havde mad til en fornuftig pris.

Efter et kort besøg i shopping centret, har vi slappet af på værelset resten af eftermiddagen. Og i aften skal der nok heller ikke ske andet, end at Marianne og jeg skal se et afsnit X-Factor. Men så er vi også på ”omgangshøjde” med live-udsendelserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.