På jagt efter skildpadder

De seneste dage har det store samtaleemne været skildpadder – både dem vi har set og dem, som vi ikke har set. Sådan må det nødvendigvis være, når man er et sted, hvor der ikke er så meget at foretage sig. Og det er heldigvis på den gode måde.

I torsdags forlod vi Boracay. Vores vækkeur ringede klokken 7, og efter lidt morgenmad kørte vi til havnen i hotellets minibus. Herefter stod den på en kort bådtur til fastlandet, og så efterfølgende en meget kort tur til lufthavnen – som vi sådan set godt kunne have gået, hvis det ikke lige var for alt bagagen.

Vi var i lufthavnen i god tid, og da det var et lille sted uden nogen faciliteter, var der ikke meget andet at lave end at læse og spille iPad.

Heldigvis kom vi af sted nogenlunde til tiden – og det tog da heller ikke lang tid at fylde flyet, da det kun var godt en tredjedel fyldt. Efter en kort flyvetur landede vi i Cebu, hvor vi hurtigt fik bagagen.

Til gengæld var der så ikke nogen chauffør med et skilt med vores navn på. Efter at have spurgt os lidt omkring, fandt vi en mand, som vidste, at der blev ventet på os ved udenrigsterminalen – og vi ankom jo i indenrigsterminalen.

Det viste sig, at manden, som ventede på os, havde fået galt fat i ét enkelt ciffer. Så han troede, at vores fly var 5J 241 i stedet for 5J 141. Utroligt nok var ankomsttidspunktet præcis det samme som vores – dog bare fra Hong Kong i stedet for Boracay.

Men vi kom ind i bilen, hvor chaufføren sagde ”hello” – og så sagde han ellers ikke mere de næste to timer, før vi ankom til vores hotel. I stedet tog han høretelefoner i ørene og lyttede til musik hele vejen.

Og det passede mig fint, at han var chauffør og ikke guide. Jeg behøvede ikke høre om alle de mange ting, som vi kørte forbi. Så vigtigt er det heller ikke at høre, hvad et tempel hedder, hvilket universitet, som en bygning er osv. Det kan faktisk være ret anstrengende hele tiden at skulle være på – specielt på engelsk.

Så i stedet kunne vi slappe af og kigge på lokallivet på vejen. På køreturen nåede vi både at se et begravelses- og et bryllupsoptog – og ikke mindst en knallerttaxa med to levende geder på taget.

Da vi næsten var fremme ved hovedbyen Moalboal, som vi bor i nærheden af, fik vi hjælp af McDonald’s til at tælle ned. Fra 10 kilometer og frem var der et skilt hver kilometer, der viste hvor langt der var til byens McDonald’s – bare hvis vi skulle være i tvivl.

Vi skulle dog bo udenfor Moalboal – nærmere bestemt fem kilometer ad en meget hullet grusvej. Vores hotel Blue Orchid Resort var det sidste på ruten – og lå meget langt fra alt.

Her blev vi modtaget af manageren – en australier med et grin præcist som ejendomsmægleren fra Danish Dynamite. Vi jokede med at optage det – men selvom manden griner rigtig meget, så blev det aldrig til noget.

På hotellet havde vi bestilt brudesuiten – ud fra en betragtning om, at det sikkert var det største værelse. Nu var det så ikke ligefrem D’angleterre – men rigtig fint til det, som vi havde brug for. Der var et værelse, et stort, åbent opholdsrum og ikke mindst en tagterrasse med en fantastisk udsigt. Og så var det ikke engang specielt dyrt.

På turen havde vi ikke nået at spise frokost, så da vi var fremme, spiste vi tidlig aftensmad – og mens vi ventede på maden, badede pigerne i poolen.

Bagefter badede vi lidt i havet, hvor vi også så solen gå ned. Inden vi endte tilbage på værelset, var vi lige en kort tur i poolen. Og så var det blevet sovetid efter en lang dag.

Næste dag efter morgenmaden var vi alle en tur i poolen. Bagefter tog jeg Frida med ud at snorkle. Det var ret lavvande, så vi fik ikke set så meget andet end et par søstjerner. Først senere fandt vi ud af, at man skulle længere ud for at se flere fisk og koraler.

Bagefter stod den på mere pool og frokost. Om eftermiddagen legede pigerne på værelset, mens jeg læste på tagterrassen og Marianne var ude at snorkle.

Her kom hun helt ud til ”væggen”, der er et sted, hvor det pludselig bliver meget dybt – og hvor fiskene og koralerne er. Og det er skildpadderne også. Marianne så to – hvor den første endda svømmede helt tæt på hende inde på det lave vand.

Om aftenen nød vi solnedgangen fra vores tagterrasse, inden vi spiste aftensmad. Så var det igen blevet tid for pigerne til at sove. Og der gik ikke mange timer, før vi heller ikke kunne holde os vågne. Den friske luft gør en træt.

Næste morgen efter morgenmaden var der så blevet min tur til at snorkle. Her så jeg også en skildpadde – dog på forholdsvis lang afstand. Til gengæld var der så masser af fiskestimer – ikke mindst sardiner i hundredevis.

Da jeg ville dykke ned på et tidspunkt, mærkede jeg pludselig en brændende fornemmelse i ansigtet. Det var ret ubehageligt – men heldigvis var der ikke meget at se. Og den brændende fornemmelse gik væk efter et døgns tid.

Marianne var også blevet brændt ved skulderen, og her var der efterfølgende et synligt mærke. Tilsyneladende er der små mikro-brandmænd i vandet.

Mens jeg snorklede, var de andre ved poolen. Og efter lidt afslapning på værelset spiste vi frokost. Om eftermiddagen gik vi en tur til den nærliggende White Beach, hvor der var mange lokale (sandsynligvis fordi det var weekend).

Her snorklede Marianne med Frida. Og de så en del fisk – men desværre ingen skildpadder. Imens legede Vilde i sandet, og da Frida og Marianne kom tilbage, var jeg ude at snorkle lidt.

Da vi skulle tilbage, var det højvande – hvilket gjorde det svært at gå. Frida tog det pænt, men Vilde syntes absolut ikke det var sjovt – men det havde hun nu heller ikke gjort, da vi var gået dertil. Det var det samme på Boracay. Så sand og strand er åbenbart ikke lige det, som hun synes er sjovest.

Tilbage i poolen var alle dog glade igen. Her snakkede vi med en dansker (stort set den første på vores rejse), som arbejdede som NGO’er på et filippinsk projekt – og lige tog en friweekend med sine to kollegaer.

Så var det igen blevet aften og tid til aftensmad – på hotellets restaurant som altid. Når man bor så langt fra alt, er der ikke så mange andre muligheder. Heldigvis har maden været fin, selvom variationsmulighederne ikke har været de helt store.

I forgårs tog Marianne ud for at snorkle efter morgenmaden, mens jeg fik lavet noget arbejde. Det var dog ikke helt nemt, for internettet her er utrolig langsomt – når det ellers virker. Og det gør det ikke altid.

Senere på dagen tog vi en tricycle – en knallert med en vogn på. Her kørte vi hele vejen tilbage ad den bumpede grusvej til Moalboal. Og man bumper ikke ligefrem mindre på en knallert i forhold til i en bil.

Første mål var McDonald’s – som jo havde lokket på vejen hertil. Så det virkede åbenbart. Her fik vi burger og is til dessert. Det passede vist pigerne fint.

Bagefter blev vi kørt til et supermarked, hvor der dog ikke var meget interessant at købe. Formålet var da også først og fremmest at hæve kontanter i områdets eneste hæveautomat. Men naturligvis virkede den ikke – hvilket vist mere er reglen end undtagelsen.

Årsagen til at vi ville hæve penge var, at de kun tager kontanter her på hotellet. Og når man spiser og drikker tre gange om dagen (plus det løse), er det svært at vurdere, hvor meget man har brugt. Alt bliver bare skrevet på en regning, der betales ved afrejse. Så vi ville gerne være på den sikre side og have kontanter nok.

Da vi kom tilbage efter endnu en bumpet og støvet tur, var det dejligt at hoppe i poolen. Bagefter stod den på afslapning på værelset, hvor pigerne også var i boblebad – som et brudesuite naturligvis har. Så var det aftensmadtid og bagefter sovetid.

I går formede dagen sig nogenlunde som de andre dage. Den store variation har været, hvem som er ude at snorkle hvornår. Her startede jeg med en snorkletur med Frida – igen uden at se skildpadder.

Bagefter var Marianne ude at snorkle, mens jeg var ved poolen med pigerne. Da hun kom tilbage, spiste vi frokost og var lidt ved poolen.

Senere på dagen var det min tur til at snorkle. Og denne gang så jeg en skildpadde noget tættere på – og kunne svømme med den i ti minutters tid, inden den søgte ud på det dybere vand.

Imens jeg var ude, var Marianne sammen med pigerne på værelset. Og da jeg kom tilbage, tog Marianne og jeg os en øl i restauranten, mens pigerne legede videre alene. Det er rart, at de nu er så store, så vi ikke behøver at holde øje med dem hele tiden. Senere hentede vi dem ned til aftensmad, og så var det endnu engang tid til at gå til ro.

I dag har så været vores sidste dag her på stedet – og dermed også sidste chance for at finde skildpadder.

Først var Marianne ude at snorkle – og så tre skildpadder. Og efter frokost gik Frida og jeg et godt stykke langs stranden, inden vi hoppede i vandet med snorkeludstyr. Desværre lykkedes det os ikke at se nogle skildpadder – så trods flere forsøg må Frida have det til gode til en anden gang.

I eftermiddags tog jeg selv ud på en sidste snorkeltur – uden dog at se noget særligt. Da jeg kom tilbage, begyndte vi at pakke.

Her efter aftensmaden har jeg afregnet med manageren. Og det viste sig faktisk at være fint, at jeg ikke havde fået hævet penge i Moalboal.

For det, som vi skulle betale, passede faktisk næsten på beløbet med det, som vi havde i filippinske pesos. Vi manglede kun et beløb svarende til godt 120 kroner – der i stedet blev betalt i US dollars.

I morgen skal vi meget tidligt op. På grund af frygt for trafik og vejarbejde er der sat fire timer af til den tur, der kun tog to timer hertil. Så vi skal af sted allerede kl. 6. Men hellere være i god tid end at misse vores fly til Hong Kong.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *