Kineserne kommer

Da vi rejste til Filippinerne, troede vi, at vi først og fremmest skulle møde filippinere – suppleret med turister fra hele verden. Men indtil nu er det nærmere kineserne, som har været i overtal – og det er desværre ikke kun positivt.

Inden vi fløj til Filippinerne, skulle vi dog lige have en dag til at gå i Brunei. For udcheckning var kl. 12, men vi blev først hentet kl. 17 for at blive kørt til lufthavnen.

Vi startede med at gå i et lokalt shopping center, der desværre ikke var specielt interessant. Alligevel fik vi brugt lidt tid på at finde tasker, penalhus og pung – alt sammen med tegneseriefigurer (Frost og My Little Pony) til en meget billig pris.

På hotellet købte vi en næsebjørn-bamse til Vilde, og bagefter spiste vi frokost, inden vi igen gik over i centrets legeland. Og selvom vi havde fem timer i alt til det hele, så føltes det faktisk som for kort tid til sidst.

Lidt over 17 blev vi så hentet og kørt det korte stykke til lufthavnen, hvor vi måtte vente længe i en lang kø til check-ind. Det viste sig dog ikke at gøre så meget, for lufthavnen var under ombygning, så der var ingen spise- og shoppingmuligheder – kun lidt vand kunne vi få.

Vi kom af sted med lidt forsinkelse, og den to timer lange flyvetur til Manila gik også uden problemer – og denne gang havde vi faktisk tid til at udfylde indrejsepapirerne i flyet. Det betød også, at vi kom hurtigt igennem paskontrollen og fik vores bagage.

Foran os ventede så kun en forholdsvis kort tur – målt i kilometer. For i tid kom vi til at bruge forholdsvis lang tid på turen pga. Manilas hektiske trafik. Og så kørte vi endda på et tidspunkt, hvor der ikke var så meget trafik. På de værste tidspunkter går det hele nærmest i stå. Rygtet vil vide, at det kan tage 4-5 timer at komme fra den ene ende af Manila til den anden.

Pigerne nåede dog begge to alligevel at falde i søvn, så vi måtte vække dem, da vi var fremme ved vores nye hotel med det meget lidt mundrette navn Oakwood Premier Joy-Nostalg Center Manila.

Her blev vi mødt af en meget venlig og smilende receptionist, der stod i stor kontrast til hende på vores hotel i Brunei. Og det gjorde lejligheden med to soveværelser, to badeværelser, stue og køkken i øvrigt også.

Næste morgen pakkede vi lidt ud og satte en vask over i lejlighedens vaskemaskine, inden vi gik til et kæmpe shopping center lige i nærheden. Her spiste vi kombineret morgenmad/frokost og handlede lidt i et kæmpe supermarked, der var større end Bilka.

Hjemme igen slappede vi lidt af, fik vasket tøj og klaret nogle praktisk ting, der krævede internet. Og i det hele taget blev tiden i Manila mest brugt på disse to gøremål – at klare praktisk ting og slappe af. Efter nogle hektiske første uger, havde vi ikke det store behov for at skulle se en masse.

Senere gik vi til den indendørs pool. Og til aftensmad lavede vi selv spaghetti med tomatsovs. Så var det tid til at få pigerne i seng (i ordentlig tid), inden vi lagde os til rette og streamede Arvingerne.

Næste formiddag tog vi også en slapper. Her var det børnenes tur til at streame MGP til tv’et i stuen, mens vi fik vasket endnu mere tøj (man når at få samlet en del sammen på tre uger).

Samme dag startede det kinesiske nytår – og selvom Filippinerne er hovedsagelige kristne, så fik vi alligevel en forsmag, da vi igen kom over i shopping centret. Allerede mens vi sad og spiste der, kunne vi høre larmen fra en gruppe med trommer.

Og da vi senere gik rundt for at finde et par høretelefoner til Vilde, så virkede det nærmest som om, at trommeoptoget forfulgte os. De gik ind i samtlige butikker (sikkert noget det skulle bringe held). Og det virkede som om, at de gjorde en dyd af at hamre så hårdt på deres trommer som muligt.

Så til sidst flygtede vi nærmest fra centret og larmen – og tog tilbage til vores hotelpool, hvor der var fred og ro. Aftensmaden spiste vi igen i lejligheden, og så brugte vi lidt tid på at pakke til næste dag.

I fredags var det så igen tid til afgang. For at være sikker på ikke at komme for sent til vores fly, tog vi af sted i god tid mod lufthavnen. Det viste sig dog at gå forholdsvis nemt, så vi var hurtigt fremme.

På vejen sad Marianne med en kasse med kager på skødet (der havde stået på forsædet). Det viste sig at være chaufførens kone, som bagte og solgte dem. Og bedre salgstrick end at få Marianne til at sidde med dem (og få mundvand), kan man nok ikke forstille sig. Så vi fik da lige købt to æsker – men prisen var nu også meget rimelig. Taxatur, kager og rigeligt med drikkepenge kostede os i alt omkring 75 kroner.

Da vi stod ud af taxaen, var det samtidig ankomst til Lufthavnen fra Helvede – sådan føltes det i hvert fald. Aldrig har vi oplevet mere kaotisk lufthavn.

Det startede allerede ved indcheckningen, hvor alle skulle igennem en meget snæver indgang med deres bagagevogne – så det virkede som en tragt med mennesker fra alle sider, som prøvede at komme først igennem.

Her skulle man så over for at få boardingpas ved nogle maskiner – hvilket igen var et stort kaos af mennesker og bagagevogne. Til sidst skulle man så stå i kø for at aflevere sin bagage – men her var der trods alt kun én kø.

På forhånd havde vi bestilt fire gange 10 kg bagage – det højeste som man kunne. Men det kunne vi jo godt regne ud ikke var nok. Så vi havde pakket en masse af de tunge ting i håndbagagen. Alligevel kom vi af med godt 500 kr. for 17 kg overvægt – hvilket nok endda var billigt sluppet. Og det skulle naturligvis betales udenfor ”tragten”. Men denne gang havde jeg trods alt ikke en bagagevogn med, da jeg skulle ind igen.

Havde vi troet, at det værste kaos var overstået, så skulle vi blive klogere. Ved vores gate var der proppet med mennesker – måske fordi der afgik hele fire forskellige afgange derfra indenfor kort tid. Overalt stod og sad folk – så vi valgte at finde et andet sted, indtil vores afgang nærmede os. Her kunne vi så sidde og høre på de meget kraftige højtalere, der hvert andet minut sendte sit larmende budskab ud om, at nu var det sidste udkald til en eller anden afgang.

Men endelig kunne vi gå ud i bussen, der skulle køre os til flyet. Og her sluttede vi så lige af med nogle larmende radioreklamer, inden vi endelig kunne komme ind til fred og ro i flyet – og med en halv times forsinkelse lette.

Lufthavnen var nok den værste lufthavn, som vi nogensinde har oplevet (og der har været nogle slemme nogen en lang imellem) – larmende og ekstremt kaotisk. Så vi er glade for, at vi ikke skal forlade Filippinerne den vej.

Flyveturen tog ikke lang tid, så efter en times tid landede i lufthavnen i nærheden af øen Boracay – i regnvejr. Det var ikke lige den start på vores strandferie, som vi havde forestillet os.

Lufthavnen var meget lille, og der var mange mennesker. Så vi oplevede noget af det samme kaos som i Manila – bare i miniformat.

Vi havde på forhånd bestilt transport til vores hotel på Boracay. I lufthavnen blev vi derfor hentet og kørt en kort tur til havnen. Her skiftede vi til en båd, der sejlede os til Boracay. Og her ventede så en ny bil, der kørte os til vores hotel Astoria Boracay.

Igen var afstanden ikke mere end nogle få kilometer. Alligevel tog turen forholdsvis lang tid pga. heftig trafik. Der er kun én, smal vej på øen. Og holder der en bil inde i siden af vejen, så går hele trafikken nærmest i stå. Så igen var det Manila i miniformat.

Vel fremme startede vi med at gå ned på stranden – der er kåret som en af de flotteste i verden. Og den er virkelig også flot med lækkert puddersand og masser af palmer – hvilket vi desværre ikke er de eneste, som har fundet ud af.

Overalt er der mennesker, som vandrer frem og tilbage – først og fremmest på ”strandpromenaden” (der bare er et stykke sand imellem butikkerne, barerne og restauranterne og stranden). Bortset fra palmerne, sandet og det varme vejr minder det mest af alt om Roskilde Festivalen, hvor folk også hele tiden er i bevægelse fra et sted til et andet.

Ved stranden fandt vi en restaurant, hvor vi fik en sen frokost, inden vi igen gik tilbage til hotellet, så pigerne kunne komme i poolen. Aftensmaden sprang vi over, da vi havde spist sent. Og så kunne pigerne også komme i seng i ordentlig tid.

Næste dag skinnede solen heldigvis – og det har den gjort siden. Så vi skulle åbenbart bare lige have en vejrmæssig forskrækkelse den første dag. Efter morgenmaden og lidt udpakning, brugte vi derfor nogle timer ved poolen, inden vi igen spiste frokost på stranden.

Vilde var ret sur, så jeg gik hjem til poolen med hende, mens Frida og Marianne badede i havet. Bagefter var vi alle fire ved poolen, inden vi igen gik ned til stranden for at finde en restaurant at spise aftensmad på.

Vi fandt et hyggeligt sted, hvor børnene kunne grave i sandet, mens vi ventede på maden. Og så sluttede det hele af med et ildshow, hvor tre personer svingede med snore med ild for enden.

Bagefter ville vi købe is til børnene. Men på grund af hyppige strømafbrydelser, var isene enten helt bløde eller direkte smeltet – hvilket dog ikke forhindrede butikkerne i at forsøge at sælge dem alligevel. Men vi turde ikke købe dem, så det endte med vingummi til børnene i stedet.

Dagen efter valgte vi at gå en lang tur langs stranden lige efter morgenmaden. Her fik Frida flettet noget garn i sit hår – hvilket hun havde plaget om længe. Senere spiste vi frokost og fik også en is på McDonald’s (som tilsyneladende godt kunne holde isen kold). Ja, selv på sådan en ø er der McDonald’s. Restauranten er dog først kommet til for nylig.

På vejen tilbage til poolen, gik vi i vandkanten – og Frida midt ude i vandet. Dagen sluttede med en flot solnedgang og mad på samme restaurant som dagen før – hvor pigerne endda fik nogle graveredskaber af tjeneren til at grave med.

I forgårs ville vi også gå en tur langs stranden – bare i den anden retning. Men Vilde var meget sur og modvillig, så det blev ikke så langt, før vi valgte at spise frokost og bagefter gå tilbage til poolen – hvor Vilde på magisk vis blev glad igen. Aftensmaden spiste vi igen på en restaurant ved stranden.

Morgenmaden her på hotellet er hver morgen lidt kaotisk, da der er for mange tjenere (som går i vejen for hinanden) og for lidt plads. Og når de så samtidig roder rundt i bestillingerne, som de gjorde i går, så er det helt skidt. Generelt kan man sige om mange af tjenerne her, at de er utrolig søde – men ikke alle lige kompetente.

Med en ø på syv kilometer på den ene led og kun en kilometer på den anden, er der ikke så mange steder at gå hen. Så det eneste, som vi rigtig manglede i går, var at krydse øen til stranden på østsiden.

Her er det store hit at kitesurfe pga. den kraftige vind, der stort set altid kommer fra vest. Derfor var der også en helt anden og mere rolig stemning – med meget få kinesere.

Og det er usædvanligt, for overalt er der ellers kinesere – eller måske folk fra Korea, Taiwan og lignende steder (vi har svært ved at se forskel). Den store mængde af kinesere skyldes sandsynligvis det kinesiske nytår.

Desværre må vi også sige, at vi er ved at være godt trætte af kineserne, for de opfører sig bare ikke særlig pænt. Først og fremmest kommer de tromlende (i store grupper) uden at kigge sig for – hvilket flere gange har gjort, at Vilde har været ved at blive væltet omkuld.

Og så har de heller ikke nogen fornemmelse for, hvordan man opfører sig ordentligt (i hvert fald i vores vestlige forstand) – hvilket et besøg på en restaurant i går gav os et godt indblik i.

En ting er, at de sidder og skovler maden ind. Det skyldes formodentlig den mad (suppe, nudler osv.), som de har spist siden, at de var børn – altså noget kulturelt.

Men på den her restaurant sad en kinesisk familie. Og de startede så med at tage fire majskolber frem, som de havde købt nede på stranden. Bagefter trak de så deres egen tekande frem, så de ikke behøvede at købe drikkevarer på restauranten.

Og filippinerne har desværre en (i denne sammenhæng) skidt kombination af høflighed og konfliktskyhed. Så selvom det var tydeligt for os (men gik helt henover hovedet på kineserne), at de ikke syntes det var i orden, så sagde de ikke noget.

Først da en af kineserne prøvede at komme af med deres pose med afgnavede majskolber efter de havde spist, kom der en lille reaktion (og et lille oprør) – i form af at tjeneren lod som om, hun ikke hørte dem. Kineseren blev dog ved med at insistere (uden at fatte en fin hentydning), så tjeneren til sidst måtte give op – og pegede på et bord, hvor kineseren kunne lægge posen.

Vi har da også set flere eksempler på, at filippinerne tilsyneladende er trætte af kineserne. Det kommer ikke meget tydeligt frem, men forleden aften var der et ildshow ved vores hotel. Her kom vi til at stå lidt i vejen – og det samme gjorde et par kinesere. Vagten pegede kineserne væk fra stedet, mens han pegede os hen til et sted, hvor vi kunne se godt uden at stå i vejen.

På vores hotel er der også fyldt med kinesere. Og i går var jeg ved at få nok af deres ”mig, mig, mig”-opførsel. Her var der en midaldrende kinesisk mand, som havde koblet sin smartphone til en højtaler og spillede høj, kinesisk musik – uden tanke for om andre også gad at høre på det. Heldigvis kunne jeg lægge mig i den anden ende af poolen, hvor jeg (næsten) ikke kunne høre musikken.

Hensyntagen og situationsfornemmelse er ikke lige deres stærke side. Og vi har da også snakket om, hvordan det ville være, hvis man byttede alle muslimer (af forskellig nationalitet) ud med kinesere i Danmark. Det kan godt være, at muslimerne virker fremmede på mange mennesker – men i det mindste kan de fleste finde ud af at opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre.

Aftensmaden blev igen spist på en restaurant, hvor børnene kunne grave i sandet. Her var der i øvrigt en knap ved hvert bord, hvor man kunne tilkalde tjeneren. Og det viste sig at være en god ting, for vores tjener glemte både suppen og isteen, der var en del af den menu, som vi bestilte. Til gengæld kom han så med en ekstra vandmelonjuice – som vi efterfølgende også var ved at komme til at betale for.

Igen et eksempel på en utjekket men venlig tjener. Og når folk bare er flinke, så kan man trods alt tilgive ret mange fejl.

I dag har vi slappet af ved poolen, spist frokost ved stranden – og så igen været ved poolen. Aftensmaden bliver sikkert også spist ved stranden. Og så er det ellers tid til at få pakket, for i morgen tager vi videre til et andet sted her i Filippinerne, der hedder Moalboal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.