20 elefanter kom marcherende

De seneste dage har vi haft en masse fantastiske dyreoplevelser. Og så er vi også kommet til miniputlandet Brunei, der, til trods for sin arealmæssigt begrænsede størrelse, har enorme olie-rigdomme.

I torsdags var det tid til at tage videre fra Sepilok til et nyt lodge ved Kinabatangan floden i Sukau-området. Vi blev hentet af vores guide, som tog os med til det orangutang reservat, som vi allerede havde besøgt tidligere. Det var en del af vores pakkerejse – selvom guiden vist syntes, at det var lidt mærkeligt, at vi allerede havde været der en gang.

Til forskel fra dagen før, så vi en film om, hvordan stedet hjælper orangutangerne – i filmen konkretiseret med en orangutangunge, der var blevet fundet af en lokal og spæret inde i et lille bur.

Bagefter var det samme tur som dagen før. Først så vi orangutangerne i stedets ”glasbur”, og bagefter så vi fodringen. Også denne gang kom der kun én orangutang – og ingen af de andre aber. Så det var fint, at vi også havde været der dagen før.

Derefter skulle vi ud på en to timers køretur. Det meste af turen kørte vi forbi kæmpe plantager med palmer, der bliver brugt til olieproduktion. Denne industri udgør den væsentligste indtægt for staten Sabah på Borneo.

Og når man så får at vide, at palmeplantagerne udgør 30 % af hele statens areal, så forstår man bedre hvorfor. 60 % er i øvrigt regnskov, og de sidste 10 % er beboelsesområder.

Turen gik forholdsvis nemt. Frida hørte lydbog, og Vilde sov det meste af vejen. Den sidste del af turen skulle foregå i båd, da det var den eneste mulighed for at komme til Borneo Nature Lodge, hvor vi skulle bo. Turen tog ikke mere end godt ti minutter, og så var vi fremme.

Borneo Nature Lodge er et rigtigt økosted, hvor regnvandet bliver genbrugt i toilettet, og strømmen delvist kommer fra solceller. Selv den overskydende varme fra airconditionen bliver genbrugt til at opvarme badevandet.

Det sidste giver dog den lidt pudsige effekt, at man bliver nødt til at have sin aircondition kørende minimum en time før, at man kan bade – hvad enten man trænger til nedkøling eller ej. Eller som ejeren fortalte, så kunne man jo tænde sin aircondition, mens man var på tur, hvis man ikke brød sig om kulden fra en aircondition. Tjah, så meget for øko-korektheden.

Stedet var rigtig low-key – men på en god måde. Der var kun seks hytter med i alt 12 værelser. Vi fik en hytte med to værelser – og en dør imellem. Så denne gang var der ingen problemer med, at børnene skulle sove alene.

I øvrigt var der stødhegn rundt om hele ejendommen, så man kunne holde elefanterne ude, hvis de skulle lægge vejen forbi – noget der skete med jævne mellemrum.

Sidst på eftermiddagen skulle vi på vores første bådtur. Her sejlede vi en times tid ned ad floden – hvilket var dejligt afslappende i forhold til at køre bil. For os er der bare noget særligt ved at sejle.

Målet var at kigge efter elefanter. Og da vi kom frem, gik der da heller ikke lang tid, før vi så en enkelt stå inde på bredden. Kort tid efter forsvandt den, og den næste så vi kun ryggen af. Vi kunne høre elefanterne brøle og pusle inde i buskadset – men de kom ikke frem.

Og guiden gjorde det heller ikke bedre ved at fortælle om den gang, hvor han havde set omkring 50 elefanter svømme over floden. Eller gøre opmærksom på, at det var meget unormalt, at de slet ikke kom ned til floden for at drikke.

Efterhånden blev det tid til at sejle hjemad, så vi begyndte efterhånden at forbande vores manglende held med at se dyr (kun en enkelt orangutang i Sepilok, få blåhvaler og ingen delfiner i Sri Lanka osv.).

Lidt oppe ad floden sejlede vi ind til bredden en sidste gang. Og pludselig kom der en enkelt elefant gående 2-3 meter fra båden. Og et øjeblik en til – og så en mere. Pludselig kom der den ene elefant efter den anden forbi – både store elefanter og babyelefanter. I alt gætter vi på, at der kom omkring 20 elefanter forbi.

Og alt dette kunne vi se fra vores båd helt tæt på. Nogle af dem stoppede op og kiggede nysgerrigt på os. Guiden mente, at det måske var fordi, at vi havde børn med (som ikke lignede de mennesker, som de havde set før). I hvert fald var det en kæmpe oplevelse, som vi fik foreviget med både kamera og selfies på mobilen.

Så vi følte os meget heldige, da vi sejlede tilbage. Og det gjorde jo så heller ikke oplevelsen dårligere, at vi her blev vidne til en fantastisk solnedgang.

Den sidste del af turen blev sejlet i mørke, men til sidst var vi fremme ved vores lodge, hvor aftensmaden var klar. Og så var det ellers tid til at gå tidligt til ro.

Næste morgen stod vi op kl. 5.30, spiste en let morgenmad kl. 6.15 – og klokken 6.30 sad vi i båden. Her var solen ved at fortrænge den dis, der ellers lagde sig flot over floden og skoven.

Da den var lettet, gik jagten ind på nye dyr. Og vi fik da også set både almindelige aber og ikke mindst de meget specielle næseaber, der mest af alt ligner en karikaturtegning af en fordrukken mand (med en meget stor, rødlig næse). Udover aberne så vi også en del fugle – noget som vi nok har lidt mere svært ved at hidse os op over.

Senere sejlede vi ned ad en mindre flod og ind til en sø, hvor vi gik i land. På forhånd havde vi fået at vide, at vi skulle tage sko, lange bukser og langærmede trøjer på. Det havde været lidt af en udfordring at finde en vores rejsebagage – men det viste sig at være en god idé. For udover at der var meget mudret, så sværmede det også med myg. Men vi slap igennem uden alt for mange myggestik.

På vejen tilbage så vi også lige en kæmpe varan ligge dovent i et træ. Og så var der lige tid til at skifte til rent tøj og få lidt mere morgenmad, inden vi igen skulle af sted.

Denne gang var det kun en kort bådtur til land, hvor guiden og os blev hentet af en person fra den lokale plantage. Vores guide havde foreslået en tur til palmeplantagen – som han ikke havde prøvet før, så vi var forsøgskaniner. Og vi havde sagt ja tak.

Efter en kort tur på hovedvejen, drejede vi af og forsatte af en noget mere bumpet grusvej ind i plantagen den næste halve time. Og da vi kom frem, viste det sig, at vi endda kun var kørt ind til midten.

Men når plantagen er på 20.000 hektar (200 km2 eller godt 14×14 km), må det jo også tage noget tid at komme til centrum. Før den ”gode” vej var blevet anlagt, kunne samme tur i øvrigt godt tage 4-5 timer.

Målet for besøget var en skole for de ansattes børn, der er ca. 90 % indonesere og 10 % filippinere. Senere fandt vi i øvrigt ud af, at skolen var startet af en dansker – hvilket også forklarede det udskårne Mærsk-logo over døren. Sandsynligvis havde Mærsk sponsoreret bygningen.

Skolen bestod af to klasser. Den først var for de 4-5 årige. Da vi kom ind, sang de en sang for os. Og bagefter kunne vi se, hvordan de øvede engelske ord – på den gammeldags terpemåde, hvor læreren sig ordet og bagefter gentager børnene det.

Her var der i øvrigt en dreng, som sad med en slikkepind i munden. Den var vist ikke gået i en dansk skole.

I den anden klasse var børnene mellem 6 og 12 år. Og her var de i gang med at tegne Valentines-tegninger med en engelsk tekst, som læreren havde skrevet på tavlen.

Besøget sluttede med, at vi blev fotograferet med alle børnene – og bagefter overrakte de tegningerne til os.

Bagefter skulle vi (viste det sig) på besøg hos manageren for hele plantagen. Han var tilsyneladende en mægtig mand, der da heller ikke blev kaldet andet end Mr. T af de lokale. Men han var mægtig flink og bød på småkager og frokost til os og guiden.

Her fik vi lidt mere at vide om plantagen. Bl.a. at der var omkring 1000 ansatte, som havde kontrakt for fem år ad gangen. Hver arbejder skulle tage sig af godt 50 hektar pr. måned. Og møllen, der forarbejdede olien, kørte 24 timer i døgnet – så længe der var frugter at forarbejde.

Det var en rigtig interessant tur. Men hvordan den evt. kan gøres til en fast del af programmet (vi var jo forsøgsdyr) er mere tvivlsomt. Det fungerer nok ikke, hvis der hele tiden kommer besøgende til skolen. Og Mr. T gider jo nok heller ikke byde på frokost hver anden dag.

Til sidst ventede kun endnu en halv times kørsel igennem plantagen, lidt kørsel på vej og en kort bådtur, inden vi var tilbage ved vores lodge.

Her havde vi endelig tid til at slappe af et par timer – noget specielt børnene vist trængte til, inden vi igen skulle på en bådtur sidst på eftermiddagen.

Inden vi tog af sted, kunne vi ikke lade være med at tænke på, om der da var noget nyt at se – selvom vi denne gang skulle sejle ned ad en lang biflod.

Og vi fik da ikke set nye dyr – men vi fik til gengæld set dem på en anden måde. For her var der masser af aber, der hoppede fra træ til træ. Det bedste var dog to ekstremt dovne aber, som lod os sejle helt hen til dem, så vi kun var godt to meter fra dem. Alligevel lå de bare og kiggede – og den ene faldt endda i søvn lige foran os.

Efter et par timer sejlede vi tilbage i skumringen – lige i tide til et bad og den efterfølgende aftensmad. Bagefter blev børnene puttet, og vi fik pakket til næste dag.

I forgårs var det så blevet tid til at forlade regnskoven og tage tilbage til civilisationen i Sandakan.

På vejen skulle vi besøge nogle huler. Men da der var væltet et træ ned over vejen, måtte den idé droppes – med mindre vi havde lyst til at gå godt fem kilometer hver vej. Og det havde vi sjovt nok ikke med to børn.

I stedet kørte vi tilbage til Sepilok, hvor vi besøgte Rainforest Discovery Centre. Her kunne vi komme ud på en tur på nogle gangbroer oppe over træerne. Og bagefter så vi på en udstilling om regnskovens dyr og planter – mens pigerne tegnede.

Pigerne havde plaget om is. Så på vejen til Sandakan stoppede guiden ind ved en lille kiosk og gav is til dem – enormt sødt af ham.

I det hele taget gjorde han alt, hvad han kunne, komme for, at vi havde nogle gode oplevelser – ikke mindst ved også at tage hensyn til børnenes behov. Og så var det endda ikke fordi, at der så tit var børn med på hans ture. Da vi spurgte ham, mente han, at der havde været nogle børn med sidste år – men de havde været noget ældre. Så mindre børn var ret nyt for ham – men det kunne man ikke mærke på oplevelsen.

Da vi nåede Sandakan, var der lige et par ting, som vi skulle se, før turen var færdig. Første stop var Kampong Buli Sim Sim, der er en by på pæle over vandet (eller nærmere den mudrede bund, hvor der sikkert er vand i stedet for affald en gang imellem).

Her spiste vi også en lækker frokost – efter anbefaling fra selveste Mr. T. Vores guide tog ellers normalt ikke gæsterne dertil til frokost – bl.a. fordi han var bange for, at det meget skrald, som der lå under husene, ville få gæsterne til at tænke, at restauranten også var uhygiejnisk. Det var dog ikke en tanke, som vi havde tænkt – men vi er måske også vant til at se lidt af hvert.

Sidste stop inden hotellet var en buddhistisk, kinesisk tempel, der lå med en fantastisk udsigt over byen. Og så var det endelig blevet tid til at checke ind på Four Points by Sheraton.

Helt færdige med turen var vi dog ikke. For mens vi checkede ind, fandt guiden en parkeringsplads til bilen. Og så ville han gerne vise os det lokale marked. Så selvom vores værelse trak i os, så måtte vi igen af sted. Heldigvis var det kun en kort rundtur – og så var vi endelig os selv igen.

Resten af dagen brugte vi hhv. ved poolen og på McDonald’s – begge dele til børnenes store glæde. Så var det tid til, at børnene skulle sove – og vi kunne komme på internettet igen efter nogle dage, hvor vi havde været offline.

Vi skulle dog kun blive på hotellet en enkelt nat, for i går startede en længere tur mod Brunei. Guiden hentede os og kørte os den forholdsvis korte tur til lufthavnen – hvor det så var tid til at sige farvel.

Og selvom det på sin vis var rart igen kun at være sig selv, så var det også en smule trist. For vores guide Adrian havde været helt fantastisk – nok den bedste guide som vi nogensinde har haft.

Udover at være yderst professionel og vidende, så havde han også en humor, der passede godt til os. Guider har normalt en vis afstand – men ham her havde vi faktisk grint ret meget sammen med.

Første del af turen mod Brunei var til Kota Kinabalu – en flyvetur på godt en halv times tid. Her havde vi så seks timers ventetid, inden vi skulle videre med det næste fly. Egentlig havde vi haft tænkt os at tage ind til byen. Men vi bestemte os for at blive i lufthavnen i stedet – bl.a. pga. alt vores håndbagage.

Og faktisk kom ventetiden ikke til at virke så lang. Vi startede med endnu et besøg på McDonald’s, inden vi satte os til rette i transitområdet med blade og iPads.

Da vores fly viste sig at være lidt forsinket, var det dog ved at være småt med tålmodigheden. Men til sidst kom vi af sted mod Bandar Seri Begawan, der er hovedstaden (og nærmest eneste større by) i Brunei.

Flyveturen var på kun godt 20 minutter og startede med en muslimsk børn på flyets tv-skærme. Bagefter havde personalet så travlt med at dele juice ud til alle, så vi var ved at lande, da vi fik de nærmest obligatoriske ankomstpapirer.

Det havde nu været rart, hvis de havde prioriteret dem noget højere end juicen. For aldrig har vi skulle udfylde så mange papirer for at komme ind i et land. Udover de typiske papirer med adresse, pasnummer, flynumre, afrejsested, næste destination osv. for alle fire, skulle vi også udfylde fire gange helbredserklæringer (nej, vi har ikke Ebola) og så lige en enkelt tolddeklaration.

Og da vi ikke havde nået det i flyet, måtte vi gøre det i lufthavnen. Så mens alle andre var ude for længst, var vi de sidste til at hente vores bagage – og vores chauffør/guide var blevet helt nervøs, fordi vi endnu ikke var kommet, da der ikke kom flere passagerer ud i ankomsthallen.

Heldigvis var turen til Centre Point Hotel kort. Så det tog ikke lang tid, før vi var fremme og klar til at få vores værelse – eller nærmere to værelser.

For også her havde vores rejsebureau bestilt to værelser. Og da det ikke var muligt at få to værelser med dør imellem, bad vi i stedet om to ekstra senge på det ene værelse – på samme måde som i Sepilok.

Og det kunne vi da også godt få, fortalte den meget lidt imødekommende receptionist os. Men det skulle vi betale ekstra for. Efter jeg så pædagogisk som muligt (efter en lang rejse) havde forklaret hende, at det vel var til deres fordel, hvis vi kun brugte et værelse (og de evt. kunne leje det andet ud), fik vi dog to ekstra senge uden ekstra betaling.

Imens stod guiden og så noget bekymret ud, for han lugtede vist problemer (og ekstra arbejde en søndag aften). Men vi kunne dog berolige ham med, at vi godt vidste, at det ikke var hans skyld – og at vi nok skulle klare det.

Da vi endelig havde fået vores værelse (og de to ekstra senge), var klokken blevet mange og børnene sultne. Så jeg gik af sted efter det hurtigste mad, som jeg kunne finde på – fra McDonald’s.

Det var ikke fordi, at det var med vores gode vilje at spise der for tredje gang i løbet af et døgn. Selv børnene var vist lidt trætte af, at legetøjsfigurerne i deres Happy Meal var de samme, som de to andre gange. Men engang imellem må hurtighed og bekvemmelighed bare vinde over den gode smag.

Selvom pigerne først var faldet i søvn 22.30 i går, så vågnede Vilde alligevel klokken 7.30 her til morgen – og fik også vækket Frida.

Efter morgenmaden tog vi en taxa til Kampung Ayer, der er en by på pæle overfor ”fastlandet”. Her bor omkring 20.000 mennesker og den anses da også for den største pæleby i verden med bl.a. egen skole, moske, politistation og brandstation.

For 100 år siden boede halvdelen af Bruneis befolkning her, og selv i dag bor der foruden Bruneis (illegale) underklasse også mere velhavende beboere, som har deres luksusbiler holdende på den anden side af bredden. Husene mangler da heller ikke faciliteter som vand, el, internet og parabol-tv.

Vi valgte at se byen fra vandsiden og tog en bådtur på en halv times tid rundt i området. Bagefter spiste vi frokost igen på den anden side på en restaurant ved vandet.

I Brunei er det nærmest umuligt at praje en taxa på gaden. Så vi måtte finde busstationen, hvor byens efter sigende eneste taxaholdeplads er. Og heldigvis fik vi da også en taxa her, der kunne køre os tilbage igen.

Resten af eftermiddagen tilbragte vi ved poolen, der til trods for en noget sølle tilstand (meget nedslidt område), helt sikkert var dagens højdepunkt for pigerne. Aftensmaden blev spist på Pizza Hut, inden børnene blev lagt tidligt i seng.

I morgen skal vi så videre mod Manila i Filippinerne. Inden da skal vi dog lige finde ud af at bruge det meste af en dag, da vi først skal flyve klokken 19 om aftenen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.