Kontrastfyldt overnatning på Borneo

Man må sige, at Borneo byder på mulighed for at opleve lidt af hvert – ikke mindst når det kommer til overnatning. De seneste fire dage har vi overnattet på et luksushotel, privat hos en lokal familie og i en hytte i junglen.

Den sidste dag på Shangri-La hotellet tog vi det lidt roligt, for pigerne var blevet godt røde dagen før – til trods for at de havde haft masser af solcreme på. Så vi blev på værelset til hen over middag, inden vi gik til poolen. Og så købte vi også en badetrøje til dem hver med korte ærmer.

Jeg var også blevet ramt dagen før – dog af noget helt andet. Mens de andre tre var i poolen, fik jeg besøg af en sværm af sandfluer – noget som jeg først opdagede efter en 5-10 minutter. Og der var det for sent.

Efterfølgende har jeg talt mine stik – og nåede op på over 100. Alene på venstre lå havde jeg 20, og på venstre arm havde jeg nogenlunde det samme. Stikkene har kløet pokkers meget, så jeg har fået kradset dem til så – hvilket åbenbart bare gør det endnu værre. Og naturligvis er det om natten, hvor man ligger og sover, at det klør mest. Så forhåbentlig bliver det snart bedre.

Aftensmaden blev spist på samme restaurant som dagen før. Og så var det blevet tid til at pakke, for næste morgen skulle vi videre til næste sted.

I Singapore sov vi jo ret længe pga. tidsforskellen. Men nu var det slut, for kl. 5.30 ringede vores vækkeur. En time senere spiste vi morgenmad, og klokken 7 blev vi hentet for at blive kørt til næste sted.

På vejen var chaufføren meget snaksaglig og forklarede os om alle de ”spændende” ting, som vi kørte forbi – universiteter, skole, nye byggerier, regeringsbygninger osv. Det eneste, som han glemte at fortælle var, at vi åbenbart skulle skifte chauffør.

Så pludselig stoppede han bilen og sagde, at der ville komme en ny chauffør og køre os videre – dog først efter to timer, som vi kunne tilbringe på det lokale søndagsmarked. I det mindste kunne vi dog lade vores bagage blive i bilen.

Det var et lidt irriterende afbræk – og efter at have været på ret mange forskellige markeder rundt i verden, var det ikke ligefrem et af de mest spændende. Men Vilde fik da en Frost-legetøjsmobiltelefon, og Frida fik en Frost-malebog.

Efter to timer kørte vi videre mod vores destination. Og efter en times kørsel, var vi fremme ved Koposizon Homestay, hvor vi skulle overnatte de to næste dage. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle forvente, da Borneo-delen er planlagt af en lokalt rejsebureau (med en dansk ejer).

Det viste sig, at vi skulle bo i et værelse i familiens hus med direkte adgang til deres stue. I værelset var der lige præcis plads til fire senge og vores fire tasker – og ikke så meget mere. Så det var ret primitivt. Sjovt nok havde de til gengæld det hurtigste internet af de steder, hvor vi indtil nu havde overnattet – inklusiv Singapore.

Familien bestod af et ældre ægtepar, deres datter og deres barnebarn på fire år. Og hende blev Frida og Vilde ret glade for – ikke mindst fordi hun hele tiden gav dem slik.

De næste to dage havde vi travlt med to ting – at spise og en række aktiviteter. Først fik vi lidt snack – bl.a. friturestegte bananer og nogle lokale kager. Kort efter fik vi frokost – og så skulle vi på den første tur.

Her kørte vi en tur på en halv times tid til en dyrepark. Den var udvalgt for børnenes skyld – men var ikke ligefrem Singapore Zoo. Det værste var dog, at nogle af dyrene ikke så ud til at have det specielt godt. Bl.a. oplevede vi en bjørn, der gik de samme 2-3 meter frem og tilbage igen og igen.

Turen sluttede med et dyreshow med papegøjer og slanger. Her hev de en mand op på scenen, som tilsyneladende var meget bange for slangerne. Efterhånden fik vi dog mistanke om, at det var en skuespiller – ikke mindst da han blev så ”bange”, at han faldt i vandet. Og ja, vi havde ret.

Da vi kom tilbage igen, legede Vilde med pigen, mens Frida tegnede. Og så var det blevet tid til at spise igen. Efter aftensmaden sad vi et stykke tid og snakkede med ejeren af stedet, inden pigerne blev lagt – og vi også sov. Efter en lang dag var vi alle soveklar klokken 21.

I forgårs stod vi op klokken 7, og efter morgenmaden ventede et stramt program resten af dagen. Først var vi på en gåtur i landsbyen på den anden side af floden – der blev passeret via en gyngende hængebro. Her kom vi forbi en skole, om som altid syntes børnene, at vi var meget interessante – så der blev vinket til den helt store guldmedalje.

Inden frokost lærte vi lige at lave sago-pandekager og fik en rundvisning i deres frodige have med en masse forskellige frugter. Og efter frokost lærte vi så at lave risvin og plantede en ananasplante.

Så var det tid til en kort køretur for at ride på en bøffel. Det blev en noget spøjs turistoplevelse, for bøflen stod i en privat have – og så blev vi ellers trukket rundt af ejeren. Vilde red sammen med Marianne, mens Frida selv red rundt – og syntes det var meget sjovt.

Bagefter skulle vi på en lokal café, hvor vi naturligvis også skulle smage den lokale specialitet – så vi kom absolut ikke til at sulte.

Tilbage igen legede Vilde med pigen, som kunne engelsk. Det kan Vilde jo som bekendt ikke, men så kan man jo altid forsøge at snakke dansk med engelsk accent i stedet. Og det virkede vist meget godt. Det eneste, som pigen ikke forstod, var ordet ”stop” – hun får vist ikke sat så mange grænser til dagligt.

Vi nåede lige at slappe lidt af, inden vi igen skulle ud på en længere køretur – denne gang for at komme til en restaurant med danseshow. Det var måske ikke lige det, som vi havde mest lyst til efter en lang dag – specielt ikke fordi trafikken var massiv, så turen tog endnu længere tid.

Alligevel var vi fremme i god tid, så Frida og Vilde fik leget lidt på en legeplads i nærheden, inden vi skulle ind på restauranten. Aftensmaden, som bestod af fisk, skulle udpeges i en række akvarier – hvorefter de fiskede den op og tilberedte den. Vi valgte dog at lade vores guide gøre det ud fra den betragtning, at han nok vidst, hvad der var bedst.

Maden var ganske udmærket – mens drikkevarerne var mere tvivlsomme. Marianne og jeg fik varm te – der senere blev udskiftet med lunken te. Og til børnene var der kogende vand – hvilket de sjovt nok ikke satte så stor pris på. Derfor bad vi om koldt vand – hvorefter vi fik endnu to glas kogende vand. Til sidst lykkedes det dog via guiden og hans kone at få en gang isterninger leveret, som kunne køle det varme vand.

Danseshowet var som sådan også fint nok. Vi er nok bare begge to overfølsomme overfor den slags danseshow med lokal dans, der tydeligvis udelukkende er for turisternes skyld. Og så havde vi i øvrigt også set noget af det på vores hotel to dage før. Men Frida og Vilde fandt det vist meget interessant.

Alligevel var aftenen nu en fin oplevelse – ikke mindst fordi vi kunne sidde og iagttage de andre gæster, der kom fra en lang række asiatiske lande. Og oplevelsen med det varme vand var så absurd, at det faktisk var sjovt.

Køreturen hjem var heldigvis noget hurtigere, da trafikken ikke var så slem. Og mens Vilde havde sovet på vejen dertil, var det nu Fridas tur til at falde i søvn i bilen. Vi andre tre sov da også ret hurtigt, efter at vi kom hjem.

Næste dag, hvor vi skulle af sted mod lufthavnen, var der også planlagt en del ting. Men heldigvis tog det åbenbart tilpas lang tid at pakke, så vi ikke nåede det lokale marked og det lokale tempel – hvilket passede os helt fint.

Så det eneste, som vi nåede, var at blive iklædt de lokale dragter og få taget billeder. Efter noget overtagelse var Frida med på den, mens Vilde absolut ikke ville.

Efter at pigen kom hjem fra skolen, var det tid til at tage afsked med hende og resten af familien – og for Fridas vedkommende også deres to hunde. Og så gik turen mod lufthavnen.

Da vi havde checket ind, troede vi, at vi nu kun var os selv igen – men ejeren, som havde kørt os til lufthavnen, insisterede på, at vi da lige skulle have en kop kaffe sammen, inden vi tog afsked.

Men endelig ”slap vi fri”. Og det var ikke fordi, at det ikke havde været interessant at bo hos den lokale familie. Men det var også ret anstrengende hele tiden at være sammen med andre og ikke have mange pauser – samtidig med at vi jo skulle snakke engelsk med dem. Både Marianne og jeg sætter pris på at være lidt alene en gang imellem, så vi var glade for, at vi kun havde to overnatninger der. Alt i alt var det dog en interessant oplevelse at være sammen med en lokal familie på den måde.

Flyveturen til Sandakan tog ikke lang tid – og det samme var tilfældet med køreturen til det Sepilok Nature Resort, hvor vi bor nu.

Efter at have boet på et luksushotel med stort poolområde og hos en lokal familie, har vi nu en hytte lige ved junglen. Faktisk havde vi to hytter til at starte med, men her måtte vi forklare dem, at børnene var for små til at sove alene. Så i stedet fik vi to madrasser ind på værelset.

Vi ankom sidst på eftermiddagen, så kun efter spiste vi aftensmad. Her fik børnene spaghetti carbonara. Det var vist noget, som de satte stor pris på efter alt den lokale mad – selvom specielt Frida havde været rigtig god til at spise det meste af det, der blev serveret.

Så var det blevet sengetid for børnene og Marianne – og tid til at få klaret nogle praktiske ting ved computeren for mit vedkommende. Mens jeg sad og skrev udenfor, kunne jeg for alvor høre alle junglens nattelyde – cikader, frøer og en række andre ukendte dyrelyde.

I dag havde Marianne så fødselsdag. Desværre kunne hun ikke rigtig sove længe, for vi skulle op for at spise morgenmad. Men Frida og jeg nåede dog at pynte op med flag og balloner, mens hun var i bad.

Efter morgenmaden gik vi til et sted i nærheden for at se et sted, hvor de tager sig af sunbears (der muligvis hedder solbjørne på dansk).

Så var det tid til frokost, og bagefter gik vi af sted for at se det, som de fleste kommer for at opleve – nemlig Sepilok Orang-Utan Rehabilitation Centre.

På forhånd havde vi fået klare instrukser om ikke at medbringe tasker, mad, solbriller, myggeolie og en lang række andre ting. Selv nøglen til hytten lod vi blive tilbage. Orangutangerne kan åbenbart godt finde på at tage den slags ting – og de efter sigende meget stærke. Ifølge en lokal guide havde de engang hevet alt tøjet af en mand.

Billetterne blev købt ved indgangen – hvor vi endnu engang kunne konstatere, at der er forskel på de lokale og turisterne. For mens de lokale skulle betale 5 RM, måtte vi af med 30 RM. Og hvert kamera kostede da også lige 10 RM.

Indenfor i parken så vi først nogle små orangutanger spise. Men hvor det mange steder er dyrene, som er i bur, så var det her os, som tog plads i et glasbur – mens aberne frit kunne bevæge sig til fodringspladsen og ud i junglen.

Bagefter var det tid til hovedattraktionen, hvor de store orangutanger bliver fodret – eller i vores tilfælde den store orangutang. For det er vilde dyr, som vi har med at gøre, så de behøver ikke komme for at spise – og det havde kun en enkelt orangutang valgt at gøre.

Det passede vist de andre, mindre aber (af ukendt art) meget godt – for i hvert fald gjorde de alt, hvad de kunne for at stjæle maden. Og orangutangen gjorde ikke den helt store indsats for at jage dem væk. Tilsyneladende var der mad nok til alle.

Bagefter var det blevet tid til en is, inden vi gik tilbage til vores hytte for at slappe af i et par timer.

Aftensmaden blev igen spist på vores hotelrestaurant, hvor pigerne igen fik spaghetti carbonara for tredje gang ud af tre mulige. Ærgerligt nok serveres der ikke den ret til morgenmaden.

I morgen skal vi så igen videre til et nyt sted, hvor der helt sikkert er endnu et stramt program, så vi får set så meget som muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.