De sidste dage
Så nærmer tiden sig for alvor, hvor vi skal bevæge os tilbage mod Danmark. Om godt 12 timer begynder vi vores næsten et døgn lange hjemrejse. Det har dog ikke fået os til at læne os tilbage de sidste par dage.
I forgårs var vi højt til vejrs i det godt 345 meter høje ”Stratosphere Tower”-hotel – den højeste bygning i det vestlige USA.
Fra monorailen til tårnet var der et stykke at gå igennem den mindre pæne del af Las Vegas. I stedet for store luksushoteller var det de mange bryllupskapeller, der dominerede – med tilbud på komplette bryllupper helt ned til 99 dollars.
Inden vi tog mod toppen, spiste vi en god bøf på en relativ billig restaurant. Der var da heller ikke specielt hyggeligt, men maden var god og serveringen fejlede ikke noget.
Lige inden vi nåede at stille os i kø ved elevatorerne, kom en kæmpe flok japanere. Og inden vi fik set os om, var der lang ventetid. Det var nu ikke fordi selve elevatorturen tog så lang tid – kun 37 sekunder for de 112 etager (så det gjaldt om at trykudligne). Men når man insistere på at tage et billede af alle de besøgende, og der samtidig kun kan være godt ti i hver elevator, så skal det tage tid.
Og det gjorde det også, men endelig nåede vi toppen. Her kunne vi nyde en fantastisk udsigt over ”The Strip” – gaden med alle hotellerne. Det var ét stort lyshav, og vi havde da heller ikke problemer med at genkende de enkelte hoteller. Selvom vores eget hotel lå i den helt anden ende, kunne man tydeligt se lysstrålen fra toppen.
Vi ville nu ikke nøjes med at kigge – vi ville også opleve noget. Og her mangler ”Stratosphere Tower” ikke noget. Der er alt hvad der skal til for at få hjertet til at slå lidt hurtigere.
Første forlystelse var ”Big Shot” – et tårn, hvor man bliver sendt godt 50 meter opad på 2,5 sekunder. Den minder lidt om forlystelsen i Tivoli – bare med den forskel, at man starter 112 etager over jorden.
Næsten forlystelse var ”Insanity” – en form for karrusel. Til forskel for en normal karrusel, sidder man her fastspændt til et sæde, mens karrusellen begynder at dreje hurtigere og hurtigere rundt, således at sædet bliver slynget udad og man kigger nedad. Og udsigten – det er jorden 340 meter længere nede, for karrusel hænger ude på siden af tårnet.
Sidste forlystelse var ”X-treme”. Her sidder man i en vogn – og da vi var de eneste, sad vi forrest. Langsomt begynder vognen at køre ud ad skinne, der ender brat 9 meter ude over kanten af tårnet. Pointen er, at man kører fremad med følelsen af, at man vil forsætte direkte ud i et frit fald.
Der var ingen af forlystelserne der var meget skræmmende, men man kunne ikke undgå at få en smule klamme håndflader. Det gjaldt dog om ikke at vise for meget skræk, for der var mange tilskuere, som stod og kiggede på.
Da vi var kommet vel ned igen, tog vi en taxa til Las Vegas’ ”downtown” – hvor gaden ”Fremont Street” ligger. Dette er det ”rigtige” Las Vegas, man kender så godt fra film. Her er gaden fyldt med neonreklamer og tusindvis af pærer, der oplyser de mange lysreklamer. Samtidig er priserne også nogle helt andre – her kan man få øl og rejecocktails til en dollar.
Alligevel var alt dette ikke nok, da de nye kæmpehoteller begyndte at dukke op, så man måtte finde på noget. Resultatet blev, at man overdækkede hele gaden, og om aftenen kører man et imponerende lyd- og lysshow. Hver time slukker alt lyset på kasinofacaderne, og en fantastisk tegnefilm med musik bliver vist på loftet. Resultatet er, at alle stopper og kigger op – og turisterne er vendt tilbage til stedet.
Fra ”downtown” tog vi en taxa tilbage mod vores eget hotel i den anden ende af byen. Desværre kørte ad motorvejen, så vi kunne ikke opleve nattelivet på ”The Strip”. Til gengæld slap vi for den langsomme trafik.
Tilbage på hotellet spillede vi lidt på spillemaskinerne. Men serveringen var ret langsom, så det var ikke nogen fidus med gratis drinks – det kostede os for mange penge i maskinerne.
I stedet kiggede vi lidt ved rouletten, hvor vi for alvor så en storspiller i aktion. Han spillede med jetoner på 25 dollars stykket og var ikke bleg for at smide 300 dollars på ”rød”. I starten gik det godt for ham, men efterhånden begyndte han at tabe – det forhindrede ham nu ikke i at smide adskillige jetoner i drikkepenge til de ansatte. Da vi forlod ham så nu ud til at være på vej tilbage i spillet igen.
I går morges var vejret faktisk ikke så godt. Det tordnede og regnede. Og når det regner her, er det kæmpe regndråber, så man skal skynde sig i læ. På grund af tordenvejret lukkede poolen også – ikke ligefrem noget de har bekymret sig om i de mindre sikkerhedsorienterede lande længere sydpå.
Heldigvis havde vi ikke planlagt at ligge ved poolen. I stedet tog vi monorailen til den anden ende af byen, hvor hotellet ”Circus Circus” ligger. Det har ikke overraskende cirkus som tema og satser tydeligvis på børnefamilier.
Der er da også mange forlystelser for børn (og barnlige sjæle) i stil med boderne på ”Bakken”. Mange gange i løbet af dagen er der gratis show, og vi fik oplevet et ret imponerende trapezshow.
Hotellet var et af de hoteller, vi havde overvejet at booke – blandt andet på grund af en noget lavere pris. Men efter vi havde set det, var vi glade for, at vi havde ofret det ekstra på et bedre hotel.
Overalt var der proppet med mennesker, og der var ikke meget plads. Samtidig var der fyldt med familier med klapvogne, så man flere gange nærmest skulle springe for livet – hvis man da ikke blev advaret på forhånd af børnenes skrigeri.
En enkelt fordel havde der dog været ved at bo der. På nabokasinoet kunne man få billige Margaritas – serveret i karafler på omkring en liter. Og med en pris på godt 50 kroner, var det svært at sige nej.
Efter at have spillet lidt, tog vi bussen tilbage til vores eget hotel. Her gjorde vi os klar til at tage lidt ”i byen”.
Første stop var en italiensk restaurant, der faktisk så fin ud. De forstod dog ikke at føre stilen helt ud i livet, og bøffen var heller ikke så god som dagen før – selvom prisen var noget højere.
I Las Vegas må man ikke spille eller drikke spiritus før man er fyldt 21. Det har ikke været noget problem for os – før på restauranten i går. Her ville tjeneren pludselig se bevis på, at vi var gamle nok. Men hvis man som næsten 33 ligner én på 20, skal man vel tage det som et kompliment.
Efter at have kigget en del på roulettespillet, valgte vi i går at kaste os ud i det. Heldigvis havde vi stået ved et bord, hvor en nybegynder sad. Så hun lavede alle fejlene (og blev rettet), så vi kunne lære af det – og derved ikke virke alt for dumme. Blandt andet måtte hendes kæreste ikke satse – kun én må røre brikkerne.
Desværre havde vi ikke det store begynderheld, så valgte at stoppe i tide – men det var sjovt så længe det varede. I stedet valgte vi at gå lidt rundt på de forskellige kasinoer omkring vores eget hotel. Klokken halv to var vi dog klar til at gå i seng.
I morges sov vi længe – for første gang i mange dage (måske ligefrem i fem måneder) havde vi ingen planer. Så vi så lidt af et talkshow, som selv Jerry Springer ville blive flov over. Det er nu utroligt, hvad folk i USA vil udsætte sig selv for bare for at komme på tv.
Resten af dagen har vi ligget ved poolen, hvor der igen har været solskin fra en skyfri himmel.
I morgen tidlig klokken lidt i syv checker vi ud fra vores hotel og tager mod lufthavnen. Første fly fragter os til Los Angeles, hvor vi skal fange et andet fly til Seattle. Her er vi forhåbentlig fremme i tide til at komme med vores SAS-fly mod København.
Hvis alt går vel, sætter vi igen fødder på dansk jord klokken 13.25 lørdag (dansk tid) – efter fem måneder på farten.