Hjemme igen
Efter en ikke helt problemfri hjemrejse er vi nu tilbage i Danmark.
Sidste aften i Las Vegas ville vi slutte af med en god middag. Efter at have kigget os lidt omkring, faldt valget på ”Rumjungle”, der udover at være en restaurant også er en natklub – med verdens største udvalg af rom.
Efter at have kigget på menukortet, besluttede vi os for ”alt godt fra Brasilien”, hvor tjeneren bliver ved at med at komme med nye retter – kød, kylling, pølse osv. – indtil man ikke kan spise mere. Det havde vi også prøvet i starten af vores rejse i Brasilien – så ”ringen blev sluttet” på en pudsig måde. Dog var kvaliteten i Las Vegas på et helt andet (højere) niveau.
Til maden bestilte vi et glas rødvin hver, og en flaske vand – belært af de dårlige erfaringer med klorvand. Vi fik også vores flaskevand – der må have været verdens dyreste til 50 kroner for en liter. Til gengæld var den også importeret fra Norge og kom i en glaskaraffel i stedet for en plasticflaske. Prisen kom godt nok bag på os – men til gengæld fik vi en fin souvenir med hjem i form af emballagen.
Restauranten var helt sikkert et af de steder, hvor de ”dyre drenge” holder til. Betjeningen var i top – ”casual” men opmærksom – og maden kunne der heller ikke sættes en finger på. Så vi sluttede med en gourmetoplevelse.
Vi var lidt sent ude at spise, så i slutningen af vores måltid blev musikken skruet op, og efterhånden blev stedet omdannet til en lounge. At der er gogo-piger har man set andre steder, men at to trommeslagere spiller med til DJ’ens musik, har vi nu aldrig været ude for – og det virkede nu også lidt unødvendigt.
Efter en enkelt rom og cola (når man nu var på en rom-bar), tog vi et sidste kig på lyshavet omkring ”The Strip” – så klokken blev halv to, inden vi kom i seng.
Næste morgen var det op igen klokken halv seks, så det var ikke meget søvn, vi nåede at få. Efter at have checket ud via tv’et – meget hurtigt og praktisk – tog vi en taxa mod lufthavnen. Her kørte vi for første gang på hele vores rejse med en kvindelig taxachauffør.
Køen ved indcheckningen var lang, men vi var heldigvis i god tid. Efter lidt ventetid blev vi spurgt, hvilket fly vi skulle med. Da vi svarede flyet til Los Angeles, spurgte kvinden hvornår. Og da vi svarede, fik vi at vide, at det fly ikke eksisterede. Det undrede vi os noget over, men vi besluttede at vente med at gøre noget yderligere, til vi nåede skranken.
Ved skranken fik vi opklaret mysteriet. På en eller anden utrolig måde, var det lykkedes os begge to at overse, at flyet afgik 8.59 PM – og ikke AM. Dette til trods for, at vi havde checket det mange gange.
Så var gode råd dyre, for vi havde jo et fly fra Los Angeles og endnu et fra Seattle. Vi fik et tilbud om at stå standby til et senere fly, men det turde vi ikke satse på. Efter lidt ”snakken for vores syge moster”, endte det med, at vi skulle betale noget ekstra, og så kunne vi komme med et fly 10.26 i stedet. Men det var nogle lidt for spændende minutter, inden vi havde vores billetter.
Nu havde vi pludselig en del ventetid i Las Vegas’ lufthavn, men vi afstod nu fra at fornøje os med spillemaskinerne. Efterhånden var vi også ved at være godt trætte af alle de mange ”pling”-lyde.
Flyveturen til Los Angeles var ikke den mest behagelige. Mens vi holdt på jorden, virkede airconditionen ikke, og i luften var der meget turbulens. Men heldigvis var den kort.
Vi nåede Los Angeles – bare for at konstatere, at vores fly videre til Seattle var forsinket halvanden time. Naturligvis var det ikke halvanden time til at starte med, men kun 13 minutter – der så efterhånden ændrede sig i den forkerte retning. Heldigvis havde vi tre timer at løbe på i Seattle, så vi nåede aldrig at blive urolige.
Til dette fly havde vi ikke kunnet få to sæder ved siden af hinanden – men til vores store held, så var der (som det eneste sted i flyet) et ledigt sæde ved siden af mig. Så Marianne kunne flytte.
Vi var heller ikke i tvivl om, at vores bagage kom med – for vi sad lige ved indlæsningen og kunne se, at det blev læsset som det sidste. Nogle få minutter var vi lidt i tvivl, om det nåede med, for vi hørte et eller andet i højtaleren om, at bagage der ikke kom med her, ville komme med et senere fly.
Efter at have indhentet en halv time af forsinkelsen på turen mellem Los Angeles og Seattle, nåede vi frem – bare for endnu engang at kunne konstatere, at vores næste fly var forsinket. Denne gang med en time – hvilket faktisk ikke ændrede sig yderligere.
Turen mellem Seattle og København gik meget smertefrit. På den ni timer lange tur fik vi ikke sovet så meget, men for os var klokken også kun fem om morgenen, da vi med en halv times forsinkelse landede lidt i to om eftermiddagen – dansk tid.
Vores rygsække kom som de første på transportbåndet – men kufferten dukkede ikke op. Da bagage fra Madrid begyndte at køre ind på båndet, så vi os nødsaget til at henvende os ved skranken – ikke lige hvad vi havde lyst til, når vi nu (næsten) var hjemme.
Mens vi stod og ventede på, at det skulle blive vores tur, så vi en kuffert magen til vores – på et helt andet bånd. For en sikkerheds skyld checkede vi den lige – og det var vores. Hvordan den var havnet der, ved vi ikke – men det var utroligt heldigt, at vi lige stod ved netop dette bånd lige netop på dette tidspunkt, hvor den kørte forbi.
Derefter skulle vi bare lige igennem tolden – hvor vi næsten mod forventning ikke blev stoppet – inden vi kunne komme ud til den ventende familie.
Gensynsglæden var naturligvis stor for alle parter – og der var da også lige et par gode nyheder. Efter et par store, danske fadøl i lufthavnen blev vi kørt det sidste stykke hjem til vores lejlighed – der heldigvis stod som den skulle.
Normalt føler man ikke, der er sket så meget, når man har været væk længere tid – alt ligner næsten sig selv. Men denne gang har der været masser af begivenheder herhjemme – både triste og glædelige – som vi kun har kunnet følge via vores e-mail. Det har helt klart været det værste ved at være væk så længe hjemmefra.
Til gengæld har vi også fået så mange oplevelser, at de vil tage måneder at fordøje dem – nogle vi vil huske på resten af livet. Det er umuligt at pege på nogle enkelte – noget har skuffet og noget har overrasket, vi har mødt en masse søde mennesker og fået en masse grin over folks opførsel i andre dele af verden. Kort sagt – vi har haft en fantastisk tur, vi ikke ville være foruden.
Men det er nu også rart at være hjemme igen.