Dykning

Fredag d. 13. hvor vi ankom, var en skidt dag, men bortset fra den, har vi haft nogle gode dage her i Roatán på Bay Islands.

Vores første hele dag her havde vi ikke de store planer, men ellers har dagene stort set gået ud på det samme – dykning. De sidste fire dage har vi brugt på at tage et ”Open Water”-dykkercertifikat, der giver os lov til at dykke ned til 18 meter. Faktisk havde jeg certifikatet i forvejen, men da jeg kun har dykket seks gange – og sidste gang var i 1998 – valgte vi begge at starte fra bunden (eller er det vandoverfladen).

Vi bestilte kurset i lørdags, hvorefter vi fik udleveret en teoribog, som vi skulle læse en del af til næste dag – så det var den eftermiddag og aften. Inden da havde vi heldigvis nået en smule snorkkeling, hvor vi bl.a. så en rokke og en eller anden form for ål eller søslange.

Næste dag startede vi på kurset – med en anden instruktør end ham, vi regnede med. Det har været et gennemgående problem. På fire dage har vi haft tre instruktører – nogle bedre end andre. Kommunikationen har ikke altid været lige god imellem dem, så de har ikke helt vidst, hvad vi allerede havde lavet. Fordelen har så til gengæld været, at de har haft forskellige indfaldsvinkler til emnet.

Et andet problem har været, at tingene har været noget rodet. De er alle sammen glimrende, når de ligger i vandet og underviser – men på land trænger de til én, som kan koordinere det hele. Forskellige papirer kan de ikke finde, og hvilken instruktør, som skal ud med hvilket hold, har tit også været et problem for dem. Men hellere nogle rodede koordinatorer, men dygtige instruktører end omvendt.

Om eftermiddagen var vi i vandet for første gang, hvor vi skulle lave forskellige øvelser – som f.eks. at tømme masken for vand. Det havde vi ikke de store problemer med, og da vi samtidig kun var os to på holdet, var vi hurtigt færdige.

Næste dag var der mere teori og endnu nogle øvelser på lavt vand. Da vi havde befundet os så godt i vandet dagen før, valgte instruktøren at tage os med ud på lidt dybere vand – 6-7 meter. Her var der lidt mere at se, og det gav også bedre fornemmelsen af at dykke.

I går startede vi med teoriprøven, der også blev klaret i fin stil – og så var vi klar til vore første, rigtige dyk. Efter en del ventetid på grund af de før nævnte organisationsproblemer, kom vi af sted – og det blev en god oplevelse. Vi skulle kun lave et par øvelser, og derefter kunne vi bare nyde dykket.

I dag skulle vi have vores to sidste dyk. Det største problem var faktisk, at Marianne kæmper med maveproblemer, mens jeg er ved at blive godt forkølet – begge dele noget der ikke er optimalt, når man skal dykke.

Jeg havde lidt problemer med at trykudligne på grund af tilstoppet næse, og Marianne følte sig også bedre tilpas i vandet dagen før. Men vi kom igennem det og fik en fin oplevelse alligevel. Og nu kan vi så kalde os dykkere.

Efter nogle dage med masser af ny viden, har vi faktisk været ret trætte. Så det er ikke blevet til så meget andet en undervisning, dykning og teorilæsning.

Vi har været på Internettet et par enkelte gang. På internetcaféerne koster det godt 80 øre i minuttet, men heldigvis har vores hotel en computer, man kan bruge. Den er dog ikke så stabil, så når den endelig er oppe, kan vi ikke tillade os at sidde der ret længe. Derfor er det også kun blevet til læsning af mails, samt checkning af vigtige fodboldresultater.

Samme sted som vi har taget vores certifikat, dykker et dansk par. Efter at have snakket lidt med dem, fandt vi ud af, at de skulle nogle af de steder, vi har været – og omvendt. Derfor aftalte vi at mødes i går aftes til spisning samt udveksling af gode steder, hoteller og så videre. Det blev en meget hyggelig aften på trods af de tidligere nævnte skavanker.

Byen her er meget hyggelig og afslappet. Der er dog to irritationsmomenter. Det ene er de mange sandfluer, der på kort tid kan få én til at se ud som om, man har røde hunde. Heldigvis klør deres bid ikke så meget – ellers ville det næsten være uudholdeligt.

Det andet problem er de mange biler, der kører rundt på den smalle grusvej. På visse tidspunkter er der næsten myldretid, så de hverken kan komme frem og tilbage. Hvorfor det er så vigtigt for dem at køre i bil er ikke helt til at forstå. Tingene ligger med meget kort afstand, og som regel går det hurtigere til fods – selvom (eller måske på grund af) man hele tiden har følelsen af, at have en bil lige efter sig.

I dag har vi været væk i 75 % af vores rejse – hvilket også betyder, at der ikke er så længe til, vi skal hjem til alle de gode ting ved Danmark. En ting har vi dog taget forskud på – spisning af de lakridser, vi fik i afrejsegave af en af Mariannes veninder. Indtil nu har vi holdt pakken lukket, og vi nøjes også kun med et par stykker hver dag, så de kan holde så længe som muligt.

Vi havde egentlig satset på at tage videre fredag, men nu har vi besluttet os for at vente til søndag. Det giver os tre hele dage mere her.

I morgen vil vi nyde, at vi ingen planer har. Hvad der derefter skal ske de næste par dage, må vi se. Måske skal vi dykke lidt mere – måske skal vi ikke. Det kommer også lidt an på helbredet.

Søndag er det videre med fly til El Salvadors hovedstad San Salvador – denne gang direkte, hvilket betyder en transporttid på halvanden time i stedet for seks.