En by med evig siesta
Efter tre hele dage i Granada befinder vi os nu i Nicaraguas hovedstad Managua. Det er dog kun for en kort bemærkning – allerede i morgen er det videre med fly til ”Bay Islands” i Honduras.
Dagene i Granada har i store træk lignet hinanden. Det vi troede bare var søndagslukket, var nærmere én, lang siesta. Vi har ikke tidligere været i en by, der har virket så lukket.
En stor del af forklaringen skal nu nok findes i temperaturen, der lige har været skruet lidt ekstra op i forhold til, hvad vi ellers har oplevet andre steder – hvilket sikkert får folk til at flygte indenfor i skyggen bag lukkede døre.
Alligevel har vi fået set lidt af byen. I forgårs var vi en tur nede ved ”Lago de Nicaragua” – en kæmpe sø, der på mange måder nærmere minder om havet – bl.a. med bølger med skum på.
Turen tilbage var tydeligvis igennem et af Granadas mere fattige kvarterer, men vi følte os nu ikke utrygge af den grund. Det eneste beboerne gjorde var at stirre – her kom vist ikke turister hver dag.
De få steder, hvor dørene ikke var lukkede, var det muligt at kigge direkte ind i folks dagligstue. Ud fra det vi så, er det store hit vist kæmpe ghettoblastere i stil med dem, der var meget populære i Danmark i 80’erne. Sandsynligvis er det et statussymbol her.
Det lykkedes os også at reservere flybilletter videre fra Nicaragua – hvilket ikke var så nemt, som forventet. Efter en del søgen, fandt vi et rejsebureau, men her solgte de kun indenrigsbilletter. Alligevel tilbød fyren – som var hollænder – at ringe til et flyselskab, mod at vi betalte for hans brug af mobiltelefonen. Og da han samtidig snakkede spansk, lykkedes det ham at reservere to billetter (håber vi da) til i morgen – selvom det krævede en del råben og stavning af navne (på grund af dårlig telefonforbindelse).
Ellers har vi brugt en stor del af dagene på vores hotel, der både kunne diske op med en glimrende restaurant og en hyggelig gårdhave med faner i loftet, så det ikke blev for varmt – noget man sætter meget pris på efter kort tid i Granadas hede gader.
I går aftes havde vi besluttet os for at få en øl inden maden, og da vi så en bar, der så hyggelig ud, gik vi derind. Det første, der ”slog” imod os, var heftig heavy rock, og da vi så en kæmpe, lyshåret fyr bag baren, var vi nu lige ved at gå igen. På den anden side så det nu også interessant ud, så vi valgte at blive.
Fyren, som lignede noget fra amerikansk wrestling, hilste på og spurgte hvor vi kom fra – hvorefter han snakkede om sig selv hele tiden. Men hans historie var nu interessant nok, så vi valgte at lytte.
Oprindeligt havde han været politimand i USA (korthåret, hårdtpumpet og fyldt med steroider – sikkert et skræmmende syn for forbryderne), men en dag havde han bare fået nok af det hele og var rejst til Costa Rica. Her havde han åbnet to barer, men efter et par år, ville han videre – så vidt vi kunne forstå var han træt af amerikanske ”gringoer” (turister) og costaricanernes ubeslutsomhed, så han fortsatte til Granada og åbnede en (ifølge ham selv) populær bar for de lokale.
Efter et stykke tid blev vi nu trætte af at høre på ham. For det første snakkede han kun om sig selv, og for det andet havde han et typisk amerikansk sort/hvidt syn, hvor tingene kun kunne være på én måde.
To aftener har vi spist ”ude” (dvs. ikke på vores hotel). Det største problem har været de omvandrende musikere, som går fra restaurant til restaurant – og bord til bord. Selvom de uden problemer accepterer et ”nej tak” og går videre, kan vi ikke lade være med at få lidt ondt af dem. Aften efter aften går de rundt, sandsynligvis uden at tjene noget af betydning. Det er bare irriterende at de skal give én dårlig samvittighed mens man spiser – og det kan vi ikke lade være med at få.
Det bliver heller ikke bedre af, at vi mange steder er nogle af de eneste turister – hvilket er en af ulemperne ved at rejse udenfor højsæsonen. Fordelen er jo så til gengæld billigere hotelpriser og ledige værelser.
Efter endnu engang at være blevet vækket af nogle mystiske bankelyde i morges klokken seks, gjorde vi os klar til at tage videre mod Managua. Vi kom med en minibus, der ikke havde meget til fælles med den minibus, vi var ankommet med. Her blev vi mast ind som de to sidste sammen med en masse lokale – og aircondition havde de vist ikke hørt om. Heldigvis var turen kun på en times tid – og prisen var omkring seks kroner per mand. Igen får man, hvad man betaler for.
Fra busholdepladsen i Managua tog vi en taxa til det hotel, vi på forhånd havde udset os. Her havde de heldigvis plads, og endnu engang kunne vi konstatere, at der var gratis Internetforbindelse – noget der åbenbart er populært i Nicaragua. En anden luksusting var en pool – noget de overhoved ikke havde reklameret med på hjemmesiden, hvilket er meget mærkeligt.
Efter at have smidt vores bagage på værelset, tog vi en ny taxa til et storcenter i nærheden. Her havde vi regnet med at gå rundt og kigge i en dejlig kølig luft skabt af aircondition. Men det viste sig at være et delvist åbent (og derfor ret varmt) center, så efter kort tid tog vi hjem igen.
Eftermiddagen har vi brugt på Internettet og ved poolen, og senere skal vi prøve at finde et sted at spise aftensmad.
I morgen formiddag er det videre til ”Bay Islands” i Honduras, hvor der er fantastisk – og meget billig – snorkkeling og dykning.