En dejlig begivenhedsløs bustur

Efter 11 gode dage i Costa Rica har vi nu bevæget os nordpå til Nicaragua – nærmere betegnet den hyggelige kolonitidsby Granada.

Dagene i Playa Tamarindo blev brugt ved hotellets pool. For Mariannes vedkommende skal ordet ”ved” tages helt bogstaveligt – hun valgte ikke at hoppe i vandet. Det skyldes, at poolen ikke var det mest rene, vi har oplevet. Det var nu kun blade og grene fra de omkringstående buske og træer, men det gjorde, at poolen ikke virkede specielt indbydende.

Man kan undre sig over, at hotellet ikke gør noget ved problemet. En mand, som arbejder en time hver morgen, kunne holde poolen helt ren – og for vores skyld måtte de godt betale ham, ved at tage en smule mere for værelserne. For ellers var hotellet godt, men det gjorde bare, at stedet ikke var specielt indbydende.

Aftensmaden den første dag blev spist på en restaurant ved vandet, hvor de lokale ”surferbumser” serverede. Surfing om dagen og arbejde om aftenen – det passede dem vist fint. Men de gjorde det nu godt, og selvom maden ikke var fantastisk, var det et hyggeligt sted. Vi foretrækker da også god servering og mindre god mad end omvendt. Man kan alligevel ikke nyde et godt måltid mad, hvis man hele tiden bliver irriteret over serveringen.

Efter maden tog vi os en enkelt drink på hotellet – hvilket i dette tilfælde betød en ”Monster Margarita”, der i praksis nærmere var en skål end et glas med jordbær og spiritus.

Næste morgen tog vi på stranden, men her føg sandet om ørerne på os, så vi valgte i stedet hotellets pool – beskidt eller ej. Resten af dagen stod på stegning i solen, boglæsning og almindelig afslapning.

Om aftenen gik vi igen ned til stranden – lige i tide til at se en fantastisk solnedgang – noget som Stillehavets strande skulle byde på i særlig grad. Solens farver var i alle typer af orange, og de enkelte, farvede skyer gjorde det sidste. Det fejrede vi med endnu en ”Monster Margarita” på hotellet.

Næste morgen var det af sted med bus mod Nicaragua. Efter den mindre behagelige oplevelse, vi havde haft med bussen til Playa Tamarindo, var vi lidt spændte – selvom sandsynligheden for endnu en træt chauffør nok var ret lille.

Alligevel blev chaufføren kigget godt ud – hvilket ikke var nemt, da han havde solbriller på. Men hans bevægelser og måden at køre på afslørede hurtigt, at han var helt på toppen.

Bussen, vi kom med, havde plads til 19 passagerer (plus nogle flere, hvis man slog ekstrasæder ud) – men det var kun os, som skulle med. Det virkede som lidt fråds, da vi kun kunne fylde to pladser hver. Men lækkert var det nu.

Efter et par timers kørsel nåede vi grænsen, hvor vi fandt ud af, vi skulle skifte bus. Vores chauffør fulgte os igennem grænseformaliteterne på Costa Rica-siden, hvorefter vi blev ”overleveret” til en ny chauffør ved grænseposten til Nicaragua. Alt i alt tog det vel en halv times tid med at få alle stemplerne, før vi var på vej igen – hvilket var billigt sluppet.

Resten af turen foregik i en minibus, hvor vi igen var de eneste – bortset fra hele chaufførens familie, som sikkert var med på søndagsudflugt. Men det var nu bare hyggeligt – og så kunne de jo også holde chaufføren vågen (selvom det nu ikke var nødvendigt).

Efter endnu et par timers kørsel på en fin vej, nåede vi Granada. Det eneste begivenhedsrige vi oplevede på vejen, var en flyttelastbil med passagerer bagi – bl.a. en pige i rullestol. Og ikke nok med det – hun sad også og rullede frem og tilbage, mens bagdøren var åben. Det virkede ikke så sikkert, men på den anden side – det er der så meget her, der ikke gør (bl.a. de åbne kloakhuller lige nedenfor hotellets trappe).

Vi havde på forhånd reserveret et hotel i Granada. Værelset er også fint, selvom det er lidt mørkt. Badeværelset er nu lidt for sig selv. For det første er det åbent – hvilket betyder at muren ikke går helt op til loftet. ”Døren” er også bare to svingdøre i stil med dem man ser ind til barerne i de gamle cowboyfilm – så meget privatliv er der ikke.

Ud over hotel er her også bar og restaurant – endda af den bedre slags, som vi allerede har spist på. Endelig er der en lille specialitet – trådløs Internetadgang, som alle frit kan bruge. Det er ellers noget man kun ser i USA.

Indtil nu har vi ikke lavet så meget. I går gik vi en tur til byens hovedtorv – en meget mærkelig oplevelse, for alt var lukket, så her var meget øde. Godt nok var det søndag, men alligevel.

Til sidst fandt vi dog en restaurant, hvor de ikke opfattede, vi skulle have en sandwich hver – så vi fik kun én. Det gjorde nu ikke så meget, for mere kedelig mad skal man lede længe efter. Sandwichen var et tørt stykke brød med lidt kedeligt pålæg. Og de vel godt 20 pommes fritter, der fulgte med, var så fedtede, at man kunne smøre en cykelkæde med dem. Efter den oplevelse, valgte vi hotellets restaurant til aftensmaden.

I dag prøvede vi at finde et rejsebureau, hvor vi kunne bestille flybilletter. Der var lidt mere åbent, men det er nu ikke nemt at finde noget her, for der hænger ingen skilte ud for butikkerne. Allerhøjest er der malet på facaden – meget æstetisk, men ikke så nemt, når man søger noget bestemt. Det lykkedes os da heller ikke at finde stedet selvom vi var på den rigtige gade – men det må nu skyldes, at det er flyttet.

De næste par dage vil vi også slappe af her, hvorefter vi skal på farten igen. Hvortil ved vi ikke helt endnu – det kommer udvalget samt priserne på flybilletter til at bestemme.