Med hjertet i halsen

Vi er nu kommet til Playa Tamarindo – vores sidste destination i Costa Rica. Desværre kom det til at foregå under noget mindre afslappede former, end vi havde satset på.

Dagen i går var den sidste i Santa Elena, og derved også dagen, hvor vi skulle se de sidste attraktioner. Vi havde – helt frivilligt – sat vækkeuret til klokken seks, for at komme tidligt til ”Monteverde Cloud Forest”.

Efter en fem kilometers taxatur gennem et område, der mere mindede om et dansk sommerhuskvarter end troperne, kom vi til indgangen. I Santa Elena var vejret godt, men efterhånden som vi nærmede os, kom der flere og flere skyer – deraf navnet ”Cloud Forest”.

”Monteverde Cloud Forest” er et meget fugtigt (og derved også frodigt) område. Her kan man se masser af planter, som findes i stuerne i de danske hjem – bare med den forskel, at her står de frit i naturen og i nogle kæmpe størrelser.

Der findes en del dyr i skoven, men på grund af de mange turister, er de godt skjult. Det er muligt for en meget rimeligt beløb at få en guide med, men vi ønskede at gå i vores eget tempo, og fravalgte derfor den mulighed.

Alligevel fik vi glæde af guiderne, for de dyr vi så, var med deres hjælp. Selvom vi ikke havde betalt dem, var de flinke til at sige til, når vi gik forbi en gruppe, hvor de havde fået øje på noget. Vi fik endda også lov til at tage et kik i deres kraftige kikkerter. Det var imponerende, så tæt man kunne komme på.

Ved guidernes hjælp fik vi både set aber og en grøn tukan. Så vi vil nok overveje at hyre en guide en anden gang – også selvom det betyder, vi ikke kan gå for os selv.

Efter vores skovtur, besøgte vi det nærliggende ”Kolibri Galleri”, hvor vi egentlig havde forventet en kolibripark. Men det var faktisk et galleri – med den lille specialitet, at de havde fodringspladser til kolibrierne.

Stedet var også målet for de guidede ture, og vi fik opsnappet nogle facts. På dette sted var der syv forskellige kolibriarter, mens der i hele Costa Rica er 51. På verdensplan er tallet godt 300 – den mindste af dem vejer kun to gram. En kolibri har 40 vingeslag og 300 hjerteslag per sekund. Alt i alt et fascinerende dyr.

Taxaturen tilbage til Santa Elena blev for mit vedkommende foretaget i det åbne ”bagagerum” i den jeep, der gjorde det ud for taxa. Chaufføren skulle have tre piger med tilbage, og tilbød os et lift – for en behørig betaling, naturligvis. Heldigvis var der ikke så langt, for det var ikke den mest behagelige form for transport.

Efter en dyr frokost og en tur på Costa Ricas kronisk langsomme Internet, gik vi tilbage til vores hotel, hvor vi slappede af med lidt læsning.

Aftensmaden blev ikke meget bedre. Det startede med, at vi selv måtte hente menukortet – for derefter at vente længe på at bestille. Normalt ville det have fået os til at gå – når det starter skidt, ender det som regel også skidt. Men burgerne så gode ud, så vi valgte at blive.

Endelig kom vores burgere – men de bestilte pommes frites var ikke med. Vi fik at vide, at de ville komme ”om et øjeblik” – men der dukkede ingen pommes frites op. Vi prøvede at trække spisningen af burgeren lidt, men da den kun var lunken allerede ved serveringen, var det ikke en holdbar strategi.

Uden at få vores pommes fritter, spiste vi vores burger, drak ud og betalte. Endnu engang havde vores teori holdt om, at hvis de har for travlt til at tage mod bestillinger, skal man finde et andet sted – lækre burger eller ej.

Vi havde bestilt en minibus til at transportere os fra Santa Elena til Playa Tamarindo. Oprindeligt havde vi troet, at vi havde bestilt en bus fra et af Costa Ricas to store, etablerede transportselskaber. Men da det gik op for os, at det ikke var tilfældet, havde de på rejsebureauet spist os af med at ”det var stort set det samme”.

Derfor havde vi også vores bange anelser, men minibussen kom faktisk næsten til tiden. Vi satte os derfor intetanende ind, og den lange tur fra Santa Elena af dårlige grusveje begyndte.

På et tidspunkt på turen fik Marianne øje på chaufførens øjne i bakspejlet, hvorved hun kunne konstatere, at han så meget træt ud. Dette gjorde os noget utrolige, og det blev ikke bedre af, at hans øjne blev smallere og smallere.

Normalt ville man blive bekymret, hvis chaufføren havde travlt med at rode med radioen eller snakke i mobiltelefon. Men i dette tilfælde var det beroligende, når han rodede med et eller andet – det holdt ham vågen.

På et tidspunkt fornemmede vi, at farten blev sænket og Marianne så i bakspejlet, at chaufførens øjne var lukkede. Hun gav ham helt spontant to ordentlige klask på armen, og han spurgte meget forvirret, hvad der skete. Tydeligvis var han på vej i drømmeland, hvilket ikke er betryggende, når man kører på en grusvej i bjergene.

Et par gange stoppede han op for at kigge på dækkene eller sætte ting fast – et tydeligt tegn på, at han havde brug for at komme ud i frisk luft. Men hvis det kunne gøre ham en smule mere frisk, uden at han tabte ansigt, så fint for os.

Efter halvanden time – og 32 kilometer – nåede vi asfalteret vej. Normalt ville det have været godt, men nu blev faren bare udskiftet fra at være stejle skrænter til hurtig fart og modkørende trafik. Derfor blev vi også glade, da vi mødte en taxa, der tydeligvis skulle have passagerer med fra vores bus. Vi regnede med, at chaufføren havde erkendt, at det ikke var forsvarligt at køre, og vi derfor skulle skifte køretøj eller chauffør.

Glæden varede dog ikke længe, før det gik op for os, at de kun var to af vores medpassagerer, som skulle et andet sted end os – og derfor også med et andet transportmiddel. Nødtvunget måtte vi sætte os ind igen.

Køreturen på fem timer blev den længste i vores liv. Chaufføren blev mere og mere træt, og der var ikke et øjeblik hvor vi kunne slappe af. Hele tiden holdt vi øje med ham – klar til at give ham et skub. Efterhånden begyndte han at holde sig midt på vejen, for derefter i sidste øjeblik at trække ind, når der kom modkørende – formodentlig for ikke at køre i grøften. En gang imellem gjorde vi et kort holdt, og så blev det lidt bedre for en kort bemærkning.

Flere gange så han ud til at være ved at falde i søvn men fik taget sig sammen i sidste øjeblik. På et tidspunkt skulle jeg lige til at give ham et klap for at vække hans opmærksomhed, da hans mobiltelefon ringede. Et øjeblik virkede han meget forvirret – formodentlig troede han, at det var vækkeuret.

Det sidste stop gjorde vi kun ti kilometer før ”mål” (et mål vi sad og talte ned til). Her så det igen ud som om han var ved at falde i søvn – lige ved en å. Måske var det ikke tilfældet, men han trængte under alle omstændigheder til at vågne op.

Bagefter kan man spørge sig selv, om man ikke burde være hoppet af meget før – noget vi faktisk også overvejede. Problemet er bare her, at der er meget mere øde – hvilket gør videre transport meget vanskeligt. Og igen – hvornår er det lige præcis nok til, nu vil man ikke være med mere?

Men vi kom frem i god behold, hvilket vi er meget taknemmelige for. Det var uden tvivl den værste transport, vi har været ude for – at køre på ”Verdens Farligste Vej” i Bolivia var ingenting. Forhåbentlig kommer vi heller ikke til at opleve noget lignende igen.

Chaufføren har sikkert kørt turen mange gange – hvilket giver begrebet ”at kunne vejen i søvne” en helt ny betydning – men han var også selv klar over, at den var helt gal. Muligvis var det derfor (set i bagklogskabens klare lys), han slog korsets tegn, inden han kørte af sted med os.

Men forhåbentlig får han sig en god søvn, inden han sætter kursen hjemad. For nu er der ikke nogen til at holde øje med ham.

Da vi igen havde ro til at tænke på noget andet, meldte sulten sig, så vi fik os et måltid thaimad og en stor øl til at fejre, at alt (trods alt) gik godt.

Nu vil vi slappe af her i Playa Tamarindo i dag og i morgen, inden vi igen sætter os ind i en minibus og kører mod Granada i Nicaragua. Men denne gang er det med et respektabelt selskab, der forhåbentlig ikke presser deres chauffører så meget – eller hvad der nu var årsagen til hans træthed.

Mens vi kører af sted, kan vi så tænke på, at det måske ikke er så skidt med alle de stop, lokalbusserne gør – i det mindste holder det deres chauffører vågne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.