En sikkerhedstrussel på knap to år
Det er ikke nogen hemmelighed, at USA har et højt sikkerhedsniveau. Men hvor højt det egentlig er, har vi oplevet det sidste døgn.
Vi forlod Københavns Lufthavn kl. 14 i går. Den første del af turen til Island gik helt smertefrit. Vi havde godt nok ikke mulighed for at få et sæde til Frida, som vi ellers havde håbet på, men hun opførte sig rigtig pænt.
Men da vi kom til Island, tog USA’s paranoide og bureaukratiske kontrol over. Jeg gik først igennem sikkerhedskontrollen, men da Marianne skulle igennem med Frida, fik hun at vide, at Frida var udtaget til et tilfældigt, ekstra sikkerhedscheck.
Derefter blev vi ført ned i et særligt rum, hvor Frida blev kropsvisiteret! Det blev dog ikke gjort særlig grundigt af den islandske sikkerhedskontrol. Mon ikke også de havde svært ved at tage seriøst, at en pige på under to år skulle have et ekstra grundigt sikkerhedscheck.
Derefter troede vi, at det var det. Men vi blev klogere. Vi blev ført til et særskilt boardingområde, som vi ikke måtte forlade før vi ville blive eskorteret direkte til flyet. Her dukkede der efterhånden flere og flere op. Bl.a. en familie, hvor manden var blind. En køn omgang “terrorister”.
Rent teknisk var vi jo faktisk tilbageholdt mod vores vilje. Men hvis man gerne vil ind i USA, beklager man sig ikke. Og heldigvis var situationen da også så absurd, at vi kun kunne grine af den. Spørgsmålet er,om den islandske sikkerhedskontrol også griner af alle de ekstra ressourcer, de skal bruge på at opfylde USA’s krav.
Da vi så lidt ironisk spurgte, om vi skulle have vagt med, hvis vi skulle have noget mad eller på toilettet, fik vi at vide, at det kun var den udvalgte (dvs. Frida), som ikke måtte forlade området. Så gudskelov at Frida stadig bruger ble.
Endelig var det tid til at boarde. Men der sluttede vores problemer ikke. På forhånd skulle vi udfylde en visumansøgning på nettet. Det havde jeg da også gjort, men den var åbenbart ikke gået igennem. Så tyve minutter før flyet skulle lette, måtte jeg i hast udfylde navne, pasnumre osv. ved servicedesken (mens jeg løbende måtte forklare andre passagerer, at jeg altså ikke arbejdede der).
Men endelig kom vi af sted, og resten af turen på seks timer gik også fint. Frida sov de fire at timerne, og vi nåede frem til tiden kl. 19 amerikansk tid (et om natten dansk tid).
Derefter skulle vi igennem endnu et omfattende sikkerhedscheck, hvor vi skulle have taget aftryk af hhv. højre hånds fire fingre, højre hånds tommelfinger, venstre hånds fire fingre, venstre hånds tommelfinger samt et foto.
Da klokken efterhånden var blevet mange, valgte vi at tage en taxa. Og allerede da vi steg ind, kunne vi godt fornemme, at taxachaufføren var en idiot. Han fik da også kørt en omvej samt “tilbageholdt” flere dollars i drikkepenge. Men når det samlede beløb var under 100 kroner for hele turen, kunne vi godt leve med, at han var så ynkelig at forsøge at snyde sig til et par ekstra dollars.
En af de ting, vi havde været mest bekymret for, var hvordan tidsforskellen ville påvirke Frida. Men det blev ikke noget problem. Hun blev lagt igen, da vi kom frem til vores lufthavnshotel Fairfield Inn kl. 21. Derefter sov hun til kl.6 hertil morgen, hvor vi faktisk blev nødt til at vække hende.
Om et par timer går turen så videre til vores egentlige destination: Barbados. Det bliver rart endelig snart at være fremme.