Hader JetBlue spædbørn?

Efter at have rejst med JetBlue fra New York til Barbados, fristes man til at stille spørgsmålet ”hader flyselskabet JetBlue spædbørn?”

Det startede med at vi i lufthavnen fik at vide, at vi skulle betale $30 for Fridas taske. Det var til trods for, at der tydeligt stod på billetten, at hun måtte have ét styk bagage med.  Det prøvede vi at påpege, men de var ikke til at rykke. Først påstod de, at det ikke var en billet, så var det en billet alligevel, hvor man (åbenbart) ikke kunne regne med det, som der stod på den.

Enden på det hele blev dog, at vi kunne tage tasken med som håndbagage uden beregning. Altså skulle vi slæbe den rundt i lufthavnen, hvorefter en stewardesse fik den utaknemmelige opgave at placere en ret stor taske i bagagerummet over sæderne. Samme fly, samme vægt men mere besvær.

JetBlues uvenlighed mod spædbørn stoppede dog ikke her. Da vi var kommet ind i flyet, bad vi om et sikkerhedsbælte og en redningsvest til Frida; noget som vi straks har fået alle andre flyvninger. Men til vores store overraskelse fik vi at vide, at det medbragte de ikke!

I stedet skulle vi bare holde godt fat på Frida ved start og landing. Mon ikke det er ret svært i forbindelse med en nødlanding; eller bare lufthuller. Pludselig klinger det lidt hult, når man bliver bedt om at sætte sig ned og spænde sikkerhedsbæltet, når man flyver ind i uvejr.

I forbindelse med flyulykker er det jo en erstatning, som flyselskabet skal betale for sårede og døde. Mon de har kalkuleret sig frem til, at det bedre kan betale sig at medbringe hovedtelefoner, tæpper og sandwich end sikkerhedsbælter til små børn. Man tænker tanken.

Inden vi kom så langt som til at spænde os fast i flyet, skulle vi dog blive 2½ time forsinket. Det startede med en ”almindelig” forsinkelse på en halv time. Derefter var der et sikkerhedsproblem, der lukkede boardingen i hele lufthavnen i yderligere en halv time, hvilket gav yderligere forsinkelse. Da det endelig var ved at være vores tur til at lette, efter at have holdt i kø på startbanen i et godt stykke tid, var der en skildpadde på banen, der først skulle flyttes!

Men endelig kom vi af sted, og bortset fra en ”big mama”, som sad og snorkede på hele turen lige ved siden af os, gik det fint. Frida havde endnu engang ikke sit eget sæde. Til gengæld var der meget mere benplads end normalt.

Endelig nåede vi Barbados, hvor vi blev hentet og kørt til den villa i ”Porters’ Gate Community”, som vi havde lejet. Her blev vi mødt af vores ”rengøringsdame”, som satte os ind i tingene; og lige i ”forbifarten” fortalte os, at vaskemaskinen desværre ikke virkede. Senere fandt vi også ud af, at bruseren i var kalket til og at vi ikke kunne komme på internettet (dette er dog blevet løst).

Men bortset fra disse mangler er det et rigtig dejligt sted. Specielt er den lille, private pool et stort hit. Frida er ikke til at hive væk derfra, når hun først er kommet i.

Der er dog også ”slanger i paradis”. I vores tilfælde drejer det sig om myg og sandfluer. Den første aften blev vi nærmeste ædt op. Af uransagelige årsager (men heldigvis) stikker de ikke Frida. Mens vi er fyldt med stik og bruger store mængder myggeolie, har hun ikke fået så meget som et enkelt, lille stik.

Lige da vi var ankommet, hvad vi intet mad eller drikke, så jeg måtte ind til byen for at handle; en gåtur på tyve minutter. Da jeg tog af sted, var det lyst. Men da jeg skulle hjem, var det blevet mørkt. For at slippe for gåturen tilbage tog jeg bussen, men blev sat af et forkert sted. Samtidig kunne jeg heller ikke rigtig kende omgivelserne i mørket, så jeg brugte lang tid på at finde det rigtige sted. Til sidst fandt jeg (utrolig heldigt) den rigtige vej.

Sidenhen har vi fundet ud af at tage bussen. Det koster 4,50 kroner ligegyldigt om man skal køre ét stop eller hele øen rundt. Sjovt nok er det også i bussen, hvor vi har mødt de sødeste mennesker. De har hjulpet med klapvognen, fortalt os hvor vi skulle af og ellers bare hyggesnakket.

Selvom det lyder billigt med bussen, så er Barbados et ret dyrt sted. Når man handler i supermarkedet (som er yderst velforsynet), skal man kigge godt på priserne. Er tingene importeret (hvilket meget er), er det rigtig dyrt. Hvordan folk for Barbados har råd til f.eks. at købe grønsager, er os lidt af en gåde.

Indtil nu er dagene gået med at slappe af. Vi har besøgt både den lokale strand samt Mullins Beach og Paynes Beach, der begge ligger ti minutters buskørsel fra vores villa. På Mullins Beach fik vi også smagt den lokale specialitet: paneret flyvefisk-sandwich. En udmærket ret, der dog ikke smagte meget anderledes end alle andre panerede fisk.

Til slut lidt om vejret, som vi var meget spændte på. Det er jo regntid på Barbados nu, men der er nu ikke faldet meget regn. To dage har vi kun mærket et par enkelte dryp, og de to andre dage har det regnet lidt om eftermiddagen. Men når temperaturen samtidig er godt 30 grader, betyder det ikke det helt store.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.