En tidlig morgen

Efter en lang dag på vulkantur gad vi ikke spise det helt store til aften i forgårs, så vi valgte den nemme løsning – Burger King. Det var dog ikke helt nemt at finde på grund af det meget diskrete udseende, som fast food stederne har i Antigua.

Efter en god nats søvn uden et ringende vækkeur, stod vi i går morges op og pakkede vores rygsække. Vi skulle videre til Tikal – men først klokken 15. Egentlig ville vi gerne have været af sted lidt tidligere, men alternativet var klokken fire om morgenen – og det havde vi nu alligevel ikke lyst til.

Ventetiden blev brugt på Internettet samt en café. I mellemtiden var det begyndt at regne igen – denne gang også med lyn og torden.

Minibussen kom præcist (endda fem minutter før tid), hvilket vi satte pris på efter gårsdagens ventetid. Desværre havde vi ikke kørt lang tid, før vi (igen) holdt i en lang kø. Det viste sig, at tre vejbaner i løbet af få meter snævrede ind til én, hvilket satte trafikken helt i stå. Kort efter var den gal igen – her var det en lastbil, der holdt midt på kørebanen.

Efterhånden begyndte vi at blive lidt nervøse, da vores fly afgik klokken 17 og tiden nærmede sig 16 – og den almindelige myldretidstrafik gjorde ikke sagen bedre. Men heldigvis røg vi ikke ind i flere trafikproblemer, og klokken 16 rullede vores minibus op foran lufthavnsbygningen.

Efter en imponerende langsom indcheckning, kunne vi endelig gå mod gaten. Her blev vores håndbagage checket manuelt, hvilket var første gang vi havde oplevet det på vores rejse. Til gengæld var der ingen metaldetektor, så det var relativt med sikkerheden.

Da vi var kommet i luften, begyndte serveringen. Så vi spændte vores sikkerhedsbælter godt – og som der plejede, gik der da heller ikke mange sekunder fra vi havde fået vores glas juice til flyet hoppede rundt i luften på grund af turbulens – noget der yderligere blev forstærket af flyets lille størrelse. Samtidig lynede og tordnede det udenfor, så naturen fik rigtig vist sine kræfter.

Vi havde på forhånd været lidt i tvivl om overnatningen, for det hotel, vi havde sendt en mail til, havde ikke svaret tilbage. Helst ville vi have et værelse lige ved Maya ruinerne Tikal, men hvis det ikke var muligt, måtte vi bo i Flores eller Santa Elena – halvanden times kørsel derfra. Under alle omstændigheder ville vi undgå at tage køreturen til Tikal forgæves.

Men vores bekymringer var unødvendige. I lufthavnen blev vi mødt af en mand, som ringede rundt til hotellerne i Tikal, for at finde et ledigt værelse. Naturligvis var han også chauffør, og selvom han kostede ti dollars mere end en anden taxa, valgte vi ham, da han nu havde hjulpet os. At han samtidig snakkede godt engelsk, og derved kunne fortælle os en masse, var bare endnu en fordel.

Udover at hjælpe os med hotelværelse og transport, fik vi også booket vores videre rejse til Belize gennem ham. Så det var en god indtægt for ham og nemt for os – begge parter var vist tilfredse.

I lufthavnen havde vi fået at vide, at vores værelse ville koste 60 dollars inklusiv morgenmad og aftensmad – en pris vi var villige til at betale. Men da vi kom frem, fik chaufføren på en eller anden måde ordnet det sådan, at vi nu kun skulle betale 30 dollars. Det var godt nok uden mad – men man kan få en del måltider for knap 200 kroner her.

Da vi lidt senere var på vej til aftensmad, skulle vi lige snakke med receptionisten, som var en ung fyr med ansvaret for hele hotellet. Han havde åbenbart kvajet sig, for det værelse, vi havde fået, var reserveret næste dag. I stedet ville han have, vi skulle flytte til et andet værelse.

Efter at have set alternativet, var vi ikke villige til at flytte uden en form for kompensation. Rummet var mindre og i stedet for udsigt til have og pool, var vinduet ud til en gang. Endelig var der endnu en af den slags halvdøre til toilettet, hvor man intet privatliv har.

Heldigvis havde vi allerede betalt for to nætter, så vi stod fast. Da han heller ikke kunne eller ville kompensere med måltider eller lavere pris, var der ikke andet at gøre for ham, end at ringe til chefen – hvilket vist ikke passede ham. Han havde nok regnet med, at vi ville ”klappe hælene sammen og parere ordre”. Hans sag var nu heller ikke god, for hvis værelset var lige så godt, hvorfor kunne dem som kom næste dag så ikke få det i stedet?

Resultatet blev, at han – efter at have snakket med chefen – rykkede rundt på reservationerne, så vi kunne blive boende. Vi kommer nok ikke med på hans julekortliste, men det er vi nu også ligeglade med – selvom han går og mukker. Vi beholdte vores værelse – hvilket endnu engang viser, at man ikke skal finde sig i hvad som helst.

Ved aftensmaden, der blev spist på en billigere restaurant end hotellets, satte en fyr sig pludselig ned ved vores bord. Inden vi havde set os om, var han i fuld gang med at fortælle os om den tur, vi (åbenbart) skulle med på næste dag. Til sidst lykkedes det os at stoppe ham, men det var tydeligt, at chaufføren fra tidligere havde udpeget os – endnu en af hans små forretninger.

Men turen lød god – selvom vi lige skulle synke en ekstra gang, da vi hørte mødetidspunktet klokken 4.30 – så vi slog til. Prisen var på 10 dollars per person, hvilket jo ikke var slemt.

Aftensmaden blev hurtigt spist, da den absolut ikke kunne beskrives som voldsom. Blandt andet bestod den af vel nok verdens mindste portion ris på størrelse med det, der kan være i et mellemstort snapseglas.

Efter maden skyndte vi os i seng. Ikke fordi vi var specielt trætte, men fordi strømmen ville blive slukket klokken ti – så det galt om at have alt klaret inden. Her er i det hele taget kun strøm i få timer i løbet af dagen – nogle timer om morgenen og nogle timer om aftenen.

Det var nu tydeligt, at personalet ikke skulle tidligt op, for de sad udenfor og snakkede til ved 23-tiden. Da de gik ind på deres værelser, blev strømmen slukket – hvilket nu ikke forhindrede dem i at snakke højlydt videre for åbne vinduer. Manglen på strøm betød også, at fanen ikke længere kølede, så det var ikke nemt at sove.

Efter få timers søvn, var det her til morgen (læs: nat) op klokken fire, for hurtigt at få lidt vand i hovedet inden vi skulle mødes klokken 4.30. Dette var ikke helt nemt, da det var bælgravende mørkt (på grund af den manglende strøm), så alt forgik i lommelygtens skær – men vi nåede mødestedet til tiden.

Det var det desværre ikke alle som gjorde. Folk kom dumpende lidt efter lidt, og da det alligevel ikke så ud til, at vi skulle af sted foreløbig, skulle folk pludselig på toilettet eller hente vand.

Hvad er det der gør, at nogle snotforkælede 18-20-årige på deres første rejse tror, at man stadig kan opføre sig som om man går i en skole, hvor man kan komme dumpende som det passer én uden hensyn til andre? Vi var efterhånden godt sure, og guiden var ikke mand nok til at gå, før alle havde fået klaret alle deres ærinder.

Tyve minutter forsinket kom vi alle 21 af sted (et tal der var steget fra 10 siden vi spurgte guiden aftenen før). På grund af forsinkelsen måtte vi nærmest løbe gennem den halvmørke skov. Det der skulle have været en hyggelig tur, hvor vi kunne opleve skoven vågne, blev pludselig et kapløb for at nå frem til templet, hvor vi skulle se solen stå op.

Vi nåede templet i tide, og fuldstændig gennemblødte af sved (selvom guiden netop havde pointeret det gode ved den tidlige afgang, da man undgik varmen senere på dagen) kravlede vi op på toppen. Her kunne vi så efterhånden se himlen blive lysere, men solen så vi ikke noget til før den stod højt på himlen på grund af skyer – noget vi dog ikke kunne bebrejde guiden. Men det var nu sjovt at se Tikal i dagslys – indtil det tidspunkt havde alt foregået i mørke.

Da solopgangen var klaret, tog guiden os med videre til nogle af de andre templer. Han var meget vidende og snakkede godt engelsk. Alligevel var forløbet en skuffelse og ikke de ti dollars værd. Fordelen ved at bo i Tikal skulle være, at man kunne opleve stedet uden for mange turister – noget vi gik glip af på grund af de 19 andre. Men det var en god fidus for guiden, som tjente 210 dollars. En god løn for nogle timers arbejde, hvilket hans medbragte iPod-musikafspiller da også afslørede. Sådan én er det vist ikke alle i Guatemala, som har råd til.

Endelig blev vi ”sluppet fri”, hvilket var lidt af en lettelse. Nu kunne vi gå alene og suge indtrykkene fra stedet til os. Det er bare ærgerligt, at vi andre steder havde fortrudt, vi ikke havde taget en guide – og når vi så endelig får en, så vil vi hellere være fri. Men man skal jo føle, man får noget ekstra for pengene – og det gjorde vi ikke.

Vi gik rundt nogle timer for os selv, og den dårlige start blev efterhånden vendt til noget bedre. Tikal er et imponerende sted med flotte Maya-templer midt i junglen. Vi kravlede til tops på endnu et tempel, hvor vi kunne nyde udsigten over området – denne gang (næsten) alene.

Efterhånden blev varmen og trætheden dog for meget, så vi gik tilbage mod vores hotel. Her havde vi regnet med at ligge ved poolen – men af de efterhånden mange pools, vi har set, er den her alligevel den mest beskidte (noget man ikke kunne se i mørket). Selv jeg (som ellers andre steder har ladet varmen sejre over det beskidte) havde ikke lyst til at hoppe i. I stedet har vi taget os en middagslur på værelset.

Planen her til eftermiddag var at gå tilbage til ruinerne for at se solnedgang. Men det er nu ikke sikkert, det bliver aktuelt. For en time siden lynede og tordnede det, mens troperegnen væltede ned – hvilket ekstraordinært gjorde, at strømmen blev tændt. Nu har det aftaget lidt, men det regner stadig og umiddelbart ser det ikke ud til at solen kommer frem igen i dag. Så måske bliver der ikke flere Maya ruiner til os for denne gang.

Under alle omstændigheder tager vi videre til Belize med minibus i morgen. Vi havde valget mellem en afgang klokken 5 og klokken 7.30. Chaufføren foreslog klokken fem – antageligt fordi det ville give os mere tid, men vores teori er nu, at det mere var fordi, der muligvis allerede var andre, som skulle med der. Men vi valgte nu den ”sene” afgang, så i morgen kan vi sove ”helt” til klokken seks.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.