Antik i Antigua

Efter et kort ophold i El Salvador, tog vi i forgårs bussen fra San Salvador til Guatemala City. Da der var afgang allerede klokken syv om morgenen, måtte vi op klokken 5.30.

Bussen var 1. klasses – noget vi havde betalt ekstra for, men der til gengæld også gjorde rejsen væsentlig mere behagelig end med lokalbusserne, der stopper hele tiden. Vi fik plads forrest på øverste etage – med dertil hørende god udsigt.

Kort tid efter afgang blev morgenmaden serveret – bestående af et stykke pizza. Det smagte ret godt, selvom det nu var lidt underligt at spise pizza klokken tyve minutter over syv om morgenen.

Ved siden af os sad en familie med en lille pige, som skulle lære at snakke engelsk – inklusiv den (åbenbart) meget vigtige evne til at råbe sætningerne, som stort set alle engelsktalende har. Heldigvis tog hun sig en lur engang imellem, hvilket vi satte pris på.

Efter to timer nåede vi grænsen mellem El Salvador og Guatemala. Flere gange har vi oplevet magtsyge paskontrollører (som åbenbart ikke kunne blive andet), bruge en masse energi på at være sure og i det hele taget gøre livet surt for de rejsende. Men sådan var det slet ikke her. Der var hurtig og venlig betjening med et ”god rejse” – og da en af kontrollørerne så mit stempel fra Bolivia, skulle han lige høre, hvordan der var der.

Formaliteterne på Guatemalasiden gik lige så nemt, og kort tid efter var vi på vej igen. Efter yderligere to timers kørsel af dårligere veje (Guatemala er tydeligvis et fattigere land end El Salvador) nåede vi Guatemala City. Her havde vi på forhånd besluttet os for ikke at spilde tiden, så vi fik fat i en taxa til at køre os de 45 minutter til Antigua.

I Antigua fik vi plads på et hotel, der på mange måder minder mere om et museum. Vores værelse er fyldt med gamle møbler (og minder derved mere om et gæsteværelse), og rundt om på gangene er der masser af ting, der ligger på grænsen mellem ragelse og antikviteter – men alt sammen meget charmerende.

Byen lever også op til stilen. Her er der brolagte gader og gamle, farvestrålende huse. På mange måder minder det om Granada i Nicaragua – bortset fra en behageligere temperatur og ikke mindst, at byen er fyldt med liv. Når børnene får fri fra skole (hvilket de vist gør flere gange om dagen), så er der fodgængermyldretid. Her er også masser af hyggelige gårde med planter og springvand, hvor der ligger små butikker.

Også her har Mc Donald’s og Burger King slået til – men på en meget diskret måde. Hvor man andre steder er vant til at se ”Den Gyldne Måge” hænge højt oppe i luften og gaderne plastret til med skilte, er der her kun et diskret logo på muren.

Endnu har vi dog til gode at spise på et af fast food-stederne, hvilket vi et par gange har fortrudt. Man kan sige meget om Mc Donald’s – men man ved hvad man får. Her bliver man ikke skuffet – hvilket er sket andre steder, når vi har bestilt frokost.

Værst var det dog i forgårs, da vi skulle have et par sandwich. De var ikke noget særligt, men det var først da Marianne kiggede i sin cola – efter at have drukket det meste – at det blev rigtig skidt. Den var fyldt med myrer. Medarbejderne var meget kede af det, og kompenserede med en ny cola og billigere priser – så man kunne jo ikke rigtig blive surt. Men specielt lækkert var det nu ikke.

Til gengæld var aftensmaden i en helt anden klasse. Her fik vi en god bøf med tilhørende rødvin (noget vi ikke har gjort det meget i) – men det bedste var betjeningen, der var ekstrem venlig og opmærksom. Så med god mad og godt humør, kunne vi gå i seng – og i vished om, at vi kunne sove længe næste dag.

Efter en god nats søvn, gik vi på jagt efter flybilletter videre fra Guatemala City til Tikal, hvor der ligger et stort Maya-tempel midt i junglen. Det var ikke så nemt, men efter noget søgen fandt vi et bureau, der lovede at have dem parat næste dag.

Da det var klaret, gik vi ned til det lokale marked/busholdeplads. Her var der masser af gode fotomuligheder, men ellers var boderne enten for de lokale eller for turister med dårlig smag.

Om eftermiddagen fik vi sendt en pakke hjem – på tolv kilo, hvilket kostede en mindre formue. Til gengæld har vi væsentlig mindre at slæbe på.

Det var nu ikke helt nemt. Belært af erfaringen havde vi skaffet en papkasse samt tape og en tusch. Men det var ikke nok – vi skulle åbenbart have brunt papir omkring. Efter lidt søgen i diverse butikker, fik vi opstøvet det, hvorefter vi fik pakket det hele forsvarligt ind. Derefter manglede vi kun at sætte frimærker på – 118 i alt. Største værdi var på 10 quetzales, og når man skal betale 1180, kræver det en del slikkearbejde (der dog heldigvis blev klaret af en ”vådpude”).

Om aftenen spiste vi på et italiensk pizzeria, der prøvede at leve op til stilen med alt fra italiensk opera til en tjener, som sagde ”mama mia”.

I morges var det så igen tidligt op – nærmere bestemt klokken fem (det kan være hårdt at rejse). Vi skulle på vulkantur og havde fået at vide, at vi ville blive hentet ”mellem 5.50 og 6.10”. Men først klokken 6.30 dukkede minibussen op, og da vi var de sidste, fik vi også de dårligste pladser. Hvordan det kan tage 40 minutter at hente 11 personer (der alle så ud til at høre sammen to og to), det overgår vores fantasi. Måske var der nogle turister, som ikke kunne komme op til tiden.

Efter den dårlige start, var lidt irriterede – og det blev ikke bedre, da vi efter en halv times kørsel røg ind i en kø. Heldigvis tog det kun ti minutter og skyldes en lokalbus, der havde tabt hele den bagerste hjulakse. Kort efter var den gal igen, og her var det bare en lastbil, der var stoppet midt på vejen. Chaufføren prøvede febrilsk at zigzagge mellem de to vognbaner, da vi holdt i kø, for at komme hurtigere frem – men det resulterede nu bare i vi røg længere bagud.

En times tid efter nåede vi målet – Pacaya vulkanen. Her blev vi mødt af vores spansktalende guide (noget vi ikke lige havde fået at vide). Men på trods af sprogvanskelighederne forstod vi, at vi ikke kunne komme helt til toppen, da det var for farligt. Det er naturligvis godt, at de sætter turisternes sikkerhed højest, men det var nu noget af en skuffelse alligevel ikke at kunne komme helt tæt på.

Efter en lang, hård gåtur opad (hvilket resulterede i to vabler til Marianne), nåede vi så langt, vi måtte gå. Her kunne vi stå og se lavasten blive skudt ud af toppen og rulle ned ad skrænten – på en kilometers afstand. Godt nok var det marginalt mere spændende end Arenal i Costa Rica, men det var nu noget af en skuffelse alligevel, når vi havde sat næsen op efter at se flydende lava tæt på.

Vi brugte en del (læs: for meget) tid der, før vi atter bevægede os nedad. Det var ikke helt så hårdt fysiks, selvom vores tæer efterhånden var på vej ud gennem skosnuderne.

Det mest positive oplevede vi, da vi kom ned. Her blev der solgt colaer – og til en meget rimelig pris, der ikke bar præg af, at det var et turiststed. For fire kroner pr. dåsecola kunne vi slukke tørsten. De kunne nemt have taget det dobbelte – men det var prisværdigt (eller måske mangel på viden), at de ikke gjorde det.

Turen tilbage til Antigua – hvor vi havde fået erobret nogle bedre pladser – gik noget mere smertefrit, selvom minibussen sneglede sig op af bakke visse steder.

Vi blev sat af på byens torv, hvor der var fyldt med papirsmulder – et tegn på, at der havde været fest. Den engelsktalende fyr i receptionen kunne fortælle, at kirken havde fejret en særlig højtid med en parade gennem byen. Typisk at bare man tager væk en formiddag (på en halvkedelig tur), så fester byen imens.

Efter en glimrende thaifrokost (vi prøver at spise så varieret som muligt), ville vi hente vores flybilletter. Men da vi kom til bureauet, var der lukket. De holdt åbenbart siesta, men ville åbne igen en time senere.

Ventetiden fordrev vi på en nærliggende internetcafé, hvorefter vi gik tilbage. Nu havde de åbent, men de havde desværre ikke lige billetterne – men ”måske vi kunne komme tilbage om en halv time”. Det er absolut ikke en nye situation – på Roatán tog det vel 6-7 besøg, før vi havde billetterne i hånden – men det er nu irriterende alligevel.

En halv time efter kom vi tilbage – og nu fik vi billetterne. Forhåbentlig går det bedre i morgen, når de skal hente os i en minibus klokken 15.

Eftermiddagen har vi brugt på at slappe lidt af og planlægge, hvordan vi kommer videre rundt på vores rejse.

I morgen tager vi første skridt ved at tage et fly fra Guatemala City til Tikal. Her vil vi blive to nætter, før vi fortsætter til Belize.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.